Mathilde Walter Clark: Indsigelse mod ødelæggelse af Palads

Mathilde Walter Clark 15.12.2025

KØBENHAVN // KOMMENTAR – Mange københavnere oplever, at byudviklingen sker hen over hovedet på dem, som byen skal forestille at være til for: Os der bor her. Det skriver Mathilde Walter Clark, der mener, at ”Palads er ikke bare en bygning, men en del af os, en del af hvem vi er”.

Da Børsen brændte ned og vi alle var i chok, var Matthias Dressler-Bredsdorff i Deadline for at tale om katastrofen. Allerede inden han rigtigt kom i gang med at tage hul på betydningen af det der var sket, sagde han: “Vi er jo allesammen på en eller anden måde traumatiserede af Københavns nyere arkitektoniske historie…”.

Studieværten afbrød ham for at forstå hvordan vi var traumatiserede, hvortil Dressler-Bredsdorff forklarede, at ligegyldigt om man tilhører den æstetiske venstrefløj eller den æstetiske højrefløj: “så går vi allesammen rundt og er dødbange for at Bjarke Ingels får lov til at lave et eller andet selvoptaget gok på det sted”.

Heldigvis er Børsen ejet af nogen der forstår deres særlige ansvar som forvaltere af en bygning med kulturhistorisk værdi. Det er jo en tilfældighed, det kunne lige så godt være anderledes, som det for eksempel er tilfældet med ejerne af Palads.

Jeg tror de fleste københavnere identificerede sig inderligt med Dressler-Bredsdorffs fornemmelse af at være traumatiseret af byudviklingen i København. Det er en byudvikling som i mange tilfælde drevet af alt andet end hensynet end til borgerne. Om så hensynene er til storkapital, kommers, turisme – eller afdrag på gæld – oplever mange københavnere, at byudviklingen sker hen over hovedet på dem som byen skal forestille at være til for: Os der bor her.

Det nye Palads vil komme til at stå for et nyt København, hvor borgernes repræsentanter ikke længere repræsenterer borgerne, hvor penge vinder over kulturhistorie, og hvor storkapital vinder over fælles erindring. Lad det ikke ske

Vi er traumatiserede af den intetsigende, generiske 1-2-3 storby der nærmest skyder op af jorden når vi et øjeblik lukker øjnene i løbet af natten, og vi er traumatiserede af diverse stjernearkitekter og celebrity-tegnestuers selvoptagne gok som i uhørt tempo vansirer vores by og gør den mere og mere uigenkendelig for os, hvis liv på forskellige måder og i forskellige grader er vævet sammen med den. Det er smertefuldt.

En by ikke bare er et sted man tilfældigvis opholder sig, men et sted man lever og som ens erindring knyttes sammen med over tid.

Den tyrkiske nobelprisforfatter Orhan Pamuk kalder det “indexes for memories”, altså det fænomen at specifikke steder i en by kan udvikle sig til en slags henvisning til erindringen for dem der er groet sammen med byen. Byen er som udgangspunkt et levende sted, et sted i konstant forandring, byen bliver konstant og i samme bevægelse både bygget op og revet ned – men i byen findes visse tidløse strukturer som er med til at bevare byens identitet, og som fungerer som “indekser” for vores erindring.

Disse indekser fremkalder følelser og bidrager med historisk og personlig dybde for dem der bor i den. I skønlitteratur på P1 i 2017 forklarede Pamuk det sådan her: “vores minder er tæt forbundet med [byen] – et springvand, en bro, et træ, en bygning, endda en stor reklame på forsiden af en stor bygning.” Når vi er forelskede eller kede af det og vi for eksempel ser et bestemt springvand, så kommer følelsen tilbage næste gang vi ser det springvand.

“[M]onumenterne, træerne, haverne, haverne, broerne, klokketårnene, selv uinteressante steder viser sig at være indekser for din erindring”, sagde han. “Men når disse ting bliver revet ned af store konstruktioner, store anlægsarbejder […], når de river gamle biografer ned, træer, springvand, river de også indekserne for vores minder ned. Vi er ikke kede af det fordi vi ser en bygning vi har brugt meget (selvom den måske ikke er interessant, måske klager vi endda over den bygning), men fordi den er […] fyldt med vores minder. Vi er kede af det fordi indekset, tegnet, det der udløser vores erindring, forsvinder”.

I 2022 gennemførte Københavns Kommune kampagnen Byens Sjæl, hvor man bad københavnerne om at pege på de bygninger som havde en “særlig og unik betydning for Københavns historie og identitet.”

Man ville gerne blive opmærksomme på hvilke bytninger der havde “lokal- og kulturhistorisk betydning for byens borgere”. To hundrede og sytten bygninger blev nomineret, og den bygning som flest pegede på, og som fik flest “likes” af var – selvfølgelig – Palads.

De høringssvar som indtil videre er løbet ind, er et overvældende vidnesbyrd om at netop Palads – udover dens bevaringsværdige status og objektive kulturhistoriske betydning – er en bygning som i udpræget grad er vævet ind i københavnernes erindring. Den står som et betydningsfuldt indeks både for vores subjektive og kollektive erindring.

Det subjektive skal her forstås som noget dybere og mere personligt end en subjektiv vurdering. Om man tilfældigvis synes at bygningen er ‘grim’ eller ‘pæn’ er sagen komplet uvedkommende. Det subjektive her handler om tilknytning, om erindring, om hjerte og sjæl – om det der gør København til netop vores by. Palads er ikke bare en bygning, men en del af os, en del af hvem vi er.

Det er bemærkelsesværdigt, at det overhovedet er på tale som en mulighed at rive byens hjerte ud. Rive ud eller “udbygge”. Selv hvis man leger med på den præmis som bliver fremført i lokalplanen, at bygningen ikke skal rives ned, og at man derfor lader som om at det i praksis kan lade sig gøre at “bevare” ydermurene i den bevaringsværdige bygning – og lade dem stå, mens store maskiner bliver sat til og grave kælder ud og støbe beton for at konstruere en fireogtredive meter høj “påbygning” indeni eller ovenpå (noget der ærlig talt ikke virker særlig realistisk, og som er svært at forstå bliver fremført i god tro af et respektabelt arkitektfirma), vil den nye bygning ikke stå tilbage som en “bevarelse” af Palads, men af det præcis modsatte.

Det vil være en hån mod alle os, der elsker København, og som oplever Palads som vital for byens identitet.

Det nye “Palads” – om den så vitterligt vil bestå af det gamle Palads med et nyt monstrum ovenpå, eller om det ender med at blive en replika af det gamle Palads med udvidelse af betonlagkagen i højden – vil det stå som et monument over det traume som Københavns nyere arkitektoniske historie har udviklet sig til.

At ødelægge en elsket bygning som er vævet sammen med københavnernes erindring, og erstatte – eller “udbygge” – den med et stykke kitch som stadig skal forestille at være den elskede bygning, vil være det perfekte symbol på en by, der har mistet sin sjæl.

Det nye Palads vil komme til at stå for et nyt København, hvor borgernes repræsentanter ikke længere repræsenterer borgerne, hvor penge vinder over kulturhistorie, og hvor storkapital vinder over fælles erindring. Lad det ikke ske. Lad os ikke miste vores erindring.