MELLEMØSTEN // ANALYSE – #MeToo-bevægelsen i Iran har valgt at italesætte iranske kvinders oplevelse med sexchikane og seksuelle krænkelser på arbejdspladsen. Selvom myndighederne har været lydhøre overfor kvindernes protester, skal man ikke være for blåøjet og tro, at det alene er for kvindernes skyld, at myndighederne går ind og støtter sagen. Opbakningen skyldes først og fremmest, at det er en nem sag at score billige politiske point på, og det tager fokus væk fra alle de andre store problemer, præstestyret kæmper med.
Irans kvinder har travlt i disse dage med at dele deres oplevelser med sexchikane og voldtægt på Twitter. Det har afstedkommet en åben debat om sexchikane og krænkende adfærd fra mænd på arbejdspladser og i det offentlige rum.I august begyndte iranske kvinder via Twitter at dele deres erfaringer om seksuelle krænkelser på arbejdet. En kvinde, Mahzad Elyassi, skrev allerede tilbage i 2018 om sine egne erfaringer om grænseoverskridende opførsel fra en berømt iransk filminstruktør, uden at det afstedkom en reaktion.
Nu er iranske kvinder ikke uvante med protestbevægelser, tværtimod har de en lang og stolt tradition for at protestere. De har protesteret mod tørklædekravet siden den islamiske revolution i 1979
Sagen gik på daværende tidspunkt i sig selv uden yderligere opmærksomhed. Imidlertid fik historien nyt liv i august i år, da to kvinder på baggrund af den oprindelige artikel skrev om deres oplevelser om sexkrænkelser.
Herefter begyndte flere kvinder på Twitter at skrive om deres egne erfaringer om seksuelle krænkelser på arbejdspladsen. Dermed blev fænomenet flyttet fra ét særligt segment – filmbranchen – til at blive et fællesskab for kvinder, uanset økonomisk og professionel baggrund. Kvinder fra både større og mindre byer med vidt forskellige livserfaringer begyndte at dele deres oplevelser om sexkrænkelser på arbejdspladsen og i privatlivet.
Historisk tradition for at protestere
Nu er iranske kvinder ikke uvante med protestbevægelser, tværtimod har de en lang og stolt tradition for at protestere. De har protesteret mod tørklædekravet siden den islamiske revolution i 1979.
De har protesteret mod børneægteskaber, krænkelser i det offentlige rum, vold mod kvinder, kvinders rettigheder og med krav om ligestilling. I 2006 stod kvinder bag protestbevægelsen ”One Million Signature Campaign” mod diskrimination af kvinder i det iranske samfund.
Så sent som i 2018 stod kvinder endnu en gang bag en protestbevægelse, White Wednesday, som myndighederne slog hårdt ned på med 25 dræbte og flere hundrede arresterede. Også den protestbølge afstedkom en Twitterkampagne med kvinder, der tog billeder af sig selv i forskellige situationer i det offentlige rum uden tørklæde. En handling, der i sig selv er strafbar.
#MeToo-bevægelsen i Iran skaber intime offentlige rum via Twitter
Fordelen ved at bruge Twitter til sådanne protestbevægelser for kvinder er den unikke sammenblanding af – og skabelsen af et nyt rum mellem den private og offentlige sfære. Et såkaldt intimt offentligt rum, som er baseret på et fælleskab, en fælles oplevelse med ligesindede.
Lidt kynisk kan man sige, at myndighederne hellere vil støtte kvinder i deres protester mod sexchikane, end i deres protester mod tørklædekravet. For heri ligger en symbolkamp
Derved får man tillige skabt en forbindelse mellem den personlige oplevelse og det politiske element deri – ønsket om at ændre de forældede strukturer, der tillader sexchikanen at florere. Så udover at italesætte selve sexchikanen, giver Twitter som platform stemme til en lang række kvinder, der ikke tidligere har ønsket at dele deres oplevelser.
MeToo i Iran – lydhøre myndigheder
Men der er en stor forskel på hidtidige protestbevægelser og så den nuværende #MeToo Twitter storm. Hvor tidligere protester havde et politisk element, rettet som kritik mod styret, er protesterne denne gang anderledes, hvor der i stedet er tale om en kritik rettet mod specifikke mænd og strukturer, der hindrer kvinder i at klage over sexchikane på arbejdspladsen.
Det er formentlig derfor, de iranske myndigheder ikke har slået hårdt ned på denne protestbevægelse. Det er der naturligvis en forklaring på. Først og fremmest er det en virtuel bevægelse, der alene foregår på de sociale medier. Og fordi protesten i sin form er rettet mod specifikke mænd og ikke styret, har myndighederne været lydhøre overfor de mange kvinders beretninger på Twitter.
Lidt kynisk kan man sige, at myndighederne hellere vil støtte kvinder i deres protester mod sexchikane, end i deres protester mod tørklædekravet. For heri ligger en symbolkamp. Hvor sexchikanen kan rettes specifikt mod navn- og unavngivne mænd og arbejdspladser, er kampen mod tørklædekravet en langt stærkere kritik mod selve styret, mod præsteskabet og dermed mod selve staten.
Enhver dygtig spindoktor ville til hver en tid anbefale et presset præsteskab at tage lige netop denne her sag som en oplagt chance for at score billige point
Chefen for Teherans politi oplyste kort tid efter, at man havde foretaget en arrestation af en mand, der angiveligt havde stået bag en lang række af de voldtægter kvinderne fortalte om.
Derudover lovede politiet tillige frit lejde for kvinder, der måtte ønske at berette om sådanne overgreb. Frit lejde i den forstand, at både indtagelse af alkohol og sex udenfor ægteskab begge er strafbare forhold, som kvinder normalt ville blive strafforfulgt for. At myndighederne lovede straffrihed i disse sager, gav i sig selv anledning til stor debat, fordi myndighederne dermed fraveg et kardinalpunkt i selve den iranske stats identitet.
Kunsten at tage en bevægelse som politisk gidsel
I kølvandet på kvindernes Twitter-storm skrev nogle aviser, at #MeToo-bevægelsen i Iran har tvunget de iranske myndigheder til at handle. Som nævnt foretog politiet forholdsvist hurtigt en anholdelse af en mand, der menes at stå bag en lang række af de overgreb flere kvinder har tweetet om. Derudover gik den kvindelige viceminister for Kvinde- og Familieanliggender hurtigt ud og udtrykte officiel støtte til sagen og kvinderne, der havde startet kampagnen.
Derudover lovede samme minister, at man i samarbejde med Uddannelsesministeriet var i færd med at udarbejde en lang række love med henblik på at forbedre kvinders retstilling i forhold til sexkrænkelser.
At støtte kvinder i deres kamp for retten til at køre bil eller retten til at sige fra overfor sexchikane, bliver ene og alene støttet af myndigheder, så længe det passer ind i disses eget narrativ. Fordi det kan fungere som en politisk ventil i stedet for andre – såkaldte – tungere politiske emner, der vil kunne være decideret kritik mod selve styret
Det lyder alt sammen vældigt fint, og kan i første omgang tages som udtryk for myndighedernes støtte til kvindernes kamp mod sexchikane.
Den kyniske observatør vil imidlertid kunne anføre, at det måske i virkeligheden bare var en nem og oplagt sag for myndighederne. Når kvinder protesterer for egne rettigheder, såsom retten til at sige fra overfor sexchikane, vil myndighederne vælge at støtte sagen, så længe dette passer ind i deres egen politiske dagsorden.
Dermed kan #MeToo i Iran fungere som en politisk ventil, og dermed fjerne fokus fra enhver anden berettiget kritik af styret.
Enhver dygtig spindoktor ville til hver en tid anbefale et presset præsteskab at tage lige netop denne her sag som en oplagt chance for at score billige point. For faktum er, at det ikke ligefrem kører som smurt i olie i Iran i disse dage.
At støtte denne protestbølge i Iran, som ikke er rettet mod styret, men mod mænd er dermed en oplagt politisk chance for styret til at virke lydhør, proaktiv og fremstå som en støtte for kvinder i deres kamp mod sexchikane
Året startede med drabet på general Qasem Suleimani i januar i Irak, for derefter at udvikle sig til et mareridtslignede år med coronavirus og regionens højeste antal registrerede tilfælde. Læg dertil yderligere stramninger af de økonomiske sanktioner fra USA’s side.
Det kan på mange måder ikke stå værre til i Iran. At støtte denne protestbølge, som ikke er rettet mod styret, men mod mænd, er dermed en oplagt politisk chance for styret til at virke lydhør, proaktiv og fremstå som en støtte for kvinder i deres kamp mod sexchikane.
Samme mønster kan interessant nok ses i andre stater i Mellemøsten, der ligesom Iran har et noget anstrengt forhold til grundlæggende frihedsrettigheder. Da Saudi Arabiens kronprins Mohammed bin Salman indførte kvinders ret til at køre bil, var den vestlige verden i benovelse over kronprinsens såkaldte moderne kvindesyn.
At der lå tunge økonomiske hensyn bag, fremfor kvinders frihed, gik hen over hovedet på de fleste. At kronprinsen lod sig fremføre som en kvindesagsfortaler, men samtidig lod kvindesagsforkæmpere fængsle i landet, fremgik ikke af den gængse dækning af hans bedrifter.
Samme mønster ses ligeledes i Ægypten, der har indført diverse whistleblowerordninger for at kvinder skal kunne fremkomme med deres anonyme beretninger om seksuelle overgreb. Samtidig holder samme stat sig ikke tilbage fra at anholde kvinder, fordi de på Tik Tok angiveligt er en trussel mod det ægyptiske samfunds familieværdier.
Med andre ord; at støtte kvinder i deres kamp for retten til at køre bil, eller retten til at sige fra overfor sexchikane, bliver ene og alene støttet af myndigheder, så længe det passer ind i disses eget narrativ. Fordi det kan fungere som en politisk ventil i stedet for andre – såkaldt – tungere politiske emner, der vil kunne være decideret kritik mod selve styret.
At myndighederne støtter de iranske kvinders protestbevægelse er bestemt positivt. Men man bør ikke være blåøjet, men derimod være opmærksom på, at #MeToo-bevægelsen i Iran får myndighedernes støtte, fordi det er belejligt og nemt. Og dermed har man formået at tage en protestbevægelse som gidsel – fordi man kan, ikke fordi man er tvunget til noget som helst.
LÆS FLERE ANALYSER OM MELLEMØSTEN AF YASMIN ABDEL-HAK HER
Topfoto: MeToo i Iran. Foto: Pixabay
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
