PROTESTBØLGE I IRAN // ANALYSE – Det iranske oprør har været i gang i snart en måned. Hvordan vil et nyt Iran uden præstestyret se ud? Hvad er det for et Iran, vi kan forvente? Bliver det et sekulært demokrati eller et hårdt militærdiktatur? Irans fremtidige udformning vil få stor betydning for – ikke bare landet selv – men for hele regionen.
Hvad der startede som en protestbølge over drabet på den unge Mahsa Amini den 16. september, har efterhånden fået mere og mere momentum. Der er protester i hele landet, og internationalt støtter flere og flere modstanden mod det såkaldte Moralpoliti, der har til opgave blandt andet at sikre, at kvinder bærer hijab på korrekt vis.
Der er ingen tvivl om, at det nuværende regime vil falde. Hvis ikke under denne protestbølge, så formentlig den næste
Iranske kvinders tradition for at protestere
Demonstrationer og protester er ikke et ukendt fænomen for iranske kvinder. De har protesteret før, jævnligt og højlydt. Inden for bare de seneste 15 år har kvinderne været på barrikaderne et væld af gange. I 2006 skabte kvinderne en kampagne Women’s One Million Signatures. Igen i 2009 var kvinderne på barrikaderne med demonstrationer over hele landet.
I 2018 skabte kvinderne White Wednesday, der var endnu et oprør mod den påtvungne hijab.
I 2020 kom MeToo-bevægelsen til Iran, hvor kvinder protesterede mod sexchikane (som dækket af POV). Styret støttede op om kvindernes krav om bedre beskyttelse mod sexchikane. Kort sagt ville styret hellere støtte kvinder imod sexchikane end mod tørklædekravet.
Så sent som i maj i år var der ligeledes en protestbevægelse i gang i det sydvestlige Iran mod for høje fødevarepriser, og man krævede myndighederne stillet til ansvar for kollapset af en bygning på grund af byggesjusk. Også denne protest blev slået hårdt ned af myndighederne. Flere internationale menneskerettighedsorganisationer kritiserede den unødigt hårde respons, myndighederne mødte demonstranterne med.
Frekvensen af protester synes at stige, hvilket bør tages som udtryk for, at befolkningen i højere og højere grad er ved at nå et punkt, hvor et endeligt opgør med det siddende styre er kommet.
USA og Iran – et smertefuldt forhold
Tidspunktet for oprøret kommer nu, hvor Iran umiddelbart ser ud til at være tæt på at nå til enighed med USA om den såkaldte atomaftale, Joint Comprehension Plan of Action (JCPOA). Hvis aftalen falder på plads, vil det medføre en ophævelse af de økonomiske sanktioner mod Iran.
Interessant i øvrigt, at selvsamme USA, der har indført disse sanktioner, tilbage i 1967 stod bag dannelsen af Irans atomare program. Etableringen af atomkraft i Iran var en del af præsident Eisenhowers program, Atom for Fred. Selve kongstanken med det amerikanske program var, at hvis Israel, Iran, Indien og Pakistan kunne drage fredelige og civile fordele ved atomkraft, ville de ikke have interesse i at arbejde for et militært atomart program. Det var i 1967. Siden da er meget ændret.
Disse landes frygt er formentlig ikke ubegrundet. Et Iran uden økonomiske sanktioner vil give landets styre en fornyet selvtillid, som formentlig vil vise sig i en yderligere profilering af iranske interesser over for regionens lande
Umiddelbart ser det ud til, at USA ikke har travlt med at få forhandlet aftalen på plads. Der er lige nu vigtigere hensyn at tænke på – først og fremmest det kommende midtvejsvalg i november. Både Israel og Saudi-Arabien er stærke modstandere af atomaftalen med Iran og mener, at ophævelsen af sanktionerne mod Iran vil være en direkte trussel mod begge lande.
Disse landes frygt er formentlig ikke ubegrundet. Et Iran uden økonomiske sanktioner vil give landets styre en fornyet selvtillid, som sandsynligvis vil vise sig som en yderligere profilering af iranske interesser over for regionens lande.
Det er i det hele taget en ganske interessant tid, Iran befinder sig i – en brydningstid. Med mange bolde i luften. Der er ingen tvivl om, at det nuværende regime vil falde. Hvis ikke under denne protestbølge, så formentlig den næste. Spørgsmålet er derfor ikke så meget om, men snarere hvornår det nuværende regime vil falde. En lang række faktorer spiller ind her, og både interne og eksterne aktører har en afgørende rolle.
De eksterne faktorer og aktører er først og fremmest: Falder JCPOA-aftalen på plads? Hvad vil det betyde for den iranske økonomi? Hvorledes forholder USA, Israel og Saudi-Arabien sig hertil? Og endelig, vil Ruslands præsident Vladimir Putin ønske at beholde og støtte præstestyret i Teheran?
Historisk set har USA ikke de bedste erfaringer med forhandlinger med Iran. Det er i det hele taget et smertefuldt forhold, de to lande har til hinanden. Den amerikanske politiske holdning over for Iran vidner om en noget kursslingrende politik med skiftende symbolpolitik. Begge lande har gennem tiden erklæret hinanden for den store fjende. Fra Iran som Axis of Evil til USA som Den store Satan. Det er altid praktisk at have en erklæret ekstern fjende. Det kan retfærdiggøre militære og politiske dispositioner, som ikke nødvendigvis ellers ville kunne gennemføres.
Fremtidsscenarie – et Iran uden præstestyre?
Der er uden tvivl mange lande i regionen, der spændt følger situationen i Iran. For hvilket Iran vil regionen kunne forvente at få inden for en årrække? Når det nuværende styre falder, vil der følge kaos. Det er forventeligt i et land med totalitært styre uden en stærk politisk opposition.
Én ting vil formentlig være sandsynligt: Iran vil vælge sekularismen. En befolkning, som er blevet tvangsfodret med såkaldt religiøs lovgivning, der på alle måder har styret og hæmmet al livsudfoldelse, vil stemme på alt andet end religiøse partier.
Den største trussel for Iran – og landets naboer ikke mindst – er derfor ikke religiøs ekstremisme, men derimod militærets overtagelse. Man kunne med god grund frygte, at militæret vil positionere sig som eneste mulighed og bolværk mod yderligere kaos, som tilfældet var i Egypten efter revolutionen i 2011.
Revolutionsgarden
Revolutionsgarden vil her kunne spille en afgørende rolle. Hvis den vil se en fordel i at vælte det nuværende styre og støtte op om befolkningen, vil garden, som i øvrigt figurerer på USA’s terrorliste, i princippet kunne være med til at vælte præstestyret.
Dette kan umiddelbart måske mere ses som en teoretisk øvelse end et realistisk scenario. Faktum er, at ethvert styre, der er afhængigt af militærets støtte og opbakning, til hver en tid kan risikere at miste denne støtte, hvis selvsamme militær vurderer, at det har bedre muligheder for at vinde indflydelse.
Det var det scenarie, vi så i Egypten, hvor militæret støttede befolkningen i at vælte præsident Hosni Mubarak i 2011, ligesom det tilsvarende væltede den demokratisk valgte præsident Mohammed Morsi fra det Muslimske Broderskab i 2013 for så siden at overtage magten.
Men da Putin er travlt optaget af en mislykket krig i Ukraine, er det muligvis ikke præstestyret i Iran, der står øverst på hans dagsorden. Det kan vise sig at være til fordel for befolkningen i Iran
Forløbet i Egypten bør tages som et skrækeksempel på, hvorledes et folks ønske om demokrati kan overtages og undermineres af et stærkt militær, der kan positionere sig selv som en sekulær aktør og beskytter imod islamistiske kræfter.
Om Revolutionsgarden vil kunne have held til at slippe afsted med helt det samme, er formentlig tvivlsomt. Revolutionsgarden ses på nuværende tidspunkt som synonym med det siddende regime. Ét er, hvis garden vil være i stand til at styrte det nuværende regime – noget andet er, om befolkningen vil ønske at se samme garde som ny magthaver.
I sidste ende vil det formentlig være op til Ruslands præsident Putin, hvorledes udfaldet af oprøret bliver. Kendere af det iranske styre vurderer, at præstestyrets overlevelse først og fremmest afhænger af Putins støtte. Men da Putin er travlt optaget af en mislykket krig i Ukraine, er det muligvis ikke præstestyret i Iran, der står øverst på hans dagsorden. Det kan vise sig at være til fordel for befolkningen i Irans gader i disse dage.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
