MUSEER // ESSAY – Mange af de turister, der besøger byen Sanur på Bali og går tur langs den overfyldte strand med de femstjernede hoteller og enorme banyantræer, har ikke den mindste anelse om, at der midt i det hele, bag en udsmykket indgangsport, ligger et museum for maleren Adrien-Jean Le Mayeur og hans muse, legong-danserinden Ni Pollok.
Den Bruxelles-fødte maler Adrien-Jean Le Mayeur-de Merprès (1880-1958) er ellers en af Balis berømte udenlandske kunstnere. Han formede sit liv og sin kunstneriske karriere ved at male øens tropiske skønhed, især legong-danserinden Ni Polloks ynder.
I 1930’erne byggede Le Mayeur en villa til sig selv og Ni Pollok i Sanur, som han gennem årene udvidede med blandt andet et lille tempel, flere små helligdomme, en sø og en pavillon til gæstebud, gamelan-musik og dans.
En udstilling i Singapore gjorde ham kendt i samtiden og gav ham tilnavnet ”Balis Gauguin”
Villaen, der er i klassisk balinesisk stil, rummer både Le Mayeurs kunst og hans samlinger. Husets vægge er udsmykket med delikate træudskæringer og dekoreret med rød lak og bladguld som rammer om Le Mayeurs værker.
I alt udstiller museet 88 store og små malerier, tegninger og pasteller i Le Mayeurs postimpressionistiske stil, mange med hans smukke muse og senere kone, Ni Pollok, som motiv.
Ud over hans værker rummer museet også traditionelle balinesiske artefakter, rituelle masker, musikinstrumenter og europæisk keramik. Alt dette er præsenteret i et sammenhængende rumforløb, der fint giver et indtryk af den intime atmosfære i parrets hjem.
Balis Gauguin
Adrien Le Mayeur kom til Bali i 1932. Inden da havde han rejst verden rundt og skildret eksotiske motiver fra steder som Venedig, Kairo, Istanbul og Delhi.
På Bali blev han fascineret af den endnu uspolerede balinesiske kultur, den traditionelle livsstil, ritualerne i templerne, de lokale danse og musikken. Han lejede sig først ind i et hus i Denpasar, og det var her, han stiftede han bekendtskab med den 15-årige legong-danserinde Ni Nyoman Pollok.
Le Mayeur og andre af hans kunstnervenner romantiserede det balinesiske landskab og andre motiver, men især kvinder og tempeldansere
Allerede i 1933 blev en række af Le Mayeurs Bali-værker med Ni Pollok udstillet i Singapore. Udstillingen blev meget vellykket, gjorde ham kendt i samtiden og gav ham tilnavnet ”Balis Gauguin”, og da han vende tilbage til øen, besluttede han sig for at slå sig ned. Han købte et stykke jord ved Sanur-stranden, længe før turisterne kom til, og byggede et hus med et atelier, hvor Ni Pollok og hendes to veninder arbejdede som modeller.
De er ofte afbildet i yndefulde, dansende stillinger, arbejdende ved væven, poserende i haven ved en sø eller på stranden. Le Mayeur, der altid selv gik i bar overkrop, shorts og var barfodet, skildrer for det meste Pollok og andre de balinesiske kvinder barbrystede som i den lokale kultur.
Le Mayeur og Pollok blev gift i 1935 efter at have arbejdet sammen i tre år. De yndede at invitere gæster til villaen, hvor de blev gæstfrit beværtet med drinks og balinesiske delikatesser, somme tider også med en danseforestilling af Ni Pollok. Bagefter var der tid til at beskue kunstnerens værker og måske købe et maleri. Le Mayeurs honorar for et værk var allerede på det tidspunkt 200-300 amerikanske dollars, som var en ganske pæn pris.
Le Mayeur og andre af hans kunstnervenner romantiserede det balinesiske landskab og andre motiver, men især kvinder og tempeldansere. De anså sig selv for at være efterfølgere af den franske maler Paul Gauguin (1848-1903), der havde slået sig ned på øen Tahiti og dér malet sit tropiske paradis på jorden.
Krig og husarrest
Efter bombningen af den amerikanske flådebase Pearl Harbor på Hawaii den 7. december 1941 fortsatte den kejserlige japanske hær sin kolonisering af sydøstasiatiske lande, og i februar 1942 angreb de Indonesien, der dengang stadig var en hollandsk koloni.
Den 18. februar 1942 modtog en af Le Mayeurs venner, Bram Schotel, en bankmand og kunstelsker, et telegram om, at den japanske flåde nærmede sig Bali.
Næste dag rapporterede Le Mayeur tilbage til Schotel, at han kunne høre kanonskud fra de japanske krigsskibe i havet ud for Sanur, og han frygtede, at hans værker risikerede at blive beskadiget eller gå tabt. Schotel sendte hurtigt et par lastbiler for at hente malerens værker og bragte dem i sikkerhed på et lager i Denpasar. Kort efter gik de japanske tropper i land på stranden i Sanur, tæt ved Le Mayeurs hus, og besatte hurtigt Bali såvel som resten af den indonesiske øgruppe.
Under invasionen blev Le Mayeur, til forskel fra de hollandske kunstnere på Bali, blot sat i husarrest
I foråret 1942 internerede japanerne hundredtusindvis af vesterlændinge i lejre. Ikke blot blev hollandsk og britisk militær taget som krigsfanger, men også britiske, australske og især hollandske civile, mænd, kvinder og børn blev anbragt i primitive interneringslejre, hvor de frem til krigens afslutning blev udsat for ydmygelser, straffe, sult og sygdom. Tusinder døde, ligesom mange indonesere uden for lejrene også blev krigens ofre.
Under invasionen blev Le Mayeur, til forskel fra de hollandske kunstnere på Bali, blot sat i husarrest. Begrundelsen var, at Belgien jo ikke var i krig med Japan. For at skaffe sig et sparsomt levebrød måtte Le Mayeur tegne portrætter af halvnøgne balinesiske kvinder til de japanske officerer til en månedlig løn, der var fastsat af den kunstelskende japanske kommandant på Bali, Horiuchi Butai.
Da krigen sluttede, og malerierne på lageret i Denpasar heldigvis var uskadte, gav Le Mayeur Schotel to malerier og en pasteltegning som tak. For at komme på fode igen arrangerede Le Mayeur i den følgende tid salgsudstillinger i både Singapore og Kuala Lumpur.
”Det Smukke Indonesiens” præsident
Efter verdenskrigen og den følgende befrielseskrig ønskede Sukarno, Indonesiens første præsident i den nu selvstændige republik, at opbygge en kunstsamling for at styrke idéen om ”Det Smukke Indonesien”.
Sukarno, hvis mor var fra øen, opholdt sig ofte i sit sommerpalads i Tampaksiring på Bali, ti kilometer fra den indtagende by Ubud. Ud over værker af indfødte kunstnere, der malede de storslåede landskaber, vulkanerne, rismarkerne, landsbyerne, templerne og processionerne, interesserede Sukarno sig også for værker af europæiske kunstnere, som før krigen havde slået sig ned på Bali, herunder Le Mayeur.
I slutningen af 1950 besøgte Sukarno Le Mayeur flere gange. Præsidenten var interesseret i hans værker og blev samtidig meget charmeret af Ni Pollok. Le Mayeur frygtede, at præsidenten ville kræve de mest attraktive værker til sig selv, og derfor skjulte han de bedste af dem.
Besøgene endte dog med, at Sukarno tog to farverige, semierotiske malerier med sig til sit sommerpalads nær Ubud. Det var store lærreder på 1,5 gange 2 meter. Det ene, med titlen Enjoying Life, forestillede halvnøgne kvinder hvilende i et utopisk landskab.
Da Sukarno og hans stab skulle tilbage til Jakarta, tog de malerierne med de barbrystede skønheder med sig til hovedstaden. Uden at betale.
Le Mayeur fulgte efter dem til Jakarta, hvor han et par dage ventede foran præsidentpaladset. Da han endelig fik adgang, så han straks et af sine malerier hænge i entréen og krævede betaling. Selvom en medarbejder forsøgte at overbevise Le Mayeur om, at han skulle være glad for, at hans værker nu var en del af den nationale samling, og at han skulle være beæret over at bidrage til Republikken Indonesiens kultur, stod han på sit og krævede 6.000 rupis pr. Værk. Det svarende dengang til en lærers årsløn. Og til sidst blev han betalt i kontanter.
I dag omfatter samlingen i præsidentpaladset i Jakarta mere end 2.500 malerier og er et nationalt museum.
Puritanisme og revanchisme
Efterkrigstiden var meget kaotisk i Indonesien, der lå i krig mod den gamle kolonimagt, Holland. Livet var præget af megen vold, optøjer og plyndringer, især af vestlig ejendom. Samtidig blæste puritanske vinde over Balis bjerge og strande. I 1951 annoncerede den nationalistiske leder og senere guvernør på Bali, Anak Agung Bagus Suteja, at balinesiske kvinder og piger skulle dække deres bryster til i det offentlige rum, idet han mente, at turisterne kun kom til Bali for at glo på kvinderne.
Le Mayeurs hus, der dengang lå afsides, kom under politibeskyttelse i en periode
Fotografer og malere skulle følge samme strenge retningslinjer, men Le Mayeur havde ikke til hensigt at adlyde.
Natten mellem den 13. og den 14. februar 1951 brød tolv bevæbnede mænd ind i hans ejendom og begyndte at plyndre den. Le Mayeur og Ni Pollok gjorde heftig modstand, og med hjælp fra naboerne fik de jaget voldsmændene væk. Le Mayeur blev imidlertid alvorligt såret, og mange af de udendørs skulpturer blev ødelagt, men hans malerier forblev uskadte.
Om røverne var hævngerrige puritanere eller simple bøller, er stadig uklart.
Kort efter bad den sårede kunstner en besøgende diplomat, belgieren Pol Herbillon, om en pistol, så han kunne beskytte sig selv, men ønsket blev afvist. Dog kom Le Mayeurs hus, der dengang lå afsides, under politibeskyttelse i en periode.
Le Mayeurs monument
I 1956 besøgte den indonesiske minister for undervisning og kultur, Bahder Johan, Le Mayeur og Ni Pollok og foreslog dem, at deres hjem og dets indhold skulle bevares for eftertiden som museum. Le Mayeur gik med på idéen og fortsatte med at udbygge samlingerne og øge kvaliteten af sine værker.
Den 28. august 1957 testamenterede Le Mayeur huset og dets uvurderlige indhold til Ni Pollok, hvorefter Pollok videregav arven fra sin mand til Indonesiens regering, så huset kunne bevares som museum.
Kun få turister er opmærksomme på den fantastiske kunst, der gemmer sig bag museets mure under de skyggefulde træer
I 1958 blev Le Mayeur alvorligt syg af kræft. Ledsaget af Ni Pollok rejste han til Belgien for at få behandling. Efter to måneder, den 31. maj 1958, døde den 78-årige maler. Han blev begravet i Ixelles, Bruxelles.
Ni Pollok vendte derefter hjem til Bali for at passe hus og museum. Det gjorde hun, indtil hun døde den 18. juli 1985 i en alder af 68 år.
Og således kan Le Mayeurs interessante, balinesisk udsmykkede villa og snesevis af hans strålende og rigt fortællende værker stadig nydes i fredelig stilhed ved den overfyldte strandpromenade i Sanur, Bali, hvor kun få turister er opmærksomme på den fantastiske kunst, der gemmer sig bag museets mure under de skyggefulde træer.
Bogen “Buit”, 2020 (“Loot”) af Louis Zweers er blevet brugt til denne artikel.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
