GRUNDLOVSDAG // KRONIK – Maria Helleberg har i anledning af grundlovsdagen set nærmere på teksten – den nyeste version fra 1953. Hvad står der, og lige så vigtigt: Hvad nævnes ikke, selvom det har stor relevans i nutidens Danmark? Er det – 70 år efter den sidste revision – tid til nogle “amendments”?
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Grundloven kommer altid tilbage. En ikke-religiøst begrundet fridag, hvor politikerne gør det samme. Mødes med partimedlemmer og forklarer og kommer måske med ideer. Grundloven har sin egen dag, alle de andre af årets dage eksisterer den bare, uden at vi rådfører os særlig grundigt med den.
Sandheden er, at Grundloven ikke er særlig moderne. Det er landets forfatning, og derfor skal den kun kunne ændres, hvis befolkningens flertal går ind for ændringerne. Det er en god ide i princippet, og det er derfor, USA fx har indført muligheden for ændringer/forbedringer, de såkaldte amendments.
Grundloven er en revision af førsteudgaven, og selv om den blev ændret i 1953, rummer den mere om kongens rolle end det, der i dag praktiseres. Der står dog intet om, at medlemmer af kongehuset ikke må stemme. Det er personernes eget valg at afstå fra denne rettighed.
Grundlovens ophavsmænd kunne ikke forudse Muhammedkrise, rabiat antiislamisme eller brændende dukker forestillende statsministeren
Kongen må ikke regere i andre lande ud over Danmark. Og det specificeres, hvordan kongen forholder sig til regering og statsminister, sikkert foranlediget af begivenhederne i 1920, hvor Christian 10. søgte at indsætte en regering, han selv stolede på.
Mange synes at tro, at Grundloven ”sikrer ytringsfriheden”, men den omtales jo kun ud fra de erfaringer, man havde indhentet op til 1953, og forsikrer om, at censur ikke kan genindføres.
Det løfte tager jeg med et gran salt. Man havde også afskaffet dødsstraffen længe inden besættelsen, men tilbage kom den da.
Lad os se på detaljerne i teksten selv. Formuleringen er klar nok:
§ 77. Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.
Grundlovens ophavsmænd kunne ikke forudse Muhammedkrise, rabiat antiislamisme eller brændende dukker forestillende statsministeren. Man ville bremse statslig censur, den havde man fået nok af under enevælde og nazistisk besættelse. Paradoksalt nok fandtes censur jo i 1953, jeg har selv oplevet at blive nægtet at følge mine forældre i biografen til en film, som var forbudt for børn. Det var nok ikke den form for censur, man frygtede, men den poetiske censur ovenfra.
Den sidste gang, man oplevede Grundloven blive trukket ind som en slags immaterielt ekspertvidne, var i den såkaldte minksag. Nej, ingen havde ”overtrådt Grundloven”, det ville også være lidt svært, det er en noget anderledes lov end fx færdselsloven. Grundloven er en ”lov” om landets styrelse og borgernes rettigheder.
Som det ses, åbner Grundloven (med passende vage formuleringer) for, at folkestyret løbende præciserer og ændrer lovene
Kapitlerne 1-7 handler om, hvad konge, Folketing og regering kan foretage sig. I kapitel 8 kommer vi først til os, borgerne, og definerer de grundlæggende rettigheder i en moderne civiliseret stat:
§ 71. Stk. 1. Den personlige frihed er ukrænkelig. Ingen dansk borger kan på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning eller sin afstamning underkastes nogen form for frihedsberøvelse.
Stk. 2. Frihedsberøvelse kan kun finde sted med hjemmel i loven.
Hvorefter man går over til at beskrive retssystemet Og videre til de rettigheder, man har over sit hjem og det, man ejer:
§ 72. Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelse, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse.
§ 73. Stk. 1. Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning.
Med en lille kattelem: almenvellet. Den med ukrænkelig bolig og post kender så ikke til mails, pb, sms, Snapchat etc.
Så kommer vi til pligterne, og hvad man fra samfundets side skal stille til rådighed for borgeren, hvis denne ikke kan opfylde pligten til at forsørge sig selv:
§ 75. Stk. 1. Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse.
Stk. 2. Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder.
Som det ses, åbner Grundloven (med passende vage formuleringer) for, at folkestyret løbende præciserer og ændrer lovene.
Grundlovens krav om at hjælpe dem, som ikke kan hjælpe sig selv, er vigtig. Moderne økonomisk tænkning ser mest denne udgift som en kedelig post, man gerne ville formindske så meget som muligt. Derfor jobcentrenes mareridtsregimente.
Og det var så det!
Grundloven er ikke optaget af indvandring eller migration.
Enhver person er en HAN, regenten er en KONGE.
Der tales ikke om ligeret eller ligestilling.
Der tales om pligten til arbejde og at forsørge sig selv, ikke om retten til arbejde.
Intet om et generelt gratisprincip, bortset fra at ethvert barn skal kunne gå gratis i skole.
Menneskerettighederne er ikke nævnt.
Retten til at skifte køn og navn er ikke nævnt.
Måske er tiden inde til et par amendments.
Læs også Nikolaj Bøghs kronik Den robuste grundlov i POV.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
