LGBT+ // MANGFOLDIGHED – Gennem 14 dage fik biblioteket trusler og hademails fra folk, der ville have biblioteket til at aflyse et arrangement, hvor to dragqueens skulle optræde. Showet blev gennemført med to demonstrationer og politi udenfor biblioteket 17. marts.
“Vi vil gerne tilbage til hverdagen nu,” siger Tina Pihl og kalder de 14 dage op til arrangementet på Den Lille Kulturnat 17. marts for en undtagelsestilstand, hvor medarbejdere og ledelse var i konstant mentalt alarmberedskab.
Medarbejderne oplevede at få trusler i telefonen. Voldsomme udtalelser som: “I skulle skydes alle sammen.” Der kom også hademails til biblioteket, og en medarbejder fik sågar sit navn nævnt i en Facebookgruppe mod arrangementet.
“Det var ikke behageligt at tage telefonen, fordi man ikke vidste, hvad der ventede én, og flere af dem, der ringede, fiskede efter medarbejdernes egne holdninger til arrangementet,” siger Tina Pihl.
“Nu er vi ved at lande og har ligesom draget et lettelsens suk. Det har været et psykisk pres, og vi har haft en krisepsykolog på besøg, og alle medarbejdere har fået tilbud om en samtale,” siger hun og understreger samtidig glæde over det sammenhold, de oplevede, og den opbakning, de som bibliotek og medarbejdere fik.
Det her viser netop, hvor vigtig en institution biblioteket er for vores samfund
Formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Frederiksberg Kommune, Lotte Kofoed (SF)
“Fagligt var vi aldrig i tvivl om, at det arrangement skulle afholdes, men at det var en samlet kommune, der stod bag os, betød meget,” siger Tina Pihl.
På spørgsmålet om, hvorvidt den her oplevelse vil få indflydelse på, hvilke arrangementer Frederiksberg Bibliotek fremadrettet vælger at lave, lyder det kort og hurtigt fra bibliotekschefen: Nej.
“Jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, at det her arrangement ville falde nogen for brystet på den måde, som det gjorde. Vi blander os ikke i værdidebatter. Vi er sat i verden for at lave bibliotek, og det her arrangement var lavet ud fra en biblioteksfaglig vurdering og var ikke politisk. Det vil vi fortsætte med,” siger Tina Pihl.
Politisk opbakning
Fagmagasinet Perspektiv taler med Tina Pihl fem dage efter arrangementet, og imens er borgmester i Frederiksberg Kommune, Michael Vindfeldt (A), og kommunaldirektøren og kulturudvalgsformanden, Lotte Kofoed (SF), på vej til biblioteket for at takke medarbejderne og ledelsen for deres indsats.
Både kulturudvalgsformanden og borgmesteren var til stede ved demonstrationen på selve aftenen for showet for at vise deres støtte til biblioteket.
“Vi er her, fordi medarbejderne og de optrædende er blevet truet. Det er vigtigt at bakke medarbejderne og fagligheden op og vise, at vi står bag dem,” sagde Lotte Kofoed den aften. Michael Vindfeldt fortalte, at han selv læser højt for sine børn af Renée Toft Simonsens bog Børnene fra Sølvgade, som er den bog, biblioteket har taget afsæt i til deres arrangementer på Den Lille Kulturnat.
“Det er jo en børnebog om fire forældreløse børn, der får en plejefar, der går i dametøj. Mine børn elsker den. Frederiksberg er et sted for frisind og mangfoldighed, og det er vi her i dag for at vise,” sagde borgmesteren.
“Det handler om demokratisk dannelse og for biblioteket at kunne opfylde forpligtigelserne i biblioteksloven,” sagde Lotte Kofoed. Begge politikere understregede, at det er vigtigt, at der ikke udøves politisk censur af bibliotekernes arrangementer.
“Det her viser netop, hvor vigtig en institution biblioteket er for vores samfund,” sagde Lotte Kofoed.
Ingen selvcensur
Formand for Forbundet Kultur og Information Tine Segel har vist sin støtte til medarbejdere og bibliotek undervejs, og hun har efterfølgende manet til eftertanke i et debatindlæg i Berlingske den 21. marts.
“Vi skal kæmpe for vores demokratiske rettigheder og beskyttelsen af vores mindretal, hver eneste gang de udfordres. Det var det, der skete på Frederiksberg. Bøger og kultur har altid været et redskab i den værdipolitiske kamp, og vi ser i disse år både i udlandet og i Danmark, at retorikken bliver hårdere, og at fronterne trækkes skarpt op,” siger Tine Segel, der understreger, at det er vigtigt, at episoder som denne her ikke fører til selvcensur og frygt for at provokere en anden gang.
“Den vej skal vi ikke gå, for det vil gøre os kulturelt fattigere, hvis vi ikke lader biblioteket løfte sin opgave i forhold til at afspejle mangfoldigheden i vores samfund,” siger hun.
Pladsen foran Frederiksberg Bibliotek er fyldt op med flere hundrede mennesker. Regnbueflag, bannere, drags, kvinder med tegnede overskæg, børn, ladcykler og kaffevogne. En ung mand med et regnbueflag er kravlet op i et træ, og en hund har fået regnbuebutterfly på. Opbakningen til arrangementet på biblioteket og ikke mindst de to dragqueens, der skal optræde, og som har modtaget dødstrusler, er tydelig.
Sagens kerne er et arrangement på biblioteket klokken 18, hvor to dragqueens skal optræde som Disney-prinsesser for børn i alderen 6-12 år. Inspirationen er Renée Toft Simonsens bog Børnene fra Sølvgade, hvor fire forældreløse børn får en plejefar, der kan lide at gå i kjole og høje hæle. Og for at “fejre mangfoldigheden”, som biblioteket skriver på deres hjemmeside.
Demo for børnenes uskyld
På Facebook er der arrangeret en demonstration mod arrangementet under titlen “Vi slår ring om børnenes uskyld”. Begrundelsen fra initiativtagerne var, at showet er “uanstændigt” og “seksuelt farvet”.
“Jeg kan ikke se, hvordan man kan fjerne det seksuelle fra de her to personer. De er pornografiske i deres udtryk”, siger medarrangør Isla Tusindstråle for eksempel til dr.dk.
Både på sociale medier og med telefonopkald og mails er biblioteket desuden blevet opfordret til at aflyse showet, og de to optrædende dragqueens og medarbejdere har modtaget (døds-)trusler.
LGBT+-miljøer er ok
At sagen har skabt ballade og debat, viser et solidt politiopbud. Ved hovedindgangen holder ti betjente overblikket over de to anmeldte demonstrationer. Den første som sagt med titlen “Vi slår ring om børnenes uskyld”. De er en mindre gruppe på 10-20 personer, der står med et par dannebrogsflag. De er her, fordi de er imod arrangementet og seksualiseringen af børn, forklarer en kvindelig demonstrant.
Moddemonstrationen tæller flere hundrede personer, og to unge mænd fra Copenhagen Pride og LGBT+-bevægelsen er glade for, at de to demonstrationer foregår roligt side om side.
“Vi er her for at støtte op og gå imod den hetz, der har været, og for at vise vores kolleger derinde (de to dragqueens, red.), at vi støtter dem. Vi vil også vise dem, der har valgt at demonstrere imod arrangementet, at vi fra LGBT+-miljøet er helt ok.”
Værdipolitik om køn fortsætter
Politikerne fra begge politiske fløje har markeret sig i debatten.
Politikere fra Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Nye Borgerlige har markeret sig imod showet. På Facebook skriver tidligere formand for Nye Borgerlige Pernille Vermund for eksempel: “Debatten om dragshow for børn handler ikke om mangfoldighed eller seksuel frihed. Det handler om, at børn skal have lov til at være børn.”
Dansk Folkepartis kulturordfører Mikkel Bjørn har også været imod afholdelsen af arrangementet og kaldt det “seksualiserende”, mens Venstres kulturordfører og desuden kommunalpolitiker på Frederiksberg, Jan E. Jørgensen, ikke er bekymret.
Jon Stephensen fra Moderaterne kalder arrangementet for “harmløst” og mener, det er vigtigt, at børnene oplever noget, de ikke normalt ser.
“Vi undervurderer børn, deres forældre og hele samfundet, hvis vi tror, at alle børn bliver drags eller ændrer seksualitet, fordi de ser to mænd i dametøj. Vi misforstår vores opgave på Christiansborg, hvis vi tror, at vi skal lægge så hårde grænser ned over en offentlig institution, fordi den får statsstøtte,” siger han i Radio4-programmet Det blå hjørne.
Liberal Alliances ordfører Henrik Dahl er lodret uenig. “I store dele af verden er der en social epidemi af lynhurtigt fremprovokeret kønsdysfori. Den kommer et sted fra, og med det her dragshow er der grund til at stoppe op og tage en forsigtighedspause, for Normstormerne (frivillige, der underviser på skoler i normkritik og LGBT+-vilkår, red.) er en del af den her diskussion,” siger Henrik Dahl i samme radioprogram.
Der er dog også intern uenighed i nogle af de partier, der har protesteret. Susanne Damsgaard, der sidder i Gladsaxe Byråd for Dansk Folkeparti, har meldt sig ud af partiet og fortsætter som løsgænger. Det er ifølge Altinget bemærkninger fra Mikkel Bjørn (DF) og Finn Rudaizky (DF), medlem af Københavns Borgerrepræsentation, der var udslagsgivende for hendes beslutning.
Sidstnævnte har kaldt det “perverst og ulækkert at udsætte forsvarsløse børn for sådanne seksualiserede dragshows”.
I et opslag på Facebook skriver Susanne Damgaard, at hun ikke forstår modstanden mod dragshowet på Frederiksberg Bibliotek: “Jeg tror da, at mange drengebørn har været iført kjoler og neglelak.”
Denne artikel har været bragt i Fagmagasinet Perspektiv, Forbundet Kultur og Informations fagmagasin, som POV har et mediesamarbejde med.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her