MIDTVESTLIV // KLUMME – Hjemve er en uundgåelig del af hverdagen for mange udlandsdanskere – også Julie Bendtsen. Men grænserne for dét hjem, man længes efter, bliver mere og mere flydende for hver gang, en krog af verden får lov at sætte sig i hjertet.
I den forgangne uge fandt jeg som så ofte mig selv bag rattet på vej hjem fra stalden, hvor min hest bor. Samme lige strækning, samme halve time, samme countrykanal og samme kærkomne chance til at tjekke lidt ud fra andet end trafik og vejens beskaffenhed. Og så fangede mit blik noget foran, som i løbet af et splitsekunds genkendelse gjorde mit hjerte en lille smule varmt: en North Carolina-nummerplade.
Det er svært at beskrive den følelse jeg får, når jeg en sjælden gang støder på sådan én, men det er noget med nostalgi, savn, minder – og hjem. I bund og grund er det samme slags følelse, som jeg får, når noget minder mig om Danmark.
Og selv om sidstnævnte stadig sætter gang i noget nostalgimæssigt andet og større end den sydstat, der var vores første hjem her i USA, kan jeg ikke lade være med at være en lille smule overrasket over hvor stærk følelsen – også – er, når det gælder North Carolina.
Et bøjeligt begreb
En af de forunderlige ting, der sker, når man flytter til udlandet over længere tid, og måske især, når man flytter til nye steder undervejs, er, at “hjem” bliver en overordentlig bøjelig størrelse. Danmark er vores hjemland og vil altid være det, men at hjem kan være hvorsomhelst, hvor følelsen er indtruffet, er noget, der er gået op for mig i løbet af de næsten ti år, vi har boet i USA. Det har ændret mit syn på, hvad rødder kan være.
Tag eksempelvis spring break, som er en big deal her i det nordamerikanske. Det er den uge hvert forår, hvor man, hvis man er ung og collegestuderende, ræser sydpå med vennerne for at gøre Floridas byer og strande mere end almindeligt usikre, og hvor flybilletter, hotelpriser og lydniveauer stryger i vejret landet over.
Vi ramte Raleigh, og i løbet af de fem dage vi var der, fyldte vi kalenderen med alt det, vi har savnet
Vi har (endnu) ikke børn i college, så Florida kalder ikke særlig højt for hverken dem eller os, og vi har tidligere brugt spring break på skiferie eller hjemture til Danmark – men i år var der et helt andet sted, der trak. Et andet hjem.
I stedet for en flytur til et sted med pool og palmer eller sommerhus og stenbiderrogn, pakkede vi begge hunde bag i bilen og satte kursen sydpå mod Raleigh. Fra Chicago er det en køretur på cirka 13 timer, og med et stop undervejs er den på ingen måde uoverkommelig, heller ikke med to oversize-kæledyr bagi. Og især ikke, når man som vi elsker road trips.
Med masser af snacks, masser af musik og en rute, der for vores vedkommende altid går gennem West Virginia Turnpike føles det mest af alt som kvalitetsfamilietid og endda med en endestation, som vi alle glæder os lige meget til.
Vi ramte Raleigh, og i løbet af de fem dage vi var der, fyldte vi kalenderen med alt det, vi har savnet: et stop på vores ubestridte yndlings-burgersted. Løbeture på greenway’en og gåture med hundene samme sted – inklusiv slangespotning.
Flere yndlingsrestauranter. En Carolina Hurricanes-kamp i PNC Arena. En aften med gode venner (desværre kun den ene aften, da vores spring break faldt sammen med North Carolinas, og de fleste af vores venner derfor selv var udenbys). Brød og croissanter fra den fænomenale bager og utallige køreture gennem vores gamle kvarter.
Det var uendelig hyggeligt og fint, og selv om vejret semi-stank den første halvdel af turen, og jeg samtidig kunne følge med i alle facebook-opdateringerne fra Mexico, Punta Cana, Bahamas og andre tropiske destinationer, var Raleigh det helt rigtige sted for os at være.
Det uventede hjem, der sneg sig ind
Det er i mindre skala det samme, som når vi tager til Danmark. Der er så meget, vi glæder os til at spise (ja, vores ferier handler utrolig meget om god mad), så mange steder vi glæder os til at gense og så mange mennesker, vi glæder os til at være sammen med. Og jeg tror helt ærligt ikke, at jeg nogensinde havde forestillet mig, at noget andet sted end mit hjemland ville føles som lige netop dét – hjem.
En del af forundringen ligger måske også i det uventede. Jeg havde hånden på hjertet aldrig hørt om Raleigh, inden vi flyttede dertil, og kun ganske lidt om North Carolina. Da vores aftale om at flytte var faldet på plads, måtte jeg google alt fra klima til fauna, om der var slanger, alligatorer, bjerge, strande (ja, ja, ja – og ja).
Det faldt mig ikke ind, at en for mig stadig temmelig obskur del af USA nogle år senere skulle føles så hjemligt, at jeg ikke bare ville vælge at holde mine ferier der, men også føle et sentimentalt stik af hjemve ved synet af en nummerplade på en Honda Odyssey.
Om Midtvesten en dag vil sætte skub i samme slags følelse, er nok lidt tidligt at sige. Vi har kun været her i tre år, og det har uden tvivl været sværere at falde til her. Det har taget markant længere tid at finde mennesker, vi føler vi har noget tilfælles med, og vi har stadig til gode at skabe venskaber så stærke og givende som dem, vi fik i Raleigh.
Midtvesten er ikke et sted, der skriger “her har jeg altid drømt om at slå mig ned”. Alligevel er der så mange, der gør det – men de er hjemvendte
Jeg mistænker, at en stor del af grunden er, at Chicagos forstadskultur er klikepræget på en måde, vi slet ikke havde forudset – langt de fleste mennesker, vi møder og har mødt her, har en eller anden form for tilhørsforhold. De er født her, vokset op her, har taget uddannelse her – og er kommet hjem senere i livet, når familien skulle have trygge rammer og bedsteforældrene gerne være inden for babysitter-afstand.
Det skaber en indbygget fælles referenceramme og – med den – en klikementalitet, der godt kan være svær at trænge igennem. For os gamle, forstås – ikke for vores børn, der netop på grund af den trygge, velkendte forstadsmentalitet får lige præcis den barndom, andre i området er flyttet tilbage for – og som vi selv kender fra Danmark.
Tilflyttere og klikementalitet
Det har været en underlig erkendelse at sluge, for Midtvesten er ikke et sted, der skriger “her har jeg altid drømt om at slå mig ned”. Alligevel er der så mange, der gør det – men de er hjemvendte, ikke nytilflyttere.
Modsat Raleigh, som stort set udelukkende bestod af tilflyttere – som os selv – og hvor dét at møde nogen, der rent faktisk var født og opvokset der, var lidt af en kuriøsitet. Ellers var vi alle transplants, der tilfældigvis havde fundet samme fantastiske område at slå os ned i, men derudover ingen lokale forudsætninger havde. Dem skabte vi sammen.
Erkendelsen af, hvor hjemlig og stor en plads Raleigh og North Carolina endte med at få i vores hjerter, ramte på forudsigelig vis først rigtig, da byen og staten efter seks år ikke længere var vores hjem. Vi har passeret de tre år her i Illinois, og selv om det hverken er Danmark eller North Carolina, er det stadig hjem. I hvert fald for nu, og hvem ved – måske for altid i hjertet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
