SYGEPLEJEUDDANNELSE // DEBAT – Er en sygeplejerske med 3½ års studier på bagen klar til at arbejde på landets hospitaler og klinikker? To sygeplejestuderende mener ikke, at de er godt nok rustet til ‘håndværket’, og skrev i et debatindlæg i Politiken, at der er brug for mere undervisning i studieforløbet. Sygeplejestuderende Stefan Koust Hansen er lodret uenig. Han mener, at det er forventeligt, at nyuddannede sygeplejesker fortsætter deres træning og specialisering på arbejdet, og at både sundhedsvæsenet, patienter og sygeplejesker er bedst tjent med en fortsat akademisering af sygeplejeprofessionen.
Dette indlæg er udtryk for debattørens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
“Sygeplejerskeuddannelsen er blevet alt for teoretisk. Det betyder, at vi efter 3 ½ års uddannelse er alt for usikre på helt basal praksis. Det er utilfredsstillende og dårligt for patienterne”.
Sådan skrev Pernille Normann og Xenia Løwe Schere, to sygeplejerskestuderende, i et debatindlæg i dagbladet Politiken den 10. januar i år med titlen “Bekymrede sygeplejerskestuderende: Vi kan ikke redde patienternes liv, hvis de pludselig får et ildebefindende”.
Her kom vi et skridt nærmere en anerkendelse i århundredes kamp – en professionskamp for et ideal, hvor sygeplejen bliver betragtet, som det den bør være; en selvstændig profession og ikke som et appendiks til lægestanden … Uden professionsbegrebet vil vi aldrig kunne bringe noget særligt til bordet i form af ny viden og udvikling
I debatindlægget hævdes endvidere, at sygeplejestuderendes (påståede) manglende praktiske erfaring skaber bekymring og en følelse af utilstrækkelighed.
Lad mig starte med at slå fast: Jeg er dybt uenig med indlæggets fremstilling af Sygeplejerskeuddannelsen på VIA University College. Jeg vil gerne redegøre hvorfor, i et historisk, pædagogisk og organisatorisk perspektiv.
For at forstå, hvordan sygeplejeuddannelsen er funderet, må man inddrage, hvordan den historiske udvikling påvirker uddannelses- såvel som sundhedssystemets indretning i dag. Historien er vores ophav og det fundament, hvorpå vi bygger vores faglighed.
Før sygepleje blev et fag
Allerede i 1800-tallet tog sygeplejefaget sit første store kvantespring i kampen om at blive anerkendt som et fag, da den engelske sygeplejereformator og statistiker Florence Nightingale kæmpede for at gøre sygeplejen til et respektabelt fag for kvinder (Hall & Harder, 2018).
Sygeplejen havde tidligere ikke været anset som en egentlig profession, men blev varetaget af vågekoner fra lavere sociale lag. Senere blev sygepleje varetaget af det vestlige klostervæsen og efter reformationen blandt andet af katolske bevægelser (Hall & Harder, 2018; Hjorth, 2012). Samfundets nødlidende måtte forlade sig på mere eller mindre gejstlige barmhjertighedsgerninger, da sygeplejen ikke var udviklet og organiseret i den grad, som vi kender den i dag (Hjorth, 2012).
Også i nutiden har “progressive tænkere” mødt stor modstand på vejen mod at legitimere sygeplejeprofessionen – ligeværdig til f.eks. lægeprofessionen (Hall & Harder, 2018). Her skal det især bemærkes, at sygeplejerskerne længe blev betragtet som lægestandens forlængede arm.
Man kan reflektorisk spørge: Vil lægestanden bringe ny viden, der tager udgangspunkt i patienters ‘oplevelse’? Næppe, vurderer jeg
Den amerikanske sygeplejerske og sygeplejeteoretiker Hildegard Peplau havde eksempelvis svært ved at få udgivet sin bog (skrevet i 1948) med de teorier om psykiatrisk sygepleje, vi i dag betragter som toneangivende for psykiatrisk sygepleje. Grunden var ganske enkelt, at hun var sygeplejerske og ikke havde en læge som medforfatter (Hall & Harder, 2018).
Da sygeplejeuddannelsen blev en professionsbachelor
I Danmark blev sygeplejeuddannelsen først formelt akademiseret i 2001, da den blev ændret fra en erhvervsuddannelse til en professionsbachelor (Uddannelsesreformer fra 1957 og til i dag | Dansk Sygeplejehistorisk Museum, DSR, u.å.).
Herved kom vi (måske) et skridt nærmere en anerkendelse i århundredes kamp – en professionskamp for et ideal, hvor sygeplejen bliver betragtet, som det den bør være: en selvstændig profession og ikke som et appendiks til lægestanden. I bachelorbetegnelsen ligger også implicit, at der er mulighed for at læse videre til kandidat og efterfølgende til ph.d.
I dag er vi nået langt i netop disse bestræbelser, hvor sygeplejeforskere som f.eks. professor Charlotte Delmar leverer praksisnær sygeplejeforskning. Men det har kun været muligt, fordi de progressive sygeplejeteoretiske ”grand theories” blev udtænkt og skabt af tænkere som Kari Martinsen, Virginia Henderson og ikke mindst Florence Nightingale. Disse skabte fundamentet for sygeplejen, som vi kender den i dag (Hall & Harder, 2018).
Det er værd at pointere, at professionsbegrebet netop lægger op til, at en studerende selvstændigt og af egen drift reflekterer over egne styrker og begrænsninger
Uden professionsbegrebet vil vi aldrig kunne bringe noget særligt til bordet i form af ny viden og udvikling. Sygeplejen vil kun kunne være et appendiks til lægestanden, og den nye viden og udvikling vil ikke være repræsentativ for sygeplejens værdier og grundlag.
Man kan reflektorisk spørge: Vil lægestanden bringe ny viden, der tager udgangspunkt i patienters oplevelse? Næppe, vurderer jeg.
Skal sygeplejeuddannelsen være mere praktisk?
I det omtalte debatindlæg i Politiken lyder det:
“Sygepleje var engang et håndværk, men det basale håndelag er der mange, som ikke når at lære i studietiden (…)”
”Som det er nu, bliver vi primært undervist i at se vores patienter som hele mennesker og i, hvordan vi skriver en akademisk opgave. Som sygeplejersker lærer vi, at vi ikke kun skal fokusere på sygdommen, men i høj grad også på det eksistentielle og åndelige aspekt.”
Når de sygeplejerskestuderende fremlægger en bekymring for, at de ikke lærer sygeplejefagets ”håndelag” (som de selv kalder det), tænker jeg tilbage på fagets professionskamp i det 20. århundrede, hvis historiske dimension er beskrevet ovenfor, men som måske stadig foregår for øjnene af os. Er frustrationerne og kritikken berettiget?
Sygeplejeuddannelsen er efter min mening, hvor den bør være; på sin rette akademiske hylde. Det er værd at pointere, at professionsbegrebet netop lægger op til, at en studerende selvstændigt og af egen drift reflekterer over egne styrker og begrænsninger. Hvis begrænsningen for den enkelte studerende er anatomi, fysiologi eller noget helt tredje, så er det helt okay, for de har lært at reflektere over egen kunnen og ikke-kunnen.
Påstanden fra de to studerende i debatindlægget om, at de savner specifikke kundskaber, og at ansvaret for læring primært påhviler uddannelsesinstitutionerne (og dermed ikke de studerende selv), er efter min overbevisning en ansvarsfraskrivelse
Det er sandt, når Patricia Benner kalder nyuddannede og studerende for ”novicer” (Hougaard, 1997). Det er min – end dog noget begrænsede – erfaring, at ”novicer” (i særdeleshed studerende) omfavnes af de mere erfarne sygeplejersker, i det omfang hånden rækkes ud. Det er i ingens interesse, at de sygeplejestuderende tabes, ligesom jeg heller aldrig selv har oplevet at blive kastet ud i opgaver, jeg ikke selv har kunnet håndtere.
Spørgsmålet, der står tilbage, er, om vi egentlig ønsker, at vores uddannelse ændres til en mere praktisk (ikke-akademisk) kundskabstilegnelse?
Kan det ses som et skridt tilbage i den professionskamp, der er udkæmpet de seneste, godt og vel, 200 år? Bør man snarere differentiere sig fra lægevidenskabens biomedicinske og kausale perspektiv, og lade sygeplejeprofessionen tilbyde noget andet?
Det kan vi kun, hvis refleksionen fortsætter, og de sygeplejestuderende lærer at fiske med eget net frem for at få fangsten serveret.
Hvordan skal læringen foregå?
Et andet citat fra debatindlægget lyder:
”Der er en generel frustration på studiet omkring manglen på praktisk erfaring og basal viden i anatomi, fysiologi, sygdomslære og farmakologi … Vi er godt klar over, at vi har et ansvar for egen læring under uddannelsen. Men det kan ikke være rigtigt, at det ansvar betyder, at man er nødt til at anskaffe sig et job på sygehuset som vikar for at få praktisk erfaring”.
Her går skribenterne efter min overbevisning igen galt i byen.
For det første fremsættes påstanden om, at der skulle være en generel frustration på studiet om manglende praktisk erfaring og manglende viden, uden belæg og stærkt generaliserende. Hvem er disse studerende? Det er ikke mig! Jeg kender også studerende, der er optaget af færdigheder og viden indenfor eksempelvis åndelige, eksistentielle, etiske aspekter.
For det andet er det efter min vurdering alt for ensporet at påstå, at læring er noget, der skal komme udefra og let lader sig standardisere.
Selv om man er blevet sygeplejerske, er det endnu ikke ansvarligt at påtage sig prædikatet ”ekspert”. Uddannelsen er en langvarig rejse
Paradigmer og synspunkter om læring i det moderne samfund læner sig typisk op ad den konstruktivistiske tankegang, hvor læring er noget, der foregår på et individuelt (indre) plan.
Professor Knud Illeris beskriver, at “læringsresultatet” er en sammenkædning af nye impulser med den allerede udviklede kunnen/forståelse/kompetence/indstilling (Illeris, 2007). Illeris forklarer endvidere, at læring er et personligt produkt, og at læringsresultaterne dermed også er mangfoldige, selvom samme læring modtages. Læring er således noget, der kommer indefra.
Påstanden fra de to studerende i debatindlægget om, at de savner specifikke kundskaber, og at ansvaret for læring primært påhviler uddannelsesinstitutionerne (og dermed ikke de studerende selv), er efter min overbevisning en ansvarsfraskrivelse.
Det er også et behavioristisk syn på læring, der læner sig op ad en ”tankpasser-tilgang”, hvor det er uddannelsesinstitutionerne, der som en tankpasser påfylder læring på de studerende, der automatisk overtager denne viden (Schultz Larsen, 2008).
Hvad er målet, og hvem har opgaven?
Sluttelig vil jeg kort, advokere for, hvorfor at man ud fra et organisatorisk perspektiv, bør kaste et kritisk lys på artiklens synspunkter. Kvalitetsmålet for sundhedsvæsenet bør vel udstikke, hvad vi lærer eller ikke lærer. Hvis man skal følge artiklens ræsonnement, vil kvaliteten af uddannelsen afspejle sig i sundhedsvæsnet.
Spørgsmålet er, om sundhedsvæsnet kan genkende den problematik, som de studerende fremlægger. Med andre ord er der generelt et problem i sundhedsvæsenet med faldende kvalitet på grund af ringere uddannelse? Jeg tvivler på, om spørgsmålet umiddelbart kan besvares.
Nye sygeplejersker læner sig op af de mere erfarne sygeplejersker, der har praktisk erfaring. Til gengæld vil man som ny sygeplejerske kunne tilbyde noget andet
Flere forskere har diskuteret, hvordan fagkundskaben udvikles og praktiseres, bl.a. professor Steen Wackerhausen.
Han beskriver på den ene side det skolastiske paradigme, der bl.a. indebærer ”mesterlære”, ”praksisfællesskaber”, ”situeret kompetence”, og på den anden side det “non-skolastiske”, der favner empiriske og teoretiske tilgange (Wackerhausen, 2008).
Han peger på, at indfører man uagtsomt et non-skolastisk paradigme, kan det føre til det skolastiske paradigmes pletter og fejltagelser, blot med omvendt fortegn. Mon ikke de ny-uddannede sygeplejersker nok skal ”komme i mål” med det skolastiske paradigmes dyder?
Efter min mening ligger opgaven ikke ved uddannelsesinstitutionerne. Den studerende har selv en del af opgaven, og dels er det en ledelsesopgave på den afdeling, hvor den nyansatte arbejder. Der er da også flere steder, hvor introduktionsprogrammer for nye sygeplejersker er mere eller mindre standardiserede – bl.a. på Aarhus Universitetshospital.
Der er opmærksomhed på de nyuddannedes begrænsninger, og de nyuddannede bør også være sig bevidst om dette. Selv om man er blevet sygeplejerske, er det endnu ikke ansvarligt at påtage sig prædikatet ”ekspert”. Uddannelsen er en langvarig rejse, hvorunder man får sit kørekort, sin autorisation.
Men man har pligt til at sige fra, hvis man ikke kan levere en samvittighedsfuld og sikker sygepleje (Høy & Ravn, 2000). De ikke-skolastiske færdigheder og dyder skal tillæres, hvor de er tiltænkt: i praksisnære situationer og i samspil med mere erfarne sygeplejersker, hvilket eksempelvis kunne være på en medicinsk afdeling.
Man lærer og får sine færdigheder i en klinisk praksis
Det er også her, at man bliver mere specialiseret som sygeplejerske. Er man på en hjerteafdeling, bliver man formentlig god til at yde hjerte-lunge-redning, og er man på en psykiatrisk klinik, bliver man formentlig god til noget andet. Fulgte man ræsonnementet om at gøre uddannelsen mere praksisnær, ville det så være muligt at tilgodese det specialiseringsbehov, en psykiatrisk sygeplejerske har?
Læn jer tilbage, og lad jer akademisere under uddannelsen på professionsskolen. Det er umuligt at holde professionsskolerne ansvarlige for læring i praktiske færdigheder, da færdighedstræning lader sig ringe reproducere i forhold til en klinisk praksis. Ansvaret hviler i nogen grad på den studerende, men mest på de steder, hvor færdigheder bedst tilegnes: i en klinisk praksis.
Nye sygeplejersker læner sig op af de mere erfarne sygeplejersker, der har praktisk erfaring. Til gengæld vil man som ny sygeplejerske kunne tilbyde noget andet.
Måske bør man i virkeligheden mane til besindighed.
Min opfordring skal være: Læn jer tilbage, og lad jer akademisere under uddannelsen på professionsskolen. Det er umuligt at holde professionsskolerne ansvarlige for læring i praktiske færdigheder, da færdighedstræning lader sig ringe reproducere i forhold til en klinisk praksis.
Ansvaret hviler i nogen grad på den studerende, men mest på de steder, hvor færdigheder bedst tilegnes: i en klinisk praksis.
LÆS MERE I POV OM SYGEPLEJE HER
Topillustration: Kevin Hartung, Pixabay
Litteratur:
Hall, E., & Harder, I. (2018). Teoriudvikling i sygeplejen. I Fag: Grundbog i sygepleje (s. 269–292). Munksgaard
Hjorth, A. C. (2012). Kapitel 6: Omsorg—En grundlæggende værdi i sygepleje. I Sygeplejebogen 1—Sygeplejerske, patient, relation (4. udgave, s. 89–115). Gads Forlag
Hougaard, L. (1997, marts 7). Patricia Benner: Sygeplejefortællingens muligheder | Sygeplejersken, DSR. DSR. https://dsr.dk/sygeplejersken/arkiv/sy-nr-1997-10/patricia-benner-sygeplejefortaellingens-muligheder
Høy, B., & Ravn, K. (2000). Autorisation I. Sygeplejersken, 16/2000. https://dsr.dk/sygeplejersken/arkiv/sy-nr-2000-16/autorisation-i
Illeris, K. (2007). Læringsteoriens elementer—Hvordan det hele hænger sammen. I Læringsteorier: Seks aktuelle forståelser (s. 17–37). Roskilde Universitetsforlag
Introduktionsprogram-intensiv-auh-december-19.pdf. (u.å.). Hentet 27. januar 2021, fra https://www.auh.dk/siteassets/afdelinger/intensiv/uddannelse-og-kompetenceudvikling/introduktionsprogram-intensiv-auh-december-19.pdf
Schultz Larsen, O. (2008). Kapitel 12: Tænkningens udvikling. I Psykologiens veje (s. 183–198). Systime
Uddannelsesreformer fra 1957 og til i dag | Dansk Sygeplejehistorisk Museum, DSR. (u.å.). Hentet 25. januar 2021, fra https://dsr.dk/dshm/sygeplejens-historie/sygeplejens-historie-i-danmark/uddannelsesreformer-fra-1957-og-til-i-dag
Wackerhausen, S. (2008). Erfaringsrum, handlingsbåren kundskab og refleksion. I Refleksion og læring: Refleksionens status som læringsfaktor i projektorganiserede undervisningsformer ved pædagoguddannelsen(s. 3–21). RUML
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
