POV BUSINESS // KARRIERE – Et nyt initiativ, der skal skabe en anden kultur blandt kvindelige ledere og bestyrelsespersoner handler bl.a. om, at kvinder bruger deres relationer til andre kvinder mere strategisk for at opnå operationelle resultater. “Det kræver et opgør med ‘kvinde-er-kvinde-værst’ og ‘jeg-måtte-klare-mig-selv-så-det- skal du-også’. Men fremfor alt skal vi have modet frem, så de kvinder, der vil være med, er synlige for andre,” siger Gitte Maya Elsing og Peter Horn, der mener, at mod, humor og et større udsyn er ‘top of mind’ i et udspil fra organisationen ‘Kvinder I Bestyrelser’.
Kvinder I Bestyrelser er gået sammen om et initiativ, der skal skabe en ny kultur blandt kvinder, med særlig fokus på kvindelige ledere og bestyrelsespersoner.
Målet er, at kvinder bruger deres relationer til andre kvinder mere strategisk for at opnå operationelle resultater. Det kræver et opgør med ”kvinde-er-kvinde-værst” og ”jeg-måtte-klare-mig-selv-så-det-skal du-også”. Men fremfor alt skal modet frem, så de kvinder, der vil være med, er synlige for andre.
Initiativet er udsprunget af en diskussion i en af KIBs C-suiter, som en del af KIBs program Leadership Through Boards – lederudvikling gennem bestyrelsesarbejde – hvor der undervejs opstod der undren over, hvordan henholdsvis mænd og kvinder hjælper eller forhindrer hinanden i at komme videre i karrieren.
”Der er et særligt sted i Helvede for kvinder, der ikke hjælper hinanden. Men hvor er mændene?
I løbet af ingen tid havde deltagerne sporet sig ind på den tidligere amerikanske udenrigsminister Madelaine Albrights berømte oneliner “There is a special place in hell for women who don’t help other women.”
Madeleine Albright startede ”bevægelsen” tilbage i 2006, da økonomien buldrede, og der var behov for alle arbejdende kvinder, helst på de højest mulige poster, dengang der var medvind på cykelstierne.
Hun gjorde det som hovedtaler til en frokost ved The Women’s National Basketball Association, hvor hun sagde, at ”der er et særligt sted i Helvede for kvinder, som ikke hjælper hinanden.”
Det vakte genklang over hele verden. Madeleine Albright blev udråbt som en stærk foregangsperson, der kunne sige tingene uden omsvøb, en fortaler for mere diversitet og bedre muligheder for kvinder. Frem for alt var hendes budskab, at vi skulle gribe i egen barm – og dermed erkende egne fejl, før man påtaler andres.
Det vækker stadig genklang nu så mange år efter.
Man behøver blot at se det ramaskrig, den samme oneliner afstedkom til et vælgermøde for Hillary Clinton i 2016.
Madeleine Albrights støtte til Hillary Clinton, hvor hun gentog det nu berømte citat, måtte hun bagefter undskylde offentligt med, at hun jo ikke mente, at kvinder, der stemte på andre end demokraterne, ville ende i helvede.
Man kan spørge sig, hvorfor det forsat er et emne, der ofte bliver taget op. Det burde være en naturlig del af kvinders natur at hjælpe hinanden i faglige interaktioner – og for andre at sympatisere med, når det sker.
Kvinder er ikke rigtige veninder, hvis vi ikke taler sammen en gang om ugen og er inde og rode i de helt personlige dele af hjernen og hjertet, Så er vi ved at glide fra hinanden
Således har vi næppe vi hørt mænd bruge begrebet ”Mænd er mænd værst”. De siger bl.a. snarere, at ”ham kan jeg godt anbefale”, ”han er en god ven”, ”ham der, han er dygtig”. Så – hvor er stedet i Helvede til mænd? Nej, vel. Det findes ikke.
Den kvindelige part af skribentparret har altid beundret mænd for deres håndtering af private sociale relationer. Mænd kan mødes en gang om året til en fodboldkamp eller hvert andet år tilfældigt på gaden, og genoptage dialogen fra sidst, som var det i går.
Hvis kvinder ikke taler sammen en gang om ugen og er inde og rode i de helt personlige dele af hjernen og hjertet, er vi ikke rigtige veninder. Så er vi ved at glide fra hinanden (og ja, der bliver generaliseret med hård hånd her).
Lisbet Dahl: Man skal ikke bekymre sig om andres mening
Det ikke nogen overraskelse, at kvinder går meget op i, hvad andre tænker om dem. Skuespilleren og instruktøren Lisbet Dahl fortalte til et foredrag for år tilbage, hvordan hun tidligt i livet fik en vigtig lærdom af sin mor:
Lille Lisbet sad i sporvognen i sit fine søndagstøj mellem sin mormor og mor på den årlige tur til Tivoli. Pludselig udbrød mormoren ”Lisbet, Lisbet, se dine negle, vil du straks tage dine handsker på. Hvad vil folk dog ikke tænkte”.
Lisbets mor lænede sig frem, kiggede på mormoren og sagde kontant: ”Hvad sagde du lige til Lisbet? At hun skal tage sig af, hvad andre folk tænker? Det er da det sidste, man skal bruge sin tid på.”
I vrede stod hun af sporvognen med den lille pige. Lisbets formulering af oplevelsen: ”Ja, jeg kom ikke i Tivoli den dag, men jeg lærte, at jeg ikke skulle bekymre mig om andre folks meninger.”
Med et liv i medierne, en succesfuld karriere, fem børn med forskellige mænd og en ”jeg er sgu’ min egen”-attitude har Lisbet Dahl om nogen ført sig frem i livet uden at bekymre sig om andres mening.
Det handler om personlig branding, men også evnen til at spille politiske spil, skabe knivskarpe relationer og pitche for de rigtige positioner.
Hvad er udfordringen?
Den kvindelige del af denne forfatterduo svarer:
”Hvis vi tager vores kønsmæssige relationer, sædvaner og angst for, hvad andre skal tænke med til forretningsverdenen, vil vi kvinder så turde foreslå en anden kvinde til et job, en bestyrelsespost eller en eksklusiv VL-gruppe? Hvis den anbefalede nu ikke gør det godt, vil det så vende tilbage til mig? Hvad vil de så tænke om mig?”
Er mænd bedre til at tage kampen op, give hånd bagefter, komme videre og ikke bitche om det bagefter?
“Og så den helt grimme tanke: Konkurrerer vi kvinder langt mere end mænd med hinanden? Er mænd bedre til at tage kampen op, give hånd bagefter, komme videre og ikke bitche om det bagefter? Er de bedre til hurtigt at scanne rundt og finde deres plads i hakkeordenen og arbejde videre derfra?”
Opgøret med selvværd og selvtillid
Kvinders selvværd og selvtillid – eller rettere manglen på samme – gør, at kvinder ikke hjælper hinanden mere, end de gør.
Nogle er ramt af det egodrevne mig, mig, mig ”du skal ikke have noget, jeg har”. Selvværd er, hvad du synes om dig selv, altså indefra og ud. Selvtillid er hvad andre synes om dig, altså udefra og ind.
Mange kvinder mangler generelt andre fagligt dygtige og kompetente kvinder i deres professionelle omgivelser til at spejle sig i. Kvinder, som de gerne og med sindsro vil promovere og hjælpe videre, fordi de føler, at de kan stå indenfor dem. Derfor er det vigtigt at skabe miljøer, hvor man hurtigt kan finde hinanden og åbne op.
Det er ofte ved en fælles, personlig udfordring, som kan være grænseoverskridende og fordre, at man både skal vise noget mod og give noget af sig selv. Det kan være en øvelse, som en af os har brugt fra Grønland til Australien:
At kunne identificere dig med en lyd – du kender det fra reklamernes jingler som Coca-Cola – og derefter skal du sige lyden, hvad enten du er en løvinde, en guitar, reklame, bølgeslag eller en jetjager. Denne icebreaker har vist sig effektiv til at nedbryde barriererne og gøre dem intelligente og dermed hensigtsmæssige i det professionelle samvær med andre.
Kvinder skal italesætte, at kvinder er kvinder bedst. Og derefter gøre noget ved det
Det handler om, at andre spiller hinanden gode. Det sker ved at kreere et åbent sind og ud fra det italesætte, at kvinde skal være kvinde bedst. I Kvinder I Bestyrelser arbejder medlemmerne med strategi, ledelse, udvikling, drift og samarbejde i virksomheders rådgivende bestyrelser, i suiter og til aktiverende konferencer som f.eks. i hands-on aktiviteter som ”Vækst og opskalering” .
De oplever andre dygtige og kompetente kvinder, som professionelt vil anbefale andre kvinder, fordi de fagligt har oplevet dem i handlingsøjemed og derfor ved, hvad de står for.
Dette konkrete kendskab, som mænd ofte opbygger på jobbet eller ved fælles fritidsinteresser, får kvinderne dermed også adgang til. Selv om flere og flere også finder sammen om bl.a. fitness, yoga og rugby.
Måske mangler kvinder bare at interagere med flere fagligt dygtige og kompetente kvinder i erhvervslivet, ligesom i Kvinder I Bestyrelser, så de uden større overvejelser hjælper hinanden videre. Når de samtidig slipper det forventningspres, de har om, hvad andre tænker, kan de bedre anbefale og hjælpe andre videre under mottoet ”jo mere vi giver, desto mere er der til os alle”.
Der er stadig for meget ”prinsesse” over mange af de dygtige, kvindelige kandidater. De vil fortsat fries til og vælges af ”den hvide prins” på hesten, selv om han har været en uddød race de sidste 100 år
Se også lige denne statistik fra lederne om, hvem der har alle de bedste poster:
Der er fortsat et frafald blandt kvinderne allerede fra 30 års alderen og selv om kvinder ud fra tal fra Danmarks Statistik udgør godt 30 procent af erhvervspotentialet i ledelse, er der med fordelingstallene 19/81 procent og 14,8/85,2 procent fortsat meget at komme efter.
Bliv Top of Mind og få andre med
En af de vigtigste faktorer, når det drejer sig om at være bedst for hinanden, er at bidrage til det personlige brand og hjælpe andre til at blive Top of Mind.
En af de vandrehistorier, der går om mandligt dominerede bestyrelser samt ledere i forhold til kvinder er, at mange af dem påstår, at ”der ikke er nogen derude”. Det passer naturligvis ikke, men kvinder er ikke altid lige så gode som de mænd, de konkurrerer med om posterne, til at ”vise ansigt”.
Der er imidlertid stadig for meget ”prinsesse” over mange af de dygtige, kvindelige kandidater. De vil fortsat fries til og vælges af ”den hvide prins” på hesten, selv om han har været en uddød race de sidste 100 år.
Kvinderne lider derfor under, at de ikke eksisterer, fordi de ikke har nogen synlighed hos beslutningstagerne og opinionsdannerne.
Populært sagt burde det derfor være en disciplin på niveau med de fleste andre business school fag at studere personlig branding og være i stand til at flytte sin profil fra dødsannoncerne til forsiden – i overført betydning.
‘Top of Mind’ betyder ganske enkelt, at man har markeret sig så stærkt, at man popper op på shortlisten i de sammenhænge, hvor man skal og vil være kendt.
Det er en vandrehistorie, at der ikke er dygtige kvinder derude. Men alt for få gør en indsats for at ”vise ansigt” og konkurrere om posterne
Det er langtfra altid en opgave, man kan klare selv.
Ofte kan det være en god hjælp at skaffe sig gode ambassadører, der kan introducere én de rigtige steder og sikre, at man netop dukker op for det indre blik hos de ledere og måske bestyrelsesformænd, der kan afgøre ens muligheder og videre skæbne. Især hvis der er tale om lederpositioner, er det også en god ide at have gjort sig positivt bemærket hos headhuntere, rekrutteringsspecialister og HR-direktører eller -chefer.
Så er man ofte sikker på at komme med i opløbet – men kun, hvis man selv har gjort forarbejdet, eller fået andre til at lægge et godt ord ind og måske arrangere et møde.
Mænd vil gerne vælges, fordi de er mænd
I det samlede billede skal understreges, at mange kvinder ikke vil vælges til ledelses- og bestyrelsesposter, fordi de er kvinder. De vil vælges på grund af deres kompetencer. Fint nok, men mænd har ikke de samme ”fine” fornemmelser:
De lader sig hellere end gerne vælge, fordi de er mænd. Og de kender heller ikke til andet, fordi den form for ledelseskulturer, der praktiseres også i Danmark, går mere end 1.000 år tilbage og er baseret på mandekulturer.
250 kvinder i norske Female Future råbte ”Fuck Janteloven”, så taget løftede sig. Men først efter et par tilløb
Det er også en af årsagerne til, at det er så vigtigt, at mænd støtter, så ”mænd er kvinder bedst”. I næsten alle organisationer mødes kvinder med utroligt mange uudtalte fordomme og forhindringer, alene fordi de skal tilpasse sig en kultur, der når alt kommer til alt nogle gange ligger langt fra deres tænkning, normer samt etik og moral. Men udover det har de også brug for mænd, der tør vise vejen.
Som da en af denne artikels forfattere holdt en workshop til en konference for godt 250 norske kvindelige ledere og bestyrelseskandidater, der med udgangspunkt i den daværende erhvervs- og sundhedsminister Ansgar Gabrielsens lovforslag om en minimum 40/40 kønsfordeling i de norske, børsnoterede selskabers bestyrelser gennem organisationen NHOs Female Future skulle rustes til deres nye hverv.
Aksel Sandemoses Janteloven er ikke mindst kendt i Norge og oplægsholderen mente, at den skulle drives bort. Han bad derfor kvinderne om at råbe i kor: ”Fuck Janteloven”.
Der skulle et par tilløb til, før taget løftede sig i Telenors auditorium i Oslo, men så var kvinderne også klar og parat til den forestående opgave. Det har måske ikke ændret så meget på resultaterne i de norske, børsnoterede selskaber, men det har ændret på kulturerne.
Kvindehumor: Gammel vin på nye tasker
Kvinder har humor – nogle mere end andre – og det kommer bl.a. til udtryk i teatertruppen City Singler til efteråret i Glassalen i Tivoli. Dette femte show er samtidig truppens 10 års jubilæumsshow.
Skuespillerne er Trine Gadeberg, Kaya Brüel, Anne Sofie Espersen og Anne Louise Hassing.
En noget anden form for kvindehumor repræsenterer den amerikanske countrygruppe Pistol Annies, der brød igennem med ”Hell On Heels” i 2011:
I’m hell on heels
Say what you will
I done made the devil a deal
He made me pretty
He made me smart
And I’m gonna break me a million hearts
I’m hell on heels
Baby, I’m coming for you
Thit Jensen som ”aandelig Karikaturtegner”
Thit Jensen, der debuterede med romanen To Søstre i 1903, trak fulde huse til sine foredrag og havde forståelse for at få latteren på sin side. Som ung pige kaldtes hun “Himmerlands skønhed”, fortælles i ”Alle tiders køn – køn til alle tider”. I 1900 flyttede hun til København for at skrive om tidens problemer.
Hun udgav en strøm af bøger. De første var kvindepolitiske, de senere historiske. Hendes engagement i samfundsforhold bragte hende rundt i landet på foredragsvirksomhed. Blandt hendes mærkesager var kvinders ligeret.
Hun var så lille af vækst, at hun måtte stå på en telefonbog på talerstolen. Men hun imponerede ved sit vid. En gang råbte en tilhører om historien om Adam og Eva: “Og dermed sørgede kvinden for, at den første synd kom ind i verden!” Thit Jensen replicerede straks: “Javist, men da Adam skød skylden på Eva, kom den første kujon ind i verden!”
Da Adam skød skylden på Eva, kom den første kujon ind i verden!” – Thit Jensen
Selv karakteriserede Thit Jensen sig i foredraget ”Humanitet og Dovenskab” som ”en art åndelig karikaturtegner”, der bruger overdrivelsen for ”at få verden bibragt en forståelse af, i hvor høj grad samfundet er blevet en karikatur af, hvad det skulle være”. Men som erfaren foredragsholder brugte hun også humoren som redskab til at vinde sine tilhøreres gunst og opmærksomhed:
”Man skal få sine tilhørere til at le, når der er gået fem minutter, for så sker det besynderlige, at luften flytter sig, den bliver lettere at ånde igennem, man føler det på sin egen puls og ser det på publikum, de bevæger sig og ligesom sætter sig behageligt til rette.”
‘Latter er sund’ erklærede Thit Jensen i et indlæg i Politiken i 1928, men lidt på trods. Hendes smil var stivnet, da hun læste nordmanden Jacob Bulls karikatur af sig i romanen Barnet.
Det var en hård udfordring, også for hendes humoristiske sans, til stadighed at skulle konfronteres med karikaturtegninger, hvor hun figurerede som heks, som rappenskralde, som rivejern, som skællet fabeldyr, som bokser, som storkedræber og som valkyrie.
I erindringsbogen Hvorfra? Hvorhen? fra 1950 rundede hun af med et par sider om det:
”De er morsomme, de fleste. Da jeg første gang kom ud for at blive karikeret, lykønskede man mig, det betød at jeg nu var et kendt ansigt.”
Foto: Unsplash.com, PHC-EM, Kvinder I Bestyrelser, Time, Bosch – Das Weltgericht
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
