50-ÅRET FOR NELLIKEREVOLUTIONEN // KLUMME – Diktaturer varer ikke evigt, og revolutioner kan komme fra andre sider end folket og politiske modstandere og alligevel ende demokratisk. Der er god grund til at fejre 50-året for Nellikerevolutionen, skriver Susanne Sayers.
“C’est par la musique qu’a commencé l’indiscipline” – det var gennem musikken, at opsætsigheden begyndte.
Ordene er Zeca Afonsos, manden, der komponerede den ene af de to sange, der satte gang i Portugals stort set ublodige Nellikerevolution for 50 år siden. Og de står – blandt andet – på den smukkeste og mest poetiske af alle Lissabons smukke og poetiske metrostationer, Parque.
Portugiserne havde i 1974 levet under et højrediktatur siden 1926, det længstvarende i Europa. Størstedelen af tiden var det Antonio de Oliveira Salazar, der stod i spidsen for Estado Novo, den nye stat, som hans styre kom til at hedde fra 1933. Den 25. april 1974, for 50 år siden, var det slut. Revolutionen gjorde Portugal til et moderne demokrati, og det er der grund til at mindes og fejre.
Salazar var modstander af alt, der kunne smage af amerikansk modernisme, blandt andet var Coca-Cola forbudt indtil efter revolutionen. Og han forbød boligbyggerier højere end fem etager. Dels fordi det var for moderne, dels fordi at mange mennesker, der levede tæt sammen, kunne få den farlige idé, at de sammen havde magt.
Midt i Lissabon, over for domkirken Sé, ligger frihedsmuseet, der var byens tidligere fængsel for især de politiske fanger. Aljube hed det.
Man kunne have et fredsommeligt og for nogle godt liv i Salazars Portugal, hvis man holdt sig til de tre F’er: fado, fodbold og Fatima – det sidste som en henvisning til katoliscismen og den portugisiske by, som i dag er centrum for religiøs turisme. Den har cirka samme charme som Herning Messecenter.
Censur, tortur, politisk fængsling … den portugisiske diaspora er efter den irske Europas forholdsmæssigt største. Portugiserne flygtede fra fattigdom, fra undertrykkelse og fra at blive tvunget til at deltage i de upopulære kolonikrige i Afrika
Hvis man ikke kunne nøjes med det og gerne ville have større indflydelse på eget liv og samfundet, kunne man risikere at ryge i en af “skufferne”, gavetas, de mindste celler i Aljube, hvor man ikke kunne hverken stå eller ligge helt strakt. Man kunne også bare forsvinde sporløst.
Ved indgangen til Aljube står et digt (selvfølgelig, det er jo Portugal):
“Aqui,
do silencio das ‘gavetas’
da pátria amordaçada
dos peitos desfeitos pelas torturas da pide
subiu o clamor da liberdade
floriu Abril”
Løst oversat:
Her
fra ‘skuffernes’ stilhed
fra det kneblede fædreland
Fra brystkasser sønderbrudt af Pides tortur
steg råbet om frihed,
april blomstrede.”
Pide var det hemmelige og afskyede politi. Salazar var til en begyndelse en forbedring fra den politiske forvirring og uro, som gav ham mulighed for at overtage magten. Han reddede landet fra økonomisk ruin, og da Anden Verdenskrig blev en realitet, sikrede han, at Portugal var neutralt, men havde samtidig held til at hjælpe de allierede styrker, og Lissabon blev en slags spioncentral og flygtningekorridor.
Men styret blev gradvist mere undertrykkende, og da resten af Europa efter verdenskrigen bevægede sig i en mere moderne retning, forblev Salazars Portugal demonstrativt autoritært og gammeldags. Der er kvinder på min alder i Portugal, som aldrig lærte at læse i skoletiden. Kvindens plads var i hjemmet, ikke på uddannelsesinstitutioner, særligt i de lavere sociale klasser.
Censur, tortur, politisk fængsling … den portugisiske diaspora er efter den irske Europas forholdsmæssigt største. Portugiserne flygtede fra fattigdom, fra undertrykkelse og fra at blive tvunget til at deltage i de upopulære kolonikrige i Afrika: Angola, Mozambique, Guinea-Bissau. Tilsammen et område større end Vesteuropa, og tusindvis af portugisiske unge mænd døde i kolonikrigene. Deres grave ses blandt andet på Lissabons enorme kirkegårde.
Diktaturer varer ikke evigt, hvor undertrykkende de end er. Og revolutioner kan komme fra andre sider end folket og politiske modstandere og alligevel ende demokratisk
Det var krigene, der til sidst blev Estado Novos endeligt. Officererne havde fået nok, og det var dem, der lagde en plan for revolutionen. På det tidspunkt var Salazar død – han fik en hjerneblødning i 1968 og døde to år senere. Men styret var stadig repressivt.
Revolutionssignalet var to sange, som skulle spilles i radioen. Den ene var en popsang, den anden en af de populære sange af Zeca Afonso, som endnu ikke var blevet forbudt af censuren: Grandola, Vila Morena – Grandola, solsvedne by. Zeca Afonso var kendt som kritiker af styret.
Da de to sange blev spillet på det aftalte tidspunkt, begyndte revolutionen. Officererne indtog Lissabon og afsatte styret fredeligt. Befolkningen havde fået besked på at holde sig indendøre, men strømmede ud og satte nelliker i soldaternes geværer, taknemmelige over revolutionen og over løftet om demokrati, som militæret indfriede.
Det er blevet fejret siden, og jeg bliver lige rørt hver gang. Diktaturet er stadig et levende minde i Portugal, og gamle soldaterkammerater mødes og mindes, hvor smukke og unge og stolte de var den dag.
Et mylder af partier kæmpede siden demokratisk om magten, og Portugal fik et flerpartisystem ganske lig det danske og en stærk forfatning som værn mod et nyt diktatur.
Diktaturer varer ikke evigt, hvor undertrykkende de end er. Og revolutioner kan komme fra andre sider end folket og politiske modstandere og alligevel ende demokratisk. Jo, der er grund til at fejre. Og til at lytte til Portugals erfaringer, når højreekstremismen i svage øjeblikke lyder som en tillokkende løsning på diverse problemer.
Viva Portugal. Viva a revolução.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her