Frelst? Ikke en skid. Fortabt, ja, dét er ordet, fortabt og vi må skynde os at le, før vi dør, for det er vores børn, børnebørn og dem der endnu ikke er født og måske aldrig bliver født, der står med de latterlige rester af en middag, de aldrig fik eller får serveret, dén middag vi andre selvfølgelig har ædt.
Menuen hed: Verden – en livslang festmiddag der blev givet os i vuggegave, også os, ”Nå Generationens” 60’er børn, som ingen fremtid blev spået, fordi vi var livsslaskede, totalt initiativløse og ikke gjorde oprør og ikke satte spørgsmålstegn eller udråbstegn som vores forældre, der var født under eller lige efter krigen, gjorde. Alligevel fik vi, ligesom dem, hele verdensmenuen serveret og rejste frit fra land til land, bid for bid.
Verdens virkelighed – THE REALITY anno 2017 som vi efterlader os til dem, vi elsker og til dem, de elsker og til…
Dem der ler sidst, mon de overhovedet kommer til at le?
Det er os – tv-seerne – der har skabt Trump
Jeg er sgu bange og har siden det amerikanske valg blev afgjort i november sidste år, flere gange tænkt på at gå ned og købe 39 flasker cognac og 7-800 sovepiller i tilfælde af at verden for alvor vælter også her i Danmark, og hvis det sker vil jeg gerne have noget i lejligheden, der er så beroligende at jeg hurtigt holder op med at trække vejret.
De rablende og rædselsfulde beslutninger, Trump har nået at skrive under på og sætte i værk på halvanden uge, er rystende og der er stadig 206 uger tilbage, før amerikanerne skal til valg igen, hvad kan det dog ikke ende med, og hvordan i alverden kunne det komme så vidt at Trump blev valgt?
Det skal jeg sige jer, han var jo kendt fra det amerikanske tv-program, The Apprentice, og han var ikke bare en journalist foran et kamera, nej, han var den ægte vare, han var “Reality Royalty” og dét og så hans mange penge var åbenbart de ultimative kvalifikationer, der skulle til for at blive præsident i det Amerika, der elsker reality shows. Men det meste af verden ser også reality tv og dermed har vi selv skabt Trump og vi fortjener ham og dét skal jeg være den allerførste til at sige undskyld for.
Den danske virkelighed, har heller ikke heddet ”virkelighed” i mange år, den hedder også ”Reality”, det er dét vi vil se og dét der er blevet vores fælles ”vi”, dét vi kan forstå og dét vi kan forholde os til.
Vi har selv skabt Trump og vi fortjener ham …. Dem der ler sidst, mon de overhovedet kommer til at le?
Det hele begyndte på TV3 i 1990 med en alt for lille BH og nogen store patter. Mine patter.
Jeg havde et talkshow på TV3; kanalen der blev lanceret, nytårsaften 1987, lidt over to år før jeg skrev kontrakt med TV3. Jeg var glad for mit arbejde og det var seerne også. Seertallene var en kærlighedserklæring til det nye tv-format der ikke tidligere var set i Danmark. Programmet var ét stort TV-tag-selv-bord af følelser, både de forbudte, de uudholdelige og de grinagtige og hele tiden havde vi håbet om at tv-seerne blev overraskede og pirrede og tænkte: ”Hvad-fanden-sker-der-nu?!”
Jeg synes vi – os i produktionen af ”Synnøve’s”, som talkshowet hed, gjorde det ordentligt og med stor respekt for seerne og forhåbentlig især med respekt for dem der var vores gæster, men, og selvfølgelig, så havde vi også respekt for talkshowets seertal. Ingen seere, ingen reklamer, ingen løn, sådan er det jo.
Den lille pige med nummerpladerne
En af mine gæster havde en historie, jeg aldrig nogensinde glemmer. Jeg ved nøjagtig hvor hun sad på podiet og jeg kan stadig høre hendes stemme og tænker, at jeg ville kunne genkende stemmen og dermed hende, selv nu her så mange år efter.
Min gæst fortalte i programmet, at hun var 8 år gammel og lige havde lært at skrive bogstaver og tal. Hendes mor var narkoluder og arbejdede om natten fra en mørk afsidesliggende parkeringsplads. Hver nat fulgte hun sin mor på arbejde og opgaven for denne lille pige var at skrive nummerpladerne ned på de biler hendes mor steg ind i, kørte væk i, havde sex i og tjente penge i, mens den lille pige ventede med sin blok og de vakkelvorne tal og bogstaver.
Den lille pige, der nu var en ung kvinde i begyndelsen af tyverne, var blevet fundet af en af ”mine” seje og hårdtarbejdende researchere. Ét var at finde historien, men noget helt andet var at få gæsten med ind i studiet, inden de døde af skræk over at skulle sidde oppe på podiet blandt de andre gæster,og ikke mindst få gjort dem så trygge og føle, trods det store publikum, projektører, kameraer, mikrofoner og alt muligt andet, der hørte og hører til i talkshow-verdenen, at de – vores gæster – var rolige, ikke bange og så smukke ud, uanset hvor ulykkelige og smadrede de var.
Og nu sad hun så dér på podiet, datteren af narkoluderen, den unge hudløse og skrøbelige kvinde og fortalte kærligt om sin mor og livet som 8-årig på en mørk og øde parkeringsplads.
Alle gæster, kvinder som mænd, fik ordnet hår og makeup af nogle af Danmarks dygtigste frisører og makeup artister, for det handlede om at få dem til at føle sig lige så meget hjemme, som hvis de sad overfor deres allerbedste ven eller veninde. Seerne derhjemme med kager og kaffekopper på sofabordet i 1-værelses lejligheder i Horsens eller 14-værelses villaer i Virum, de skulle trods meget forskellige virkeligheder elske eller hade mine gæster, de gæster, der også var deres, ingen og intet var ligegyldigt.
Og nu sad hun så dér på podiet, datteren af narkoluderen, den unge hudløse og skrøbelige kvinde og fortalte kærligt om sin mor og livet som 8-årig på en mørk og øde parkeringsplads. Særligt, husker jeg at hun fortalte om angsten for at moren ikke skulle komme tilbage fra køreturene med de fremmede mænd og skrækken for at hun ikke havde skrevet bogstaverne og tallene på nummerpladerne rigtigt ned.
”Kamera 3, Kamera 3… Du zoomer! Kom, hold ”framen”, skær ved brystet, godt! Kamera 2, Close up på hende, hun græder. Frame hende, close up, flot, kamera 2, hold den. Det lever! Kamera 1 – Kamera 1, Synnøve græder nu, close up! Øjnene, Kamera 1, Synnøves øjne, dér, ja, super og Kamera 3 hold ”framen” tak, fint. Kamera 2 ud i total og ”kryds” til publikum. For satan, de græder også!” råbte produceren til kamerafolkene i min øresnegl.
Når alle grænser skrider ender det med en præsident
Meget hurtigt skred alle grænser og pludselig var der ikke længere brug for en kolossal arbejdsindsats og overtalelsesevne som researcher for at få folk til at være med i talkshowet, i løbet af ganske få år var det lige omvendt, researcherne blev nærmest ”overfaldet” af mennesker der bare måtte og nærmest ville dø for at være med, ikke kun i talkshows, men i lange programmer der fortsatte og fortsætter sæson efter sæson, år efter år.
I Talkshowet på TV3 græd vi, da vi hørte ”den lille pige med nummerpladernes” historie, i andre udsendelser hylede vi af grin eller måbede, altså virkelig måbede, som da vi lavede et talkshow om tatoveringer og piercinger – jeg kan godt sige jer, også dét program var ”a first” i Danmark og der blev ikke hverken sløret eller pixeleret, da jeg meget nysgerrigt så på en knaldende smuk, ung og langhåret mands piercede brystvorte. Gosh, det var bare så vildt, men det blev meget vildere da jeg spontant spurgte den unge fyr – det stod ikke i mit manuskript – om han havde andre piercinger?
”Ja, vil du se?” Fyren grinede og begyndte at åbne sine jeans. Om han havde underbukser på, har jeg glemt (jeg tror I kan finde programmet på nettet, hvis I er interesserede), men pludselig stod han der med sin smukke piercede pik i hænderne.
Halleluja, jeg gloede sgu noget og det gjorde alle TV3’s seere derhjemme også og seertallene steg og steg jo mere gæsterne i studiet fortalte om deres liv, deres skæbner og til tider komplet vanvittige virkelighed og vi der fik lov til at se på og være med syntes – hold nu op, gu’ gjorde vi da så – at godt nok lå vi på lur, men vi var også meget mere i live.
Så jeg må gribe i egen barm – eller på Reality sprog: Hive i mine egne patter, og erkende at blandt andet mit program, har ført en masse med sig og ”Tv-tag-selv-bordet” af følelser nu har fået meget alvorlige konsekvenser.
”Figurerne” fra de forskellige Reality-programmer er i dag, 27 år efter at mit første program havde premiere, så kendte og tjener så mange penge både til dem selv og de medier der rapporterer om dem, at det er nok at skrive ”figurernes” fornavne som clickbaits.
”Gustav er rasende”, ”Fie har kærestesorger”, ”Amalie er flyttet” og…
”Donald er blevet præsident.”.
Jeg siger undskyld
Undskyld, siger jeg igen.
Jeg elskede mit job på TV3, det gjorde jeg virkelig, men jeg var med til at starte en frygtelig selvoptaget bølge, der spredte sig lige så hurtigt som Pesten og blev til en altopslugende ødelæggende blæksprutte-tsunami der greb fat i mennesker – tv-seere – over det meste af verden, der hurtigt ikke bare vænnede sig til, men elskede og elsker at følge lige i hælene på ”Jeg-jeg-og-kun-mig” fodsporet og hvis vi ikke er smukke nok, smadrede nok eller ikke vil smadre noget, så kan vi ikke være med i tv-studiet, men med i den nye REALITY kan vi sagtens komme og vi behøver ikke en gang – på nogen måde – at flytte os og som i eventyret om ”Den lille pige med svovlstikkerne” varmer vi os i drømmenes skær og tror fuldstændig på at vi har et spændende liv, og at der er nogen der holder af os, nogen vi er imponerede af, og nogen vi elsker at være sammen med – sjove, pinlige, onde eller kærlige.
Dem der er i fjernsynet er vores familie, den rigtige familie. Reality er tykkere end blod og festmenuen består, som til et guldbryllup i gamle dage, stadig af tre retter, men i stedet for suppe, steg og is får man: Mig, mig og så den lækre dessert: Mig.
Tv-seer-reality-fælleskabet har i nogens øjne ikke meget udsyn, empati eller interesse for andre menneskers virkelighed og det virker som om de kun vil én ting og det er at se mere og gerne meget mere ”mig-tv” – men der var en hel masse der tog fejl af dem der elsker Reality Tv for lige pludselig sidste år rejste næsten 60 millioner amerikanere sig fra sofaen, de slukkede for fjernsynet og gik hen og stemte på en de kendte, en fra deres tv-familie. Realitystjernen Donald.
Jeg går og rydder op i min lejlighed her i Aarhus og synger lidt med på Baha Mens hit, ”Who Let the Dogs Out? Who? Who? Who? Who?” og kommer så til at tænke på Donald igen. Hvem har lukket den hund ind i Det Hvide Hus? Hvem? Hvem? Hvem? Hvem?
Hæslig realitet, men jeg har været med til det og hele svineriet ser mere end dødsensalvorligt ud og ikke onkel Tom, men onkel Donald har haft uhyggeligt travlt med at trykke på både den ene og den anden ”knap” her den første halvanden uge siden hans indsættelse og alle tv-kanaler sender Live døgnet rundt. En præsident i familien, ikke dårligt, hva’?
Point of You. Point of Me.
Point of No Return.
No, Darling. Point of View.
Topillustration: Marwane Pallas – ung fransk kunstfotograf, bosiddende i London, der mest arbejder med selvportrætter. Hans arbejde har været udstillet i New York City, Miami, London og Paris. I kan følge ham på Instagram @marwanepallas eller se hans hjemmeside, hvor de billeder, der er for nøgne godt må vises.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
