REFLEKSION – “Bagefter står man uden for retsbygningen og kan slet ikke forstå, at nogen laver disse film. At nogen har brug for at se dem. Og man kan slet ikke helt komme af med sin vrede og alle mulige andre følelser over at have set den slags”. Lone Theils dækker retssagen om mordet på den svenske journalist Kim Wall for britiske BBC. På dag seks så tilhørerne nogle af de videofilm, som anklagemyndigheden har fundet på den tiltalte Peter Madsens mobiltelfon og computere. De var grusomme, skriver hun – som at være kommet i et syrebad af ondskab.
Det var i dag, da jeg stod udenfor byretten, at det for alvor gik op for mig, at man kan ikke dække sagen om Peter Madsen uden, at det kommer til at forandre en.
At man betaler en pris for at sidde time efter time og høre om de detaljer, der nu engang er og må være i en sådan drabssag.
Det var sjette dag, og et vidne udeblev, og for at udfylde tiden gik vi videre til at se flere af de videoer, der har været links til på Madsens mobil og forskellige computere.
Videoerne med virkelige ofre så vi ikke. Vi hørte dem bare.
Animationsfilmene fik vi forevist i en sådan grad, at dommeren måtte erklære en pause i forløbet.
Der er på en måde ingen grund til at gå ind i disse film, men lad mig sige, at de var aldeles grufulde. På den måde, hvor ingen af de journalister, jeg sad i lokale med, ikke var dybt berørte.
På den måde, hvor man bagefter står uden for retsbygningen og slet ikke kan forstå, at nogen laver disse film. At nogen har brug for at se dem. Og man slet ikke helt kan komme af med sin vrede og alle mulige andre følelser over at have set den slags.
Vi har set en flig af verdens ondskab nu, og det føles som at være kommet for tæt på et syrebad, hvor huden er blevet ramt af en dråbe, der for altid vil ætse et ar til minde om, at det onde fandtes i verden
Jeg klynker ikke. Jeg har fået en journalistisk opgave med at dække denne sag, og jeg har sagt ja til at gøre det. Jeg er på arbejde, og en journalist skal skildre virkeligheden i alle dens former. Også de hæslige.
Men lad mig sige, at jeg er så mere end taknemmelig for de tre kvindelige kolleger, der stod der og havde det præcis som jeg havde det, og som jeg lige har siddet og drukket varm myntete på en cafe med i den sidste time.
Vi har talt om verdens ondskab, journalistik og film og alle mulige andre ting. Bare for at måske mest af alt bekræfte hinanden i, at de ting, vi har set i dag, kun er en lille flig af ondskab i en verden, der er overvældende god.
Men det er en flig, vi har set nu, og på en eller anden måde er det, som at være kommet for tæt på et syrebad, hvor huden er blevet ramt af en dråbe, der for altid vil ætse et ar til minde om, at det onde fandtes i verden.
Topillustration: Evil – POV International – kollage fra PxHere – Public Domain.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her