DAGENS POV // POV BUSINESS – “Det er så fristende at lede i det ydre. Et nyt job, en ny bil eller en ekstra lang ferie, men svaret på den dybe længsel ligger et sted, vi kender, men som vi har glemt i individualiseringens, præstationernes og travlhedens tid”.
For tre år siden hørte jeg om et fænomen udtrykt i ét ord. Siden har jeg ikke været i stand til at lægge det fra mig igen. Det har hængt ved mig, og jeg har undersøgt det i dybden. Læst om det og hørt kloge mennesker tale om det.
Hvad er meningen med mit liv?
Dengang havde jeg det, som om jeg havde fået svaret på spørgsmålet. Med tryk på sidste stavelse. Det spørgsmål der formentlig står tilbage, hvis man bliver ved med at gå dybere med et hvilket som helst spørgsmål, indtil man ikke kan komme længere. Det spørgsmål, der står tilbage, når alle andre spørgsmål er stillet:
Hvad er meningen med livet?
Eller: Hvad er meningen med mit liv?
Det ligger langt uden for mit gebet og fatteevne at udtale mig skråsikkert her, men det er vel relativt sikkert at antage, at det spørgsmål har krydset de fleste menneskers tanker på et eller andet tidspunkt. Særligt i de perioder, hvor man føler, at man befinder sig meget langt fra eller særlig tæt på ”meningen med livet”.
Jeg er ikke tilhænger af fanatisme eller for den sags skyld simple svar på svære spørgsmål. Derfor er der selvfølgelig heller ikke ét ord, der er vigtigere end alle andre ord.
Alligevel mener jeg, at alle burde kende til det fænomen, jeg nu vil fortælle om – eller genopdage det, for vi kender det allerede, men vores samfund og tiden, vi lever i, har gjort at mange af os har glemt det. Eller ikke tager det særligt alvorligt.
Med den intro er det nu blevet næsten umuligt for hovedpersonen at træde ind på scenen uden at falde igennem. Det sker ikke desto mindre nu.
Fanfare!
Tilknytning er livsvigtig – bogstaveligt talt. Børn dør uden tilknytning. Det har vi set fra rumænske børnehjem og hos børn i efterkrigstiden
Ordet er tilknytning og fænomenet blev introduceret af John Bowlby i halvtredserne. Han var psykolog og nogle siger, at Freuds berømthed i dag i virkeligheden burde have været Bowlbys.
Bowlby studerede barnets tilknytning til moren. Han opdagede gennem studier, at tilknytning er livsvigtig – bogstaveligt talt. Børn dør uden tilknytning.
Det har vi set fra rumænske børnehjem og hos børn i efterkrigstiden.
Et gammelt forsøg med abeunger, fra 1950’erne og 60’erne, udført af professor Harry Harlow viser også betydningen af tilknytning.
I forsøget blev ungen fjernet, efterladt alene og fik til gengæld to nye ”mødre” at vælge imellem. Den ene var lavet af ståltråd og den anden af stof. Selv i det tilfælde hvor det kun var ”ståltrådsmoren”, der kunne give ungen mad, valgte den stofmoren. Tilknytning var vigtigst.
Det mest interessante er dog, at fænomenet ikke kun relaterer sig til børn og deres primære omsorgspersoner, men til det at være menneske. Det er nemlig et behov, som alle mennesker har. Et behov der ligger så dybt, at vi kan kalde det ”sjælens længsel”.
Så er vi fremme ved det med lederne. Og medarbejderne. Ja, alle de mennesker, der går på arbejde. Og formentlig også dem, der ikke går på arbejde. Det er påvist – igen og igen – at de fleste af os ikke synes, at det vi laver, er tilstrækkeligt meningsfyldt og tilfredsstillende.
Faktisk er det kun 15% af os, der har hænderne over hovedet, når vi går på arbejde.
Det er altså ret mange, der ikke er glade, når de tager afsted om morgenen og internationale statistikker siger, at det er omtrent lige så mange af os – fire ud af fem – der jævnligt mærker en grad af stress. I mine ører lyder det af det samme: noget er galt, kørt af sporet, og det er gået ud over den mentale sundhed. Sjælens sundhed.
Alle tre var på jagt efter noget, der kunne møde dem i deres længsel
Når jeg mødes på tomandshånd med ledere, så viser det sig igen og igen at ved roden af alle de tanker, vi gør os om karriere, succes, forpligtelser, realisering og ”noget”, der mangler, ligger sjælens længsel.
Nemlig længslen efter tilknytning.
I fredags havde jeg tre møder med to kvinder og en mand. Den ene sagde ”jeg længes efter at blive holdt om”, den anden sagde ”det er altid mig, der bærer og i det, står jeg alene” og den tredje – som har et stort job – sagde i et opgivende toneleje ”måske skal jeg opgive mit job og blive professor”.
Det sidste var et forsøg på at kaste alt det kendte op i luften og finde svaret i en ny og umiddelbar meningsfuld beskæftigelse.
Alle tre var på jagt efter noget, der kunne møde dem i deres længsel.
Det er en længsel, jeg hører, når jeg er på tomandshånd og ser statistikkernes tydelige tale.
Det er så fristende at lede i det ydre. Et nyt job, en ny bil eller en ekstra lang ferie, men svaret på den dybe længsel ligger et sted, vi kender, men som vi har glemt i individualiseringens, præstationernes og travlhedens tid.
Topbillede: PxHere.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og