LEDELSE // ESSAY – Vi længes efter nærværende ledere, men glemmer, at de også bærer en ideologi. Ledelse er ikke kun dømmekraft – det er repræsentation. Systemet taler gennem lederen. Spørgsmålet er, hvem der tager ansvaret for ordene.
I ledelsesdiskussioner er der ofte fokus på individet: lederens autenticitet, emotionelle tilgængelighed og evne til at fremstå som en troværdig og relationel aktør. Men i denne individualisering risikerer vi at overse, at ledelse grundlæggende er en institutionel og systemisk funktion – ikke en personlig egenskab.
Ledelse er ikke neutral. Den er aldrig blot et spørgsmål om at udøve ”god dømmekraft” i værdifri forstand. Den udøves altid i en kontekst, hvor bestemte målsætninger, værdihierarkier og rationaler allerede er sat i spil – og hvor lederen i praksis forventes at opretholde og legitimere disse. I den forstand fungerer ledelse som et ideologisk formidlingspunkt, hvor organisationens selvforståelse og normative prioriteringer omsættes til handling og beslutning.
Ideologi lyder som noget fra en gammel marxistisk lærebog, men i virkeligheden er det langt mere nærværende, end vi tror
Denne pointe bliver særligt tydelig, når man iagttager den forvandling, der ofte indtræder, når et menneske indtræder i en lederrolle. Loyalitetsrelationen flyttes – ikke som udtryk for personlig forandring, men som en effekt af det system, man nu repræsenterer. Det, man før kunne tvivle på og sætte ord på åbent, bliver til gentagelse af organisationens vedtagne sandheder.
Der er ikke nødvendigvis tale om strategisk underkastelse, men snarere om det, man kunne kalde en funktionsbetinget internalisering af systemets præmisser. Ledelse bliver dermed ikke blot et spørgsmål om at handle i forhold til mennesker, men i høj grad om at videreføre en bestemt forståelse af, hvad der er muligt, nødvendigt og legitimt.
Dette aktualiserer et mere grundlæggende spørgsmål: Hvem repræsenterer lederen egentlig? Er ledelse en etisk og politisk praksis eller blot en mekanisme til kompleksitetsreduktion og stabilisering af eksisterende strukturer?
Når det farlige forsvinder ud af kritikken
Det er ikke tilfældigt, at en stor del af den moderne ledelseslitteratur fremstår kritisk i overfladen, men reproduktiv i sin funktion. Mange af de mest udbredte ledelseskoncepter præsenteres som alternativer eller nybrud, men bevæger sig sjældent uden for de rammer, som gør dem kommercielt anvendelige og praktisk operationaliserbare. Kritik bliver en vare – og det farlige bliver det fraværende.
Mange bøger og foredrag forsøger at gentænke ledelse, men gør det næsten altid inden for systemets grænser. De bliver ofte mere bekræftende end kritiske. For litteraturen skal gerne inspirere og sælge – ikke nødvendigvis forstyrre. Og derfor bliver det sjældent farligt. Sjældent ærligt.
Ledelse er altid ideologi
Vi taler meget om ledelse i disse år. Om autenticitet, nærvær, sårbarhed og psykologisk tryghed. Vi ønsker os ledere, der er mennesker først og chefer bagefter. Men måske er det netop dét, der gør os blinde for, hvad ledelse i sin kerne er:
Ledelse er aldrig ideologifri. Ledelse er altid repræsentation.
Når man ansætter en leder, ansætter man ikke bare en person – man ansætter en repræsentant for en bestemt ideologi. En, der skal formidle og legitimere den virkelighedsopfattelse, organisationen bygger på. Det handler ikke bare om strategi og budgetter. Det handler om, hvad man betragter som et godt arbejdsliv, en rigtig medarbejder og et meningsfuldt mål.
Ideologi lyder som noget fra en gammel marxistisk lærebog, men i virkeligheden er det langt mere nærværende, end vi tror. Ideologi er det, vi ikke stiller spørgsmålstegn ved, fordi det fremstår som sund fornuft.
Når jeg siger, at ledelse altid er ideologi, betyder det ikke, at alle ledere bevidst går rundt og promoverer et ideologisk program. Tværtimod er det ofte sådan, at ideologien virker bedst, når den er usynlig – når den optræder som ”sådan gør vi her”.
Ledelse er en funktion i et system, hvor opgaven er at omsætte de overordnede målsætninger til beslutninger. Lederen er ikke bare et menneske blandt andre – lederen er en, der opretholder og viderefører systemets egen logik.
Systemets stemme overtager
Jeg har i årevis siddet over for ledere – i samtaler, interviews, rådgivningssituationer og udviklingsforløb. Og noget, der igen og igen slår mig, er, hvor hurtigt mennesker forandrer sig, når de får en ledertitel. Det er ikke deres væsen, der ændrer sig – det er deres stemme. Deres sprog.
Den måde, de repræsenterer organisationen på. Det, der tidligere kunne reflekteres over med tvivl og sproglig åbenhed, bliver til sætninger uden modstand.
Det vidner om lederrollens kraft. Man bliver en del af systemets stemme, ofte hurtigere end man aner. Og måske endda før man selv opdager det.
I det perspektiv kan man lære meget af to store tænkere. Den ene hjælper os med at se strukturen, den anden med at genopdage ansvaret.
Ledelse er funktion – men også ansvar
Den tyske sociolog Niklas Luhmann gør det klart, at ledelse ikke primært er noget, man er, men noget, man gør – og noget, man gør på vegne af et system. Lederen er en funktion i en organisation, og organisationens vigtigste funktion er at reproducere sig selv gennem beslutningskommunikation. Det betyder, at ledelse ikke er personlighed, men struktur.
Men netop dér tilbyder den tysk-amerikanske politiske filosof Hannah Arendt et nødvendigt korrektiv. For hvis vi kun ser ledelse som systemfunktion, mister vi det menneskelige og politiske element. Arendt mindede os om, at magt opstår i det fælles rum mellem mennesker – og at ansvar ikke kan fralægges med henvisning til systemer, procedurer eller forventninger. Ledelse er – eller burde være – en handling i verden og dermed også et spørgsmål om dømmekraft og etik.
Det er derfor, jeg selv er så optaget af Hannah Arendt i denne tid – fordi hun insisterer på, at sandhed ikke opstår i konsensus, men i modet til at tale
Hvis vi accepterer, at ledelse altid er ideologi, bliver det afgørende spørgsmål ikke, hvor empatisk en leder er – men hvilken ideologi han eller hun vælger at repræsentere, og om vedkommende tør stille spørgsmålstegn ved den.
Det er her, den egentlige ledelsesopgave ligger: Ikke i at fremstå rigtig – men i at stå ved det, man er med til at videreføre. Ikke i at være autentisk som menneske, men i at være ansvarlig som repræsentant. Og måske, bare måske, i at finde modet til at sige: ”Det her kan jeg ikke forsvare.”
Det er derfor, jeg selv er så optaget af Hannah Arendt i denne tid – fordi hun insisterer på, at sandhed ikke opstår i konsensus, men i modet til at tale. Fordi hun minder os om, at magt kun er legitim, når den udøves med dømmekraft og ansvar i det fælles rum mellem mennesker.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og