LIGESTILLING // KOMMENTAR – Politikere har gjort det igen med spidsvinkling af en ellers redelig, videnskabelig undersøgelse, og medier følger nærmest ukritisk drejebogen, der i stedet for at løse reelle problemer, bygge bro og skabe sammenhængskraft, ignorerer de store problemer, forstørrer de mindre og polariserer befolkningen. Povl Gad ser på Ligestillingsministerens nys udkomne rapport om minoritetsdanskere og ligestilling – og læser noget andet end Eva Kjer Hansen.
En stor del af vores indvandrere og efterkommere render rundt med holdninger, der er uforenelige med danske værdier. Sådan lød det fra Ligestillingsminister Eva Kjer Hansen, der mandag i denne uge var på medieturné med resultaterne af en ny rapport bestilt af hendes ministerium. Medierne videreformidlede over en bred kam ministerens budskab loyalt og ukritisk. Og således var det meste, som det plejer at være.
Rapporten ”Maskulinitetsopfattelser og holdninger til ligestilling – særligt blandt minoritetsetniske mænd” blev offentliggjort tidlig mandag morgen. Den er udført af konsulenthuset Als Research i samarbejde med Danmarks Statistik. Resten af dagen havde Ligestillingsministeren travlt med at udlægge rapporten i en række danske medier.
Er det her virkelig, som ministeren fremfor alt brugte mandagen på at føre til torvs, et særligt problem blandt indvandrere og efterkommere? Er det endda et generelt problem blandt indvandrere og efterkommere? Og er det ikke rigtig et problem blandt etniske danskere, som ministeren også lod os forstå?
Det er altid interessant at tage et nærmere blik på denne slags undersøgelser og deres politiske implikationer. For eksempel så vi for nylig og indenfor kort tid to ministerielle rapporter, fyldt med metodiske fejl og fejlkonklusioner, som ministrene med alvorlig mine viderebragte i medierne. Den ene af dem – efterkommerrapporten – handlede også om indvandrere og slog fast, hvor galt det står til med integrationen. Hvilket man slet ikke kunne konkludere, snarere tværtimod, som en række eksperter efterfølgende påtalte, og som Steffen Groth på forbilledlig vis har redegjort for i en række artikler her på POV.international.
Den gang var det umuligt ikke at få den tanke, at fejlkonklusionerne skulle gøde jorden for det såkaldte paradigmeskift i udlændingepolitikken (L140), der lå i støbeskeen, og formelt blev vedtaget i sidste uge. Det er svært at undgå en tilsvarende tanke denne gang.
Metodisk solidt arbejde
Ligestillingsrapporten adskiller sig fra de ovenfor nævnte ved at bygge på et metodisk solidt stykke arbejde, hvilket Als Research og DST skal have ros for. Fagligt set er der efter alt at dømme ikke noget at kritisere, så længe man tager højde for en række forbehold, som rapporten også selv gør tydeligt opmærksom på.
Det vigtigste forbehold er, at hoveddelen af dataindsamlingen er en spørgeskemaundersøgelse. Tallene bygger altså ikke på objektive fakta, men på subjektive svar fra de mennesker, der har valgt at besvare skemaet. Informanterne er ikke nødvendigvis repræsentative for den gruppe, de tilhører, grupperne svarer ikke nødvendigvis (lige) ærligt, og de forstår måske heller ikke spørgsmål og svarmuligheder på nøjagtig samme måde. Spørgeskemaundersøgelser er således altid underlagt en del bias og usikkerhed, som man bør tage bestik af.
Der er imidlertid ikke andre oplagte metoder til at undersøge temaer af denne art, hvis man ønsker at sætte tal på dem (kvantificere dem). Og da Als Research og DST har gjort det meste, man kan, for at udrydde bias og korrigere for usikkerheder, er rapporten det tætteste, vi kommer på en sandhed. Ikke at forveksle med sandhedEN (i det omfang den slags overhovedet findes).
Ministerens udlægning
Der er altså denne gang ikke noget at udsætte på selve rapporten. Men når det gælder ministerens udlægning, er der til gengæld en del at udsætte. Lad os lige kigge på tre af rapportens resultater, som ministeren flere gange i løbet af mandagen vendte tilbage til.
- Kvinders ligestilling.
Stillet overfor udsagnet ”kvinder bør have samme ret til at blive skilt som mænd” erklærede 5% af de minoritetsetniske mænd sig uenige, det samme gjorde 3% af de minoritetsetniske kvinder, 3% af de majoritetsetniske mænd og 1% af de majoritetsetniske kvinder.
- Overgreb mod kvinder.
Stillet overfor udsagnet ”kvinder, der går udfordrende klædt, er selv skyld i, hvis de udsættes for seksuelle overgreb” erklærede 17% af de minoritetsetniske mænd og 14% af de minoritetsetniske kvinder sig enige. For majoritetsgrupperne var det 5% både for mænd og kvinder.
- Homofobi
Stillet overfor udsagnet ”homoseksualitet bør ikke være accepteret i samfundet” erklærede 22% af de minoritetsetniske mænd og 12% af de minoritetsetniske kvinder sig enige. For majoritetsgruppen var det 3% og 1% for hhv. mænd og kvinder.
Med andre ord er ”gammeldags” eller ”udanske” normer i forhold til seksualitet og kvinders rettigheder mere udbredte blandt indvandrere end etniske danskere, og det med en faktor 2-10 alt efter temaet. Og lad mig med det samme slå fast, at her er jeg helt enig med ministeren. Kvinder bør naturligvis have samme rettigheder som mænd. Homoseksualitet bør være fuldt ud acceptabelt. Og det bør seksuelle overgreb overhovedet ikke. Én person, der ønsker et kvinde- eller homo-undertrykkende samfund, er én for meget.
Men hvad med de etniske danskere?
Men her slutter enigheden også. For er det her virkelig, som ministeren fremfor alt brugte mandagen på at føre til torvs, et særligt problem blandt indvandrere og efterkommere? Er det endda et generelt problem blandt indvandrere og efterkommere? Og er det ikke rigtig et problem blandt etniske danskere, som ministeren også lod os forstå?
P1 Orientering var de eneste, jeg i løbet af dagen hørte stille ministeren kritiske spørgsmål. Brita Kvist spurgte blandt andet, hvad regeringen ville iværksætte af indsatser overfor de små 60.000 majoritetsetniske mænd, som undersøgelsen afslører som værende imod homoseksualitet? Underforstået at det trods alt er flere individer end blandt de minoritetsetniske? Til dette meget oplagte spørgsmål svarede ministeren undvigende:
”Jamen, akkurat det samme, altså æh……Jamen, æh, hehe, der synes jeg jo, at vi har mange tiltag og blandt andet er vi jo nu ved at yderligere forbedre rammerne for at der er plads til de forskellige seksuelle orienteringer, som man nu måtte have blandt danskerne, og vi er et meget frihedselskende samfund og befolkning, og det skal vi være i dyb respekt for hinanden, og uanset om man er etnisk dansk eller man kommer med en anden etnisk baggrund udefra, så skal man tage de værdier til sig, og der tager vi jo hele tiden initiativer fra ligestillingsafdelingen side i forhold til kampagner, dialoger, eksempler, for netop at få en større tolerance.”
Udanske værdier går på mere end køn og etnicitet
Meget ukonkret, meget vævende. Ministeren havde tydeligvis ikke lyst til at tale om andet end minoritetsdanskerne. Desværre sluttede interviewet efter dette ubrugelige svar.
Men, som Brita Kvist netop borer i, er det er vel ikke uvæsentligt, at rapporten peger på, at der på mange af parametrene er flere etniske danskere, der tumler med udanske værdier, end indvandrere? Hvorfor interesserer Ligestillingsministeren sig ikke for dette ligestillingsproblem?
Og der er i øvrigt mange andre interessante perspektiver, Ministeren kunne have indtaget, eller medierne kunne have spurgt ind til. For eksempel er det da bemærkelsesværdigt, at langt flere mænd end kvinder bærer på de såkaldte udanske værdier. At mænd i Danmark (stadig) har et problem med ligestilling, er da ikke mindre kontroversielt end at muslimer har?
Eller hvad med det faktum at hver 20. etniske dansker – både mænd og kvinder – synes, at man selv er ude om overgreb, hvis man klæder sig udfordrende? Hvad siger det om de mænd? Hvad siger det om de kvinder? Og hvordan vil ministeren gribe det an?
Det er også interessant, at den største korrelation til ”udanske værdier” slet ikke går på køn eller etnicitet. Men på graden af religiøsitet. At der således er større risiko for at have ”udanske værdier” som troende kristen end som etnisk minoritet? Dette faktum gik ministeren også i en stor bue udenom.
Historik og fremskrivning
Eller hvad med at kigge på hvor godt det faktisk går i Danmark – også blandt minoriteterne – sammenlignet med andre lande? Jeg kender ikke til tal fra andre lande, der svarer fuldkommen til rapportens spørgsmål. Men vi har noget, der ligner fra Pew Research Center i New York, der løbende undersøger accepten af homoægteskaber i en lang række lande.
Her ser man tydeligt, at lande som Danmark, Sverige, Belgien og Holland skiller sig positivt ud med et stor flertal (>80 %) for homoægteskaber, mens billedet er det stik modsatte i de fleste østeuropæiske lande. Også lande som USA og Israel, som vi ellers anser som nogenlunde moderne, rummer stor modstand mod homoægteskaber med hhv. 33% og 47% imod. Vi skal derfor ikke langt væk fra Danmark – hverken geografisk eller kulturelt – for at finde befolkningsflertal med holdninger, der er ”uforenelige med danske værdier”. Blandt minoritetsetniske danskere er det et langt mindre tal.
Eller man kunne kigge på den historiske udvikling. Er vi på rette vej? Er der håb? Her mangler der også sammenlignelige data, men det er da fx interessant at skæve til den undersøgelse, Gallup foretog i 1962 efter en 58-årig homoseksuel lærer fra Blovstrød blev fyret. Her mente kun 15% af den danske befolkning, at en lærer skulle kunne beholde sit embede, hvis han blev afsløret som homoseksuel. 65% mente, at han ikke skulle. Nuvel, tiden var en anden, og homoseksualitet blev opfattet som stærkt forbundet med pædofili. Men hvis modviljen mod homoseksualitet på 50 år er gået fra 65% til 2% blandt etniske danskere, giver det så ikke grund til at tro, at der er håb for de 14-17% homofobiske minoritetsdanskerne? Ikke mindst, da de jo i dag bor i et samfund domineret af helt andre normer? Uanset hvad er det MIT håb, at Als Research får lov at gentage analysen om nogle år, så vi kan se, om der er udvikling i tallene.
Fordrejning og spidsvinkling med politisk mål
Så ja, det ville have klædt ministeren og medierne at stille skarpt på nogle af rapportens mange andre resultater. Men nej. Hverken den internationale, historiske, religiøsitetsmæssige eller kønnede sammenligning fyldte i ministerens udlægning af en ellers solid rapport. Ej heller gjorde det faktum, at problemerne – målt på individer – er større blandt etniske danskere end blandt minoritetsdanskere.
Men disse perspektiver ville selvfølgelig heller ikke have understøttet regeringens udlændingepolitik. For at retfærdiggøre paradigmeskiftet, burkaforbuddet, ghettolovgivningen, fattigdomsydelserne og så videre er det åbenbart nødvendigt at udstille samtlige mennesker med ikke-vestlig etnicitet som en homogen gruppe af formørkede sharia-hungrende kvinde- og homoundertrykkere. Selvom det med denne rapport beviseligt kun er en lille minoritet i minoriteten, der trækker i den retning.
Ofrene for den førte politik er det store flertal af minoritetsdanskere, der ifølge rapporten tilslutter sig ligestilling og ”danske” normer, men alligevel bliver og fortsat vil blive udsat for forskelsbehandling og marginalisering på grund af deres ophav
For et par måneder siden så vi som ovenfor nævnt regeringen lancere to rapporter fulde af metodiske fejl, så de kunne understøtte regeringens politik. Men det er åbenbart slet ikke nødvendigt at fifle med tallene. Selv en rapport af høj faglig kvalitet kan fordrejes og spidsvinkles når det gælder om at kritisere minoriteter i Danmark.
At medierne med få undtagelser på loyal og ukritisk vis leger mikrofonholdere og viderebringer regeringens fordrejede verdensbillede, kan man blot undre sig over.
Og fred være med det, hvis det var en sag uden ofre. Men det er det jo ikke. Ofrene for den førte politik er det store flertal af minoritetsdanskere, der ifølge rapporten tilslutter sig ligestilling og ”danske” normer, men alligevel bliver og fortsat vil blive udsat for forskelsbehandling og marginalisering på grund af deres ophav.
Det er de mange kvinder og mænd af alle etniciteter, der vil blive udsat for overgreb og forskelsbehandling af mænd fra majoritetsgruppen, som regeringen tilsyneladende ikke mener, udgør et problem. Og det er os alle sammen, når regeringen i stedet for at løse reelle problemer, bygge bro og skabe sammenhængskraft, ignorerer de store problemer, forstørrer de mindre og polariserer befolkningen.
Men til syvende og sidst handler det vel endnu engang bare om, at regeringen (ligesom Socialdemokratiet) har fundet ud af, at der er flere stemmer i at kritisere muslimer end forstokkede gammeldanske mænd. Der er til gengæld åbenbart ingen point i at påpege de steder, hvor det faktisk går godt eller går fremad. Så derfor kan selv en rapport om ligestilling vendes på hovedet til at fremme forskelsbehandling. Hvis det ikke var så paradoksalt og trist, ville det næsten være komisk.
Foto: ft.dk.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
