BØGER // KLUMME – Som antikvarboghandler møder jeg alle slags mennesker, men nogle gange går det bare ikke helt, som jeg havde regnet med. Alligevel har alle mine kunder et til fælles.
– Marianne! Marianne! råbte jeg. Jeg skulle egentlig bare i pakkeshoppen med dagens bogpakker.
– Hvor er du fjollet, sagde min hustru senere til mig. Kan du slet ikke huske, at hun hedder Jette?
Mit eneste forsvar er, at så godt kender vi dem heller ikke. Og så min tiltagende navneblindhed. Det var genboens kone, jeg forsøgte at indhente. Hun var med hastige, små skridt og med armene knuget om sig selv netop drejet om hjørnet ved hækken og gik nu midt på vejen, og for mig gjaldt det om i en fart at få hende gelejdet ud i sikkerhed i rabatten, indtil hendes mand kunne komme og tage over. Uden at skræmme hende, naturligvis.
Jeg ved ærlig talt ikke altid, om jeg er mest litteraturelsker eller antikvarboghandler
– Det er, når jeg taler i telefon med kommunen, så falder humøret og hun smutter hjemmefra, forklarede genboen, mens han blidt førte hende tilbage. Selv en dement kan åbenbart vejre en stemning.
Så det mindste, jeg kan gøre, er at huske på, at Lene hedder Lene og ikke Marianne (selvom hun nok heller ikke vil reagere på det navn) og holde lidt øje med, om hun skulle være gået hjemmefra igen.
Det er ikke altid så enkelt at skille sig af med bøger
Jeg kommer i tanke om et ældre ægtepar, jeg engang jævnligt købte bøger af. De boede i et kæmpestort selvbygget hus i flere etager. Det var proppet med bøger. På trappen var der bogstabler. I både det ene og det andet kontor var der overfyldte bogreoler. Opholdsstuen var fyldt med reoler. Man kunne ikke afholde fest i gildesalen for bøger. Skunken var fyldt med bøger.
Det var manden, der havde købt og læst bøger, siden han var dreng, men nu var han i firserne og blevet dement og kunne ikke læse dem mere. Hver gang jeg kom på besøg for at hente en portion af hans bøger, havde de eller jeg købt blødt brød, de gav kaffe, og jeg præsenterede mig hver gang for manden, som var det vores første møde, hvad det på en måde også var. Han kunne ikke lide mig. Hver gang.
Han var åbenlyst helt på det rene med, at hans bogsamling var truet af udefrakommende
Til sidst var det hele samlingen, jeg skulle købe, for huset var solgt, så de kunne flytte i en mindre lejlighed. Der gik dage med at tømme huset. Indimellem hjalp noget familie med at tømme rummene og putte bøger i kasser og stille dem klar til mig, men når vi mødte ind næste dag, havde manden brugt aftenen på at proppe bøger tilbage i skunken.
Hans fysik fejlede ingenting, han var stærk som en okse, og han var åbenlyst helt på det rene med, at hans bogsamling var truet af udefrakommende.
Jeg kan dårligt forestille mig, hvordan det må være at blive dement og så alligevel fornemme, at noget er galt. Eller hvor uendeligt smertefuldt det må være for ægtefæller og pårørende.
Digteren Pia Tafdrup har beskrevet tabet af sin far til demensen i digtsamlingen Tarkovskijs heste, som jeg ikke kan læse uden at blive våd i øjenkrogen.
Her begyndelsen på digtet ”Glemslen behersker sin herre”:
Det velkendte har gemt sig
eller skiftet navn
i mørket,
og morgenen ved velsignet lidt om,
hvad i går bragte.
Alt er ganske normalt,
bare anderledes.
Vi gennemgår bogstakken bog for bog
Dakdakdakdakdakdak!
Larmen fra vejarbejdernes maskiner er øresønderrivende i solen på Vesterbro. Jeg besøgte min gamle ven fra dengang i 90’erne, hvor vi sammen var aktivistiske journalister, eller græsrødder, som det også hed. Han har siden haft succes som moderne proletarforfatter og indigneret essayist om klimakrisen og globaliseringens ubalance. Han er også dygtig med værktøj.
Han skriver på sin næste roman i et af lejlighedens rum, der vender ud mod vejen og støjen derfra, og han har vaskemaskinens rumlen fra den anden side. Familiens lille hund ude i gangen giver til gengæld ikke en lyd fra sig, trods den er en lille hund.
Jeg er kommet for at hente en stak bøger, han vil af med. De fylder for meget og skal ikke genlæses.
Det er ikke altid så enkelt at skille sig af med bøger. Man tror måske, det er let, men når afskeden nærmer sig, melder tvivlen sig
Det skal være et kort besøg, hvor jeg bare lige skal smide bøgerne i et par kasser og bære dem ned. Men først skal jeg lige høre om den første bog, hvor han har den fra. Og om den næste bog, som er på tysk, nej østrigsk, og som har en helt særlig historie. Så kommer vi til den tredje bog, der er Klaus Manns erindringsbog, som jeg selv kender indgående, og jeg kan ikke stoppe mig selv i at prise den så højt, at han beslutter sig for at beholde den.
Jeg ved ærlig talt ikke altid, om jeg er mest litteraturelsker eller antikvarboghandler.
Vi når vidt omkring, mens vi gennemgår bogstakken bog for bog: vores økonomi, vores sølle politikere, at læse østrigsk tysk, skrivetricks, patriarkatet, klimakrisen og pludselig er der gået over en time med at sige farvel til bøgerne.
Det er ikke altid så enkelt at skille sig af med bøger. Man tror måske, det er let, men når afskeden nærmer sig, melder tvivlen sig.
Den virkelige gevinst for mig den dag er ikke så meget bøgerne, selvom jeg er glad for donationen, men først og fremmest samtalen, og dernæst at han forærer mig sin seneste rejsebog med håndskreven dedikation.
Når en forfatter har gjort sig umage med at skrive en bog, synes jeg, det er kæmpestort at få et eksemplar med en dedikation. Ikke sådan en samlebåndskrussedulle, alle kan få sig, når en forfatter sidder klar til køen af læsere i en boghandel eller på en bogmesse, men sådan en, hvor man kender hinanden.
Dedikationen er stilet til Søren, for det hed jeg, før jeg hed Linse. Vi kender hinanden.
Ude som skraldemand
– Du behøver slet ikke at kigge nærmere på bøgerne. Du kan se herfra, at de er rigtig fine. Jeg vil ha’ 2.000 kroner. Du skal tage det hele eller ingenting.
– Jeg vil gerne lige sikre mig, at der er bøger imellem, der kan sælges.
– Sælges?! Det bliver ikke noget problem, tværtimod. Det er fine bøger, det har jeg jo fortalt dig.
Det sker indimellem at jeg bliver kaldt ud til bogsamlere, der bevidst eller ubevidst forveksler antikvarboghandler med skraldemand. Ikke et ondt ord om skraldemænd, det er bare et andet fag end antikvarboghandler.
Ofte har familiemedlemmer og venner fået adgang til at plukke det bedste fra samlingen, og de har selv taget en portion bøger med videre på plejehjemmet eller til den nye lejlighed, men forventer naturligvis stadig en høj pris. Det svarer lidt til at ville sælge et maleri, og så fjerne lærredet fra rammen inden salget. Eller at sælge et hus, og så lade familie og venner tage de mursten og vinduesrammer, de kan bruge, først.
Det står enhver frit for at gøre med deres bøger, som de vil, det blander jeg mig ikke i. Medmindre jeg bliver hidkaldt, så bliver jeg nødt til at sige: Har du allerede foræret de værdifulde bøger væk, har du ikke meget at handle med.
Bogelskere
At sige om en antikvarboghandlers hverdag, at ikke to dage er ens, er helt forkert, for det er de meget ofte: Pakke bøger ud af kasser, vurdere bøgerne, taste dem ind i webshoppen, pakke og sende solgte bøger.
Heldigvis synes jeg stadig, det er morsomt at åbne bogkasser for at se, hvad der viser sig af dejlige titler. At vurdere bøger er også supersjovt, for markedet er ret organisk.
Er Tove Ditlevsen stadig inde? Er Leif Panduro stadig ude? Har forlagene taget markedet tilbage med nye oplag af gamle titler? Har et dokumentarprogram, en litterær pris eller et dødsfald skabt fornyet interesse for et forfatterskab? Findes der stadig mennesker, der læser jernbanehistorie?
Men det allerbedste er at møde folk, der skal af med deres bøger, selvom det ikke altid er med deres gode vilje, og omstændighederne kan være komplicerede.
Uanset om de propper deres bogsamling tilbage i skunken, siger et vemodigt farvel til bøgerne en bog ad gangen, eller om de prissætter deres bøger urealistisk højt, så er det alt sammen et udtryk for en dyb kærlighed til bøgerne og litteraturen.
Og så længe der er bogelskere derude, er det hele da ikke helt ad helvede til. Vel?
P.S. Navnene i indledningen er ændret af hensyn til privatlivets fred.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver lørdag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
