LITTERATUR // KOMMENTAR – Kunsten må være fri. Forfatteren må være fri. Også når det er ubehageligt for samtid eller sociale cirkler. Kun sådan kan litteraturen fortsat udleve sit enorme verdensbefordrende potentiale. Verden og vi har brug for forfatterens verdensskabende kunst – mere end nogensinde.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I dag er forfatteren og digteren Thomas Boberg blevet frifundet for anklager om injurier i sit værk Insula. Sådan må det være, og sådan skal det være. For selv om hele forfatterstanden og meget af branchen har vidst, at den beklagelige misere måtte ende med en frifindelse, har vi alligevel siddet og bidt negle alleryderst på stolene. For hvad nu, hvis sagsøger vandt?
Heldigvis har byretten i Nykøbing Falster stadfæstet den gældende retspraksis og opretholdt en nødvendig grad af ytringsfrihed. Forfatterne har brug for den, når vi bedriver vores praksis og skaber digte og skønlitteratur. Også selvom det kan være groft – og også selv når det fornærmer.
På den måde er det her ikke en pyrrhussejr, ikke en halv sejr eller en sejr, som bygger på et forældet kunstsyn om en verdensfjern og elitær kunst. Ikke en halv sejr, som efterlader tvivl om forfatterstandens evne til at bedrive sobre, etiske hensyn. Tværtimod.
Den totale kunstneriske ytringsfrihed er en absolut nødvendighed, hvis vi gerne vil fortsætte med at have et samfund og en verden, hvor skønlitteratur og poesi spiller en rolle.
Føler man sig genkendt i en bog, er det formentlig ikke altid lige rart. Sådan er livet
Det er ikke et yderliggående, radikalt standpunkt, men derimod et konservativt bolværk i en samtid, hvor forfatterstand og litteratur er presset systemisk, strukturelt – og også via mærkværdige søgsmål som det, Thomas netop har været udsat for.
Mere end nogensinde er der brug for litteraturen. Den menneskeskabte, altså. Den frie, vilde, vovede, vanvittige og ublu litteratur. Den grænsesprængende, afdækkende, smukke, utæmmede og uhæmmede fiktion og poesi, som er pejlemærke, lakmusprøve, samtalepartner og følgesvend i en verden, som efterlader ethvert fællesskab udfordret og enhver position algoritmisk svajende i vinden.
Boberg blev frifundet for de anklager om injurier, som fulgte i kølvandet på udgivelsen af hans bog Insula – et litterært værk om en forfatters liv og oplevelser på en ø, som naturligvis både var inspireret af hans eget liv på øen og baseret på alle andre fiktive og virkelige øer i forfatterens liv.
Først og fremmest et bogværk af en fremragende dansk forfatter, som hele sit voksenliv har beriget verden med sine digte og fortællinger, sit sprog og sin indsigt i menneskets og verdens veje og vildveje.
Kunstner, ikke funktionær
Det kan ikke være anderledes. Forfatteren må kunne udtrykke sig frit, hvis litteraturen skal blomstre. Uden forfatter – ingen bog. Ikke hvis den skal være menneskeskabt.
Forfatteren skal ikke påtvinges eller nødes til at arbejde under antropologiske eller presseetiske retningslinjer. Der er forskel på skriften.
Vi har behov for at tale litteraturen op i en samtid, hvor massive krænkelser af alverdens forfatteres ophavsret finder sted, hver gang nogen bruger kunstig intelligens
Antropologen bedriver videnskabelig forskning, journalisten bedriver nyhedsformidling, og forfatteren skaber litterære værker. Der er naturligvis overlap og fællestræk ved alle tre måder at være og skrive om verden på, men forskellen er åbenlys.
At Thomas med sit værk har sat litteraturen på dagsorden og forside, er en god ting. Vi har behov for at tale litteraturen op i en samtid, hvor massive krænkelser af alverdens forfatteres ophavsret finder sted, hver gang nogen bruger kunstig intelligens. Så tak for det.
Der har været skrevet en masse om sagen, men ganske få indlæg har beskæftiget sig med sagens kerne. Nemlig hvad en professionel skønlitterær forfatter egentlig gør – også i autofiktion.
Forfatteren er sit eget instrument, når hun eller han utrætteligt forsøger at begribe sig selv, næsten og verden og omsætte erkendelsen til formidling i form af et litterært værk. Det er ikke et ni-til-fire-job, men et kald og en gerning, som indebærer livslang, konstant nysgerrighed, opmærksomhed, refleksion og introspektion.
Hele tiden arbejder forfatteren i mulighedsrummet mellem perception, position, ideation og aktualisation – med skriften som mejsel, trykluftbor og lejlighedsvis brintbombe.
Som menneskeligt instrument er den professionelle forfatter en fintfølende kalibrator. I praksis fungerer forfatteren som samtidens shaman, som i erkendelse og skrift transcenderer verdenernes slør og bringer gaver med tilbage i form af skønlitteratur og digte – som byggesten for forståelse, genklang, fortælling og samtale.
For sprog, verden og virkelighed. Også – og i den grad – når der fabuleres, konstrueres og bygges videre på egne observationer, iagttagelser, oplevelser og indtryk.
Derfor må forfatteren naturligvis både være en del af verden og adskilt fra den. På samme tid. Selv om forfattere også skal betale regninger og hente børn i børnehaven, har brug for pensionsopsparing og dagpenge, er forfatteren skabende. Kunstner – ikke funktionær.
Det etiske ansvar
Har han et etisk ansvar? Først og fremmest over for sig selv og sit værk. Her gælder det om kunstnerisk optik snarere end at ”fejø” for samfundets herskende moralske imperativs glasdør. Ingen af os er fuldkommen frie, men forfatteren må være nominelt fri. Han eller hun må kunne arbejde under betingelser, som tillader følelsen af frihed i det litterære og poetiske udtryk.
Bliver forfatteren lænket til samtidens politiske korrekthed, stækkes litteraturen. Det har ingen råd til. I min optik har samfundet derimod et etisk ansvar for at nære og styrke en stærk og fri kollektiv forfatterstand.
Igen: Ingen forfattere – ingen bøger. Ikke hvis de skal være menneskeskabte. At det overhovedet kan bringes til torvs, at standen mangler etisk kompas eller ikke evner at skelne, er et sørgeligt vidnesbyrd om præcis det dannelsestab, som gør fri litteratur – og dermed forfatteren – til så kritisk infrastruktur. Forfattere er blandt den gruppe på kloden, som er allermest optaget af menneskets måder. That’s how we roll.
I min optik har samfundet et etisk ansvar for at nære og styrke en stærk og fri kollektiv forfatterstand
Uanset om man som forfatter opfatter autofiktion som en selvstændig udtryksform med behov for en særlig praksis med øget bevidsthed og løbende forhandling af forfatterens magtposition som fortællende stemme, eller som fri kunst, hvor autofiktion først og fremmest er fiktion og forfatterens kunstneriske værk – med større eller mindre grader af genkendelige elementer – bør man være fri til at forfølge sin metodik og lade dens genskin i skrift og værk lyse læseren i møde fra den opslåede bog.
Selvfølgelig er kunst, litteratur og forfattere underlagt de samme mekanismer som alle andre, ligesom de fleste andre ”ikke-forfattere” også selvcensurerer alt for meget. Men forfatteren må til gengæld være nominelt fri til at skabe, hvad hun vil.
Kunsten må være fri. Forfatteren må være fri. Også når det er ubehageligt for samtid eller sociale cirkler
Sådan er det – og i dag har byretten heldigvis sat to streger under: Føler man sig genkendt i en bog, er det formentlig ikke altid lige rart. Sådan er livet. Man kan undlade at læse den, sige sin mening om den – eller alternativt skrive sin egen.
Kunsten må være fri. Forfatteren må være fri. Også når det er ubehageligt for samtid eller sociale cirkler. Kun sådan kan litteraturen fortsat udleve sit enorme verdensbefordrende potentiale. Verden og vi har brug for forfatterens verdensskabende kunst – mere end nogensinde.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og