Miljøbevægelsens to ansigter – systemkritik og reformer

i Grønt/Business af
GRØN ANALYSE // POV BUSINESS –  Miljøbevægelsen befinder sig i en situation, hvor der er behov for en diskussion om forholdet mellem de to ansigter, bevægelsen altid har haft: et systemkritisk og et reformistisk. Politolog, og tidligere lektor i samfundsfag på Aalborg Universitet Erik Christensen ser på, hvad vil det sige og hvordan forholdet mellem de to ansigter har været.

Lige siden den moderne miljøbevægelses gennembrud fra slutningen af 1960’erne og i begyndelsen af 1970’erne har miljøbevægelsen stillet spørgsmålstegn ved det nuværende kapitalistiske/industrielle samfundssystems evne til at løse miljøproblemerne, forurenings- og ressourceproblemerne. Det er det systemkritiske ansigt. Det skete mest markant i forbindelse med Rom-klubbens rapport ”Grænser for vækst” i 1972.

Allerede i 1971 havde den socialdemokratiske regering oprettet et ‘forureningsministerium’. Navnet viser klart, hvordan man så på miljøproblemerne dengang. Man ville bekæmpe den synlige forurening igennem nye restriktioner

Den langsigtede løsning på miljøproblemerne kræver ifølge denne tænkning et opgør med den økonomiske vækst.

Men allerede i 1971 havde den socialdemokratiske regering oprettet et ‘forureningsministerium’. Navnet viser klart, hvordan man så på miljøproblemerne dengang. Man ville bekæmpe den synlige forurening igennem nye restriktioner. Danmarks Naturfredningsforening var en af de organisationer, der pressede på for reformer, og den første miljølov kom i 1973. Det er det reformistiske ansigt.

Miljøbevægelse
Foto: Noah

Det er interessant, at den danske miljøbevægelse NOAH, der allerede blev oprettet i 1969, var de første til at udpege den kapitalistiske vækstdynamik som miljøproblemernes grundlæggende problem. Samtidig var de imidlertid også reformorienterede ved på en række områder at kræve mere dybtgående reformer.

Sammenhængen mellem systemkritik og reformer

Systemkritik og reformpolitik er imidlertid forbundet.

Hvis man i miljøbevægelsen kun kritiserer systemet og forlanger dybtgående ændringer for at løse problemerne, taber man tilslutning i den brede befolkning og ville formentlig ende med at vende et betydeligt flertal af befolkningen mod sig, fordi man insisterer på radikale forandringer. Man bliver udgrænset, ekskluderet i offentligheden.

Almindelige mennesker vil have løst de synlige og store problemer, de står overfor. De kræver konkrete reformer af politikerne, og om problemerne endeligt kan løses eller ej, må tiden vise. Så må man iværksætte mere radikale reformer. Hvis det så heller ikke viser sig muligt, vil en større andel af befolkningen muligvis være åben overfor at se problemerne som systemproblemer, der kræver mere radikale ændringer af systemet.

Hvis man interesserer sig for små grønne reformer i miljøbevægelsen, kan man ende med at miste retningen og perspektivet i miljøpolitikken

Hvis man omvendt kun interesserer sig for små grønne reformer i miljøbevægelsen, kan man ende med at miste retningen og perspektivet i miljøpolitikken; man risikerer med andre ord aldrig at nå roden af problemerne og mister muligheden for at analysere og tackle de dybereliggende årsager og sammenhænge. Man bliver ved at lappe på systemet uden at løse problemerne.

miljøbevægelsen
MIljøbevægelsen har historisk været aktivistisk. Og det har klimabevægelsen kun forstærket. Foto: Piqsels.

For at løse problemerne må man foretage et perspektivskifte. Man bliver inkluderet og ude af stand til at drive reformudvikling frem og foretage et paradigmeskift i problemløsningen.

Ved både at gå ind for systemkritik og reformer undgår man både at blive ekskluderet og inkluderet og sikrer en dynamisk miljøpolitik.

Hvor står vi i dag?

Miljøbevægelsen er i dag bred og mangfoldig med mange bevægelser og organisationer især indenfor klimapolitikken, men har myriader af fokuspunkter og findes overalt fra græsrødder og forskere over regeringer til NGO’er og aktører i det private erhvervsliv.

Dobbeltperspektivet med systemkritik og reformer findes imidlertid langtfra i alle dele af den brede miljøbevægelse. Den største del af bevægelsen er især reformorienteret, mens det kun er en lille del, der er radikal ved både at være system- og reformorienteret.

Man kan spørge om, hvorfor en debat om forholdet mellem systemkritik og reformer er relevant i dag?

Den globale miljøsituation lægger med andre ord derfor op til systemændrende reformer

Et bud set med danske briller er, at regeringen og flertallet af folketinget har vedtaget en meget radikal klimapolitik med målet om en 70% reduktion af CO2 i 2030.

Internationalt fremhæver flere og flere fremtrædende økonomer, at et opgør med den økonomiske vækst som en målsætning for samfundet må finde sted. Den empiriske miljøforskning viser, at en absolut afkobling mellem økonomisk vækst og miljøpåvirkning ikke er mulig. Der må ske en væsentlig reduktion i de rige landes materiale- og energiforbrug, deres økologiske fodspor må kraftigt reduceres, hvis man skal holde sig indenfor Parisaftalens målsætning om 1,5- 2 C-graders målsætning.

Den globale miljøsituation lægger med andre ord derfor op til systemændrende reformer.

miljøbevægelsen
Klimabevægelsen er udbredt over hele verden. Foto: Piqsels

Den reformorienterede del af miljøbevægelsen og regeringens eget Klimaråd er fremkommet med en kraftig kritik af, at der mangler mere klare reformtiltag, der kan vise, at man kan nå målet. Men det sker, uden at man problematiserer systemets dynamik, den fortsatte økonomiske vækst.

Den mere radikale del af miljøbevægelsen presser samtidig på med slogans om opgør med vækstsamfundet og kravet om ”modvækst”, samtidig med at fremtrædende miljøforskere taler om, at vi må bevæge os ind i et ”post-vækst”=”eftervækstsamfund”.

Det betyder, at der er på den ene side er behov for, at der kommer en debat om den økonomiske vækst betydning i den reformorienterede del af miljøbevægelsen, og at der på den anden side i den systemkritiske del af miljøbevægelsen sker en sproglig afklaring af kritikken af den økonomiske vækst.

Hvad kan man lære af miljøbevægelsens historie?

Systemkritikkens historie

”Grænser for vækst” skabte stor debat i 1970’erne. At der skulle være grænser for vækst blev afvist af de fleste, alle de politiske partier og alle fremtrædende økonomer. En undtagelse var bogen ”Oprør fra midten” som kom i 1978 og som alternativ til den økonomiske vækst anbefalede skabelsen af et humant ligevægtssamfund med bl.a. borgerløn. Men debatten mellem den systemkritiske og den reformorienterede del af miljøbevægelsen var med til at drive debatten frem og ændre holdningen i en række politiske partier i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne.

I takt med at miljølovgivningen voksede i 1980’erne og mange rettede blikket imod de kortsigtede problemer, fortonede systemkritikken sig. Debatten mellem systemkritik og reformer kom først rigtig i gang igen i slutningen af 1980’erne med Brundtland-rapporten, ”Vores Fælles Fremtid” i 1987.

Den radikale del af miljøbevægelsen fastholdt grænser for vækst-perspektivet og tilsluttede sig den systemkritiske tolkning, at udvikling betød en kvalitativ udvikling, mens vækst betød en kvantitativ udvikling

Den fik slået begrebet bæredygtig udvikling, som det centrale begreb, fast i miljøpolitikken. I denne rapport lå imidlertid to forskellige fortolkninger gemt:

Den dominerende fortolkning var, at man kan kunne skabe en bæredygtig grøn vækst, hvorimod de antydninger, man også kunne finde i rapporten var, at der var væsentlig forskel på en bæredygtig udvikling og en bæredygtig vækst.

Den radikale del af miljøbevægelsen fastholdt grænser for vækst-perspektivet og tilsluttede sig den systemkritiske tolkning, at udvikling betød en kvalitativ udvikling, mens vækst betød en kvantitativ udvikling. Heroverfor støttede dele af miljøbevægelsen og de fleste politiske partier tanken om en bæredygtig grøn vækst.

Næste gang systemkritikken i miljøbevægelsen gjorde sig gældende i offentligheden var i 2008, hvor den radikale del af miljøbevægelsen NOAH i Danmark begyndte at tale om ”modvækst” (fra fransk ”décroissance” og på engelsk ”degrowth”). NOAH’s tidsskrift Nyt Fokus har aktuelt udgivet et særnummer (nr. 17, 2021) om ”Modvækst”.

Miljøbevægelsen
Fra miljøbevægelsens ungdom. Foto: Noah.

Samtidig med at dele af den radikale miljøbevægelse i Europa i stigende grad siden 2008 har brugt begrebet ”degrowth”, er andre dele begyndt at bruge et andet begreb, som også signalerer en modstand eller modsætning til den økonomiske vækst, ”post-growth” eller på dansk eftervækst.

Det skete i en kronik i Politiken den 5. juni 2020, hvor en række miljøforskere kom med et opråb ”Vi må gøre op med vækstmanien”, at vi har behov for en post-vækst, som ikke handler om at iværksætte kriser og lede verden i recession men om at flytte fokus fra vækst til samfundets trivsel, frihed, tryghed, velfærd og meningsfuldt arbejde.

I dag er der ikke kommet en debat mellem den etablerede miljøbevægelse om den økonomiske vækst og ”modvækst”, og de politiske partier selv de vækstkritiske bruger ikke begrebet ”modvækst”.

Man kan med rette stille spørgsmålet, om ”modvækst” er det mest hensigtsmæssige slogan i kampen for at problematisere den økonomiske vækst som samfundets overordnede målsætning. Tim Jackson mener, at det kan fastholde debatten i et dualistisk perspektiv. Enten er man for økonomisk vækst eller også er man imod økonomisk vækst. Derfor kalder han det også ”en ikke helt tilfredsstillende respons”.

Der er behov for, at den radikale systemkritiske del af bevægelsen prioriterer at gå i debat med den etablerede reformorienterede del af bevægelsen om at problematisere den økonomiske vækst og mere konkret vise, hvordan man overvinder væsentlige forhindringer på vejen for at opnå klimamålene

Selvom tilhængerne af modvækst, når de skal forklare sig nærmere, siger, at ”modvækst” ikke er ensbetydende med lavkonjunktur, fraværet af vækst eller blot at reducere størrelsen af det bestående, men en helt anden udvikling, et andet økonomisk system byggende på tilstrækkelighed, deltagelse, fællesskab og omsorg i stedet for konkurrence, centralisering, og kapitalens frie bevægelighed.

Som tidligere i miljøbevægelsens historie er der behov for, at den radikale systemkritiske del af bevægelsen prioriterer at gå i debat med den etablerede reformorienterede del af bevægelsen om at problematisere den økonomiske vækst og mere konkret vise, hvordan man overvinder væsentlige forhindringer på vejen for at opnå klimamålene.

Der mangler en diskussion og afklaring af miljøbevægelsens sprog og strategi, for at bevægelsen kan udnytte muligheden for et større gennembrud i offentligheden.

Det, der specielt er vanskeligt at tackle, er det Tim Jackson har kaldt vækstdilemmaet (2019, s. 98-112).

Bryd vækst og beskæftigelsestrædemøllen

I øjeblikket befinder de kapitalistiske samfund sig i en strukturel afhængighed af den økonomiske vækst. På den ene side er den traditionelle vækst helt uholdbar set i lyset af de klare miljøødelæggelser, den skaber og de målsætninger om CO2-reduktion, vi står over for de næste ti år.

På den anden side er vi med de nuværende løsningsmekanismer nødt til at producere mere for hvert år for at undgå massearbejdsløshed. Økonomisk tilbagegang betyder forringede leveforhold og ulighed igennem en stagnerende og faldende realløn, forringet arbejdsmiljø, mindsket jobsikkerhed og dårligere miljø. Det taler for, at en vis økonomisk vækst på kort sigt er nødvendig, hvis man skal undgå de konsekvenser en økonomisk tilbagegang normalt medfører.

I en rapport fra Det Europæiske Miljøkontor (EEB) om, hvordan vi i EU kommer ud af Covid19-pandemien siger man, at vi befinder os i en ”økonomisk trædemølle”, en situation, hvor de forbedringer, man hele tiden bliver stillet i udsigt, hurtig bliver spist op eller aldrig når at komme, hvorfor man hele tiden bliver slået tilbage til samme umulige situation.

En omfordeling af lønarbejdstiden igennem en arbejdstidsforkortelse er et oplagt redskab til at reducere arbejdsløsheden. Omstillingen vil uden tvivl betyde, at der skal arbejdes mere, men radikalt anderledes, samt mindre lønarbejde og mere uformelt reproduktivt arbejde, husarbejde, omsorgsarbejde samt lokalsamfundsarbejde

I rapporten foreslås fire skridt til at mindske den strukturelle afhængighed af den økonomiske vækst og den traditionelle jobskabelse:

Det første skridt er at omfordele velstanden igennem etablering af en ubetinget basisindkomst. Den vil stabilisere økonomien, samtidig med at den formindsker afhængigheden af en BNP-vækst ved at sikre alle en indkomst til opfylde deres basisbehov. Ved at afkoble forholdet mellem lønarbejde og indkomst vil den også være med til mindske presset på miljøet. Derudover vil den kunne være med til at reducere kønsuligheden. Med en ubetinget borgerløn vil det samfundsnødvendige uformelle arbejde, som kvinder har hovedparten af, blive anerkendt og værdsat. Det skaber muligheden for en mere lige kønsarbejdsdeling af både lønarbejdet og det uformelle samfundsnødvendige arbejde.

Det andet skridt, som hænger sammen med det første, er at omfordele lønarbejdstiden igennem en arbejdstidsforkortelse. Et oplagt redskab til at reducere arbejdsløsheden vil være en nedsættelse af arbejdstiden. Omstillingen vil uden tvivl betyde, at der skal arbejdes mere, men radikalt anderledes, samt mindre lønarbejde og mere uformelt reproduktivt arbejde, husarbejde, omsorgsarbejde samt lokalsamfundsarbejde. Det vil slet ikke fortrænge lønarbejdet. Men tvangen til lønarbejde vil være afskaffet.

Det tredje skridt er at omfordele ejerskabet igennem arbejdspladsdemokrati ved at give medarbejderne øget magt i ledelsen af virksomhederne. Det skal ske både i den offentlige og den private sektor. Det vil kunne forhindre nogle virksomheders risikobetonede adfærd og være med til at reducere uligheden.

Det fjerde skridt er at fremme velfærden i den offentlige sektor ved at skabe en jobgaranti til en minimumsløn i den offentlige sektor. Det vil betyde, at lønarbejde ikke længere er en pligt, men nu er blevet gjort til en reel ret. Det vil i større udstrækning skabe meningsfulde jobs og desuden være fordelagtigt for arbejdsmiljøet og det ydre miljø.

miljøbevægelsen

Det langsigtede mål for de grønne bevægelser

Konkluderende må man sige, at der er behov for en sproglig afklaring af, hvad man kæmper imod, hvad man kæmper for, og hvorledes man tackler de væsentlige dilemmaer på vej til målet.

Mit bud er, at man klart fokuserer på en oplysning om den økonomiske væksts (BNP) skadelige betydning både symbolsk og praktisk i den rige del af verden, samtidig med at man nedtoner brug af slagord, der lægger op til misforståelser og polarisering.

Klima- og miljøbevægelsen skal klart oplyse om, at målet er et dynamisk ligevægtsøkonomisk samfund med angivelse af en række indikatorer andre end BNP (økologisk bæredygtighed, frihed, tryghed, velfærd, sundhed og meningsfuldt arbejde), som skal angive kvaliteten af det samfund, man stræber efter

Samtidig er der brug for, at klima- og miljøbevægelsen mere klart oplyser om, at målet er et dynamisk ligevægtsøkonomisk samfund med angivelse af en række indikatorer andre end BNP (økologisk bæredygtighed, frihed, tryghed, velfærd, sundhed og meningsfuldt arbejde), som skal angive kvaliteten af det samfund, man stræber efter.

Endelig er der brug for en diskussion og uddybning af forslag til løsning af de dilemmaer, som EEB-rapporten fremlægger: En ubetinget basisindkomst, arbejdstidsforkortelse, arbejdspladsdemokrati og en jobgaranti i den offentlige sektor.


LÆS FLERE ARTIKLER AF ERIK CHRISTENSEN I POV HER


Litteratur:

 European Environmental Bureau (EEB), Escaping the growth and jobs treademill. A new policy agenda for post-coronavirus Europe. Nov 2020.  https://eeb.org/library/escaping-the-growth-and-jobs-treadmill/

Tim Jackson (2019), Velstand uden vækst. Grundlaget for morgendagens økonomi. Hovedland.

Jens Friis Lund, Inge Røpke, Stefan Gaardsmand Jacobsen, Hubert Buch-Hansen, Rebecca Leicht Rut: Efter coronakrisen: Vi må gøre op med vækstmanien. Hverken vi eller kloden kan tåle det. Kronik i Politiken den 5. juni 2020.

https://politiken.dk/debat/kroniken/art7808246/Vi-må-gøre-op-med-vækstmanien.-Hverken-vi-eller-kloden-kan-tåle-det

Donella H. Medows m. fl. (1974), Grænser for vækst. En rapport til Romklubbens projekt vedrørende menneskehedens truede situation. Gyldendal 4. opl.

NOAH (2011) Modvækst. Omstilling til fremtiden. Hovedland.

Nyt Fokus nr. 17. Tema Modvækst. http://nytfokus.nu/nummer-17/

Vores Fælles Fremtid. Brundland kommissionens rapport om miljø og udvikling. (1987). FN-forbundet og Mellemfolkeligt Samvirke. København.

Erik Christensen er tidligere lektor i samfundsfag på Aalborg Universitet.


Topillustration: Sustainable Environment.

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Cand.scient.pol.Erik Christensen (1945) er opvokset i Blovstrød i Nordsjælland og har læst Statskundskab ved Aarhus Universitet.  Han er tidligere lektor i samfundsfag på Aalborg Universitet, hvor han har undervist i politisk filosofi. Erik har skrevet en lang række bøger og artikler om arbejderbevægelsens historie, paradigmeskift, borgerløn/basisindkomst og økologisk økonomi og bæredygtig udvikling. Er i dag især engageret i Borgerlønsbevægelsen. BIEN (Basic Income Earth Network) Danmark. I 2017 har han udgivet bogen: På vej til borgerløn. Aktuel idédebat. Hovedland 2017. Erik har tidligere været blogger på den nedlagte internetportal Modkraft og på hans hjemmeside kan man læse tidligere artikler og blogindlæg. Erik bor i Løgumkloster med sin familie.

Seneste artikler om Grønt