”Det ved jeg da virkelig ikke, søde Monica”
Med en klar skærebrænder af en stemme flænger Inger Hovman luften i en af de utallige sketches hun deltog i, i Radio Rita-tiden. Jeg genkalder mig tonen og det viltre, lange, krøllede røde hår, de spillende øjne, den bidende humor og det eminente skuespiltalent. Nu er den stemme tavs. Inger Hovman er død, 70 år.
I omtalen af alle hendes kvaliteter og præstationer gennem årene fylder teater, film og tv det meste, mens hendes rolle i Radio Rita kun optræder som en bisætning. Jeg har lyst til at udvide den bisætning og fortælle om et ganske særligt radiokapitel, som jeg har haft den store ære at være en del af, og hvor Inger Hovman spillede en meget væsentlig rolle. Det var hende, der var fru Rita. Hun ejede den lille radiostation.
Et program til de unge
På kalenderen stod der 1983. Danmarks første lokalradio Radio Rita sendte fra Nordby, og du kan selv vælge hvilken af de tre Nordbyer i Danmark, for i virkeligheden var Danmarks første lokalradio et lille hjørne i Danmarks Radios produktion. Et helt særligt produktionsfællesskab, skabt til lejligheden mellem Børne- og Ungdomsafdelingen og Underholdningsafdelingen. Illusionen om radiostationen blev skabt i et af Radiohusets studier, tilsat lydoptagelser af larm fra et redaktionslokale med kaffemaskine, døre der smækker og mummel i baggrunden. Lyden af ‘Her arbejdes’. Og vi arbejdede, så sveden sprøjtede for at få den daglige udsendelse klar.
Opgaven var at lave et særligt program for unge. Dengang talte man ikke om målgrupper, det blev først populært senere, men her var en helt præcis målgruppe: større skoleelever, lærlinge og ungarbejdere.
Igennem fem år sendte Radio Rita sine programmer ml 15-16 på P3 i det, der blev kaldt ”den rolige time”, hvilket var ægte Hans Otto Bisgaard-humor, eftersom det nok var den time, der både musikalsk og indholdsmæssigt var mindst rolig. Og langt flere end de unge lyttede med. Programmet blev vældigt populært blandt voksne i alle aldre og professioner.
Vi lod forstå, at der blev sendt radio det meste af døgnet i Nordby. Grunden til at programmet blev sendt i Danmarks Radio var, at fru Rita havde lavet en aftale med ‘min gode ven Laurits’, daværende generaldirektør Laurits Bindsløv, om at der var samsending i ‘den rolige time’. Fantasien var stor og frækheden endnu større, f. eks. fejrede vi Radio Ritas 50 års jubilæum efter at have sendt programmet i 3 måneder!
Vi var fra starten fire mennesker, der skulle skabe det nye program: Hans Otto Bisgaard og jeg fra UHA-R (altså Underholdningsafdelingen Radio) med vores gode kolleger i B&U, Hans Bülow og Poul-Erik Heilbuth. Dertil kom gennem årene adskillige kolleger og teknikere, en lang række af danske skuespillere, der optrådte i roller, de hverken blev betalt eller krediteret for. De havde lyst til at lege med, og tog opgaven aldeles alvorligt.
Det var meget nyt og spændende for lyttere i et land med radiomonopol, at vi opfandt en lokalradio med det liv, der er på sådan et sted. Det var i særlig grad nyt og overraskende, at Ritaredaktionen legede med virkeligheden. Vi blandede fiktion og fakta. Lytterne hørte både, hvad der foregik på radiostationen og de programmer, der blev sendt i selvsamme radio. Indimellem kunne de unge lyttere være i tvivl om det nu var noget vi havde fundet på eller om det var taget ud af virkeligheden. Det skærpede lytningen og morede de unge, der havde skyndt sig hjem fra skole for at sidde kl kl 15-16.
Et rødhåret temperament
Og det var også nyt og forfriskende, at Inger Hovman fik rollen som stationens skrappe direktør, der kunne skælde ud til højre og venstre, når annoncekronerne udeblev, fordi de kritiske programmer generede dem, der skulle tegne annoncer. Dramaturgisk var det velegnet at have én, man kunne omtale: ”Altså hvis Rita finder ud af det her, så….”, én der, når hun så var der, kunne sige tingene ligeud uden omsvøb: ”Jeg er da fløjtende ligeglad med, hvad Danmarks Radio mener. Lytterne mig her og lytterne mig der!” og ikke mindst vidunderligt at få en rappenskralde ind i alt, hvad der foregik på radiostationen. Det skabte liv i den pæne statsradiofoni.
Medarbejderne blev på et tidspunkt kaldt til møde hos fru Rita: ”Jeg har besluttet, at I alle sammen skal have en karakterbog!” Ja og gæt hvem der skulle uddele de karakterer!
Det må have taget kegler hos de unge, der lyttede. Og det viste redaktionens fremsynethed, eftersom alle der er ansat nu om dage får præsenteret deres karakterbog til den årlige MUS-samtale.
Inger Hovman dukkede beredvilligt op, når vi kaldte. De mange sketches blev skabt på de mærkeligste tidspunkter, og kunne enten være lavet i forvejen eller blev leveret i det direkte program. Ikke alle dialoger var forfattet, når det gik løs. Måske var det bare nogle stikord.
Inger Hovman var en glimrende skuespiller og havde let ved at improvisere og finde på sjove vendinger i farten; og hun havde den helt rette eksersitsstemme, når hun rethaverisk og tromlende ville have os til at makke ret. Parallellen i enhver ung hjerne til far eller mor, der skælder ud, må have været indlysende. Det var let for hende at falde ind i rollen som den hensynsløse direktør, der gled let og elegant henover sit manglende forretningstalent, når hun trodsede en truende konkurs og hellere ville tale i telefon med sin veninde Else. Hun gestaltede rollen til perfektion.
Inger Hovmans fru Rita var en fornem rolle, som vi skylder hende stor tak for. Det kan man forvisse sig om ved at høre – eller genhøre – de fem podcasts, der er lige til at hente i DR. ”Radio Rita tur-retur” 1-5 findes på dr.dk/podcast
Fotos med tilladelse fra DR Arkiv.
Som skribent på POV får jeg kun den betaling, som læserne har lyst til at bidrage med. Jeg bliver glad for store og små beløb på MobilePay på 2424 6242, og takker på forhånd.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her