Jørgen Leth I walk

”Livsviljen er jo sindssyg vigtig”, siger 83-årige, filmaktuelle Jørgen Leth

i Asien/Ældre/Featured/Film/Internationalt/Kultur/Kunst/Liv & Mennesker/Syd- og Latinamerika af
PORTRÆTINTERVIEW // POV BUSINESS – 83-årige Jørgen Leth går tæt på egen fysiske og psykiske skrøbelighed med et poetisk og eksperimentelt billedsprog i sin nye film, I Walk, som har premiere i næste uge. Her tager han os med til Haiti, Barcelona og ind i junglen i Laos. ”Det er en film på randen af den totale ende,” siger poeten og filmskaberen, der har skabt et værk, som mange betragter som en slags testamente. ”Men det  er jo ikke ensbetydende med, at det er min sidste film. Det er er pointen,” siger Jørgen Leth, som POV’s Poul Arnedal har mødt i København.

”Man kan godt sige, det bliver en slags selvportræt. Men det bliver også en historie om liv og død. Det kan man ikke komme udenom,” siger Jørgen Leth med sin karakteristiske nærmest messende stemme cirka et kvarter efter, vi har sat os på Kaffesalonen ved Dronning Louises Bro med udsigt over søerne i København.

Vi skal tale om hans nye film, I Walk, som har premiere senere på måneden

“Far, det skal du gå videre med. Det kan blive til en film” … Den har en testamentarisk karakter. Det er sådan en eksperimental film på randen til den totale ende. Det kan jeg godt li’

Han er kommet spadserende – walking – langs søerne fra sin søn Asgers nærliggende lejlighed også med udsigt over søerne. Her er han flyttet ind samme dag efter i en periode at have boet på et hotel i Havnegade med udsigt over havneløbet.

”Asger dækker altid min ryg. Han er også meget kritisk. Han er efter mig, hvis jeg laver fejl,” siger faren, efter at sønnen lige har været forbi et øjeblik og hilst på og tjekket, at alt var ok.

Jørgen Leth går I walk
Jørgen Leth ved søerne i København, oktober 2020. Foto: Poul Arnedal.

 Et testamentarisk eksperiment?

Det var også Asger, der tilskyndede sin far til at lave I Walk.

 Efter at Jørgen Leth i Haiti havde vist sønnen nogle optagelser af, hvad Leth senior selv kalder ”min egen gang på jorden”, sagde Asger Leth: ”Far, det skal du gå videre med. Det kan blive til en film.”

Det må man sige, at sønnen, der selv står bag bl.a. den kritikerroste film Ghosts of Cité Soleil,  har fået ret i. ‘I Walk’ er en både poetisk, eksperimentel og åbenhjertig film, der går lige i hjertet. Og Jørgen Leth siger det selv her i Kaffesalonen,  hvor han nyder sin favoritkaffe, en chochito:

”Det har været nævnt et par gange, at det kunne være et testamente. Den har en testamentarisk karakter. Det er sådan en eksperimental film på randen af den totale ende. Det kan jeg godt li’.”

Det var et grufuldt syn for mig at se mit hus og hele udsigten til et liv, dér ligger i ruiner

Han nipper til sin kaffe, smiler og ser mig i øjnene, inden han fortsætter: ”Men det er jo ikke ensbetydende med, at det er min sidste film. Det er pointen!”

Jørgen Leth I walk
Jørgen Leth på Kaffesalonen i København, oktober 2020. Foto: Poul Arnedal.

Hjemløs som 73-årig

Filmen tager sit udgangspunkt i jordskælvet, som ramte Haiti i 2010. Her blev det hus, Jørgen Leth beboede, totalødelagt. Han nåede kun selv med nød og næppe at komme ud, inden taget ramlede sammen over ham. Han var på det tidspunkt 73 år og havde boet i Haiti i tyve år.

Ind imellem kan jeg godt blive overfaldet af melankoli. Jeg er meget hjemsøgt af depressioner

”Vi fik også optaget noget under selve jordskælvet, og det er med i filmen. Det var et grufuldt syn for mig at se mit hus og hele udsigten til et liv, der ligger i ruiner. Jeg havde jo planlagt at blive der, men huset var helt færdigt.”

“Jeg ejede det ikke selv, så det var svært at komme videre derfra,” siger den nu 83-årige poet og filmager, der et år senere vendte tilbage til Haiti, og slog sig ned hos nogle bekendte, som ejer et hotel ud til vandet på den nordlige del af øen, som Haiti deler med Den Dominikanske Republik.

Jørgen Leth I walk
Stillbilleder fra Jørgen Leths film I Walk.

Selvudleverende fysisk skrøbelighed

Men han fortsatte med at rejse – og filme. Og undervejs i “I Walk” beskriver han på selvudleverende vis sin egen fysiske skrøbelighed og sine mareridt.

”Jeg kan jo ikke lade være med at filme. Det er en kommunikationsform. Men ødelæggelsen var udgangspunktet.”

“Ind imellem kan jeg godt blive overfaldet af melankoli. Jeg er meget hjemsøgt af depressioner. Jeg har mistet den plan, jeg havde med huset på Haiti. Men jo mere, jeg arbejdede med filmen, desto mere meningsfuldt blev det.”

Man skal ikke altid lave en fornuftig fortolkning af tingene. Det gider jeg ikke

“Hvis man tager et hjørne af livet, så løfter det hele sig. Det er ligesom at gøre ingenting til noget. Det har altid været en vigtig drivkraft for mig: At forvandle ingenting til noget. Den tanke kan jeg rigtig godt li’.

Jørgen Leth I walk
Jørgen Leth ved Peblinge Dosseringen i København, oktober 2020. Foto: Poul Arnedal.

”Man føler, man er ved verdens ende”

– I løbet af filmen stiller du også spørgsmålet: ”Er der et liv efter døden? Gemmer Gud sig et sted derude i mørket?” Hvordan har du det med det?”

”Jeg er ikke religiøs. Og det er ikke noget, der findes et endeligt svar på. Men jeg søger et svar. Det er det, der kommer op i sådan en situation, hvor man føler, at man er ved verdens ende. Hvor alting skal nytænkes, og man skal finde en måde at bo og leve på. Finde ud af hvorfor?”

 –  I denne søgen ser vi dig også stå både ved ruinerne af katedralen i Port au Prince og ved Antoni  Gaudís katedral, Sagrada Familia, i Barcelona.  Hvilken symbolik kan man lægge i det?

”Man skal ikke altid lave en fornuftig fortolkning af tingene. Det gider jeg ikke. Jeg ser det som et symbolsk billedsprog, der taler til hjerterne.”

“Det smertede mig at se ruinerne af katedralen i Port au Prince, som jeg kendte rigtig godt. Der er også nogle gamle optagelser i filmen, som jeg lavede for mange år siden, hvor der var en vanvittig gribende mindehøjtidelighed i katedralen for de 700 mennesker, som var døde på et skib i Haiti. I dag står katedralen helt nøgen og er i fare for at falde sammen.”

Jeg tænkte, nu vil jeg ikke fortsætte mere, for det fører mig ud på randen af en afgrund

“På den måde hænger tingene sammen. Det bliver til et meningsfuldt symbolsprog, fordi jeg går rundt der og tænker. Det spændende er, at man hver især kan begå sin egen fortolkning. Sproget bliver til af sig selv hos den enkelte.”

“Det kan godt være mig, der fortæller, men det er som om stederne betror sig til mig. Det kan jeg godt li’,” gentager Jørgen Leth, og vender tilbage den sekvens i filmen, som foregår i Barcelona.

Jørgen Leth I walk
Jørgen Leth i Laos på vej ud i junglen. Foto fra filmen ‘I Walk’.

”Jeg skramler for at forstå”

I filmen oplever vi ham – efter en urolig nat med billeder fra fortiden – sidde på en café og læse et digt, som han har skrevet i løbet af natten, hvor han er blevet vækket af en sætning, som han hellere måtte skrive ned.

Der var nogle ting i det, som forskrækkede ham, og som han siger til kameraet på caféen i Barcelona: ’Jeg tænkte, nu vil jeg ikke fortsætte mere, for det fører mig ud på randen af en afgrund.

Er der nogen erfaring overhovedet? Er der noget, som lejrer sig? Eller er det bare forfra hver gang? Jeg ved det ikke. Ved jeg overhovedet noget som helst? Kan jeg bruge i dag til noget? Eller er det bare tomme rør, som tiden og vinden suser igennem?

Digtet han læser op starter sådan:

’Og alting er nyt. Tilbage ved det startende tema. Første gang jeg ser det. Uhyggeligt. Er der nogen erfaring overhovedet? Er der noget, som lejrer sig? Eller er det bare forfra hver gang? Jeg ved det ikke. Ved jeg overhovedet noget som helst? Kan jeg bruge i dag til noget? Eller er det bare tomme rør, som tiden og vinden suser igennem?

”Det var filmens fotograf, Thomas Gislason, som havde sat mig stævne på caféen i Barcelona, og jeg tog digtet frem helt friskt. Jeg havde ikke set på det siden, jeg skrev det samme nat. Jeg sad bare der og læste op. Det var et typisk eksempel på, hvordan noget spontant kan komme til at betyde noget i en større sammenhæng.”

“Det er noget, jeg altid har drømt om på film, og det blev muligt her – en anden måde at fortælle på, hvor der sådan mest er tale om en håndskrift,” fortæller Jørgen Leth denne middagsstund på en café i København.

 Og oplæsningen af digtet i filmen på caféen i Barcelona fortsætter, samtidig med at der vises billeder af Jørgen Leths børn, Karoline, Kristian, Thomas og Asger:

’The Hollow Men kommer jeg til at tænke på. T.S. Elliot tror jeg, det er … Jeg tænker, jeg selv er en hul mand. Jeg vågner op og ser kun tomme jakker. Jeg vil hviske det til mine børn. Håber de vil huske det … Nogle ord folder sig ud og sætter sig – fnugagtigt. Det er måske en ny substans, der er ved at udvikle sig. Jeg ved det ikke. Jeg skramler for at forstå …’

Jørgen Leth I walk
Jørgen Leth i København, oktober 2020. Foto: Poul Arnedal.

T.S. Eliots fragmentariske digt The Hollow Men er skrevet i lyset af de ødelæggende følger af Den første Verdenskrig og inspireret af bl.a. Joseph Conrad bog, Mørkets Hjerte, der beskriver de ’hule mennesker’, som anerkender deres skyld og deres status som nedbrudte og fortabte sjæle.

Jeg ville indramme det, der ikke kan indrammes

Netop Mørkets Hjerte var inspirationen til Francis Ford Coppolas legendariske filmepos Dommedag nu, og straks efter oplæsningen af digtet på baren i Barcelona er Jørgen Leth og sønnen Asger på vej til Laos, hvor de skal sejle op ad Mekongfloden og opsøge den ’mørke’ laotiske jungle, hvor Coppolas film udspiller sig.

Jørgen Leth I walk
Jørgen Leth på vej op ad Mekongfloden, mens han filmer med sin IPhone. Foto fra filmen ‘I Walk’.

”Det handlede om at beherske og overvinde kaos”

”Jeg har altid været fascineret af på den ene side orden og på den anden side kaos,” uddyber Jørgen Leth, mens han indtager sin anden kop chochito. ”Jeg har været tiltrukket af floder og jungle. Og det var en vild idé at drage ud i den laotiske jungle.”

“Men jeg har for mange år siden haft en idé om, at jeg ville indramme et stykke jungle. Det var Asger, der mindede mig om det, og så fandt jeg mine gamle notater frem. Jeg ville indramme det, der ikke kan indrammes. Det havde på en måde noget med hovedtemaet i min film at gøre. At overskue livet på en ny måde.”

SE TRAILER TIL FILMEN HER:

“Thomas Gislason insisterede på, at vi godt kunne lave en sådan indramning og filme det, selv om den blev noget mindre, end jeg oprindelig havde tænkt mig. Det handlede om at beherske og overvinde kaos.”

Efter optagelserne i Laos fik Jørgen Leth lagt dræn ind i hjernen af lægerne på Rigshospitalet så trykket på balancecentret kunne lettes

Det skal i den forbindelse siges, at når filmen hedder I Walk, så hænger det også sammen med, at Jørgen Leth har haft vanskeligheder med at gå. Og det er ikke blot, fordi leddene er gamle og lidt stive.

Det skyldes også, at han lider – eller har lidt – af svimmelhed. Derfor bliver udflugten ind i junglen også en ekstra udfordring for den ældre filmskaber.

Jørgen Leth I walk
Det er umuligt at bevæge sig rundt i det offentlige rum i København, uden folk genkender Jørgen Leth og kommer med beundrende kommentarer. Foto: Poul Arnedal.

”Et fuldstændigt vanvittigt projekt. Det kunne jeg godt li’”

”Det er jo ekstremt, der hvor jeg går op ad skråningen nede fra floden og ind i junglen. Det lykkes kun med hjælp fra min egen søn og de søde laotiske hjælpere. Men jeg er stolt over, at det lykkedes mig at beherske situationen.”

“Livsviljen er jo en sindssyg vigtig tråd i filmen. Det var et fuldstændig vanvittigt projekt. Det kunne jeg godt li’, for det var en demonstration af et ønske om at komme videre med livet,” fastslår Jørgen Leth, der efter optagelserne i Laos fik lagt et dræn ind i hjernen af lægerne på Rigshospitalet, så trykket på balancecentret kunne lettes.

”I dag lider jeg ikke nær så meget af svimmelhed, og jeg går meget bedre – bare jeg har min stok med,” konstaterer han.

Er Gud til stede i mørklagte hjørner? Kan guddommelighed måles? …  Jeg er jo en gammel mand. Men jeg synes, det er dejligt at være sammen med en ny generation af filmmagere

Og takket være Thomas Gislason og de laotiske håndværkere, lykkedes det også at få indrammet et stykke af junglen og dermed få en form for kunstnerisk styr på junglens kaos.

’Det skal jo afsluttes. Demontere mig selv og mine vaner ’ siger Jørgen Leth til slut på filmens lydspor, mens dronebillederne hæver sig højt op over junglen og den lille firkant, som er indrammet af røde bjælker.

Vil kærligheden række op til himlen?’ spørger han. ’Er Gud til stede i mørklagte hjørner? Kan guddommelighed måles? Er døden noget, der bare sker? Nogen siger, der er et liv efter døden, men kan det passe?”

Jørgen Leth I walk
Screenshot fra afslutningssekvensen i Jørgen Leths film ‘I Walk’.

 Er i gang med en ny, eksperimentel film

Dermed skulle man så tro, at det sidste punktum var sat i den gamle mesters filmkarriere. Men nej!

”Jeg har stadig lyst til at eksperimentere,” siger han og afslører, at han er i gang med en film om jazzmusikeren og komponisten Jacob Groth, der har samarbejdet med nogle af verdens bedste musikere.

”Jeg har jo en fortid som jazzkritiker, som jeg startede med på dagbladet Aktuelt i 1959, inden jeg begyndte at lave film. Det var mit første job. Og min første film er om jazzpianisten Bud Powell i 1963. Stopforbud hedder den og er en eksperimentel film.”

“Nu er jeg i gang med en ny eksperimentel jazzfilm i samarbejde med instruktøren Andreas Kofoed. Vi har allerede lavet en del optagelser og er ved at finde formen. Måske er der noget sentimentalt over at gå tilbage til udgangspunktet. Jeg er jo en gammel mand.”

“Men jeg synes, det er dejligt at være sammen med en ny generation af filmmagere. Det kan jeg rigtig godt li’,’’ slutter Jørgen Leth, inden han går videre ud i den københavnske hverdag.

Jørgen Leth I walk
Jørgen Leth, København, oktober 2020. Foto: Poul Arnedal.

I Walk – en dokumentarfilm
Instruktør: Jørgen Leth
Idé: Asger Leth
Fotograf: Thomas Gislason
Producer: Sigrid Dyekjær for Danish Documentary Production
90 minutter
Premiere den 22. oktober 2020.


LÆS FLERE AF POUL ARNEDALS PORTRÆTINTERVIEWS I POV HER


 Topfoto : Jørgen Leth er aktuel med sin nye film “I walk”. Foto: Poul Arnedal.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Poul Arnedal er født i 1947 og har arbejdet med journalistik stort set hele sit voksne liv. I dag er han skribent og portrætredaktør på POV.
Som freelancejournalist har han beskæftiget sig med de fleste discipliner og sagsområder inden for journalistikken – både som skrivende journalist, tv-tilrettelægger og forfatter. Han har skrevet til alle de landsdækkende aviser og en lang række fagblade, magasiner og ugeblade. Arbejdet for DRTV, TV2, TV3 og Nordisk Film.
Som 20-årig flyttede han til London, og kærligheden til den engelske hovedstad og interessen for britisk kultur og politik har været dybt forankret i hans DNA lige siden og resulteret i lange og talrige London-ophold.
Han er indtil videre forfatter og medforfatter til ti bøger, som strækker sig fra en bog om Rom sammen med fotografen Søren Rud over klima og natur til krimien, 'Liget i Horsekæret', der foregår i Tisvilde – og London.
Poul Arnedal bor i Tisvilde og slapper allerbedst af, når han kokkererer.
Kan du lide, det han skriver, er du meget velkommen til at indbetale et beløb til ham på Mobile Pay: +45 61416505

Seneste artikler om Asien