POLITIK // KOMMENTAR – Der tegner sig en tendens, skriver Povl Gad efter, at regeringen to gange indenfor kort tid er endt i fejludlægninger af sine egne undersøgelser. Spørgsmålet er, hvordan tendensen skal forstås: God, ond eller grusom? Gad kaster tre perspektiver på regeringens omgang med egne rapporter.
To gange indenfor en måned er regeringen endt i problemer med fejludlægninger af sine egne undersøgelser. ”Tredjegenerationsindvandrere klarer sig ikke bedre end anden generation”, konkluderede Undervisningsministeriet og Udlændinge- Integrationsministeriet (fejlagtigt) på baggrund af ”efterkommerrapporten” lige før jul.
I sidste uge var det så en rapport om sygefravær i den offentlige sektor fra Finansministeriet og Beskæftigelsesministeriet, der (ikke) viste, at sygefraværet i den offentlige sektor er højere end i det private. I begge tilfælde handler det om basale metodiske fejl, og at ministrene i deresudtalelser ser bort fra de nødvendige forbehold, der (mere eller mindre godt gemt væk) fremgår af rapporterne.
Med andre ord giver historierne grund til at mistænke, at regeringen med glæde underbygger sin politik med fakta, så længe fakta underbygger regeringens politik
I begge tilfælde har den forvrængede udlægning passet godt ind i regeringens politiske dagsorden, mens den korrekte ikke gjorde det.
Det kan naturligvis være et rent tilfælde med to så ens hændelser på så kort tid. Men det kan også være udtryk for en tendens. Spørgsmålet er bare, om det er en god, ond eller ligefrem en grusom tendens?
Er ministrene dårligt begavede eller ligeglade?
På den gode side viser de to historier, at regeringen ønsker at basere sin politik på fakta. I stedet for at føre politik ud fra ideologi, frygt, folkestemning eller mavefornemmelser, har man her iværksat undersøgelser for at belyse to områder, hvor man vil gøre politiske tiltag. Dette burde være en selvfølge i et oplyst demokrati, men er det sjældent. Så det er på alle måder en god tendens.
Fra den onde vinkel peger sagerne på, at mindst én af følgende to ting er helt gale: Enten forstår regeringens embedsværk ikke helt basale videnskabelige metoder og kommer til fejlslutninger ved populært sagt at sammenligne æbler og pærer i deres analyser. Og/eller er ministrene så helt urimeligt dårligt begavede og fejlcastede, at de misforstår og fejludlægger disse analyser på trods af embedsværkets udtalte forbehold.
Begge dele burde godt nok være umuligt. Ministerierne har råd til at ansætte de bedste fagfolk, og ministrene er overvejende veluddannede og har dertil adgang til rådgivning fra hundredevis af eksperter indenfor snart sagt alle fagområder.
Så måske er hverken ministre eller embedsværk inkompetente? Den grusomme, men nærliggende tanke er, at de bare er ligeglade.
Kreative metodiske tilgange
Det er ikke urimeligt at antage, at de to undersøgelser, udført af ministerierne selv, ikke udelukkende udspringer af en fordomsfri og nysgerrig lyst til at blive klogere (som det f.eks. bør være tilfældet i enhver videnskabelig undersøgelse). Der er selvfølgelig også afsat tid og penge til undersøgelserne i den forventning eller forhåbning, at de vil understøtte regeringens politik. Det gjorde de så ikke – eller de gjorde det kun ved tvivlsomme metodiske valg og med afgørende forbehold.
Problemerne ved den kyniske tilgang hober sig imidlertid op. Man undergraver tilliden til sig selv, og puster dermed til den voksende politikerlede
Og hvad hulen gør man så, når man som minister bliver forelagt fakta, der mildest talt er ubelejlig? Erkender man at have taget fejl og justerer sin politik? Nej, det ville være politisk selvmord. Lægger man undersøgelserne i skuffen, hvor de bare venter på, at oppositionen og nævenyttige journalister finder dem og tvinger regeringen i defensiven?
Selvfølgelig heller ikke. Nej, det lader til at den valgte strategi er at handle offensivt. Ved at tage initiativet kan man måske nå at få en forvrænget version frem og høste et par point, inden fejlene kommer for en dag. Så sikrer man sig, at fakta ikke står uimodsagt, og i bedste fald husker vælgerne kun den forvrængede version. Eller måske tilbagestår det hele bare i et røgslør af tvivl. Begge dele er bedre end alternativerne – altså set fra en skruppelløs spindoktors perspektiv.
Med andre ord giver historierne grund til at mistænke, at regeringen med glæde underbygger sin politik med fakta, så længe fakta underbygger regeringens politik. Og hvis fakta ikke gør dette, må man jo opfinde nogle alternative fakta. Og til det er embedsværket åbenbart leveringsdygtig i kreative metodiske tilgange, uanset at de for en god ordens skyld dækker sig ind med lidt forbehold gemt godt af vejen i nogle bilag.
Hvad er formålet?
Problemerne ved den kyniske tilgang hober sig imidlertid op. Man undergraver tilliden til sig selv, og puster dermed til den voksende politikerlede. Man undergraver embedsværkets troværdighed og dermed tilliden til staten i almindelighed. Man undergraver også tilliden til viden og fakta som sådan. Man undergraver med andre ord tilliden til vores demokrati, hvilket til syvende og sidst nok er en større trussel mod vores samfundsmodel end islamiske fundamentalister, russiske troldefabrikker og iranske dødspatruljer.
Historierne bidrager således forhåbentligt også til en svækket tillid mellem magthavere og medier
Og med hvilket formål? Nationens sikkerhed? Vækst og velstand? At forhindre klimakatastrofen? Næh, det eneste formål med regeringens fakta-forvrængning lader til at være at sikre sin egen eksistens. Det er det laveste formål, man kan tænke sig.
Lyspunktet ved historien er, at den fjerde statsmagt, medierne, ikke (helt) er løbet med på regeringens fakta-forvrængninger i denne omgang. Berlingske, der i tæt samarbejde med ministerierne bragte efterkommerhistorien, og Ritzau, der ukritisk videreformidlede den, har begge tydeligt dementeret historien og beklaget forløbet. Og sygefraværsrapporten nåede ikke langt, før der blev sat kraftige spørgsmålstegn ved den af kritiske journalister og eksperter. Historierne bidrager således forhåbentligt også til en svækket tillid mellem magthavere og medier.
Og det er godt. I al sin grusomhed.
Topfoto: Pexels
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
