
RE-INTEGRATIONSREJSEN TIL DANMARK // FØLJETON – Charlotte Sylvestersen, er tilbage på overvintring i Danmark efter 25 år i Italien. Hun voksede op i 1970’erne med håndfaste og handlekraftige danske kvinder, der formåede at få hende til at føle sig en ligeværdig del af menneskeheden. Nu har ‘Skarm’, en norsk tv-serie i foråret og den danske del af #MeToo-kampagnen både overrasket og forstyrret hendes verdensbillede. Lever hun i en tidsafgrænset geografisk og social tidslomme, hvor hun stædigt opfatter alle køn som ligeværdige, og hvor magtmisbrug og overgreb rammer alle hen ad vejen, og skal bekæmpes for menneskehedens værdigheds skyld. Men pil ikke for livets, forplantningens og det smukkes skyld ved flirten. Uden den er vi ikke længere mennesker men humanrobotter.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Min forældre havde i min barndom en revisor, der var en klam og grænseoverskridende person. Han kom altid med platte seksuelle hentydninger til min mor. Også i fuld offentlighed overfor personalet i butikken.
Da min mor fik nok, meddelte hun i lige så fuld offentlighed, at næste gang han overskred hendes grænser ville det få konsekvenser. Og dertil kvitterede han med et hånligt ansigtsudtryk, der betød ”ha ha, du kan ikke ramme mig. Hvem tror du, du er”?
Da tiden kom, tog hun det kampsportsgreb på ham, hun havde lært i Hjemmeværnet. Han landede på gulvtæppet i forretningen med min mors knæ på halsen. Dér lagde hun grunden til mit selvværd. Mit menneskelige selvværd vil jeg til enhver tid hævde. Jeg tror, selvværd er kønsløst.
Jeg erkender i dag, at jeg har haft nogle utrolig gode og meget håndfaste rollemodeller, der tilfældigvis var kvinder
Senere bestod min mors seksualundervisning primært i sætningen, du skal ikke lade dem komme i bukserne på dig.
Heldigvis kom hun et par år for sent med den bemærkning, for jeg var allerede klar over, at jeg gerne ville i bukserne på dem.
Den nyttige og praktiske seksualundervisning fik jeg af pladedamen Hanne, der var ansat i min fars radioforretning.
Senere var det min første svigermor, der fandt et kondom i toilettet, og derfor gav mig ordre til straks at få p-piller. Jeg erkender i dag, at jeg har haft nogle utrolig gode og meget håndfaste rollemodeller, der tilfældigvis var kvinder. Uden at vide det, var de af typen don’t tell it, show it.
Min tidligere kollega Elsebeth Egholms debutroman i 1999 hed De frie kvinders klub.
Det var en rammende titel, for dét var lige nøjagtigt den opfattelse af vores køn, vi midaldrende danske kvinder, der blev født i de brølende 1960’ere, voksede op med.
Vi blev kønsmodne i ”mellemtiden”, den eneste epoke i menneskehedens historie, hvor vi ikke risikerede at blive uønsket gravide og ikke risikerede at dø af at have sex
Eller rettere: Det har i hvert tilfælde været min faste overbevisning indtil lige netop i disse #Metoo-tider, hvor jeg må erkende, at jeg vakler i troen. Ikke på mit eget selvværd, der her i midten af 50’erne er fast forankret og måske endda en anelse mindre rethaverisk og en anelse mere rummeligt end tidligere, men mit livssyn bliver udfordret.
Den fantastiske mellemtid
Vi blev kønsmodne i ”mellemtiden”, den eneste epoke i menneskehedens historie, hvor vi ikke risikerede at blive uønsket gravide og ikke risikerede at dø af at have sex. Vi oplevede, gennemlevede, og nød til fulde dette enestående frie intermezzo mellem p-pillen og AIDS.
Det gjorde den anden halvdel af menneskeheden også, altså mændene. Nogle gange gjorde vi det også med én fra samme køn og indimellem også med flere end én ad gangen.
Vores mødre holdt i samme periode op med at gå med tørklæder, hvis de tilhørte arbejderklassen. De fine fruer lagde hattene på hylden, undtagen når der var bryllupper, barnedåb og fest i den borgerlige. Fodboldspilleren Guld-Haralds hustru Mie importerede skuldertasker fra Italien, som langsomt erstattede de håndtasker, der rent bogstaveligt indskrænkede kvindernes fysiske bevægelsesfrihed.
Vi spillede kort, og gav ham blot besked om, at vi allerede havde set hans pik, og at det i øvrigt var hans maddag. Det endte siden med, at han kom ud af en kage og strippede til en af vores Rosita-julefrokoster
Selv i min provinsby på den jyske hede var der mødre, der ikke bare begyndte at gå i lilla nuancer og hønsestrikke de hjemmefabrikerede trøjer, vanter og huer. De gik endda som fyrreårige eller mere i gang med uddannelser. De var som tidligere fødemaskiner og husmødre i den grad bevidste om, at ikke bare den seksuelle men også den økonomiske frihed var, og stadig i dag er, grundlaget for ligeværd mellem mennesker.
Rygsæk og smækbukser
Vi kammede naturligvis også over i vores nyvundne frihedsrus. Min veninde Mette stoppede mig en søndag formiddag på gågaden og gav mig en indigneret forelæsning om ikke at indynde mig overfor de unge mænd med selvundertrykkende feminin list, alene af den grund at jeg havde udstyret mig med rød læbestift.
Mettes mor var i øvrigt en af dem, der til de fastgroede husmødres forargelse gik i gang med en uddannelse. ”Sikken et overskud”, tænker jeg i dag, med fire børn, der også skulle sendes godt i vej, som man sagde dengang.
Vi overskred også med vellyst de grænser, som kvindelivet hidtil havde været begrænset af. Skuldertasken var ikke fri nok, men blev erstattet af den nærmest obligatoriske Fjällräven.
Min var blå, og gav endnu mere frihed end skuldertasken, både bogstaveligt og i overført betydning. Vi krævede vores ret til at gå grimt klædt i smækbukser, udstyret med de uundværlige mærkater mod atomkraft og for vedvarende energi.
Måske var vi, de frie og vilde kvinder i de nordeuropæiske mellemstore og store byer, bare en lille lukket enklave i vores egen private tidsboble? ….. Mistede vi de fleste undervejs, og glemte vi i vores rus over friheden at give stafetten videre til næste generation?
Vi tog på stop, alene, og nogle endda helt til Frankrig for at plukke druer. Eller som jeg, der som 15-årig tog på stop for at spare billetten frem og tilbage mellem efterskolen. Vi meldte os til, og nogle gennemførte uddannelser, der ellers havde været maskuline enklaver. Vi lavede kvindegrupper og studerede vores kønsdele efter forskrifterne i vores bibel, der hed ”Kvinde, kend din krop”.

En lang lørdag i begyndelsen af 1980’erne tissede vi urtete sammen i vores kommunalt støttede ungdomshus i Herning for at farve vores hjemmekartede- og spundne garn naturligt indigoblåt. Der var også en ung mand, der tissede med i baljen til det blå garn.
Vi var firstmovers på mange niveauer og allerede opmærksomme på miljøet. Vi var rummelige i Baghuset i Herning, også da stedets mandlige original ville lave alle husets hjørner runde.
Kollektivets klamme omklædningsrum
Vores Rosita-julefrokoster i Aarhus nogle år senere var kun for kvinder, og vores onanistiske motto var, at ”hvis det skal være, så ordner vi den lille krampe selv”.
Der blev naturligvis indkaldt mandlig servering til disse mobbeknald. De færreste af de mandlige tjenende ånder turde deltage i mere end én af disse julefrokoster. Der blev nemlig gramset og kommenteret på uhøvisk vis, og det siger de fleste mænd så fra overfor.

Vi skabte også vores egen beskidte og lumre locker room jargon i kollektivet i Aarhus, hvor vi diskuterede og sammenlignede mandlige venners præstationer på lagnerne.
Som en konstant i moderne musikhistorie kunne vi lavpraktisk konstatere, at nok er forsangeren i front, men trommeslagerne er mest på stikkerne. Én af dem fik tilnavnet Listepikken. Og når Farmand kom hjem efter fredags øl i børnehaven, hvor han var pædagogmedhjælper, ville han altid strippe for os.
Vi spillede kort og gav ham blot besked om, at vi allerede havde set hans pik, og at det i øvrigt var hans maddag. Det endte siden med, at han kom ud af en kage og strippede til en af vores Rosita-julefrokoster.
Alligevel endte de fleste – trods al vores snak, de gode intentioner, og mændenes i hvert tilfælde teoretiske samtykke – med i disse år af deres liv at være det, man i yderste konsekvens kun kan kalde husslaver
Men midt i al livsglæden tog vi også kampene. Vi støttede hende, der efter rus-weekenden på gymnasiet fik tilnavnet Feltmadrassen, fordi hun gavmildt havde delt ud af sin krop til flere end én af sine medstuderende. Hende, der fik tilnavnet Oste på grund af den Gammel-Ole, hun havde med den første dag, måtte derimod leve med det resten af gymnasietiden.
Solidaritet er kønsløst
Der blev også grædt tårer, mange, og uddelt solidaritet, når præventionen svigtede, og turen gik til en ambulant abort på Aarhus Kommunehospital. For nogle blev det til traumer, der fulgte og forfulgte dem i årevis.
For andre, som undertegnede, var to dumme aborter på grund af sjusk blot et indgreb, der gjorde mindre ondt end tandlægen. Men det udelukker jo ikke solidariteten med dem, hvor det gør ondt i sjælen. Solidaritet, ikke søstersolidaritet, men solidaritet mellem mennesker.
Nogle gange var kampen rent bogstavelig, som da jeg på stop i Norge rent fysisk blev smidt ud i sneen på en øde landevej, fordi den venlige chauffør ville have fysiske modydelser.
Først i efteråret gik det op for mig, at det var et seksuelt overgreb, han var i gang med. Mit 1980’er-selvværd var simpelthen dengang så stærkt, at jeg bare blev helt almindelig vred over, hvad han dog bildte sig ind.
Vi definerede i grunden ikke den type episoder som udelukkende kønsbestemte overgreb, men som en uretfærdighed, vi havde en helt naturlig menneskeret til at gribe ind overfor, og rette op på.
Vagtlægen fik lov til at gramse for skønhedens skyld
Min reaktion var den samme, da jeg midt i 1980’erne en fredag nat sad på natlægens briks for at få syet et flækket øjenbryn sammen.
Jeg sprang over børnene og sidder i dag med en fornemmelse af, at familielivet på en uventet og uforudset måde fik mange af kvindernes 1970’er og 1980’erfrihed til at blegne, gå i hi eller helt blive lagt på is
Lægen lugtede, som jeg, af sprut, og hans hænder var alle andre steder end ved øjenbrynet.
Jeg var i min brandert udmærket godt klar over, at han misbrugte sin magtposition. For mig var det bare vigtigere, at han fik syet øjenbrynet pænt. Vel hjemme med syv nogenlunde lige sting i brynet fortalte jeg min bofælle om overgrebet.
”Vi går derop og banker ham”, var reaktionen, men heldigvis var den lokale café på vejen, og vi fortsatte i stedet festen.
Åd familielivet selvværdet, eller glemte vi at give det videre?
Voksenlivet tog over. Uddannelserne blev i de fleste tilfælde afsluttede. De mange forhold blev til parforhold, og der kom børn.
Jeg sprang over børnene og sidder i dag med en fornemmelse af, at familielivet på en uventet og uforudset måde fik mange af kvindernes 1970’er og 1980’er-frihed til at blegne, gå i hi eller helt blive lagt på is.
Veninderne forsvandt simpelthen i ammehjerne- og bleperioden. De havde overhovedet ikke tid og overskud og vendte først tilbage, da folkeskolen lettede deres arbejdsbyrde.
Det var ikke fordi, veninderne ikke ville fortsætte kampen for ligeværd og ligestilling. Alligevel endte de fleste – trods al vores snak, de gode intentioner, og mændenes i hvert tilfælde teoretiske samtykke – med i disse år af deres liv at være det, man i yderste konsekvens kun kan kalde husslaver.
Frie kvinder arbejder bare dobbelt så meget
Én veninde, der som de fleste – går det op for mig i dag – alligevel endte med at vælge en af de såkaldte bløde humanistiske uddannelser, fortalte mig siden om hendes arbejde med indvandrerkvinderne i Aarhus.
Hun holdt altså trods den såkaldte bløde uddannelse som socialrådgiver den kvindepolitiske fane højt, når hun forsøgte at overbevise nydanske kvinder om nytten i at lære dansk og komme ud på arbejdsmarkedet.
Noget gik på en måde helt galt lige præcis den dag, der skulle to fuldtidsjob i stedet for ét til at holde liv i en familie. Med retten til uddannelse, job og karriere glemte vi at sætte tid af til livet, familielivet og resten af livet
Indvandrerkvinderne grinte ad hende.
De spurgte, om det da ikke var hende, der skulle hente børnene i vuggestue og børnehave? Og om hun ikke også skulle nå at handle ind på hjemvejen? På cykel, for selv med to udearbejdende forældre var der ikke råd til at bruge bilen til den daglige transport. ”Hvorfor skal vi være som jer. I arbejder jo bare dobbelt,” var deres argument.
Det gik i al sin gru op for min veninde, at det var svært at overbevise de uuddannede indvandrerkvinder om værdien af friheden til at stå op klokken seks og køre børn i børnehave i al slags vejr på en ladcykel, for derefter at passe et fuldtidsarbejde, hente børnene igen, nå at købe ind, lave mad, gøre rent og være en sexet og inspireret partner i et på papiret ligeværdigt parforhold.
Det holdt da heller ikke, det i teorien ligeværdige parforhold. Noget gik på en måde helt galt lige præcis den dag, der skulle to fuldtidsjob i stedet for ét til at holde liv i en familie. Med retten til uddannelse, job og karriere glemte vi at sætte tid af til livet, familielivet og resten af livet.

For mit vedkommende har jeg de seneste år i Italien været vidne til en massiv kampagne udelukkende imod mord på kvinder, selv om drabstallene viser, der i Italien er dobbelt så mange mord på mænd som kvinder.
I Italien er hypet om kvindemord helt klart med til at fastholde kvinden i rollen som det såkaldte svage køn. Den havde jeg simpelthen bare ikke set komme til Danmark i en anden form som en del af #MeToo hashtagget.
Jeg kan sagtens gennemskue den italienske plan om at fastholde en katolsk kvindeundertrykkende tankegang. Knap halvdelen af italienske kvinder er stadig hjemmegående, og det passer både kirken, magten og mændene.
Men jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor det nu også hjemme i Danmark er så hulens svært at se igennem kønsforvirringen, og bare holde fast i, at magtmisbrug og overgreb på alle planer skal shames, og naturligvis retsforfølges, når de overskrider vore love?
Skammet tilbage til Middelalderen af norsk tv-serie
Nu er vi så godt og vel midtvejs på vores livsbane, os fra de forrygende 1960’ere.
Børnene er voksne. Og hjemme hos Tomanda, min venindes datter og hendes kæreste, virker det som om de helt naturligt deles om hverdagen. Indtil videre, og uden endnu at være begyndt på tour-de-småbørn.
Vennernes og venindernes børn virker også på mig som mere empatiske partnere, end vi var dengang på den jyske slette.
Alligevel har jeg siden foråret siddet med en nagende fornemmelse af, at noget gik helt galt.
Jeg sidder tilbage med fornemmelsen af, at mine ungdomsveninder og jeg selv levede vores ungdom og første del af vort voksenliv i en tidsboble løsrevet fra resten af universets historie
I foråret 2017 kom jeg til at bingewatche den norske tv-serie Skam. Jeg sad målløs og chokeret tilbage. Hér var vi, i vore dage og i en skandinavisk storby, helt tilbage til udgangspunktet igen.
Friske piger – en betegnelse for enten seksuelt aktive eller tykke piger, fortalte en mandeven mig for nylig – kaldes stadig for ludere, og flertallet af drengene i tv-serien har et ligestillingsniveau og en homofobi nøjagtigt som det, vi andre kæmpede imod i 1970’erne, indtil børnene gjorde deres indtog.
Hun gjorde et godt parti
Som en middelalderlig boomerang husker jeg også pludselig et bryllup i Jylland for et par år siden. Brudens far sagde helt seriøst til mig, at dér havde datteren da gjort et godt parti, fordi ægtemanden tydeligt kun havde karriere på sit livsprogram.
Jeg tabte mælet, og fik derfor ikke skældt faren hæder og ære fra, som jeg burde have gjort. En kæmpefejl.
Senest har jeg med undren fulgt #MeToo, som rigtigt mange, og flest kvinder, i min alder de seneste måneder har anvendt til at fortælle om seksuelt magtmisbrug, de har oplevet eller været vidner til for nylig eller for flere årtier siden.
En lille geografisk begrænset tidsboble af ligeværd
Jeg sidder tilbage med fornemmelsen af, at mine ungdomsveninder og jeg selv levede vores ungdom og første del af vort voksenliv i en tidsboble løsrevet fra resten af universets historie.
Endog en geografisk tidsboble, der indskrænkede sig til større provinsbyer og hovedstæder i den nordlige udkant af Europa. Og måske endda en social tidsboble, der tilhørte dem, der også turde flytte sig fra fødebyen for at få en bedre uddannelse end både deres far og mor.
Jævnaldrende danske mænd ser slet ikke kvinden, men kun mennesket i mig. Det er heller ikke nok. Kun når alkoholen tager over, kan enkelte betragte mig som det seksuelle væsen, jeg også er. Jeg får også altid døre i hovedet, fordi ingen holder dem for mig
Jovist, vi følte og opførte os – og gør det i de fleste tilfælde heldigvis stadig – som frie og ligeværdige mennesker.
Men glemte vi i vores kamp for at få det hele vores medsøstre, der ikke tissede garn blåt, der ikke lavede Rosita-julefrokoster, men bare i stilhed gennemførte handelsskolen og gymnasiet eller i grunden var tilfredse med at få et ufaglært arbejde – og helst noget, der har med mennesker at gøre?
Super Karla kontra Beverly Hills
Disse kvinder voksede, som os der larmede mere, også op med stærke Pippi Langstrømpe, med flyvende Super Karla, frække Cirkeline, Sonja fra Saxogade, og irriterende Andrea og hendes kønskamp mod frøen Kaj.
Vores teenagerkultfilm var Vil du se min smukke navle. Men mens vi, der tissede blåt garn, også læste Det tredje køn af franske Simone de Beauvoir, og læste og lærte om det i grunden møgkedelige gnidningsløse knald i Luft under vingerne hos amerikanske Erica Jong, læste de deres lektier.
De gjorde deres bløde uddannelser færdige på normeret tid, fik arbejde, blev gift, fik børn, og fandt sig muligvis i magtmisbrug i alle former.
På disse veninders Facebook-sider kan jeg konstatere, at de fleste i min midtjyske provinsby valgte familien fremfor karrieren, idrætsklubben fremfor kommunalpolitik eller samfundsengagement i det hele taget.
Jeg kan også se, at de prioriterer deres pensionsordninger højere end at tage kampen med manden om den daglige rengøring. Og jeg misunder dem nogle gange deres valg, for de virker oprigtigt talt som om de hviler mere i deres liv, end jeg hviler i mit.
Både disse kvinder, og de andre kvinder på min væg, der som jeg deltager, blander sig og stadig råber op, havde tilsyneladende så travlt med deres dobbeltjob på arbejdsmarkedet og hjemme, at de overså, at deres egne børn af begge køn i stedet for at vokse op med Pippi og Super Karla glanede mest på 90’ernes og 00’ernes amerikanske tv-serier som for eksempel Beverly Hills og Friends. Tv-serier med kvinderoller skåret ud af de to let gennemskuelige klichéer som enten madonna eller luder, og meget lidt ind imellem.
Enker som jeg kan være så hudsultne, at enhver berøring faktisk er velkommen. Uden danske veninder som tilskuere generer Enis og hans berøringer mig overhovedet ikke. Han véd jo lige præcis, hvor min grænse er, og ellers siger jeg bare til. Det er bare et lille spil, vi spiller, og det gør min dag bedre
Den norske serie Skam slog hovedet på sømmet for mig i foråret. Den gnavende mistanke om, at kampen for ligeværd – fra begge køns side – er gået helt i stå et sted undervejs, er blot blevet forstærket med #Metoo-kampagnen på de sociale medier i kølvandet på Weinstein-skandalen i USA.
Måske var vi, de frie og vilde kvinder i de nordeuropæiske mellemstore og store byer, bare en lille lukket enklave i vores egen private tidsboble?
Måske gik vi fejlagtigt og automatisk ud fra, at alle mennesker i vores generation tog for sig af retterne, kunne sige fra og følte sig ligeværdige inderst inde?
Måske er vi i virkeligheden i dag blevet en lille elite af vilde mennesker, der – som kun mændene før i tiden – har sat os på den del af kagen; vi har kunnet rage til os, i erhvervslivet, i kulturlivet og privatlivet?
Tillader vi os i virkeligheden i dag at sætte en dagsorden for alle de andre kvinder og mænd, som om de er og har været samme sted som os, der stadig føler os ligeværdige og frie?
Mistede vi de fleste undervejs, og glemte vi i vores rus over friheden at give stafetten videre til næste generation?
Fingrene væk fra flirten
Jeg har ikke svarene. Overhovedet ikke. Beklager, hvis du har læst med hertil i håbet om at få dem, svarene.
Men jeg ved, at inden det kammer totalt over, er jeg nødt til at råbe højt: I må Fandengalemig ikke i vores alles absolut vigtige kamp mod magtmisbrugernes overgreb tage flirten, det seksuelle spil og livslysten fra mig.
For lige dér er I heroppe i det nordlige Europa allerede kammet over. Når jeg er i København, går jeg i selvværdskrise på fjerdedagen. Jeg lugter til mig selv og ser længe i spejlet for at konstatere, om jeg virkelig er så grim, tyk og utiltrækkende, som jeg føler mig.
Hjemme i Milano får en overvægtig, midaldrende kvinde som jeg stadig komplimenter. Endda et enkelt pift i ny og næ, når hun har en af de magiske dage, hvor udstrålingen sidder, som den skal. Jeg elsker det
Jævnaldrende danske mænd ser slet ikke kvinden, men kun mennesket, i mig. Det er heller ikke nok. Kun når alkoholen tager over, kan enkelte betragte mig som det seksuelle væsen, jeg også er. Jeg får også altid døre i hovedet, fordi ingen holder dem for mig.
Hjemme i Milano får en overvægtig, midaldrende kvinde som jeg stadig komplimenter. Endda et enkelt pift i ny og næ, når hun har en af de magiske dage, hvor udstrålingen sidder, som den skal. Jeg elsker det.
En veninde på besøg sidste sommer bemærkede, at én af kortspillerne ved mit bord på den lokale bar gned sit lår op ad mit og hele tiden kom med unødvendige håndspålæggelser. Jeg gav hende ret i, at han var irriterende, da hun bemærkede det. Men kun fordi hun så det.
Enker, som jeg, kan være så hudsultne, at enhver berøring faktisk er velkommen. Uden danske veninder som tilskuere generer Enis og hans berøringer mig overhovedet ikke. Han véd jo lige præcis, hvor min grænse er, og ellers siger jeg bare til. Det er bare et lille spil, vi spiller, og det gør min dag bedre.
Når jeg holder foredrag for danske gymnasieelever på besøg i Milano, klager de smukke, unge og frie danske kvinder altid over de klamme jævnaldrende italienske mænd, der simpelthen ikke kan lade være med at blive begejstrede over dem, når de går rundt i byens gader.
”Nyd det, nyd det for pokker”, er mit råd til dem. Og så lærer jeg dem samtidig høfligt at fortælle på italiensk, at de ikke er interesserede. Og respekterer de italienske unge mænd ikke dette, så lærer jeg dem også den gestus, der tydeligt forklarer, at nu kan du godt stikke piben ind og smutte, makker.
Det er dét, vi kan give videre til vores unge mænd og kvinder, så de kan sige fra overfor al slags magtmisbrug. Vi skal ikke kriminalisere kønsdriften og den livsnødvendige daglige flirt. Kræver det så også et selvforsvarskursus hos Hjemmeværnet eller andre steder, er det såmænd heller ikke en dum ide.
Og Kvinde kend din krop er stadig en fantastisk håndbog, for mennesker af alle slags.
Læs andre tekster af Charlotte Sylvestersen i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her