BØGER // ANMELDELSE – Velfærdsstatens forvaltning er blevet mere dialogsøgende, midlertidig og procesorienteret, men måske også mere ubeslutsom. I en ny bog analyserer Åkerstrøm Andersen m.fl., hvordan formuleringer som “vi hører, hvad du siger” har afløst det klare nej, og hvad det betyder for retssikkerhed, konflikter og borgernes position i systemet. Finn Wiedemann finder analysen tankevækkende, men ikke uden blinde vinkler.
Det er blevet sværere at sige nej. Forvaltningen, sagsbehandlerne og institutionslederne siger ikke længere klart og tydeligt nej. I stedet for siger de måske, vi får se, eller vi hører, hvad du siger. Det gør borgere og brugere af offentlige ydelser frustrerede. Sager trækker i langdrag, eller der træffes ikke nogen afgørelse. Som en konsekvens heraf reagerer borgere affektivt eller følelsesmæssigt og bliver nogle gange aggressive, fordi de er frustrerede, derfor skal sagsbehandlerne i stadig højere grad beskyttes af sluser og vagter. Det manglende nej skaber med andre ord nye problemer.
Nogenlunde sådan er hovedbudskabet i Niels Åkerstrøm Andersen, Dorte Pedersen og Stine Piilgaard Porner Nielsens næsten 400 siders lange bog, Vi hører, hvad du siger. Konfliktens nødvendighed og trange vilkår i velfærdssamfundet.
Tre dele – én diagnose
Bogen er inddelt i tre dele. Del 1 hedder “Nejet som samfundets immunmekanisme” og redegør for bogens analysestrategi og dens teoretiske ramme. Immunbegrebet, dets begrebshistorie og systemteoretikeren Niklas Luhmanns teorier om social immunitet udgør bogen teoretiske grundlag. Del 2, som er den længste del, hedder “Nejets historie”. Denne del beskæftiger sig med forvaltningens historie, og hvordan betingelserne for at sige nej over tid ændres.
Del 3 hedder “Nejet til nejet: Tre angreb på rettens immunfunktion”. Kapitlet handler om, hvad omkostningerne er ved den nævnte udvikling. Påstanden er bl.a., at frisættelsesdagsordenen eroderer borgernes retsstilling. Frisættelse handler ikke om at sætte borgerne fri, men om at sætte kommunerne fri for retslig regulering. I lighed med dette er det kollektive aftalesystem under pres. Når borgerne ikke kan sige nej eller tages alvorlig som retssubjekter, bliver konflikterne affektive. Borgerne reagerer med vrede, og forvaltningen får behov for at beskytte sig.
Velfærdssamfundets historiske udvikling
Bogens historiske analyse af velfærdssamfundet, som altså især udfoldes i kapitel 2, peger på, at vi har udviklet os væk fra den formelle forvaltning, hvor afgørelser blev truffet med afsæt i klare regler, baseret på fortiden, og hvor afgørelser altid refererede opad. Borgeren var retssubjekt, der havde ret til at sige nej.
Engang i 60’erne bryder den sektorbestemte forvaltning igennem. Den lægger sig som et lag ovenpå den formelle forvaltning, og har planlægning som sigte. Arbejdsmarkedet og uddannelsespolitikken kan f.eks. planlægges. I tilknytning hertil inviteres interesseorganisationer ind i nævn, udvalg og kommissioner. Disse muliggør, at forvaltningen kan inddrage kollektive konflikter.
Op igennem 80’erne erstatter supervisionsforvaltningen så småt sektorforvaltningen. Den offentlige forvaltning brydes op i en række institutioner, som forventes at agere som selvstændige organisationer, der leder sig selv og konkurrerer med hinanden. I supervisionsforvaltningen handler det om at sætte en række fremtidsbilleder i gang. Der arbejdes med strategisk planlægning. Vi får medarbejderudviklingssamtaler, og medarbejderne skal udvikle sig og tage ansvar. De kollektive eller koorporative strukturer svækkes og ses om konservative.
Vi har udviklet et midlertidighedsregime, hvor vi i mange tilfælde har parkeret folk eller holder folk hen uden afgørelser. Påstanden er, at retssystemet er sat ud af kraft
Endelig har vi så de senere år udviklet potentialitetsforvaltningen, der ser strukturer som problematiske. Alt skal være agilt, emergent og i proces. Potentialitetsforvaltningen har som afsæt, at fremtiden er åben, og man ikke skal afvise nogle muligheder. Man skal aldrig sige nej. I morgen kan være bedre end i dag. Det forventes, at vi som borgere er medborgere, indgår i dialog og forhandling og tager ansvar for vores liv. Vi udvikler et midlertidighedens regime. Forvaltningen ønsker dialog, samskabelse og prøvehandlinger og forsøger at undgå klare afgørelser og permanente løsninger.
De fire forvaltningstyper forudsætter forskellige leder-, medarbejder- og borgerroller og gør brug af forskellige dominerende metoder eller teknologier.
Bogens fokus er især på potentialitetsforvaltningens omkostninger, dvs. de problemstillinger og udfordringer, denne seneste fase giver anledning til. For borgerne kan det opleves, som om forvaltningen ikke længere træffer afgørelser. Man skal i jobtræning, men det er uvist hvor længe. Man har ikke nogen klage- eller ankemuligheder og kan blive mødt med sanktioner, hvis man ikke møder op. Vi har udviklet et midlertidighedsregime, hvor vi i mange tilfælde har parkeret folk eller holder folk hen uden afgørelser. Påstanden er, at retssystemet er sat ud af kraft.
Bogens teoretiske grundlag
Bogen trækker især på Niklas Luhmanns systemteori og nyere teori om immunologi. Især den abstrakte systemteori og dens mange begreber udgør analysernes teoretiske baggrund. Denne refereres og bruges flittigt i mange af kapitlerne. Hvis man er bekendt med systemteorien, er det nok muligt at følge fremstilling og analyser. Men hvis man er ikke bekendt med det særlige teoretiske jernbur, som Luhmanns teori tilbyder, vil den forudsætningsløse læser med stor sandsynligvis indimellem have udfordringer med at følge fremstillingen.
Den mest fængende del af bogen var for mig da også den sidste del om ”Nej’et (Del 3), Hvor det teoretiske jerngreb løsnes og fremstillingen bliver mere flydende og eksemplificerende.
Bogen trækker på en række andre bøger og artikler, som Åkerstrøm alene eller sammen med medforfattere har skrevet. Er man bekendt med dem, vil man kunne nikke genkendende til en række eksempler og analyser, som gengives i bogen. Det er da også Åkerstrøm, der er hovedforfatter til bogen. Hvis man kigger på litteraturreferencerne, vil man også se henvisninger til mange hans bøger og artikler.
Det moderne samfund som svamp
Problemstillingen om at det moderne samfund har udviklet en form for repressiv tolerance, som Herbert Marcuse i sin også formulerede det, er vel ikke ny. Det moderne samfund formår som en svamp at opsuge og rumme al politisk kritik, så længe der ikke grundlæggende sættes spørgsmålstegn ved dets indretning.
Rasmus Willig har ligeledes i sit forfatterskab peget på den tavshedskritik, som medarbejdere inden for det offentlige bliver mødt med. Kritikken har ikke nogen virkning eller rettes mod medarbejderne selv. Medarbejdere bliver her mødt med formuleringer som “skulle du ikke tage arbejde lidt med dig selv”, eller “vi skal kun diskutere det, vi kan ændre på”. Også Svend Brinkmann har formuleret en general pointe om vigtigheden af at sige nej til at udvikle sig, f.eks. i bestselleren Stå fast.
Ja, man kan vel også pege på litterære referencer, f.eks. Henrik Stangerup, der i Manden der ville være skyldig viser det moderne samfunds manglende evne til at placere skyld og ansvar og straffe. Hvilket kan føles som en langt hårdere straf, fordi man ikke bliver taget alvorligt som et frit og ansvarligt menneske.
Er potentialitetsforvaltningen en dækkende samtidsdiagnose?
Skal man rette en kritik mod den besnærende historisk-filosofiske samfundsanalyse, så er det, at pointer og eksempler, der kendetegner potentialitetsforvaltningen, forstørres op og generalises. Analyserne i potentialitetsforvaltningen får karakter af, sådan ligger landet nu. Hvis man er borger og har familiemedlemmer, som er i berøring med det offentlige og har brug for velfærdsydelser, så vil man erfare, at der fortsat bliver sagt ja og nej og truffet afgørelser og ikke kun, vi får se.
Omvendt har de fleste sikkert også kendskab til familiemedlemmer og medborgere, som kan vente i årevis på en afgørelse om førtidspension eller hjælpemidler. Eller kender fra egne arbejdspladser og mødet med det offentlige, hvordan invitation til dialogkaffe og inddragelse ofte er en invitation til pseudodemokrati.
Det er selvfølgelig også skideirriterende, fordi nogle af os optræder som kritiske konsumenter, individualistiske forbrugere eller blot som kværulanter og brokkerøve
Endelig kan man også overveje, hvorfor borgerne bliver sure og reagerer affektivt overfor deres sagsbehandler, og forældrene bliver ved med at skrive beskeder på Aula. Når det er tilfældet, er det ikke altid, fordi de bliver holdt hen og ikke kan få et klart svar, men fordi de også nogle gange rent faktisk får et nej, som de ikke kan acceptere.
At vi skal være medborgere og deltage i dialog og samskabelse med den nye potentialitetsforvaltning, kan måske opleves som en ekstra byrde og meningsløst ritual. Men hvad er alternativet: At de professionelle, herunder forvaltningen, alene ved bedst. De nye potentialitetsteknologier skaber dog også nye problemstillinger og udfordringer frem for nødvendigvis at udgøre løsningen på det moderne samfunds problemer, som bogens analyser peger på.
En slags avantgardistisk samtidsanalyse
Måske kan man se analyserne som en form for avantgardistisk samtidsanalyse, der peger på nye tendenser og mønstre i velfærdssamfundet, uden at de nødvendigvis er generelle eller gældende for hele landskabet.
Som f.eks. teorierne om sen-modernitet har peget på, så er relationerne mellem mennesker ikke længere traditionsbaserede eller autoritære, men står i stigende udstrækning til forhandling. Vi tager ikke nødvendigvis chefen, skolelæreren, forældrene eller sagsbehandlerens svar for gode varer. Vi svarer igen og ønsker at forhandle og møder op til lægen med egne diagnoser efter at have søgt rundt på internettet i ugevis.
Der er et fremskridt, fordi vi er kompetente og kan agere som medborgere, men det er selvfølgelig også skideirriterende, fordi nogle af os optræder som kritiske konsumenter, individualistiske forbrugere eller blot som kværulanter og brokkerøve. Forvaltningens invitation til samskabelse og dialog kan være et forsøg på et forhale og udsætte beslutninger og holde os hen, men det sker vel også, at der udvikles nye, originale og eksperimenterende løsninger på samfundsproblemer.
Pointen er, at det, som Åkerstrøm og co. analyserer som potentialitetsforvaltning, og især forholder sig kritisk til, både rummer fordele og ulemper. Bogen peger udelukkende på omkostningerne.
Ikke en bog for alle
Det er en interessant bog, som Åkerstrøm og co. har skrevet, fordi den sætter fokus på nogle af de problemstillinger og udfordringer, som udviklingen af vores hypermoderne velfærdssamfund har medført. Det er ikke en bog, der henvender sig til en bred målgruppe med interesse for samfundsforhold, men snarere en bog, der qua dens til tider abstrakte og teoretiske fremstilling især henvender sig til fagfæller.
Det er lidt synd, for det skygger for, at bogens interessante og vigtige pointer og analyser kan nå en større udbredelse.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og