Morten Vammen: Min indre by – før og nu

af i Essays/Liv & Mennesker

LONGREAD // BYLIV – Kære københavnere! Det er tid til at genopdage, hvor vi lever og hvordan. Efter at vores digitale honeymoon er ovre og nettet føles som et samleje gennem et nøglehul med en klemme for næsen, ser jeg den slentrende spadseretur komme stærkt igen. Vi promenerer og flanerer igen i organisk tempo uden andet mål end selve nydelsen ved at se på mennesker i levende live uden pixels. Denne aktivitet erstatter løb,  der – efter at den kommende konge gav landet en trafikprop i fødselsdagsgave – har fået samme status som stavgang. Drop selvmåler-uret og konverser med de lokale, nyd byen som et galleri eller en catwalk, som vi kan udlede en vifte af samtidsdiagnoser ud fra. JEG HADER RETRO OG NOSTALGI – men vi må kende fortiden for at undgå at gentage den. 

FLASHBACK: Vi har alle vores barndomsgader, vores livs- og dødsruter, et kort over vores personlige indre by. Jeg er indfødt i anonyme Sølvgade med udsigt over Kongens Have – en gade, der er en passage mere end et sted at opholde sig.

Den er skæmmet af trafik på randen af indre by tæt på Strøget, hvor jeg gik i specialbutikker som W. Ø. Larsen, Fyldepennemagasinet, Bristol Music, Nørgaard, La Glace, Brødrene Andersen og Rønberg Legetøj med mine forældre. Det var før, det blev det Tivoli, vi skynder os igennem for at forbruge ting og oplevelser, for at powershoppe, gourmet-gokke, brække Breezere op i en port og kaste med gourmet-pizzabakker sammen med teenagere og turister på segways og ølcykler.

Strøgets nedtur startede vel med, at kommunen konverterede en masse billige lejemål i indre by til erhvervslokaler og ejerboliger i håb om øget skattehøst

Dengang Strøget var et opholdssted – gadens parlament: 

Da mine forældre blev skilt, ville jeg væk og skate solo – og visse steder på datidens tossemagnet Strøget var der en glat, skater-venlig belægning – (selvom kommunens evige ukoordinerede Sisyfosudgravninger til el, varme, kloak og ny belægning gjorde, at der konstant var/er vejarbejde).

I 1980’erne var Strøget præget af stive svenskere med mullet-garn i hvide træsko fra Malmøbådene, der ramlede ind i bondemænd fra Hovedbanen cirka omkring pornobiografen, Nygade Bio, der var befolket af mænd i trenchcoats og solbriller med tasker med hul i – så de kunne gokke diskret, mens de så Caligula.

Strøget 1969

Posted by Christian Shannon on Tuesday, October 29, 2013

Dengang var der billige boliger i K, og gaderne var som et live-internet af mennesker besat af forskellige idé-sæt i et attituderelativistisk situationistisk karneval.

Et overflødighedshorn af karakterer med lang line hang ud, levede og døde omkring Strøget: Boogie Preben, Orne-Ole, Jazz-Ole, Sigvaldi, Black Panters, livgardere, diskere, tvekønnede samere i folkedragt, KU, DKP, BZ’ere, mods, rude boys, jamaicanske rastas, sorte Christian, punks, skatere, rullere, Ørva, læderbøsser, Olafur med en boombox med horn, Børnemagtere, Lars Seier, trækkerdrenge, henna-flippere, militante skæve KG’ere, skins, Montmartre-folk i pink sweatshirts og blå dunjakker og sejlersko, Kiosk-Leon, Pac-man-Gus, digtere i gamle overfrakker, svenske nazister, breakdancers, Neger-Ronnie, Warriors, grønjakker, rockabillys, goths, teds, tantriske Osho-tilhængere i lilla, blandet med de civile, overvåget af uropansere i Ecco og Jaco-andefødder.

En anden ikonisk gade, der er meget liberal, er Pusherstreet – jeg gik på Christianshavns gymnasium og erfarede, at Ebbe Kløvedal og Dan Turell havde samme pusher

Sanger-Søren, Krishna, Le Rouche instituttet og Scientology er cirka de eneste, der hænger ud derinde endnu. Dengang var der gadeteater af originaler og stammer, der levede i private velmarinerede bobler, der ikke var blevet normaliseret af internettet. Vi reclaimede gadebilledet – før nogen havde opfundet streetwear eller politiet begyndte at have piercings og vikingeskæg og kunne give tiggere bøder.

Modebranchens stil-inflation – og senere det de-territoriale internet dræbte de tidlige 1980’eres tribalisme, og nu føles det generisk og tamt i gågaderne, hvor kineserne og masserne trancer rundt i gåsegang og impuls-shopper trigged af bannerreklamer, pushbeskeder og gule skilte, mens de spiser sløj mad overvåget af hære af rent-a-cops.

BZ-skak i Ryesgade 1986.Foto: Tomas Kalmar Josefsson.Avanti Framåt / Sverige

Posted by Morten Meinertsen on Sunday, May 13, 2018

I den dyre ende er de sterile semi-high-end-luxury brand-stores, hvor personalet taler mandarin og svensk. Nogle steder kan man endda kun købe to tasker pr. besøg. Logo-kulten minder mig om mennesker, der tror, de bliver stærke som næsehorn af at sniffe dyrets knuste horn.

Du skal stå i et kø-teater uden for som til en VIP-klub, til du bliver vinket ind af en bodyguard i suit med headset – præcis som i alle andre hovedsteder; al lokalkolorit er væk, ligesom butikkernes profit, der forsvinder udenlands. Du betaler for markedsførings-drømme-gøglet – og huslejen er det dyreste “materiale” i designerbrand-braset.

Det minder om Londons kerne –  udenlandske finanshuse har købt over 30 ejendomme på Strøget – og priserne pisker op. Brands vælger at nasse karma og karisma fra hyggelige frigjorte, sunde København ved at lægge deres templer på Strøget.

Amerikanske Häagen-Dazs ville fx gerne opfattes som dansk, så de lagde en flot is-restaurant i en nedlagt bank et par år for at dupere turisterne, der blev kørt ind fra krydstogtskibene. Jeg fik øjnene op for det for alvor, da jeg så et bomuldshåndklæde i Hermes – der kostede alt, hvad jeg fik i S.U. om måneden.

I weekenden invaderes Café Victor – aka plejehjemmet med den sublime service – af en masse løgnhalse i spirituelle Shambhala-bling-kæder, der støder ind i piger med alt for dyre tasker og kunstige kasser

Men lige meget hvor mange flotte Jeff Koons-installationer Louis Vuitton har i vinduet for at udstråle udødelighed, klasse og postmaterielle værdier, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor mange onde sugar-dates pigerne har gagget for at få taskerne. For fem år siden ville Prada købe det toetagers lejemål, hvor Cafe Norden ligger, lige ved Storkespringvandet – de bød 60 millioner plus en husleje på 10 millioner – ifølge Børsen – dette blev afslået af Bestsellers ejer… de købte så det gode hjørne af Illums i stedet.

Strøgets nedtur startede vel med, at kommunen konverterede en masse billige lejemål i indre by til erhvervslokaler og ejerboliger i håb om øget skattehøst – men pengene forsvandt nordpå eller ud af landet, og København K fik udraderet det meste lokalkultur og blev en øde arkade – hvor man er nødt til at konstruere events og festivals – helst om fortiden, sport, mad eller druk/musik – for at foregøgle “ægte” liv ud over shopping.

'Violmanden' på Strøget sad hver eneste dag på sin 3-hjulede handicapknallert i Nygade, tæt på Vimmelskaftet.I 1960'…

Posted by Pia Sidenius Prien on Thursday, July 10, 2014

Et sjovt eksempel var, da Wonderful Copenhagen – reelt butiksejernes klub, der vil have lidt kamuflage-gøgl i gaden – sponsorerede kunsterne Jes Brinch og Henrik Plenge, der så lavede en post-riot smadret parkeringsplads-installation foran Hotel D’Angleterre, der blev fjernet, da “publikum” fortsatte med at smadre bilerne – og gæster fra hotellets suiter klagede, fordi de ikke havde booket en billet til Beirut.

Kald mig bare retro-nedturs-fetichist – jeg savner fortidens uensrettede drama & kaos. Det er der mange, der gør –Facebookgruppen Gamle København har næsten 50.000 medlemmer.

Sidegadernes insisteren på subkultur: Sidegaderne har deres egne historier: Bøsse/latinerkvarterets hovedåre Larsbjørnsstræde insisterer på at være subkultur i 2019 – her kan man som altid få maks. identitet for sine lommepenge – hvad enten det er vinyl, krus med grafik fra vinyl, SM-udstyr eller vintagetøj, Marvel-tegneserier eller gå all in og blive tryllet om til en trold eller hvad du nu drømmer om hos Copenhagen Body Extremes eller drikke på fængsels-fetich-baren Jailhouse.

Bøssesaunaen med darkroom lukker aldrig, og parken er stadig liderlig, men lydløs, trods Grindr’s succes – og rockbaren Floss har nu åbent om søndagen – selvom de pæne Weekendavisen-skimmende beboere kæmper imod mere larm og fest.

Bag bøsseparken ligger Nansensgade aka Nonsensgade ganske prætentiøs og litterær, men de lokale junkie-kunstnere og resten af originalerne er flygtet til den gyldne trekant, er døde eller laver ler på Bornholm, og nu er selveste gadens nussede epicenter Bankeråt til salg … der er dog en verdensklasses pre-digital guitarpedal-butik tilbage og en koloni kompetente, ægte “pastaperkere”.

Selv Andys Bar er opkøbt af en kapitalfond, og ovenpå bor modeblogger-Benedicte med forældrekøbs-lejligheden fyldt med sterile Illums bolighus-klichéer

Den mere discountagtige Fiolstræde er et underligt mix af studerende og de grå hjelme med det grå guld, der er på jagt efter noget billigt, rummeligt farverigt tøj, der passer til deres læderrygsække og ravkæder. Der er kun en enkelt boghandler tilbage, men der er heldigvis stadig en frimærkehandel og den der parodi på en muteret italiensk pizza-turistfælde med live-soundtrack fra Lady & Vagabonden.

De studerende er på vej på netcafeen på Hovedbiblioteket i Krystalgade – et sandt Apple-showroom, der heldigvis stadig huser ægte tosser, nu hvor bibliotekarerne kun er til stede via videochat. Synagogen overfor er hyggeligt bevogtet af svært bevæbnede, skydegale drenge i komplet operation ørkenstorm-udstyr – suppleret af vindjakkemænd med knitrende radioer omgivet af japanere, der hamstrer Vibskovs nye kollektion, der sikkert er inspireret af Kurosawa, retarderede islandske fiskere og skinkesalat. Du kender det: Det var den uniform, tilflytter-jyderne brugte, så de kunne genkende hinanden.

(Not so) fashion Street: En anden modegade – Kronprinsensgade – er stendød efter Generation Zoobar gik ned på snavs og chokket over “mode blev det nye porno” i nullerne. Nu er det slut med at sidde og tude på bunden af bruseren og blogge om dine vigtige sko. I dag er der fornuftige Ilse Jackobsen/Hornbæk gummistøvler, fodformede bløde Clarks og Birkenstock-sandaler på menuen i eks-modegaden. Den første café i DK – Sommersko 1976 – er også til salg efter en periode med en pænt banderelateret besætning. Hiding in plain sight.

Café Dan Turell er også til salg, og når vi til Gothersgade, er det blevet et rent overlevelseskursus skabt af overbuddet af generiske “10 shots for en 100-lap” barer. Selv Andys Bar er opkøbt af en kapitalfond, og ovenpå bor modeblogger-Benedicte med forældrekøbs-lejligheden fyldt med sterile Illums bolighus-klichéer med matchende investeringssikker kunst fra fars tamme samling, over et PR-bureau.

Posted by Tina Pippi Ditlevsen on Friday, February 21, 2014

 

Gothersgade er tydeligvis kørt af samme personkreds som kører Vestergade – der i 80’erne var central for folk i bikerboots, cowboystøvler og bomberjakker, der lod som om de læste digte og drak sort guld og tog polsk pulver på neoncafeen Krasnapolsky aka. Kristen Poulsgaard. Men ejerne røg i fængsel for seks ton Hela-hash, Lars H.U.G. begyndte at lege med latinmusik og Poul Borum døde – tiden, hvor man fik fisse ved at slæbe en tom guitarkasse rundt i Illum var forbi. Nu har Liberal Alliances Ungdom deres stamsted i Vestergade – Pink Flamingo.

Ny Østergade er de gamle blås område. Det handler om smykker og bobler – det er mange år siden, der var digtoplæsninger på stjerneskibet Victor – drømmen om et fælles rum til cremen af eliten af de grønne og de blå stammer døde hurtigt og flyttede ind i bank-lignende Bredgade-galleriers baglokaler.

Hvor er der ægte nu?

I weekenden invaderes Café Victor – aka plejehjemmet med den sublime service – af en masse løgnhalse i spirituelle Shambhala-bling-kæder, der støder ind i piger med alt for dyre tasker og kunstige kasser. De drømmer vel om at ende på Hambros Allé. Jeg kom en del i Danmarks dyreste hus, der hurtigt – via it-milliarder – konverteredes til noget hvidt gøgl, der lignede et solcenter på steroider i Las Vegas – spejle i loftet, glaseret tag, kobbertagrender og gipsløver foran. Bling, der blev flashet – i en gade, hvor den gamle gode smag ellers dikterer, at penge bruges til at købe afstand og diskretion.

Københavns Klondike: En anden ikonisk gade, der er meget liberal, er Pusherstreet – jeg gik på Christianshavns gymnasium og erfarede, at Ebbe Kløvedal og Dan Turell havde samme pusher, men at det ikke var for sjov, at et internationalt netværk af motorcykel-fans nakkede en bande beskidte tosser med en skidende ko som rygmærker. Blandt andet afro-nazisten Lobo, der brændte min vens strithår af med en lighter, smed tåregas ind til en punkkoncert og pudsede sine klamme køtere på os. Måske var volden med til at gøre hashen stærkere … hele ritualet med at finde den bedste pollen-nepal og få den ud fra Staden i live og udenom politiet øgede vel rusens effekt.

Foto af Jacob Maabjerg i 70'erne – antageligt på Vesterbro

Posted by Gorm Bue Pedersen on Wednesday, June 25, 2014

Pusherstreet var også en hemmelig kode og en subkulturel motor – hvis f.eks. Alis ikke havde støttet den tidlige danske rap, undergrunds-magasinerne og skaterne, havde 90’erne været ret anderledes. Nu er der hash overalt via nettet og alle – undtagen politiet – har endelig fattet, at hashen kommer ind fra byen til Staden, ikke omvendt … og Christiania ender i en borgerlig boligboble om lidt – pengene vandt over hippiedrømmene for lysår siden.

Det virkelige klondike var vel Refshaleøen – der var plads til alt, men nu har det fået dødskysset – en streetfood-lejr med holdeplads for Nettobådene. Det virkelig vilde er vel noget post-trailer-trash i Sydhavnen nu? Jeg ved det ikke – jeg kigger mest efter gode legepladser nu …

Mændenes hjem på Istedgade holder dog stand i den gamle stil, i en Bermudatrekant mellem det skammeligt overbelastede og underfinansierede offentlige fixerum, politistationen og det “udendørs apotek” ved hovedbanen.

Amagerbrogade var også sjov engang – det var et mystisk mix af drømmen om USA – og Randers. Nu er lorteøen som resten af byen en jydemagnet under gentrificering – dagene, hvor speedede steroid-mænd med SOS-sweatre smadrede hinanden foran dakke-dak-discothequet Zodiac, mens der cruisede Amarkanerbiler forbi som i Grease, er ovre. Selv McDonald’s er lukket – fortrængt af spekulative medie-mellemledere i villaer, jura-jyder og semi-øko salatbarer og øl med underlige navne med husblas i serveret af nogen, der ligner tynde tatoverede ortodokse jøder uden sokker – som i Williamsburg i 2001.

Samme stereotyper dyrker stadig Jægersborggade og Istedgade – der er konverteret til et stationært kræmmermarked af entreprenant storytelling i Monocle-læser-venlige microboutiques. Man kan få en klækkelig jyderabat og prutte om prisen. Mændenes hjem på Istedgade holder dog stand i den gamle stil, i en Bermudatrekant mellem det skammeligt overbelastede og underfinansierede offentlige fixerum, politistationen og det “udendørs apotek” ved hovedbanen.

Tattovør Kim Istedgade. 1980Foto. P. Eriksen.kbhbilleder.dk

Posted by Benjamin Hildinq Hansen on Friday, July 6, 2018

Gå også igennem Griffenfeldsgade – mixet af somaliske khatspyttere, butikker med R.Kelly’s-tøj og halal-kød, et x-autonomt beboerhus, en marxistisk boghandel, en PFLP-solidaritetsbutik, Crossfit, flygtninge med soveposer i træerne, herberg for herrer, parader af tyske biler med høj trap og bande-lir – virker levende efter en tur igennem den zombieficerede “midtby”.

Potentielt er Griffenfeldsgade alt det, som rare hippe nussede Blågårdsgade bliver beskrevet som i pressen. Griffenfeldsgade er den venstre side af pipkvarteret i nordlædervests pæne lillebror – dog uden moské, rockerborg, misbrugs- & jobcenter, ungdomshus og skumle værksteder.

Det er her, flygtninge holder loppemarkeder med enlige sko, ridsede cd’er og uidentificerbare opladere fra 1990’erne, og romaer laver pop-up bordel-spisesteder i baghuse under navne som Dracula. Det er et perfekt sted, hvis man savner inspiration til at skrive en globaliserings-undergangsporno-serie, hvor de, der er skubbet ud af København K, næsten overlever. Måske ender de alle i provisen på pils, pastaskruer & piller.

Hvor er der ægte nu? De mere eksperimenterende unge snobber nedad og vil til Brøndby Strand (fed strand i øvrigt) og bo på den nedrivningstruede giftige, men overbegroede, Strandesplanade, fordi brutalisme, chavs, post-normcore-stilen og fællesskabet minder dem om noget ægte, det stinker af Joy Division og UK-Grime og er langt fra “generation EDM-juicedreng. der samler på sneakers” og middelklasse-torvehals-fis. Dem med børn vil ud af byen og have have eller flytte til Berlin, og de, der stadig tror, det er smart at være ambitiøs, er sikkert på vej til Osaka eller LA, eller hvad der nu er shit-de-jour. Sjovt nok er yuppierne i London blevet varme på at flytte til København, efter at London er blevet for dyr … skynd dig ud og spadsere nu!


Du kan læse flere af Mortens Vammens historier fra København på www.blazar.dk


Foto: Kort over København fra 1983. kbhbilleder.dk

Morten Vammen er rådgiver og skaber internationalt indhold, tekst, musik & film. Find ham her: http://blazar.dk/kontakt/

Seneste artikler om Essays