SNUBLESTEN // HISTORIE – Mandag den 30. august nedlægges en brosten med en messingplade i fortovet ud for opgangen Ribegade 2. Det er en såkaldt snublesten, der skal minde eftertiden om et af nazitidens ofre. Denne gang gælder det en ung mand, der betalte med sit eget liv for at redde Informations grundlægger Børge Outze og dermed avisens hele eksistens med alt, hvad det indebærer.
Hans navn var Birger Mouritsen, en af frihedskampens glemte helte. Han tildeles en af de 25 snublesten, som i år nedlægges i Danmark. Samtidig omtales han på hjemmesiden Snublesten.org. Begrebet snublesten (Stolperstein) og de fysiske sten er skabt af den tyske kunstner Gunter Demnig. Hver sten lægges, hvor et offer for nazismen har boet eller arbejdet. Foreløbig er der nedsat 74.000 sten i mere end 25 lande. Det er dermed Europas største decentrale mindesmærke.
Den danske komité har valgt Birger Mouritsen efter forslag fra overtegnede. Begrundelsen indrammer hans bidrag til produktion og udbredelse af underjordiske nyheder, hans indsats for at hjælpe forfulgte jøder til Sverige og ikke mindst hans rolle som livvagt for Børge Outze, som Gestapo havde udsat en dusør på, død eller levende. Uden Outze var Information ikke opstået. Så enkelt er det, og så stort.
Stikkerens store chance
Under hele besættelsen havde Børge Outze en dødsfjende med initialerne OEC, der havde forfulgt ham, siden han i 1936 blev ansat som journalist på den konservative Nationaltidende. Med tyskerne i landet meldte samme OEC sig som stikker i Gestapos tjeneste. Som aktiv i Konservativ Ungdom angav han 41 partikammerater, hvoraf 15 blev fængslet for at modtage illegale blade eller være aktive i hemmelige modstandsgrupper. Siden påtog han sig at opsnuse den stærkt efterstræbte Børge Outze for en fast hyre på 125 kroner om ugen og en ekstra bonus på 1.000 kroner, hvis det lykkedes.
Den 2. juni 1944 fik OEC sin store chance. Da han kom forbi Café Nord over for Grøften i Tivoli, så han Børge Outze og tre yngre mænd ved et bord. Han alarmerede straks sin tyske kontakt på Dagmarhus.
Mens Outze var gået til en telefonboks, så hans tre hjælpere seks mistænkelige tyskere sætte sig i nærheden. De blev enige om, at det måtte være Gestapo-folk på jagt efter Børge Outze. Som leder af den illegale nyhedstjeneste var han gået under jorden og blev anset som ‘det dyreste vildt’. Ham ville de tre for enhver pris redde .
Den 22-årige Birger Mouritsen rejste sig, gav tegn til de to andre om at gå, snuppede selv Børge Outzes mappe fra den tomme stol og kaldte på tjeneren for at betale. I samme sekund blev de anholdt, lænket til hver sin tysker med håndjern og ført bort, mens hele Tivoli blev omringet under en storstilet razzia og alle udgange spærret.
Det lykkedes Børge Outze at slippe ud gennem restaurant Keglebanen ved siden af Nimb. Som det første ringede han til Birgers mor på Østerbro, så hun nåede at brænde alle sønnens navnelister og kuverter i kakkelovnen, inden Gestapo brasede ind ad døren i Ribegade.
De tog ikke Børge. Vi klarede den. Den er vel nok fin!
Med sin snarrådige reaktion i Tivoli havde Birger Mouritsen fuppet Gestapo til at tro, at han var Outze. Indholdet i mappen viste, at de havde fanget en stor fisk. Ingen af de arresterende tyskere anede, hvordan Outze så ud, og da Gestapos aktionsleder ikke ville ses med OEC, var denne holdt tilbage ved havens indgang. Det reddede Outzes liv, men kostede Birgers.
Efter det første forhør hos Gestapo blev Birger Mouritsen indsat i Vestre Fængsel. Her traf han modstandskammeraten Niels Jørgensen, der var Børge Outzes nære kollega fra Nationaltidende, og som skrev om mødet:
“Dagen efter hans Anholdelse fik jeg Lejlighed til at veksle et par Ord med ham i Vestre Fængsel, da vi samtidig skulde på Toilettet. Det var ikke til at se paa ham, at han var Fange. Med Triumf i Stemmen hviskede han fra det ene Toilet til det andet: “De tog ikke Børge. Vi klarede den. Den er vel nok fin!” Børge (Outze) var hans chef, og han var ikke blevet taget – altsaa var alt i Orden. Saadan var Birger Mouritsen. Ikke ved en enkelt Lejlighed, men altid.”
Outze måtte gå den tunge vej til Birgers forældre og fortælle, hvad der var sket. Den 51-årige far havde været regnskabsfører i flåden og hjulpet jøder til Sverige. Han tilbød straks at træde i sønnens sted, blive livvagt for Outze og hjælpe med at reorganisere arbejdet med Information.
Illegal pølsevogn
Birger Mouritsen voksede op som enebarn af Agnes og Alfred Mouritsen, der begge var født af enlige mødre i små kår. Birgers forældre blev viet i Korsør, hvor faderen var matrosoverkonstabel på ‘Herluf Trolle’, mens moderen boede i det gamle Korsør hos sin plejemor, der var enke efter en matros. Birgers bedstefædre var helt anonyme, så det er stort set umuligt at finde eventuelle nulevende slægtninge, der kunne være med, når snublestenen nedlægges.
Forbindelsen til havet gik videre til Birger, der aftjente sin værnepligt i marinen. Han blev en af de sidste soldater, som flåden fik lov at uddanne inden augustoprøret i 1943, da viceadmiral A.H. Vedel den 29. august beordrede den danske flådestyrke sænket for at svække det tyske greb om Danmark.
Blandt dem var den kendte eventyrer og ornitologi-professor Finn Salomonsen (i dag måske mindre kendt end sin datter, sangerinden Sanne Salomonsen), hans far og bror med familier. Mændene havde medbragt flasker med cyankalium, hvis det værste skulle ske
Det forstærkede kun modstandsviljen hos den unge handlekraftige Birger, der i det civile liv var kontorassistent i VVS-firmaet Brødrene Dahl på Rådhuspladsen i København. Han var ivrig efter at blive en del af modstandsbevægelsen, men vidste ikke hvordan, indtil han tilfældigt opdagede, at hans faste pølsevogn fungerede som distributør af såkaldt illegale blade. Det bragte ham ind i Studenternes Efterretningstjeneste, Hjemmefronten og Information. Først som hjælper ved trykning er deres blade, siden under jorden med ansvar for illegale operationer.
Fanger og jøder
Allerede i september 1943 gik Birger Mouritsen ind i arbejdet med at hjælpe flygtninge til Sverige. Først illegale danske fanger fra Vestre Fængsel, som de danske myndigheder havde løsladt efter 29. august med krav om, at de skulle forlade landet. En gruppe aktive i Studenternes Efterretningstjeneste købte en fiskerbåd på Møn, der kunne sejle fra Stevns og Møn til formålet. Midt i september kom også de første jødiske flygtninge med.
Lærer Johannes Fosmark samlede jøderne i sin københavnske lejlighed i Slagelsegade 9. Birger Mouritsen sørgede for, at de flygtende kom til Møn, hvor de blev indlogeret på Hotel Skandinavien i Stege af Fosmarks stedsøn, journalist Hans Fosmark. Derefter blev de fra Klintholm sejlet til Skanør i Sverige med Hans Fosmark som ‘matros’.
Under aktionen mod jøderne i oktober kom fem andre danske og svenske både til Møn, som med hjælp fra baron Niels Rosenkrantz sejlede ud fra hans gods Liselund til Trelleborg. De blev roet ombord på kutteren fra stranden ud for Liselundparken eller neden for den dengang 102 meter høje kalkspids kaldet Sommerspiret på Møns Klint. Således kom mellem 50 og 60 jøder ad den vej til Sverige i den første uge af oktober.
Salomonsen
Blandt dem var den kendte eventyrer og ornitologi-professor Finn Salomonsen (i dag måske mindre kendt end sin datter, sangerinden Sanne Salomonsen), hans far og bror med familier. Mændene havde medbragt flasker med cyankalium, hvis det værste skulle ske.
Finn Salomonsen skrev i sin beretning under det svenske asyl, at de blev hjulpet ned ad Møns stejle skrænter af “en Hjälper udsendt fra Bureauet i Kbhvn”, formentlig Birger Mouritsen, der selv sejlede med over Sundet ved flere lejligheder. Tilsammen førtes over 300 jøder til Sverige via Møn.
Det fik en brat ende efter en tysk razzia den 12. oktober 1943. Tilfældigvis var en sejlads samme dag blevet aflyst, så ingen blev pågrebet. Men det betød, at familien Fosmark og Birger Mouritsen straks flyttede deres flygtningehjælp nord for København, til Hans Fosmarks fætter Cato Bakman, der var aktiv i Frit Danmarks nyhedstjeneste og Studenternes Efterretningstjeneste og med på lægen Jørgen Kielers hold i sabotagegruppen Holger Danske.
Bagefter er det hele svært at forstå selv for dem, der var med i det. Kartoflerne var jo mennesker, ulykkelige mennesker, som de ville fange og dræbe
Som medicin-studerende på Bispebjerg Hospital var Cato Bakman en nøglefigur i flugtarbejdet sammen med sin foresatte læge, Karl Henrik Køster.
Bispebjerg Hospital var en slags undergrunds-station for københavnske jøder, der ville til Sverige. Når de efter anvisning ankom med en bårebuket og så ud som sørgende til en bisættelse, blev de vist hen til kapellet og via det vidtforgrenede net af kældre under hospitalet sendt videre til troværdige hjælpegrupper, først til Møn, siden til det nordlige Øresund og Kattegat. Andre flugtruter til Sverige udgik fra Odsherred, fra Lolland-Falster og i Nordjylland fra Sæby og Frederikshavn.
Kryptiske kartofler
Børge Outzes nyhedstjeneste var en del af dette underjordiske netværk, der havde opbygget unikke forbindelser for de daglige nyheders vej til Sverige og derfra til BBC i London.
Når Outzes folk i telefonen omtalte flygtninge, talte de om sække med ‘kartofler’. Med Outzes ord i et senere tilbageblik: “Bagefter er det hele svært at forstå selv for dem, der var med i det. Kartoflerne var jo mennesker, ulykkelige mennesker, som de ville fange og dræbe. …Det hænder endnu, at jeg møder et menneske eller ser et navn, der et sted i min hjerne udløser en gammel besked: Gjorslev Bøgeskov. 11 for mange…Vedbæk havn 15 usælgelige… Klintholm kan aftage 7…”
Ved hver afrejse satte både flygtninge og deres hjælpere livet på spil. Cato Bakman var én gang blevet arresteret syd for Køge i en taxa med to andre hjælpere og fire mennesker på flugt. De blev afhørt hele natten på Dagmarhus, men løsladt næste dag.
To måneder senere blev Bakman igen antastet af de samme Gestapo-folk, der tilfældigt fandt ham i doktor Køsters lejlighed på Bispebjerg Hospital. Cato Bakman sprang på bare fødder ud af vinduet fra anden sal, blev hårdt kvæstet og samtidig ramt af fire-fem tyske kugler. Han udåndede næste dag i armene på sin hustru, Karen Andrea Gottlieb Bakman, født Thomsen. Hun var sygeplejerske på samme sygehus og fortsatte modstandsarbejdet efter mandens død.
De troede, at jeg var dig. Kors, hvor blev de gale, da de opdagede det
Efter sit arbejde med flugtruterne knyttedes Birger Mouritsen stadig tættere til Information. Han påtog sig det farlige hverv som kurer, der hentede post og holdt forbindelsen mellem redaktionen og de grupper rundt i hovedstaden, som trykte og siden distribuerede de daglige nyhedsbreve ud i landet og til Sverige.
Da Børge Outze i januar 1944 gik under jorden på flugt for Gestapo, fulgte Birger med som hans bevæbnede og uundværlige livvagt. Det var i den egenskab, han i juni sad med på cafeen i Tivoli.
Efter arrestation og forhør hos Gestapo overførtes han fra Vestre Fængsel til Horserød i Nordsjælland, derfra den 12. august til Frøslevlejren ved Padborg. Den 15. september var han en af de første 195 danske fanger med toget til Harrislee syd for grænsen og derfra i uhumske kreaturvogne med pigtråd for lufthullerne til den største kz-lejr i Tyskland.
Inden da var det lykkedes ham at sende en besked hjem til Børge Outze, hvor han skrev: “De troede, at jeg var dig. Kors, hvor blev de gale, da de opdagede det. Det har jeg grinet godt af siden…”
Man kan forestille sig, hvad ‘de’ har gjort ved den fange, der gjorde dem så gale.
Han stod i Vogndøren med et Smil, der skulde dække over, at han var beklemt (for min Skyld), og vinkede, da Bilen kørte bort. “Du klarer den!” raabte han
De to andre fra mødet i Tivoli var også forblevet i tysk varetægt. Den bornholmske købmandssøn Kjeld Frederiksen var stud.jur., med dæknavnet ‘Sildehoved’ leder af Studenternes Efterretningstjeneste og som vennen Birger medarbejder ved Information. Deres skæbnetråde fulgtes hele vejen fra Tivoli via Horserød og Frøslev til Tyskland.
Den sidste var bankassistent Carl Christian Hinchely Andersen, der var med i Tivoli for at udbrede Information på Sjælland. Han sluttede sin tid som fange i Frøslev, men slap for det videre forløb i Tyskland. Efter krigen hjalp han Jørgen Kieler med bogen Nordens lænkehunde. Den første Holger Danske-gruppe: Fra finlandskrig til modstandskamp. Hinchely døde som 80-årig i 2001.
Birgers sidste hilsen
Niels Jørgensen var med i toget fra Frøslev mod Tyskland, men kort efter grænsen blev han sat af for at blive ført tilbage til Danmark. Her skiltes hans og Birgers veje, og herom skrev han efter befrielsen:
“Det var den sidste jeg saa, da Gestapo hentede mig ud af Toget Syd for den danske Grænse for at føre mig tilbage til Vestre Fængsel. Han stod i Vogndøren med et Smil, der skulde dække over, at han var beklemt (for min Skyld), og vinkede, da Bilen kørte bort. “Du klarer den!” raabte han. For sin egen Skyld nærede han tilsyneladende slet ingen Bekymringer.”
Niels Jørgensen var en måned i Danmark og blev deporteret til Tyskland med det næste hold fanger fra Frøslev den 20. oktober. Han landede i samme lejr som Birger Mouritsen, kz-lejren Neuengamme 30 kilometer sydøst for Hamborg.
Det var her 90 procent af de næsten 6.100 danske kz- eller tugthusfanger blev deporteret til under besættelsen, enten som langtidsfanger, eller fordi de som overlevende mod krigens slutning blev samlet fra andre lejre for at komme hjem med De Hvide Busser. Jøderne i Theresienstadt og kommunisterne i Stutthof kom ikke til Neuengamme.
Neuengamme
Lejren var anlagt på et sted med rigeligt ler til produktion af mursten, senere beton, med fangerne som slavearbejdere under kommando af SS og med udvalgte fanger som brutale indpiskere. Lejren var stedet, hvor “Skørbug og Sult, Lungebetændelse, Difteri og Lus sparer Ammunition for Tyskerne,” som bladet Danskeren kunne berette.
Senere overførtes Birger Mouritsen til en af lejrens 86 såkaldte udelejre, Porta Westfalica. Her foregik arbejdet i minegange, der blev sprængt gennem et bjergmassiv, som skulle beskytte en flyfabrik og andre militært vigtige fabrikker mod bomber. Blandt de danske fanger var dødeligheden i Porta Westfalica højere end i andre lejre.
Mærket af sygdom og sult havde Birger Mouritsen slidt sig til døde. Den 28. november blev han indlagt i Neuengammes overfyldte og uhumske lazaret, hvor han døde samme dag.
Hans kammerat fra Tivoli-mødet Kjeld Frederiksen var på vej i samme retning, kunne Niels Jørgensen berette:
“Det var Kjeld, der fortalte mig, at Birger var død. Selv var han da døende. Han lå på Revieret i Neuengamme. Ved Nytaarstid var han blevet ført dertil paa Sygetransport fra Porta. Et Par Maaneder senere, da jeg fandt ham, vejede han vel ikke mere end en 10-Aars Dreng. Lungetuberkulose og Difteri i Forening havde gjort det af med hans Krop. Men som han laa der i sin Seng uden at have Kræfter til at rejse sig eller bare flytte sig lidt, var han Beviset paa, at Mennesket ikke er Krop alene.
Der var næsten ikke noget fysisk tilbage af den ranke, leende Student fra Bornholm, som vi, hans Kammerater fra det illegale Arbejde, holdt saa meget af. Men han selv var den samme som før. Han talte, om end besværligt, med den samme glade Stemme; og Øjnene smilte lykkeligt ved Tanken om, at vi snart allesammen skulde hjem igen. Han døde et Par Dage senere, den 22. februar, lykkelig i Troen paa, at han var paa Vej til at blive rask, og paa, at Hjemrejsen stod lige for Døren.”
FOTO: ALEX FRANK LARSEN
Topillustration: Kunstner og ophavsmand Gunter Demnig lægger en snublesten for en familie Levison i Köln, oktober 2020. Foto: Geolina 163, Wikimedia
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
