DEBAT – På det seneste er der kommet flere konkrete eksempler fra kunstverdenen frem i offentligheden på, at grænsen mellem kunst og krænkelse kan være hårfin, samt at nogle slet ikke ser, der er en grænse, men sætter lighedstegn mellem kunst og krænkelse. Vi kan bruge eksemplerne fra forfatter- og kunstskolerne hvor unge føler sig forulempet samt et eksempel med en 66-årig mand, der føler sin blufærdighed krænket over sin eks-hustrus filmkunst, til at diskutere, hvor grænserne for den kunstneriske frihed går, siger Pouline Middleton, der ønsker at rejse to diskussioner: dels hvor grænsen mellem kunst og krænkelse går og dels om der kan være et kønsperspektiv i, hvem der er krænket over hvad. Eller sagt på en anden måde: “Må man vise en stiv pik i et kunstværk?”
I de sidste par uger er der kommet adskillige fortællinger frem fra forfatterskolen og kunstakademiet om grænseoverskridende adfærd fra læreres side overfor elever.
Handlingerne er fra nogens side blevet retfærdiggjort med, at eleverne skal tvinges ud til kanten for at kunne lave stor kunst. Der er ingen tvivl om, at grænsesøgninger ofte har ført til stor kunst. Men der er andre eksempler og undersøgelser, der viser, at det langt fra altid er tilfældet.
Ud fra referaterne af krænkelserne dengang og for nylig, som har været dækket intenst i mange danske medier, kan man udlede, at der er foregået flere ting samtidig.
I det genfortalte er der fx klokkeklare eksempler på ”selvoplevet berettigelse”, som er et af de begreber forskeren Kenneth Reinicke har identificeret i forlængelse af #MeToo.
Begrebet dækker personer, der føler, de har ret til at chikanere; de kan ikke se problemet i det, de gør; de ser sig selv som sjove og udfarende, og at de ”da bare” kaster om sig med det, der skal til for at skabe en ”sjov” stemning.
Når man befinder sig i denne selvoplevede berettigelse, ignorer man konsekvenserne af ens adfærd, og hvordan ofrene lider og kan bære rundt på det skete i årevs.
Der er også klare tegn på, at lærerne har været privilegieblinde overfor den ulige magtfordeling, der var og er mellem lærere og elever. Denne magtposition har de gentagne gange brugt til at få eleverne til at opfylde lærerens begær og fysiske behov. Derudover har lærerne favoriseret nogen til at komme ind i inderkredsen, mens andre måtte stå udenfor.
Når dette sker i meget små miljøer, hvor man ikke har nogen andre steder at vende sig hen, vil det blive oplevet som at blive forkastet og afvist.
Når lærere på uddannelser presser helt unge mennesker til at drage dybere ind i deres indre på en rejse efter selvet, kan det blive en smuk, dyb oplevelse og noget man aldrig glemmer. Men det kan også blive en hæslig, grænseoverskridende, invaliderende oplevelse, man aldrig glemmer
Vi har også kunnet læse meget forskellige fortællinger fra eleverne. Forfatter, nu præst, Kristian Ditlev Jensen skrev i Weekendavisen, hvordan det gjorde ham til en bedre kunstner, at deltage i den grænseoverskridende undervisning. Han blev udfordret, og gik med på det, han var vidne til grænseoverskridende adfærd og sagde ikke fra, han ærgrer sig over nogen ting, men indtrykket, man sidder tilbage med er, at han er blevet et større menneske i en verden, hvor der er højere til loftet.
Ugen efter kunne man læse nærmest den stik modsatte beretning fra en af hans medstuderende Peter Højrup.
Han var blevet jagtet af læreren Niels Frank, der var homoseksuel og forelsket i Højrup. Højrup måtte så bruge alt for meget energi på at overbevise Frank om, at han ikke var det, og gentagne gange var han genstand for Franks perfide handlinger, da han ikke kunne tåle at blive afvist. Det havde været en lang forfærdelig proces, som det havde taget Højrup mange år at få bearbejdet, skrev han.
Avisen interviewede også Niels Frank. Han kunne ikke genkende det beskrevne, men beklagede dog hvis Højrup havde følt sig stødt.
Instruktør og manusforfatter Jill Soloway hævder med inspiration fra George Orwell, at al kunst er propaganda for selvet.
Hvor langt man har lyst, mod og evner til at gå som kunstner i sin indre rejse efter at definere og forfine dette selv, er individuelt. Når lærere på uddannelser presser helt unge mennesker til at drage dybere ind i deres indre på en rejse efter selvet, kan det blive en smuk, dyb oplevelse og noget man aldrig glemmer. Men det kan også blive en hæslig, grænseoverskridende, invaliderende oplevelse, man aldrig glemmer.
Såfremt læreren lider af selvoplevet berettigelse og privilegieblindhed, øger man sandsynligheden for, at den slags skaber negative oplevelser. Såfremt læreren er et ansvarsfuldt menneske med integritet, er der væsentlig større chance for at de grænseoverskridende oplevelser fører den unge godt videre på rejsen.
Det handler ikke om et enten eller, når man skal uddanne mennesker til kunstnerisk skaben, men at skiftevis støtte og vejlede og så udfordre eleverne, så de finder deres eget udtryk
Skolen har ansvaret for at gøre eleven opmærksom på, at eleven altid kan stige af og holde en pause, og så fortsætte rejsen, når man føler sig klar. Det handler ikke om et enten eller, når man skal uddanne mennesker til kunstnerisk skaben, men at skiftevis støtte og vejlede og så udfordre eleverne, så de finder deres eget udtryk.
En kunstfilm og en anklage om krænkelse
For at trænge et niveau dybere ind i hvad en sådan kunstnerisk proces kan indeholde, vil jeg inddrage endnu et aktuelt eksempel, hvor krænkelse også er temaet.
Det handler om tilblivelsen af fotografen Suste Bonnéns 12 minutter lange kunstfilm ”Hvorfor”, en film om et forlist kærlighedsforhold hvor man både ser øjeblikke fra da begæret og kærligheden var på sit højeste, hvilket illustreres med manden der kører i bil med erigeret lem. Man oplever også parret uden tøj på i et sanseligt øjeblik. Der er klip fra et bryllup og så ser man bagsiden af kærligheden, når den brister og er knap så smuk. Filmen havde først arbejdstitlen, “Brylluppet i Gudhjem”.
Tirsdag den 13 november 2018 var hun i byretten, hvor hun stod anklaget for at have sendt den ufærdige film i et lukket og password-beskyttet link, til 13 personer i de to hovedpersoners fælles omgangskreds. Vi var 12 tilhørere i retten. Jeg var med som en af dem af faglig nysgerrighed omkring sagens emne og karakter, men også fordi, jeg kender Suste Bonen privat og derfor kendte lidt til indholdet på forhånd.
Sagen var anlagt af eksmanden, men tre af de 13 personer følte sig så krænket på deres blufærdighed, at de også have politianmeldt hende. En dommer og to domsmænd er i de her dage i gang med at votere, og dommen falder tirsdag den 20.november 2018.
Jeg vil gerne gå i detaljer med sagen, fordi jeg synes den på mange punkter rejser en række spørgsmål om den kunstneriske frihed, skabelsesprocessen, mod og personlige grænser. Selv har hun skrevet om sin opfattelse af forløbet som en kamp for kunstnerens ytringsfrihed.
Filmen er en kunstners spørgsmål til sig selv og verden om kærligheden og dens modsætningsfyldte væsen. Den blev skabt i et modsætningsfyldt rum, da den begyndte som et ønske fra Bonnéns eksmand, som efter et kort ægteskab, begærede skilsmisse. Herefter opsøgte han hende midt om natten og truede med selvmord for derefter at udtrykke et dybt ønske om at blive videooptaget nøgen, og at optagelsen skulle indgå i en kunstfilm.
En af de centrale forskelle på det, der skete på kunstskolerne og denne kunstfilm er magtforholdet
Ifølge Bonnén var hun rystet og gjorde, hvad hun kunne for, at han ikke skulle gøre alvor af sin trussel.
Magtforholdets centrale karakter
En af de centrale forskelle på det, der skete på kunstskolerne og kunstfilmen her er magtforholdet.
På skolerne er magtforholdet ulige, da lærerne er voksne, erfarne forfattere, der f.eks. i de beskrevne episoder i Weekendavisen var autoriteter indenfor feltet overfor uerfarne elever, der var først i 20’erne.
Fotografen og hendes eksmand havde et mere ligeligt magtforhold i begyndelsen, da de begge var modne mennesker på hhv. 68 og 66 år, da de lavede filmen. De var gift, og blev så skilt. Derefter kom der en skævhed i den magt, de besad: Hun boede i fire måneder i hans lejlighed i København, han havde nøgle til lejligheden og udnyttede det til at opsøge hende.
Så delte de på en noget speciel vis igen magten mellem sig, da de blev enige om at lave en kunstfilm, hvor han blandt andet optrådte nøgen, og hvor hun havde magten over kameraet. Han optog også uopfordret klip med sig selv og sendte til hende.
Herefter blev deres forhold imidlertid ulige igen, fordi han ikke kunne beslutte sig til, hvad han ville med filmen og fordi han ifølge Bonnén blev psykisk mere og mere uligevægtig og til sidst trak tilsagnet om filmen tilbage. Så fortrød han og gav tilsagn igen og så fortrød han, at han havde fortrudt.
Hun tænkte ikke over, at nogle af dem kunne føle sig stødt over kunstfilmen. Men det gjorde tre af dem
Ud fra den beskrivelse, der naturligvis ser sagen fra den ene side, lyder han som en, der var blevet rundtosset i skabelsens rum, måske netop fordi optagelserne af ham uden filter gik helt tæt på den dybe længsel, nogle situationer kan bringe en i, hvor man bliver større end sig selv, og samtidighed er ydmyg og lykkelig.
Frustration og udforskning
Bonnéns rejse med sin film er selvsagt en anden – en dyb frustration over processen, og et manglende stadig svar på, hvorfor han handlede, som han gjorde. Han var én person, da de var gift, hvor flere af hans venner ifølge hende spurgte, hvad hun dog havde gjort ved ham, for han var bare så glad. De flyttede sammen i hendes hus, han tog hendes navn, de var et.
Men pludselig syv uger efter brylluppet ændrede han karakter og blev aggressiv, han kunne ikke forklare hvad der var sket, men ville skilles.
Det blev de en uge efter og 14 dage senere stod han så nøgen i hendes soveværelse midt om natten og truede med selvmord.
Igen ifølge hende spurgte hun, som hun plejer, når hun skaber kunst: hvorfor, hvordan, hvad føler du, hvad føler jeg. Men hun fik ikke svar.
Så uden dem klippede hun en version af filmen, der dog manglede uddrag fra hans bryllupstale, som hun ikke havde på video. Hun sendte filmen til 13 af bryllupsgæsterne og efterspurgte, om nogle af dem havde hans bryllupstale på video, som de kunne sende hende.
Hvem har ansvaret? Han har ansvaret for, hvad han sender hende. Måske sender han disse film med sig selv, fordi han er stolt over sin mandighed og gerne vil dele den med fotografen og gerne vil have, hun skal dele den med andre
Hun tænkte ikke over, at nogle af dem kunne føle sig stødt over kunstfilmen. Men det gjorde tre af dem. I retten kom det frem, at en af dem, der blev stødt var mandens 35-årige søn.
Eksmandens svigerinde var også blevet stødt over filmen, som hun fandt grænseoverskridende, fordi den viste ting, der hørte privatlivet til. Hun havde set de første par minutter og var så standset, men efter en kort overvejelse besluttede hun at se den hele. Derefter havde hun sendt den til eksmanden.
Man kan spekulere i, om hun dermed havde gjort noget ulovligt, fordi hun havde delt det, hun oplevede som krænkende materiale. Man kunne også påpege, at det netop ikke er strafbart, fordi hun i virkeligheden sendte en kunstfilm videre, som viste en mand i sin bedste alder, der gav den gas, men hvor det ikke var nok til at få kærligheden til at blomstre?
Afhøringen af hende afslørede ikke nogen forståelse for de kunstneriske aspekter af processen.
Hvem har ansvaret? Han har ansvaret for, hvad han sender hende. Måske sender han disse film med sig selv, fordi han er stolt over sin mandighed og gerne vil dele den med fotografen og gerne vil have, hun skal dele den med andre.
Kan han overskue konsekvenserne af sine egne handlinger? Manden er myndig, og livserfaren, men samtidig virker det som om, han ikke kender kunstens overdrev eller kan få øje på, at han ved at stå ved sig selv og sit begær og sin narcissisme i sådan en film, måske kan trænge ind i sit inderste og forenes med sig selv.
I hvert fald vinder tvivlen og han trækker sit tilsagn til filmen tilbage.
Gjorde hun det for at hævne sig på eksmanden eller for at dele en næsten færdig version af kunstfilmen om deres forhold og dets endeligt, samt for at skaffe det sidste videomateriale til at færdiggøre filmen? Det skal retten afgøre
Det næste, der sker, er det retssagen handler om: Hvem har ansvaret for at sende filmen i et lukket link, man kun kunne se, hvis man havde det rigtige password, til 13 personer? Det har fotografen.
Gjorde hun det for at hævne sig på eksmanden eller for at dele en næsten færdig version af kunstfilmen om deres forhold og dets endeligt, samt for at skaffe det sidste videomateriale til at færdiggøre filmen? Det skal retten afgøre.
Og hvad med eksmanden? Har han noget ansvar eller valg i sagen?
Han kunne have fortalt sine venner og familiemedlemmer, at han havde prøvet kræfter med sine egne dæmoner ved at bidrage til skabelsen af filmen, men så havde han fået kolde fødder. Derfor ville den ikke blive vist i Holmens kirke, men at de 13 personer havde fået en helt særlig mulighed for at se den, og han ville gerne høre, hvad de synes.
Han kunne sige, at han var klar over, at nogen måske ville finde filmen grænseoverskridende, men at han følte sig stolt af sit begær og sin flotte krop, og derfor var han faldet for at vise det frem.
Han kunne også have kontaktet fotografen og bedt hende standse den videre produktion af filmen, samt ikke at sende den til flere.
Han valgte at lægge han sag an, så jurister nu skal tage stilling til om resultatet af alle anstrengelserne er blevet til en kunstfilm, som manden selv har bidraget aktivt til uden at være påvirket af hverken stoffer eller alkohol eller om fotografen havde til hensigt at skade ham med udsendelsen af denne film til 13 personer.
Komplikationer
Man kan argumentere for, at fotografen, såfremt hun havde haft til hensigt at skade ham, kunne have sendt videoen til medierne eller lagt den offentligt frem på YouTube. Det gjorde hun ikke.
Og med til historien hører, at hun i processen efter skilsmissen også anmeldte ham til politiet for at have krænket hende.
Hun sendte nogle af de billeder og videoklip, han selv uopfordret havde sendt hende, men da det gik op for hende, at hun med sin politianmeldelse kunne risikere at skade ham i hans arbejde, trak hun anmeldelsen tilbage igen.
De film kunne hun også have delt offentligt og havde hun fastholdt politianmeldelsen, kunne han nu have siddet på anklagebænken tiltalt for at have misbrugt fotografen.
Når man ser på sagen to år efter udefra, kan man i hvert fald konstatere, at eksmanden kom for langt ind i en verden, hvor han ikke kender spillereglerne
Eksmanden selv blev afhørt for lukkede døre i retten og har ikke ønsket at udtale sig. Så hans version af det skete, har vi ikke.
Men når man ser på sagen to år efter udefra, kan man i hvert fald konstatere, at eksmanden kom for langt ind i en verden, hvor han ikke kender spillereglerne. Og hans venner og familie gjorde heller ikke.
Det kan være en skræmmende rejse at bevæge sig ind på – og overvældende.
Fik han hjælp undervejs til at standse rejsen? Måske var der nogen af hans venner, der sagde han skulle stige af toget. Lyttede han? Måske var det det, som fik ham til at begære skilsmisse 7 uger efter kirkebrylluppet? Det ved hverken vi eller hans eks-hustru.
Hvor går en kvinde hen og får svar?
Man kan også stille spørgsmålet:
Hvad gør en kvinde, der ikke kan trænge igennem til den mand, hun har giftet sig med? Hvor går hun hen?
Og hvor går hun hen, når han efter skilsmissen pludselig midt om natten vender tilbage og vil have hende og vil filmes nøgen?
Er det netop udtryk for respekt, at hun går til hans nærmeste og beder om svar på sine spørgsmål?
Sådan så de det ikke, for de meldte hende til politiet for blufærdighedskrænkelse.
Set med fotografens øjne er det uforståeligt at hævde, at hans blufærdighed er blevet krænket af hende, når hun samtidig oplever, at hendes værdighed og integritet er blevet krænket af ham, der uopfordret mødte op nøgen i hendes soveværelse og som efterfølgende uopfordret sendte hende nøgenbilleder.
Kvinder i film og romaner er meget ofte genstand for det maskuline blik, fremfor at være til stede, som dem de er. I denne film har fotografen gjort manden til genstand for hendes blik. Det er åbenbart provokerende
Og endnu et spørgsmål: Hører det med til historien, at fotografen med de to korte klip i sin 12 min. lange film har forbrudt sig mod et af tabuerne i patriarkatet: man viser ikke en stiv pik. Den må kun vises i privatlivet, hvor dens ejermand stadig bestemmer det meste.
I alle fald er der et tema i reaktionerne på den 12 minutter lange film: at det er ydmygende at se det maskuline begær i fuldt flor, også selvom det fylder tidsmæssigt lidt i filmen.
Det provokerende kvindelige blik
Hvis vi vender tilbage til manuskriptforfatteren Jill Soloway, som jeg nævnte tidligere, holder hun ofte foredrag om og beskæftiger sig med, hvad hun kalder “det kvindelige blik”. Hun påpeger, at kvinder i film og romaner meget ofte er genstand for det maskuline blik, fremfor at være til stede, som dem de er.
I denne film har fotografen gjort manden til genstand for hendes blik. Det er åbenbart provokerende.
En af de tidligere elever fra forfatterskolen hævder, han har brugt de grænseoverskridelser han kom ud for til at skabe stor kunst.
En anden tidligere elev har været ved at vælte i sin bearbejdning af de grænseoverskridelser, han oplevede, men stor kunst har også han skabt.
Hvor meget af det man oplever, må man bruge i sin kunst? Må man bruge det hvis man sætter sorte bjælker over øjnene? Eller hvis man slører de klip nogle selv har bidraget med til projektet?
Må man dele det man skaber i et lukket password-beskyttet link for at få svar til at gøre sit værk færdigt?
Marina Abramovic har lige haft en video kørende i sløjfe med netop dette motiv på Louisiana, så nogle kunstnere må godt. Sophie Calle er en anden kunstner, der har brugt personlige erfaringer i sine værker
Må man vise en stiv pik i et kunstværk?
Den verdensberømte kunstner Marina Abramovic har lige haft en video kørende i sløjfe med netop dette motiv på Louisiana, så nogle kunstnere må godt. Den franske installations-kunstner Sophie Calle er en anden kunstner, der har brugt personlige erfaringer i sine værker.
Det virker ikke umiddelbart som om, der er en retssag på vej mod de tidligere lærere på diverse forfatter- eller kunstskoler, så de bliver nok ikke dømt for de handlinger, de har begået eller bliver beskyldt for at have begået for nu snart mange år siden.
Et af de nylige eksempler fra Kunstakademiet viser tværtimod, at man i dagens samfund kan få et gyldent håndtryk, når man fratræder på grund af sexchikane. Det bliver interessant at se, hvordan retten tirsdag den 20 november 2018 dømmer fotografens handlinger.
Topillustration: Flickr – The Male Gaze.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
