MANIFEST: I september deltog Esben Søvang Maaløe i tre dages københavnsk modstandskamp med underklassen og en lang række af velfærdssamfundets varme hænder – de to grupperinger i Danmark, der for tiden har den mest tvivlsomme fornøjelse af den velfærdsudhuling, som “tørre talknusere med allerede udaterede økonomiske teorier mener er en absolut nødvendighed. Også selvom nationen under et faktisk aldrig har været mere velhavende”. POV International bringer hans beretning i en miniserie på tre dele. Dette er anden del: Sorte Onsdag og Sørgemarch til Storkespringvandet.
Dagen, da tusindvis af kontanthjælpsmodtagere får at vide, præcis hvor meget mindre de skal til at klare sig for med indførslen af kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen, blev døbt Sorte Onsdag.
Milepælen markeres med en sørgemarch fra Rådhuspladsen, og ca. 200 deltagere er mødt op. Karsten Hønge (SF), Finn Sørensen (Enhedslisten) og Torsten Gejl (Alternativet), der er Christiansborgs mest højlydte modstandere af kontanthjælpsloftet, er med.
Det er sen eftermiddag, klokken er næsten fire, og solen stråler fra en aldeles ubekymret, skyfri og knaldblå himmel. Ved indgangen til Strøget hænger et reklamebanner med teksten “Fest som i 70’erne”, der får mig til at ønske demonstrationer som i 70’erne.
Den absolut lavest tænkelige fællesnævner for empati må være, når voksne mennesker med politisk indflydelse udfærdiger, gennemfører, sanktionerer eller legitimerer statslige overgreb på børn.
Claus Jansson fra Bekæmp Fattigdom Nu sparker ceremonien i gang med en kort tale og en opfordring til at afholde ikke et minuts stilhed, men et minuts omtanke. I talen lyder det bl.a.: ”Den absolut lavest tænkelige fællesnævner for empati må være, når voksne mennesker med politisk indflydelse udfærdiger, gennemfører, sanktionerer eller legitimerer statslige overgreb på børn”.
Med det tænker han nok på de 7000 børn, der nu ryger ned under den bekvemt afskaffede fattigdomsgrænse, og på de i alt 34.500 børn, der berøres af de nye regler.
Sørgetoget går mod Storkespringvandet
Sørgetoget sætter i gang og styrer langsomt ned ad Strøget. Jeg tvivler lidt på effekten, hvor folk går i stilhed for at markere, at der sørges. Eftersom der næsten ingen skilte er i demonstrationen, er det faktisk ikke til at vide, hvad der egentligt foregår, hvis man altså ikke lige ved det. Faktisk får jeg kun øje på et enkelt skilt: Er stort grønt Å i overstørrelse. Alternativet er i hvert fald til stede.
Nogle går rundt med flyers, og få interesserede tager imod. Da processionen når Storkespringvandet, tager sørgetoget tre gange rundt om fontænen. Mangen en protest er foregået her, da den slags var i højere kurs, og vi afsynger nogle vers fra Cæsars og Thøger Olesens ikoniske sang af samme navn.
Al den pænhed er som kloroform
kedsomheden er enorm
men protesten ender som en storm,
i det store stygge Storkespringvand
Bagefter drager optoget atter op ad strøget og tilbage til Rådhuspladsen, og dermed er arrangementet lidt overraskende slut.
Jeg har mobiltelefonen med, så nu skal der høstes lidt reaktioner. Jeg styrer over mod det grønne Å, for jeg vil gerne høre, hvad Alternativet har at sige om loftet. Jeg synes egentlig ikke, jeg har bemærket dem i debatten, men det viser sig at skyldes egen uopmærksomhed. Beskæftigelsesordfører for Alternativet Torsten Gejl gør hurtigt klart, hvor aktive partiet har været i forbindelse med loftet.
”Jeg har været med til 10 samråd, tre maratonforhandlinger i Folketinget, en forespørgselsdebat og en høring, og har skrevet rigtigt meget om det”, svarer Torsten, da jeg forholder ham, at jeg ikke har hørt meget til hans parti. Jeg undskylder pænt min uvidenhed, og tænker lidt over, om jeg mon ikke skal hjem og justere medie-vaner? Det skal jeg faktisk. Torsten kalder kontanthjælpsloftet for ”en bureaukratisk bombe” alene fordi, der er givet alt for kort tid til at gennemføre loftet. Det lægger et kæmpepres på de offentlige forvaltninger, og har bl.a. resulteret i 43.000 breve med fejl. Indholdet af kontanthjælpsloftet har Torsten Gejl heller ikke meget til overs for:
”Man sætter tusinder og tusinder af mennesker ned i kontanthjælp for at få 600 årsværk i job. Dvs. du jager mange og mange mennesker rundt efter job, der ikke findes. Utroligt mange af de mennesker er også syge og udsatte, har sociale, fysiske eller psykiske problemer. De har ikke en jordisk chance for at tage det job, som altså ikke findes”.
Hvorfor gør man det?
”Det er jo modsætningsfyldt, men det er selvfølgelig for at skjule noget andet”, svarer Torsten Gejl. ”At man sparer sammen til topskattelettelser, og at man ved at minimumslønningerne følger overførslerne nedad. Man spreder en enormt ubehagelig fortælling om, at bare der er nogen, der har det ringere end dig, så er det i orden. Det kan godt være, du har en lav løn, men dem på kontanthjælp har det værre. Den tror jeg dog ikke danskerne bider på, jeg har set undersøgelser, der viser, at folk tror på, at folk gerne vil arbejde. Det er en ekstrem smålig fællesnævner at basere en fortælling på”.
Ja, læseren må tilgive dette mikrofonholderi, men passagen overlever verbatim (ordret), fordi den ret koncentreret udtrykker de holdninger, man møder, både blandt deltagerne i dagens sørgemarch og gårsdagens mødedeltagere, hvoraf en stor del naturligvis er de samme.
Man sparer sammen til topskattelettelser, og at man ved at minimumslønningerne følger overførslerne nedad. Man spreder en enormt ubehagelig fortælling om, at bare der er nogen, der har det ringere end dig, så er det i orden. Det kan godt være, du har en lav løn, men dem på kontanthjælp har det værre.
Ulrik Kohl, beskæftigelsesordfører/byrådsmedlem for Enhedslisten København, er i store træk enig med kollegaen fra Alternativet. Han tilføjer om 225-timers-reglen: ”Det er jo tragisk at høre Neergaard (beskæftigelsesministeren, red.) sige, at man bare kan henvende sig i jobcentrene. Som medlem af et kommunalt beskæftigelsesudvalg, ved jeg, at det bare ikke er sådan, det foregår, og især ikke for den gruppe mennesker, som det her rammer”.
Fattigdom? De går jo og flasher med deres iPhones
Mængden, eller måske rettere flokken, er i opløsning. På en bænk finder jeg Linda Villadsen, medstarter af Næstehjælperne. Linda er lidt bekymret. Hun har været med til at dele flyers ud, og det har ellers været hyggeligt, de andre gange hun har prøvet det, men i dag var der en dårlig stemning.
”Folk var vrede”, fortæller Linda. ”Én var endda så vred, at hun pegede og vrissede: “Ha! Fattigdom? De går jo og flasher deres iPhones”. Det samme som blev sagt om flygtninge. Linda er bekymret for, om det kan være et udtryk for øget splittelse i befolkningen. En anden flyer-uddeler havde også en grim oplevelse: ”Et par unge mænd i slips og skjorte havde afvist flyeren og sagt: Nej tak, I er grimme og I larmer, fuck af med jer”.
”Jeg er selv folkeskolelærer”, siger Linda, ”og jeg kan huske hvordan det var, at blive svinet til i medierne under lærerkonflikten. Jeg kunne overhovedet ikke genkende mediernes billede af hverken mig som lærer, eller den virkelighed jeg er en del af. Men dengang havde vi dog et kollegasammenhold, et arbejdsfællesskab og fagforeninger til at støtte os. Kontanthjælpsmodtageren har ingen. Der er ingen, der siger, “det er også uretfærdigt, det kigger vi lige på”, men det er det samme som de udsættes for. Linda understreger dermed også behovet for sammenslutninger af folk, der vil hjælpe hinanden, som f.eks. Næstehjælperne, som hun selv har været med til at starte.
Historien om Kim Madsen – fra avisdreng til slidgigt
På pladsen foran hovedindgangen til rådhuset står en gemytligt udseende herre med et skilt. Teksten på skiltet er for nærværende undsluppet de huskede faktas land, men skilteholderen hedder Kim Madsen, og ham husker jeg fra krisemødet tirsdag.
På T-shirtens mave står navnet på den Facebook-gruppe, Kim har startet, og som i dag har over 3000 medlemmer: Jobcentrenes Ofre.
”Jeg er da glad for, at der var nogen, der mødte op”, er Kims vurdering. ”Men jeg er ikke helt tilfreds med fremmødet. Jeg skyder på, at der var 130. Taget i betragtning hvor alvorligt problemet er, så er jeg lidt skuffet, men jeg håber, at der kommer mange flere i morgen til velfærdsalliancen”.
Jeg gik med aviser fra jeg var 7. Da jeg var 10, var det kul, koks, brænde og petroleum på Frederiksberg, op ad køkkentrapperne, men jeg var en stor stærk teenager, så jeg tænkte ikke på det. Jeg er født i ’59, så det var jo i halvfjerdserne. Om sommeren, når der så ikke var noget at lave med brændsel, så arbejdede jeg hos den lokale slagter, hvor jeg var bydreng. Jeg endte naturligvis i slagterlære, men jeg måtte holde op et halvt års tid før læretiden, var overstået, for så ku’ min ryg ikke mere.
Kim fortæller, at han lider af svær slidgigt i nakke og ryg: ”Alligevel er jeg på kontanthjælp. Min lægeerklæring siger, at jeg har en stationær, varig og uhelbredelig diagnose.
”Da jobcenteret fandt ud af, at de ikke ku’ gøre mere for mig, havde jeg været ude hos en underleverandør til noget arbejdsprøvning, som viste, at min arbejdsevne var lig nul. Jeg blev indkaldt til møde i jobcentret sammen med kommunens underleverandør, Incita, og min sagsbehandler. Der sagde de, ‘ja, vi ka’ sgu ikke gøre mere for dig. Alle muligheder er afprøvet, men du er for syg til at få fleksjob, og så skal vi jo finde på, hvad der skal ske med dig’.”
“De ville indkalde mig til møde inden for en tre ugers tid, og det blev jeg. Der erklærede de pludselig, at jeg var rask, og henviste mig til et andet jobcenter. Ja, ja, nu er lige præcis jobcenter Baldersgade på Nørrebro jo kendt som et af de værste; der har gjort brug af lægekonsulenter, der ikke var specielt populære i forvejen. Bl.a. en som har udtalt, at han har udskrevet attester på borgere, som han ikke engang har mødt. Han har heller ikke mødt mig; han mener bare godt, at jeg kan arbejde.”
“Jeg gik med aviser fra jeg var 7. Da jeg var 10, var det kul, koks, brænde og petroleum på Frederiksberg, op ad køkkentrapperne, men jeg var en stor stærk teenager, så jeg tænkte ikke på det. Jeg er født i ’59, så det var jo i halvfjerdserne. Om sommeren, når der så ikke var noget at lave med brændsel, så arbejdede jeg hos den lokale slagter, hvor jeg var bydreng. Jeg endte naturligvis i slagterlære, men jeg måtte holde op et halvt års tid før læretiden, var overstået, for så ku’ min ryg ikke mere.”
“Det var garanteret, gigten der meldte sig allerede dengang, men man blev jo ikke undersøgt på samme måde, som man gør i dag. Ellers har jeg kørt som chauffør, haft firma som vognmand og et flyttefirma og sådan nogle ting. Det med skrivebordet, det var ikke lige mig.”
Der er noget ukueligt over flere af deltagerne, ikke mindst som her med Kim Madsen.
Men det er vist også det, der skal til, hvis de skal have held mod en rimelig stor Christiansborg-konsensus, bestående af V, DF, LA og K – og en befolkning, der angiveligt synes, at de bare skal se at få lettet røven.
Fakta:
Kontanthjælpsloftet rammer ifølge de seneste skøn:
-
- 75 pct. af de, der modtager kontanthjælp, kan ikke tage et arbejde.
- 33.127 personer oplever en nedgang i deres disponible beløb.
- Af dem er 16.200 enlige forsørgere.
- I alt vil 34.500 børn blive berørt.
- Næsten hver femte af de ramte bor i København
Topfoto: PixaBay.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her