AfD rodfæster sig i Tysklands mørke hjerte

i Politik & Samfund/Europa af

LONGREAD // DELSTATSVALG – Alternative für Deutschland står til at blive det største parti i delstaten Sachsen, der går til valg søndag. Claus Agø Hansen undersøger de mentale landskaber i den tidligere østtyske delstat for at finde svar på, hvorfor højrepartiet nyder så stor opbakning netop blandt Sachsens fire millioner indbyggere.

Den 1. september er der valg i den tyske delstat Sachsen, som har ca. fire millioner indbyggere. Sachsen er tyskernes foretrukne region, når de skal på kulturrejse i eget land.

Kendt for hovedstaden Dresden, også kaldet ”Firenze ved Elben”, for kulturskatte og for den smukke natur. Naturen er foreviget af den tyske romantiks største mester Casper David Friedrich. I hans malerier fra 1800-tallet stræber smukke, granklædte sandstenssøjler gennem tåger mod himlen og illustrerer på samme tid forgængelighed og evighed. Sachsen er med andre ord et sted, hvor fortid og nutid mødes.

Sachsen er også den eneste delstat, hvor højrepartiet Alternative für Deutschland, AfD, er det største parti ifølge meningsmålingerne. I maj 2019 var der valg til Europaparlamentet. AfD fik over 25 pct. af stemmerne og blev det største parti. Sachsen var også for fem år siden, i 2014, den første delstat hvor det nystiftede AfD slog igennem med knap 10 procent af stemmerne. AfD påkalder sig, at det er folkets stemme og sandt er det i al fald, at partiet er startet som protestparti på baggrund af en række forskellige foreningsdannelser.

Det er ikke første gang, at folkelige kræfter skaber nye politiske fronter i Sachsen. Det skete også med demonstrationer i det kommunistiske Østtysklands sidste leveår før murens fald i 1989. Det skete igen ifm. den tyske genforeningskurs, og i 2014 opstod den islamkritiske bevægelse Pegida i delstaten.

Det er tænkere, som filosoffen Martin Heidegger og forfatteren Ernst Jünger, partiet nu støver af for at skabe et nationalkonservativt værdigrundlag. Begge havde en storhedstid mellem Første og Anden Verdenskrig, hvor de kritiserede det liberale demokrati

Hvad er der på færde i Sachsen, og hvorfor er det netop her, befolkningen igen og igen udfordrer de traditionelle politiske partiers hovedlinjer, hvad enten det gælder holdningen til migranter og flygtninge, til EU’s overnationale beslutningskompetence eller til den tyske selvforståelse af Anden Verdenskrig, det vi under ét kan kalde erindringskulturen?

I dansk presse refereres ofte socioøkonomiske forklaringer på højredrejningen. At arbejdsløsheden er høj især blandt de unge. At lønniveauet i det tidligere kommunistiske Østtyskland stadig halter efter 30 år efter genforeningen. At man før murens fald ikke var vant til fremmede.

Spørgsmålet er imidlertid om ikke man skal grave dybere, for virkelig at forstå hvilken udvikling der er på færde, når det kommer til AfD’s stigende opbakning.

Det gælder især, fordi AfD frem for alt fører en kulturkamp, som man ikke forstår spændvidden og dybden i, hvis ikke man ser på de historisk-filosofiske tanker, partiet trækker på.

Det er tænkere, som filosoffen Martin Heidegger og forfatteren Ernst Jünger, partiet nu støver af for at skabe et nationalkonservativt værdigrundlag. Begge havde en storhedstid mellem Første og Anden Verdenskrig, hvor de kritiserede det liberale demokrati. Begge har været kritiseret for, at deres tanker direkte eller indirekte var med til at danne grundlag for nazismens tankegods.

En længsel efter det oprindelige liv

Sachsen ligger mellem Vest- og Østeuropa klemt op mod den skovklædte bjergkæde Erzgebirge med grænse til Tjekkoslovakiet i syd og Polen i nord. Placeringen understreger den politiske spaltning som Tyskland oplever, hvor befolkningen i øst hælder til de østeuropæiske staters nationalkonservatisme og befolkningen i Tysklands vestlige delstater overvejende bekender sig til liberale og grønne partier. Efter Første Verdenskrig måtte Tyskland afstå store områder med i øst ved fredsafslutningen. Før afståelsen befandt Sachsen sig i Tysklands hjerte.

Der løber dybe kløfter mellem hovedstadstænkningen i metropolen og hovedstaden Berlin, og oplevelsen af tilværelsen og dens politiske dimensioner et par timers kørsel sydpå, hvor man krydser grænsen til de sachsiske valgkredse.

I mellemkrigstiden var vandrefuglsbevægelsen (”Wandervogel”) meget udbredt her. Den var opstået i 1896 som en reaktion på det moderne og fremmedgørende samfund og dets forurenede storbyer. En vigtig del af bevægelsen var længslen efter det autentiske og oprindelige (kultur)liv. Man vendte sig mod naturen, fællesskabet og oplevelser.

I det sydlige Sachsen var det en udbredt fornøjelse at vandre i Böhmerskoven med dens vandfald og kløfter, der hørte man konstant sang og jodlen, og fællesskabet blev dyrket under pauser ved bjerghytterne, hvor der blev fortæret øl og pølse.

AfD fastholder gang på gang vigtigheden af de sædvaner, man har opbygget gennem århundreder, og i den ophedede flygtningedebat har et begreb som ”Leitkultur” ofte været anvendt, forstået identitetsmæssigt som en dominerende tysk kultur, der bør fungere som ledestjerne for integration og assimilation

Samtidig nåede dekadencen få hundrede kilometer nordpå sit højdepunkt i Weimarrepublikkens Berlin, i kabareter med nøgendansere, seksuel frigørelse og misbrug.

Hvorledes Berlin tog sig ud i mellemkrigstiden er vist på fortrinlig vis i tv-serien Babylon Berlin fra 2017, der går sin sejrsgang verden over og blev vist sidste år i dansk tv. Tv-serien bærer navnet Babylon Berlin, fordi den refererer til Alfred Döblins roman Berlin Alexanderplatz. I romanen omtaler hovedpersonen Berlin som ”den store hore”, en tilstand mere end et fysisk sted, hvor seksuelle perversiteter, misbrug og egne drifter fastholder ham i et psykisk fængsel ude af stand til at leve et almindeligt borgerligt liv.

Weimarrepublikkens skørlevned var en medvirkende anstødssten til, at de reaktionære kræfter i form af nazisterne begyndte at skyde frem i de tyske provinser og til sidst også indtog Berlin.

Det er denne kulturelle spaltning, mellem de traditionelle livsformer og modernitetens grænsesprængende troldspejl, der blev Tysklands forbandelse i mellemkrigstiden, og det er den samme spaltning, der går igen i dag. AfD fastholder gang på gang vigtigheden af de sædvaner, man har opbygget gennem århundreder, og i den ophedede flygtningedebat har et begreb som ”Leitkultur” ofte været anvendt, forstået identitetsmæssigt som en dominerende tysk kultur, der bør fungere som ledestjerne for integration og assimilation.

”Wir sind ein Volk”

Der er knapt 200 kilometer mellem Berlin og Dresden. En biltur på to en halv time. Den åndelige rejse er længere. Berlin er oplysningstidens fornuftshelle. Byen, hvor Wilhelm von Humboldt skabte verdens første moderne universitet med et tilhørende dannelsesbegreb, som indbefattede den frie ånd, den uhæmmede og ikke-regulerede forskningstradition. Et sted, hvor ideer skulle brydes, hvor åbenhed og tolerance dominerer og verdensborgeren er idealet.

Oplysningstidens store forløsning fandt sted her i håbet om at smede en ny verdensborger. Idealer, som også for hundrede år siden blev anfægtet med nationalismen, første verdenskrig og fremkomsten af den tyske nationalsocialisme. En udvikling som verdens mest læste forfatter i mellemkrigstiden, den jødisk-østrigske Stefan Zweig begræd i mesterværket Verden af i går. I Berlin frisatte liberale principper en uhæmmet kulturel kreativitet, så byen blev et kulturelt verdenscentrum.

Centralt hos partiet er en ændret selvforståelse af nazitidens forbrydelser under Anden Verdenskrig. Når tyskerne ser sig i spejlet, har bødlen ofte skuet tilbage på dem. AfD’s partiprogram sigter decideret på at skabe en ny og positiv tysk selvbevidsthed

Berlin udgør en kampesten i den europæiske civilisation. Der går en lige linje fra oplysningstidens hyldest af den rene fornuft til verdensborgeren og multikulturalismen i metropolen Berlin. Berlin udtrykker de liberale idéers udgangspunkt i individet snarere end de store fællesskaber.

Dresden, Sachsens hovedstad har en ganske anden historie. Sammen med Leipzig var det arnestedet for den folkelige modstand mod det kommunistiske regime i Østtyskland. Modstanden blev mere og mere organiseret gennem 1980’erne og havde tilknytning til den protestantiske kirkes præster. Det var samtidig det første sted, demonstranter blev anerkendt og fik foretræde for den kommunistiske ledelse i 1989, kort før muren faldt.

Det er også i Dresden, at Helmuth Kohl i 1990 holdt en tale for den østtyske befolkning efter murens fald. Den kristeligt-demokratiske kansler fra Vesttyskland havde aftalt med sin regering og sit partibagland, at han skulle tale om det fremtidige samarbejde mellem de to tyske stater. At han skulle præsentere ideen om et statsforbund. Men han blev afbrudt af de over 100.000 tilhørere. Hurtigt voksede råbene: ”Wir sind ein Volk”, vi er ét folk! Det skete foran Frauenkirche, Fruekirken som stadig lå i ruiner efter de allieredes bombardementer af Dresden i foråret 1945.

Helmuth Kohl i Dresden 1990. Foto: Bundesarchiv, Wikimedia Commons.

Folkestemningen afgjorde de politiske overvejelser, og Kohl besluttede sig for at tage genforeningskampen i et EU, hvor især Frankrig og England var kritiske over for Tysklands genforening. Kohl var ikke kendt for hverken sin strategiske begavelse eller sine retoriske evner. Hans styrke var det politiske instinkt, og fra den dag var hans politiske kompas kun indstillet mod målet: Tysklands genforening.

I årene efter genforeningen blev Frauenkirche ikke kun genopbygget, men rekonstrueret i alle detaljer som et af de første kulturprojekter i det genforenede Tyskland. Det skete med de originale sten fra ruindyngerne. Fruekirken er i dag en konkret manifestation af et konservativt livssyn, en forståelse af tilværelsen, hvor fortiden flyder i lange stræk bag det nulevende.

Arven fra Heidegger

I dag har råbene i Sachsen ændret sig. AfD-tilhængerne råber nu: ”Vi er folket”. Fra genforeningsbrølet, der blev til en positiv politisk vision, som bragtes i mål, udtrykker råbene nu kritik af det eksisterende system. De er udtryk for den dybeste mistillid til den politiske elite og til medierne, der ses som en løgnagtig medsammensvoren. Kritikken gælder både det socialdemokratiske parti SPD, som har historisk lav tilslutning, og den rettes mod det konservative kristeligt-demokratiske CDU, som under kansler Angela Merkels ledelse lod en million flygtninge vandre over grænsen under flygtningekrisen i 2015. Det har polariseret Tyskland, og intet sted har modstanden været større end i Sachsen.

Syd for Dresden ligger de mørke skove, der beklæder Erzgebirge, bjergkæden der adskiller Tyskland fra Tjekkiet. Det er mørkt i de utallige dalstrøg, det er grønt, og der er et væld af landsbyer, over 50, hvis navn ender på -grün. Her mindes man om, at skoven har en særlig plads i tysk kultur. Hedenske guder boede i skovens gamle ege, som af den grund blev fældet af Karl den Store under den frembrydende kristendom i 700-tallet. Derefter blev skoven sæde for truende dyr og væsener i Middelalderen. Endelig blev den i 1800-tallets romantiske bevægelse besjælet som erindringslandskaber, der var gået tabt med bydannelserne.

I AfD er det især parlamentsmedlemmet og filosoffen Marc Jonger, en tidligere forskningsassistent for Peter Sloterdijk, som søger at forankre partiets tankegods i den tyske fortid

Mørkere er den tyske filosof Martin Heideggers forhold til skoven. Skoven udtrykker hos Heidegger det agrare tyske folks værens-relation, et livssyn der er bundet til naturen og fortiden og kontinuiteten i tilværelsen. Problemet med Heidegger er hans antisemitisme. For han sætter en modsætning op til skoven: ørkenen. Den er gold og stenet og historisk hjemstavn for det nomadiske jødiske folk, som kendetegnes ved et mangelfuldt tilhørsforhold til jorden.

De allerseneste års forskning har påvist Heideggers forsøg på at skabe en metafysisk klippegrund for nazismen. Det har først været muligt efter udgivelsen af Heidegger hidtil båndlagte ”sorte hæfter”, uudgivne forskningsoptegnelser. Nazismens verdensanskuelse og racismeteorier fandt hos Heidegger en metafysisk grund, hvorfor hans skovsyner er alt andet end uskyldigt romantiske.

Natursynet har hos AfD ikke indtil nu haft synderlig stor betydning. Men i forsommeren opfordrede partiets ungdomsorganisation ”Junge Alternative” til, at man beskæftiger sig mere med omverdensbeskyttelse og klima som en naturlig del af kultur- og værdipolitikken. Hidtil har man fokuseret på nyttetænkning, og fx set økologisk landbrug som en produktionsform, der giver højere priser for almindelige mennesker. Måske er et nyt natursyn på vej, som er mere heideggersk?

At skabe en ny og positiv tysk selvbevidsthed

I partiet er det især parlamentsmedlemmet og filosoffen Marc Jonger, en tidligere forskningsassistent for Peter Sloterdijk, som søger at forankre partiets tankegods i den tyske fortid. Det er værd at bemærke, at  AfD’s ”partifilosof” Marc Jonger hører hjemme på en nationalkonservativ fløj, som lægger afstand til den mere aktivistiske og flygtningefjendtlige fløj, der er stærkest forankret i det tidligere Østtyskland.

Centralt hos partiet er en ændret selvforståelse af nazitidens forbrydelser under Anden Verdenskrig. Når tyskerne ser sig i spejlet, har bødlen ofte skuet tilbage på dem. AfD’s partiprogram sigter decideret på at skabe en ny og positiv tysk selvbevidsthed. Man vil ikke lade tysk erindringskultur dominere af holocaustforbrydelserne og de 12 år under nazismen, hvor landet kastede sig selv ud i destruktion under Hitlers ledelse. Det er et centralt element i partiets kulturkamp.

Kulturkampen har to mål, dels at skabe et positivt begrundet nationalkonservativt grundlag, dels at skabe en kobling mellem det, man kalder en ”skyldkult” og Angela Merkels åbning af grænserne under flygtningekrisen i 2015. Pointen er i partiets forståelse, at man på grund af landets sorte fortid ikke er i stand til at føre politikker, der er i overensstemmelse med folkets interesser.

Man kæmper således også om fortolkningsretten til den tyske fortid, og hvad den skal bruges til.

Nationen springer af det folkelige fællesskab

Forfatteren Thomas Mann skelnede mellem civilisation og kultur i værket Et upolitisk menneskes betragtninger der udkom i 1918. Man kan i dag blive i tvivl om, hvorvidt det i Dresden og Sachsen er civilisationen eller kulturen, der er dominerende mentalitetsmæssigt. Kulturen her forstået som den historiske bevidsthed, om hvad man er rundet af, rødderne, smagen, stilen, sproget. Mann skrev på skriftet under næsten hele Første Verdenskrig, og afsluttede det i en moden og produktiv alder som 43-årig.

Manns skrift er en kritik af det liberale demokrati og et forsvar for Tysklands ret til ikke at udvikle sig langs de linjer, som civilisationstanken foreskriver. Mann var kulturkonservativ og fokusererede på de lange linjer i fortiden. Han afskyede frem for alt fordummelsen, pengene og den sociale ingeniørkunst, der ville indrette samfundet og organisere menneskene. Civilisationen, det var for Mann politisering og demokrati, klassekamp og republikvælde. Det var oplysning, og det var abstrakt tænkning og idéer forankret i den tynde luft.

Mann og Jünger er repræsentanter for en tænkning, der i mellemkrigstiden argumenterede for, at Tyskland skulle finde en tredje vej mellem det liberale demokrati og Sovjetunionens kommunisme, baseret på den kulturbårne nationalkonservative stat

Over for den fornuftstyrede civilisation står i følge Mann den tyske kultur, landet af digtere og tænkere med stolte traditioner fx i romantikkens drømme og søgen mod inderlighed. Som den modne mæandrerende flod flyder kulturen frit og uhæmmet, en strøm af værdikonservatisme, båret af følelsen af fællesskab, af at høre til. Kultur er folkekultur, og nationen springer af det folkelige fællesskab.

Thomas Manns sondring er vigtig, fordi den viser en tænkning, som er central i forhold til at forstå AfD og de bevægelser, der er på spil nu. Sondringen var en præcis diagnostik af statsudviklingen i det tidlige 20. århundrede, men eksisterer måske som en evig spænding i det moderne samfund? Den giver stadig i dag en nøgle til at forstå kritikken af det grænseoverskridende, hvad enten det er overstatslige organisationer som EU, en røvergrisk kapitalisme båret af transnationale selskaber eller migranter fra Afrika og Mellemøsten der krydser Europas grænser.

Den tredje vej

Ernst Jünger er med i AfD’s ligning, fordi han i sin tænkning, eksemplificeret i romanen I stålstormen fra 1920 tegner et billede af Første Verdenskrigs rensende og æstetiske dimensioner (hvor vi andre ser rædsel og industriel masseødelæggelse). Mændene, dvs. heltene hos Jünger, er fyldte med thymos, et græsk begreb anvendt af filosoffen Platon, som betegner energi, engagement, handlekraft og vrede. Thymos, postulerer Marc Jonger, har man for lidt af blandt tyske mænd. Derfor er modstandskraften over for det fremmede, over for det utyske for lille.

Vi har mistet os selv, er postulatet, og thymos er det der skal skabe balance i tingene i en verden, hvor den universelle humanisme i form af fx flygtningekonventioner overtrumfer det national-kulturelle. Nok fremstår Jonger som ”partifilosof” og nationalkonservativ, men det er svært at se disse betragtninger udelukkende som en vækkelse af den tyske ungdom uden at medtænke de tilfælde af overfald og brandstiftelser på flygtningehjem, som Tyskland også har haft.

AfD kan på mange måder ses som et parti, der søger at genopleve den tredje vej. Man bør imidlertid ikke forfalde til at kalde partiet for nazistisk eller neo-nazistisk

Mann og Jünger er repræsentanter for en tænkning, der i mellemkrigstiden argumenterede for, at Tyskland skulle finde en tredje vej mellem det liberale demokrati og Sovjetunionens kommunisme, baseret på den kulturbårne nationalkonservative stat. Tanken om denne såkaldte ”Sonderweg” sluttede i følge den tyske historiker Heinrich August Winckler, måske den største nulevende af de tyske faghistorikere, først med Murens fald og Tysklands genforening i 1990. Herefter tilsluttede et samlet Tyskland sig den liberale ideologi.

AfD kan på mange måder ses som et parti, der søger at genopleve den tredje vej. Man bør imidlertid ikke forfalde til at kalde partiet for nazistisk eller neo-nazistisk. AfD hylder fx aktivt gerningsmændene bag attentatet mod Hitler for 75 år siden. De anser Grev Claus von Stauffenberg og hans medsammensvorne som helte. Det er en væsentlig pointe i at forstå deres politiske kurs. For nazister afskyr Stauffenbergkredsens såkaldte forræderi, og store dele af det tyske establishment tager stadig i dag afstand fra den af to årsager. For det første fordi attentatet skete på et tidspunkt, hvor Tyskland var på hælene i krigen, og kunne være blevet kastet ud i et forsvarsløst kaos. For det andet fordi Stauffenberg absolut ikke var demokrat, men snarere hyldede den kulturkonservatisme, som Thomas Mann beskrev som en mulig tredje vej.

Om kort tid bliver stemmerne afgivet til delstatsvalget og det vil vise sig, om sachserne vil støtte AfD’s protestkurs mod det liberale og moderne, som før har spaltet Tyskland.


Denne artikel er en udvidet version af kronik i Jysk Fynske Medier der bringes på valgdagen d. 1. september.


Foto: Flickr. 

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Claus Agø Hansen er cand. scient. i kulturgeografi og har bibeholdt sin interesse for økonomisk geografi og geopolitiske problemstillinger.

Privat har han en forkærlighed for bluegrass, idræt, skak, litteratur og vandringer i de høje bjerge. Han arbejder som uddannelsespolitisk rådgiver i HK/Privat. Dertil er han stifter af den litterære Salon Kapitola, som afholder litterære arrangementer og producerer podcasts med fokus på kulturhistoriske og litterære emner. Han er er desuden skribent og forfatter til kronikker, artikler og fagbøger.

Du kan støtte Claus’ fortællervirksomhed ved at indsætte et beløb på mobile pay 40459528.

Seneste artikler om Politik & Samfund