TAXAMANDENS KLUMME – ”Vi er skæve alle tre, viser det sig. Altså skæve i forhold til den blåøjede norm. Han er en mørkhåret, ung mand med de smukkeste sorte øjne, som smiler til mig via bakspejlet. Hun er en særlig oplevelse midt i byens normale sovs. Grønlænder hører jeg på sproget – og så med totalt affarvet, platinblondt hår.”
”Hvad så, Jesper G, hvis du nu skal sige det kort…?”
Her må der grines, står der i drejebogen for samtaler i mit liv – sige det kort, det er ikke Taxamandens spidskompetence.
”Hvordan har det egentlig forandret dig at gå fra at være fuldtidsjournalist til at køre taxi?”
Jeg kan faktisk gøre det kort, godt trænet af mine foredrag, hvor jeg får samme spørgsmål om rejsen fra de bonede gulve i Statsradiofonien til vogn 24’s terapeutiske samtalerum. Med tanke for, at jeg som bleghvid dansker udgør en etnisk minoritet i min branche, er natarbejder til en undertiden proletarisk løn – og så det velmente og en smule fordomsfulde spørgsmål, som går forud for spørgsmålet om min forandring:
“Du er journalist, siger du, hvorfor i alverden er du endt her i en sølvgrå Mercedes?”
Det sidste svar er enkelt: For at tjene penge til at overleve.
Angsten for de fremmede ligger som en spray af gylle over valgkampen. Jeg må have mine kunder til at løfte mig ud af den politiske depression
Det første har jeg måttet tygge mere på – men jeg er ikke i tvivl: Taxilivet har gjort mig til politisk pessimist men til gengæld menneskelig optimist.
Jeg fik det bekræftet en tidlig aftentime den anden dag. Den sene sol skinner, så jeg burde være glad midt i foråret, som vi har ventet på så længe. Men så er der radioen, som er min anden faglighed og min uundværlige følgesvend. Fra reklamerne på de kommercielle kanaler, over diverse platte måder at gøre valgkampen tilgængelig på – selv i radioformater, der sjældent overrasker med andet end populærmusik og ha-ha-ha-sarkasme – til bekymrede mænd i alverdens danske nyhedsudsendelser.
Jeg troede, det handlede om, at vælgerne var hovedpersoner, men i realiteten er politikerne ikke på valg men til salg. Engang kaldte man dem folkets repræsentanter. Nu handler det om politikernes jagt på målgrupper. Den ene dag vil den borgerlige spidskandidat bruge milliarder til at forbedre den offentlige service – den næste må staten holdes i ave. Den ene dag vil den lyserøde topkandidat være børnenes statsminister – den næste kan hun ikke garantere, at alle børn løftes ud af fattigdommen. Det er der ikke penge til.
Jeg er en lidt fremmed fugl i storbyen – og det er jeg stolt af
Og så ligger angsten for de fremmede, som en spray af gylle over valgkampen. Jeg må have mine kunder til at løfte mig ud af den politiske depression. De, der smiler. De, der spreder almindelig, menneskelig varme. De, der lever.
Vi er skæve alle tre, viser det sig. Altså skæve i forhold til den blåøjede norm. Han er en mørkhåret, ung mand med de smukkeste sorte øjne, som smiler til mig via bakspejlet. Hun er en særlig oplevelse midt i byens normale sovs. Grønlænder hører jeg på sproget – og så med totalt affarvet, platinblondt hår. En slags inuit-punker, der tror på stjernerne, kærligheden – og så er hun smørrebrødsjomfru af fag. Den første grønlandske smørrebrødsjomfru, jeg har mødt. Hans familie er berbere fra Marokko.
De smiler sødt til hinanden, og stemningen stiger i taxien.
Vi taler alle tre om, hvorfor fanden vi ikke bare kan få lov til at være forskellige. Hun slår dog Taxamandens nysgerrighed og går efter at finde ud af, hvor jeg kommer fra. Mange kunder og kolleger af anden etnisk herkomst, hører min dialekt som var jeg en “fremmedarbejder”. Jeg præsenterer dem for mit stolte kælenavn: Granitperkeren. Jeg er født og opvokset på klippeøen Bornholm og med bondsk stædighed, har jeg alle år insisteret på, at jeg ikke er og aldrig bliver københavner. Basta!
Jeg er en lidt fremmed fugl i storbyen – og det er jeg stolt af.
”Det skal du ikke være ked af”, siger grønlænderen med det platinblonde hår. Berberen smiler lidt forlegent.
Han fortæller på indfødt dansk om sin stolthed overfor den kultur, han kommer fra, og at det aldrig har gjort ham mindre dansk. Hun fortæller, at selv om hun alle dage har elsket smørrebrød, så var de første år her i landet vanskelige
”Ked af”, svarer jeg. ”Det er jeg sgu stolt af. Jeg har det ligesom det gamle ordsprog, der advarer mod de etniske, maritime bornholmeres medfødte stædighed og egenrådighed: ’Hvis du vil undgå kaos på verdenshavene, så må der aldrig være flere bornholmere på et skib, end der er master!’”
Nu griner grønlænderen og berberen. Han fortæller på indfødt dansk om sin stolthed overfor den kultur, han kommer fra, og at det aldrig har gjort ham mindre dansk. Hun fortæller, at selv om hun alle dage har elsket smørrebrød, så var de første år her i landet vanskelige. Hun var simpelthen ikke god til sproget. Men selvfølgelig er hun kommet efter det i en verden med spegesild, gammelost og friskskrabet tatar. Og med ekskæresten, som har skænket hende tre børn mellem 2 og 5 år.
I aften passer han ungerne, og hun skal i byen med venner fra nord og syd og øst og vest.
”Må jeg blive sat af her?”, siger den unge mand med de smukke sorte øjne, umiddelbart efter at jeg blufærdighedskrænkende har spurgt, om de er kærester.
Hun griner højere end nogensinde på den tur:
”Nej da, vi har lige mødt hinanden på stoppestedet, hvor du samlede os op. Der var kaos i busplanerne, og så gad jeg sgu ikke vente længere. Spurgte bare, om han da ikke ville køre med ind i byen”.
Han får farver i kinderne af den gamle chaufførs morfar-spørgsmål.
”Jeg er bare på vej til fodbold. Aftentræning med drengene”.
Han springer af, og hun affærdiger hans ønske om at betale for turen. Den klarer smørrebrødsjomfruen.
”Kærester? Jeg skal overhovedet ikke have kærester i lang tid fremover. Jeg har mine børn, mit smørrebrød – og min frihed. Der er ikke tid til kærester.”
Lidt længere inde i byen sætter jeg hende af i minefeltet.
”Farvel Taxamand”, smiler hun. ”Måske ses vi en anden dag. Jeg kigger mig jævnligt omkring. Og håber.”
Jesper Grunwald kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4×48. Hvis du vil, kan du støtte hans skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112
Foto: Colorbox.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
