Arabisk racisme har dybe rødder

Arabisk racisme findes — Topfoto: Arabere brændemærker kristne slaver - sådan lyder billedteksten til dette angiveligt gamle maleri, som har opnået en del udbredelse i artikler, der afslører arabisk slavehandel. Kilde til fotos i artiklen: The Muslim Issue.

Jørgen Dragsdahl 10.04.2017

Racisme er ikke forbeholdt hvide og ofrene er ikke udelukkende brune mennesker – ofte muslimer – sorte mennesker, romaer eller jøder. Eksempelvis stikker racismen i den arabiske verden dybt, skriver Jørgen Dragsdahl i en kommentar, hvor han henviser til eksempler og debat – samt understreger, at racisme og fordomme ikke er det samme. Den mest præcise og umisforståelige definition er, at “racisme” er kombinationen af fordomme og en magtstruktur. Det er på tide, at debatten rejses – og at den arabiske verden starter en bredere diskussion af problemet.

Ja, der er racisme i arabiske lande – tilmed en meget åbenlys og infam version.

Jeg tror, at vi mere ihærdigt bør rejse problemet. Årsagerne til dette behov er ganske mange – og de ophæver indvendinger imod, at denne racisme og dens rødder i både religion og historie bliver genstand for opmærksomhed. Der er tilmed en voksende debat med ganske fremragende artikler, som jeg i det følgende henviser til med links. Mange af disse artikler er endog skrevet af folk med arabisk baggrund.

For mig er den mest tungtvejende begrundelse, at det er en racisme, som har uhyrligt mange ofre. Igen og igen er det blevet afsløret, at gæstearbejdere og importerede tjenestefolk i arabiske lande anses for noget nær slaver. De får ekstremt ringe løn og har ikke rettigheder. Trods ganske hyppig omtale har det ikke fået mærkbare følger for de relationer, vi har til disse lande.

Skyttegravskrig

Endnu en begrundelse er, at vi har brug for en mere nuanceret og ærligt kulegravende diskussion af racisme. Vi er i den vestlige verden havnet i en skyttegravskrig, hvor positionerne er fastlåste – men vi har i høj grad brug for bevægelse, hvis vores samfund skal undgå katastrofe.

Racisme er et begreb, som er nøje knyttet til magtstrukturer, men ofte bruges ordet “racisme” forkert, fordi det forveksles med “fordomme”

Ja, der er racisme i Danmark samt i alle andre lande med et hvidt flertal. Ofrene er især brune mennesker (ofte muslimer), sorte mennesker, romaer, jøder.

Når jeg understreger, at det er lande med ”hvidt flertal” er forklaringen, at racisme er et begreb, som er nøje knyttet til magtstrukturer. Ofte bruges ordet “racisme” forkert, fordi det forveksles med “fordomme”.

Men den mest præcise og umisforståelige definition er, at “racisme” er kombinationen af fordomme og en magtstruktur.

Arabisk racisme har dybe rødder — EN HVID MODOFFENSIV HAR REAGERET PÅ OMTALEN AF HVIDE LANDES HANDEL MED SORTE SLAVER – NU SKAL ARABERNES SLAVEHANDEL FREMHÆVES.

Det er magtstrukturen, som sikrer, at fordommene har konkrete følger. Det ses i love, deres håndhævelse, diskrimination – endog passivitet fra flertallet i tilfælde, hvor fordomme udløser voldelige overfald og andre overgreb. I lande med et ”hvidt” flertal tjener magtstrukturen pr. definition primært ”hvide” interesser, i nogle lande mere end i andre.

Af samme årsag er begrebet ”omvendt racisme” noget vrøvl. Ja, anti-hvide fordomme kan være infame og få konkrete følger. Men det kan ikke sidestilles med tilstandene, hvor fordomme understøttes af en magtstruktur.

Sociologisk definition på racisme

Definitionen, som jeg her anvender, er sociologisk, fordi den inddrager mere end individers adfærd. Man kan også anvende en psykologisk adgang til fænomenet, men jeg mener ikke, at den forklarer ret meget. Der er endelig en historisk adgang, hvor man ser på apartheid, slaveri, nazisme, amerikanske sydstaters raceadskillelse osv. Den historiske indfaldsvinkel er set med mine øjne ikke tilstrækkeligt dynamisk, fordi den kan låse os fast i fortidige fænomener uden direkte relevans for nutiden.

Der en tendens til, at nogle folk i racisme-debatten bliver lidt for engageret i tro på andres ondskab og egne dyder

Ud fra den sociologiske definition kvalificerer mange arabiske lande sig i høj grad til betegnelsen “racistiske”. Det ses i forsøg på folkemord, rettet imod sorte afrikanske befolkningselementer, og i grusom behandling af gæstearbejdere. Det ses også i arabernes ofte oversete rolle i slavehandel.

Det er vigtigt, at vi får slået fast, at mennesker med arabisk baggrund og tro på islam godt kan have infame fordomme og komme fra eller bo i lande, hvor racisme huserer.

Jeg ser to grunde til, at det er vigtigt:

For det første er der en tendens til, at nogle folk i racisme-debatten bliver lidt for engageret i tro på andres ondskab og egne dyder. Måske vil det hjælpe dialogen, hvis man erkender, at racisme ikke er ensidigt knyttet til hvide mennesker og samfund, hvor de udgør flertallet.

Ja, fordommene og magtstrukturerne skal fortsat ændres, bekæmpes osv. Men kernen i løsninger er en erkendelse af, at vi skal grave dybt i kultur, psykologi og magtforhold, hvis vi vil forstå fænomenet. Det gælder ikke mindst kritisk læsning af både Bibelen og Koranen – i begge værker anses slaveri for normalt.

Hvid modoffensiv

For det andet har nogle ”hvide” mennesker og deres organisationer indledt en modoffensiv, som fremhæver racismen i de arabiske landes nutid og fortid – samt rødderne i islam.

Der er elementer af sandhed i denne offensiv. Som der er, når lignende anklager rettes imod hvide mennesker, deres fortid og kristendommen.

Den anti-arabiske offensiv har imidlertid også klare elementer af anti-arabisk racisme. Hvis man på internettet gennemgår en del af stoffet, vil man eksempelvis se, at det ofte er illustreret med billeder, hvor hvide kvinder er ofre. Hvorfor mon?

Modoffensiven bør bekæmpes, fordi den er ensidig og sikkert skal undskylde overgreb rettet imod arabere og muslimer. Den indebærer også en fare for, at vi bare giver op med et: Ja, alle mennesker er jo racister, og det kan vi intet gøre ved.

Og så er her nogle artikler til grundlag for yderligere debat.

Arabisk ”neger” debat

En palæstinensisk veninde har nylig via Facebook udbredt denne artikel fra Middle East Eye. Allerede i overskriften, “The Arab world needs to admit it’s racist,” opfordres den arabiske verden til indrømmelse af, at den er racistisk.

Artiklen henviser blandt andet til tilstandene i Libanon, som i Vesten ofte anses for det mindst ”tilbagestående” land i den arabiske verden.

Der er NGO’er, som bekæmper racisme, men: ”Politikerne tager tilsyneladende aldrig mishandling af udenlandske arbejdere alvorligt nok. Den tidligere libanesiske arbejdsminister Sejaan Azzi gik så langt, at han sagde, at overgreb på tjenestefolk, på trods af voksende beviser for det modsatte, bliver ’overdrevet’.

“Lokale rettighedsgrupper har ikke desto mindre utrætteligt ført kampagne til støtte for udenlandske arbejdere; alligevel fortsætter store dele af det libanesiske samfund med normalisering af racisme”.

I Danmark diskuteres brug af ordet “neger”, som både afro-danskere og afro-amerikanere finder ydmygende. Artiklen påpeger, at i nogle arabiske lande er brug af ordet “slave” for sorte afrikanere udbredt: ”Det arabiske ord for ’slave’ bruges ofte, når man i Mellemøsten omtaler sorte afrikanere. Bare tænk på balladen – og hvor retfærdig harmen er – når racister omtaler arabere på lige så nedværdigende vis”.

For interesserede er her en ganske god introduktion til hele debatten om araberes racisme og rolle i slavehandel til arabiske lande, der også indeholder adskillige henvisninger til værdifulde artikler og bøger.

Og her skriver, Susan Abulhawa, en meget engageret palæstinensisk forfatterinde, som hos Al Jazeera fordømmer arabisk racisme. Hun får i sin artikel bl.a. påpeget, at arabere i USA i høj grad har tilsluttet sig den racistiske undertrykkelse af sorte amerikanere.

Jørgen Dragsdahl

Jørgen Dragsdahl er journalist med fokus på sikkerhedspolitik. Sine første reportager skrev han i 1969 fra hovedkvarteret i det amerikanske Black Panther Party, hvor han fik et vist kendskab til den sorte frihedskamp indefra og USA set nedefra. Myndigheder belønnede efter nogle måneder denne indsats med et par ugers rundtur til fængsler og deportation. Ud fra denne erfaring har han siden anset opklaring af racismens mysterier for en sikkerhedspolitisk opgave. Traditionel sikkerhedspolitik var dengang ikke en interessant journalistisk udfordring, idet debat og information blot var led i en skyttegravskrig mellem to lejre, hvor standpunkter samt skellet mellem sandhed og propaganda var givet på forhånd. Takket være nærkontakt med amerikanske eksperter i rustningskontrol kunne han fra 1977 kravle op i Ingenmandsland, fordi disse kilder var kritiske overfor også vestlig sikkerhedspolitik, men alligevel ikke i kraft af deres baggrund - f.eks. CIA - kunne beskyldes for at være anti-amerikanske eller imod NATO. Kritisk journalistik rettet imod atomvåben blev, så kommunisters rolle i anti-atombevægelserne kunne blive imødegået, suppleret af interesse for den såkaldte alliancefrie fredsbevægelse, som søgte samarbejde med systemkritikere i Øst. Dette arbejde i Ingenmandsland medførte dog en del beskydning fra alle sider, og Politiets Efterretningstjeneste undersøgte, hvorvidt han var agent for KGB. Tjenesten nåede frem til, at der ikke var beviser for det, men meget senere troede en ideologisk enageret historiker, at han vidste bedre. Da historikeren ikke kunne føre sandhedsbevis, blev han i 2015 straffet for injurier af Højesteret. Dragsdahl har bl.a. arbejdet for Politisk Revy, Information, Ny Tid (Norge), Danmarks Radio, Weekendavisen og Aktuelt samt militære fagblade. Desuden adskillige bidrag til udenlandske medier, f.eks. Pacific News Service (USA), Nuclear Times (USA) og videnskabelige tidsskrifter, f.eks. Baltic Defense Review (Estland), Contemporary Security Policy (Holland) og Arbejderhistorie. Han har været korrespondent i USA, Polen og Estland samt foruden i disse lande rejst i bl.a. Sovjetunionen, Østeuropa og Sydøstasien. Dragsdahl har selv skrevet samt bidraget til bøger om journalistik, amerikansk udenrigspolitik, sikkerhedspolitik. Adskillige hundrede foredrag på især undervisningssteder. Mange af hans artikler kan læses på www.dragsdahl.dk