coronakrisen musik

Musiklivet under coronakrisen er ikke Mette Frederiksens ansvar alene

i Musik/POV Business af
MUSIK & CORONA // POV BUSINESS – De sidste par måneder har POVs musikredaktør Jan Eriksen været til fem ‘corona-rigtige’ siddende koncerter. Det har fået ham til at overveje, om der måske alligevel kan være noget positivt i coronakrisen. Hvis musikglade danskere vel at mærke skynder sig ud på musikscenerne. “De fem siddende koncerter, jeg har været til i løbet af eftersommeren, har mindet mig om, at der faktisk kan opstå noget vigtigt i det intime rum, hvor de der spiller musikken og vi, der lytter, sidder på nakken af hinanden og, hvor vi kan se og mærke hinandens erfaring, hår, rynker, skæve tænder, hinandens liv – og hvad har vi. Også for musikerne. Det er der ikke noget nyt i. Det nye er, at der udelukkende er intime koncerter lige nu,” skriver han.

”Vi er 70 – 80 stykker her i aften. Så I skal altså drikke for 150.”

Med disse ord indledte spillesteds-boss Charlotte Bertelsen forleden en støttekoncert for det hippe Frederiksberg-spillested Bartof Station.

Nu kommer jeg nok aldrig til at vinde verdensmesterskabet i autoritetstro, men er der noget, jeg som så mange andre har lært under coronakrisen, er det at udvise samfundssind og leve efter øvrighedens befalinger. Og når ordren lyder som ovenstående, er det bare at rette ind.

Strukturelle og digitale forandringer gjort, at jeg principielt kan lytte til al musik i hele verden på min streamingtjeneste for 99 kr. om måneden. Heraf går et par håndører til musikerne. For mig som for millioner andre er musik en sonisk livsledsager, man vågner med, lever med og går til ro med. På daglig basis. Gennem livet

Betragt det følgende som en støtteerklæring til den danske livescene, baseret på eksemplets magt en torsdag aften på Frederiksberg.

Kan coronakrisen fremme integriteten i musikbranchen?

I første omgang blev jeg inspireret, da jeg for nylig interviewede Kim Larsens tidligere manager Jørn Jeppesen, der talte om kompromisløshed og integritet.

”Jeg har selv været tæt på Kim og oplevet det på nært hold. I dag er branchen fyldt af artister, der kører rundt i sponsorbiler eller investerer i ejendomme. Kunstnerne er blevet små forretningsmænd, der tænker i Excel-ark. Det handler om strategi og om, hvad Toppen af Poppen kan gøre for din karriere,” sagde han her på POV, og tilføjede:

“Det har ikke noget med musik og originalitet at gøre, og det er en af grundene til, at jeg har mistet lysten til at være manager. Det er blevet uinteressant. Jeg har selv været med til at tjene penge, og har intet imod det overhovedet. Det skal bare ikke være det, der er drivkraften hos en kunstner eller en musiker.”

Med fare for at lyde kynisk kan coronakrisen måske være fremmende for integritet og kompromisløshed i musikbranchen. For koncertbranchen bløder, og musikere, bookere, spillesteder, koncertarenaer, festivaler og alle de andre, der arbejder for disse, er voldsomt presset på økonomien.

Som Charlotte Bertelsen også sagde i Bartof: ”Vi risikerer snart at gå konkurs.”

The love you take is equal to the love you make

Der er vedtaget flere forskellige støttemuligheder under coronakrisen. Men skal man tro diverse brancheorganisationer, er det langt fra nok til at sikre, at Danmark også i fremtiden har et levende musikliv. Men statsstøtte gør det ikke alene.

 

Sebastian Cordes: Hvis ikke nu, hvornår så? Hvis ikke en kulturminister skal tale om kultur, hvem skal så?

Strukturelle og digitale forandringer har gjort, at jeg principielt kan lytte til al musik i hele verden på min streamingtjeneste for 99 kr. om måneden. Heraf går et par håndører til musikerne. For mig som for millioner andre er musik en sonisk livsledsager, man vågner med, lever med og går til ro med. På daglig basis. Gennem livet. Det er et livsvilkår på linje med alt muligt andet.

Det er på tide, at vi begynder at betale tilbage til dem, der skaber musikken.

Under en jamsession med coverversioner, hvor kaos ligger som en mørk sky i horisonten, og sol og vind skal deles lige mellem deltagerne, bliver det hurtigt musik for dens egen skyld

Som med alle andre former for kærlighed, hvis den skal holdes sprælsk og i live, er det med the love of music som Paul McCartney synger på Abbey Road:

”And in the end / The love you take / Is equal to the love you make.”
Til gengæld er det ikke som Sir Paul sang fem år tidligere: ”Money can’t buy me love”. Ikke når det gælder musik. Der er brug for penge.

Coronakrisen musik
Coronakrisen – støttekoncert: B-joe’s Blues Joint – Asmus Jensen, Jesper Lynghus, Michael Engman og Joe Johansen. Foto: Torben Christensen

Så da jeg læste, at guitaristen B-Joe stod som arrangør af et støttearrangement for Bartof Station – ja, så var det bare at skrive til en gammel ven: Vil du med?

B-Joe kender mange sikkert som guitarist i Michael Hardinger Band – en slags Shu-Bi-Dua mark 2 eller 17, afhængig af hvordan man tæller. Johansen er en fremragende blues- og rockguitarist med eksamen fra Hendrix-akademiet.

Med sig på scenen havde han en række musikere, den danske rockscenes blue collar guys, der i årtier har slidt sålerne flade på små og store danske koncertscener for, som C.V. Jørgensen engang sang, et ’sultesalær’.

Og nu vi er ved ham. Den ene af det til lejligheden sammensatte band i Bartof Station var CV’s faste bassist Knut Henriksen, der er den menneskelige inkarnation af begrebet steady. Som den enormt lydhøre og diskrete trommeslager Asmund Jensen og legendariske Jørgen Lang var Henriksen med i Delta Blues Band indtil Troels Jensens død tidligere i år.

Hvis den slags skal fungere, må det som forleden være med koncertens dynamik og spændstighed i samspillet fremfor at lyde som en træt øveaften på Bodega Dvask i Væltetlokumkøbing

Jørgen Lang har ladet sine mundharper lyde på den danske scene siden begyndelsen af 70erne. Han har spillet med så mange musikere og på så mange plader, at det ville kræve en udvidelse af min Microsoft-pakke at få dem alle med her.

Musik under coronakrisen: Fest, drøn og forløsning

Allerede fra det første nummer var der en stemning af fest, drøn og forløsning i lokalet. Under en jamsession med coverversioner, hvor kaos ligger som en mørk sky i horisonten, og sol og vind skal deles lige mellem deltagerne, bliver det hurtigt musik for dens egen skyld.

Hvis den slags skal fungere, må det som forleden være med koncertens dynamik og spændstighed i samspillet fremfor at lyde som en træt øveaften på Bodega Dvask i Væltetlokumkøbing.

Bare nogle få nedslag fra en fed aften :

Der var B-Joes lyriske og udfordrende guitarspil i en passende hyldest til nyligt afdøde Peter Green (Fleetwood Mac) i Robert Johnsons Love in Vain Blues. Passende ikke bare som nekrolog, men også fordi sangen indledes med linjen ”I followed her down to the station”. Bartof Station. Notch, notch.

Den legende lethed, hvormed den garvede guitarist Peter Brander spiller sine soli.

Ovenfor: Optagelse med Delta Blues Band, som tre af støttekoncertens medlemmer spillede med i.

Det fantastiske tætte samspil mellem trommeslager Asmund Jensen og Knut Henriksen hele vejen igennem. Ét glimt: Et indforstået grin mellem de to, da de på et tidspunkt for Robert Johnson ved hvilken gang faldt sammen ned på den sidste, tolvte takt i en bluesrundgang.

Livstykket Louise Brüel Flagstad, som jeg beskæmmet må indrømme, at jeg aldrig tidligere har set optræde. Du milde – her kan man tale om en sanger, der lever i sin musik. Hun er ikke ligefrem skøn-sanger, men der bor en dejligt udisciplineret rå urkraft i hendes vokal. Som det blev sagt et par gange på scenen, ”den danske Janis”. Sådan lød hun både i The Spencer Davis Groups Gimme Some Lovin’ og Kris Kristoffersons og Fred L. Fosters Me and Bobby McGee.

Småt som modsætning til kæmpekoncerter, hvor oplevelsen drukner i ekko, elendig lyd, skubben, forprogrammeret optræden, mas og et storknævrende publikum, der gør hvad det kan for at sabotere koncerten

Et andet moment da countrysangerinden Nanna Larsen steg på scenen med en totalt charmerende instrumentalversion af samme Janis’ Mercedes Benz. Gang på gang blev vi mindet om glæden ved at lytte til musik opstår og forsvinder i nuet.

Måske er der kommet noget godt ud af coronakrisen. At vi var nogle, der tvunget af omstændighederne lærte at nøjes. Lærte at småt ikke nødvendigvis er så skidt.

Der er kun intime koncerter lige nu

Småt som modsætning til overforbrug af snart sagt hvad som helst – plastic, CO2, den Mercedes Benz, som Nanna sang om og you name it.

Småt som modsætning til kæmpekoncerter, hvor oplevelsen drukner i ekko, elendig lyd, skubben, mas og et storknævrende publikum, der gør hvad det kan for at sabotere koncerten – og hvor musik, koreografi og scenografi i øvrigt ofte er forprogrammeret til det forudsigelige.

Mener jeg, at musikere skal holde op med at investere i ejendomme. Det må de selv om. Går ud fra, de som de humanister, de er, sørger for små huslejer i deres boliger.

Mener jeg, at man skal afskaffe kæmpekoncerter og festivaler i al evighed?

Selvfølgelig ikke. Ikke så længe publikum aka behovet findes. Der er i øvrigt enorm forskel på at opleve musikken og det, den gør ved rummet, siddende eller stående.

Mener jeg, at vi skal tilbage til den tid, hvor kunstnere levede på loftskamre med bivokslyset blafrende på grund af trækken. Nej, selvfølgelig ikke. Mener jeg, at musikere skal holde op med at investere i ejendomme? Det må de selv om. Går ud fra, de som de humanister, de er, sørger for små huslejer i deres boliger.

Men de fem siddende koncerter, jeg har været til i løbet af sensommeren, har mindet mig om, at der faktisk kan opstå noget vigtigt i det intime rum, hvor musikere, musikken og vi, der lytter, sidder på nakken af hinanden, og hvor vi kan se og mærke hinandens erfaring, hår, rynker, skæve tænder, hinandens liv – og hvad har vi.

Også for musikerne og måske især dem, der mest optræder på de store scener. Det er der ikke noget nyt i. Det nye er, at der udelukkende er intime koncerter lige nu. Og der er masser af dem. Prøv det. Det er godt for alle. Det er ikke kun Mette Frederiksens ansvar at holde liv i musikscenen under coronakrisen.

Men det ville da være rart, hvis vi snart kunne slippe for at bære mundbind, når vi skal ud til den der bar, hvor Charlotte Bertelsen og kolleger tjener deres penge.

God koncertkalender: https://www.kultunaut.dk/


LÆS MERE OM MUSIK FRA POV’S MUSIKREDAKTØR JAN ERIKSEN HER


Top: Musiklivet under coronakrisen. Foto: Torben Christensen

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jan Eriksen (f. 1958) er oprindelig uddannet bibliotekar, men har arbejdet som journalist og redaktør siden midten af 80'erne. Først på det dengang nystartede Gaffa, hvor han var redaktør i 1986-88.

Fra 1988 til ’94 var han drivkraften bag etableringen af ungdomsmagasinet Chili. Siden har han arbejdet på BT i flere funktioner senest som musikredaktør og kulturredaktør på BTMX.

Eriksen har igennem årene især skrevet om musik, men også film, teater, musicals, tv, Melodi Grand Prix, revy og stand up-comedy. Han har desuden udgivet, redigeret og fungeret som konsulent på flere bøger, både fagbøger og romaner, senest krimien 'Alt det, som ingen ser' (People's Press, 2017).

Spørger man ham om højdepunktet i hans karriere, vil svaret til enhver tid lyde: ’At have opfundet navnet ’Kryddersildene’ om Spice Girls.' Hvis du vil bidrage til Jans løn på POV kan du donere til hans Mobile Pay: 22 64 82 35

Seneste artikler om Musik