ETNISKE MINORITETSKVINDER // SERIE #5 – Hvad vil det sige at høre til – og samtidig blive holdt udenfor? Anika Liversage tager os med ind i sit eget livs migrationsspor i en stærk serie om vold, modstandskraft og etniske minoritetskvinders kamp for frihed og værdighed – denne gang med fokus på familiens rolle, når kvinderne vil forlade et voldeligt ægteskab.
Denne artikel er nr. 5 ud af 8 artikler i serien ”Etniske minoritetskvinder, udsathed for vold og muligheder for støtte”. Artiklerne er skrevet af Anika Liversage, professor mso på VIVE – det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd. Artiklerne kan tilgås som en samlet rapport her.
I de senere år har der været stigende fokus på at standse partnervold. Psykisk vold og stalking er eksempelvis blevet kriminaliseret, og nye tilbud til både voldsudsatte og -udøvere har set dagens lys.
Det er en vigtig dagsorden, fordi mange kvinder hver dag udsættes for vold inden for hjemmets fire vægge. Hvert år er der også adskillige, som bliver dræbt.
Opfattelsen er, at kvindens plads er hos hendes mand, og at hun dermed bør undgå skilsmisse for næsten enhver pris
Uanset at både mænd og kvinder udsætter hinanden for vold, viser forskning, at kvinder er mest udsatte for alvorlig vold og for det regimente af vold, kontrol og trusler, som den britiske forsker Evan Stark har kaldt ”tvingende kontrol” (”coercive control”) (Stark, 2007).
Kvinder udsættes for partnervold uanset hudfarve og social baggrund. Samtidig må man have øje for, at nogle etniske minoritetskvinder oplever særlige former for udsathed og kan have behov for andre former for hjælp og støtte end befolkningen generelt.
En central forskel handler om, hvilken rolle kvindens egen familie og ikke mindst hendes forældre spiller – om de støtter op om en ægtemands partnervold og måske endda bidrager til den eller ej.
I en del etniske minoritetsfamilier tilskriver man ”ære” stor betydning på måder, der kan gøre det vanskeligt for kvinder at forlade dårlige forhold: Opfattelsen er, at kvindens plads er hos hendes mand, og at hun dermed bør undgå skilsmisse for næsten enhver pris.
Hvis en kvinde vælger skilsmisse, kan det endvidere kaste et dårligt lys, ikke blot på hende selv, men på hele hendes familie, som kan miste status i deres etniske minoritetsmiljø. Samtidig er det dog langtfra alle familier, som abonnerer på denne forståelse eller gør det i samme grad.
Stor variation i voldshåndteringerne
Den store variation i voldserfaringer fremgår tydeligt af et studie af majoritets- og minoritetskvinders udsathed for partnervold lavet af den norske forsker Anja Bredal.
Analysen bygger på interviews med kvinder med begge baggrunde, der havde levet med en sådan vold (Bredal, 2020). På den ene side er volden generelt set mere ”individuel” i majoriteten og mere ”kollektiv” blandt etniske minoriteter.
Dette skel er dog ikke skarpt og entydigt. Dels oplever nogle norske kvinder, fx fra mindre kristne miljøer, også kollektivt pres og vold.
Dels udsættes nogle etniske minoritetskvinder, der er opvokset i Norge, for særdeles ”individuel” vold, hvor det kun er manden (og altså ikke også deres egen familie), som er problemet.
Det kan være meget hårdt, når etniske minoritetskvinder oplever, at deres egne familier modsætter sig deres ønsker om skilsmisse
Denne artikel dykker ned i, hvilke roller etniske minoritetsforældre kan spille, når voksne døtre ønsker at forlade uønskede og ofte voldelige forhold. Søger de at forhindre dem i det, eller støtter de op om døtrenes ønsker?
Artiklen viser, at begge dele forekommer. På linje med Anja Bredals studie peger artiklen altså på, at vi på den ene side ikke skal tro, at alle forældre lever op til bestemte, firkantede stereotyper.
På den anden side skal vi have en forståelse for de komplekse udfordringer med kollektivt pres og undertiden vold, som nogle etniske minoritetskvinder må leve med.
Forskelle i modstanden mod skilsmisse
Det kan være meget hårdt, når etniske minoritetskvinder oplever, at deres egne familier modsætter sig deres ønsker om skilsmisse. Det hører jeg om, da jeg interviewer en kvinde, jeg har kaldt Bahija.
Som del af en flygtningefamilie kom hun til Danmark som teenager og blev gift, da hun var i starten af tyverne. På linje med praksisser i hendes familie og miljø var ægteskabet arrangeret og startede med en forlovelse, hvor hun kunne lære sin tilkommende bedre at kende.
Det var dog ikke på tale, at parret skulle flytte sammen, inden de var blevet gift. Efter brylluppet fik Bahija en brat opvågning til et ægteskab, som var meget anderledes, end hvad hun havde forventet.
Hun oplevede, at hun bare skulle ”… lave mad og gøre rent og være til rådighed … Jeg kunne kun holde det ud i 14 dage. Efter 14 dage beder jeg om at blive skilt”.
Det store fokus på, at kvinder skal være seksuelt uberørte inden ægteskabet, gør dog, at hendes forældre ikke støtter hendes ønske om at forlade sin mand. De mente, at en skilsmisse “… var katastrofalt. ’Du bringer skam over familien. Hvad vil folk sige? Folk tror bare, at [skilsmissen] er fordi, at du ikke var jomfru. Du skal bare give det tid og vænne dig til ham’ … men det kunne jeg ikke.”
På grund af forældrenes store modstand imod skilsmisse forbliver Bahija i ægteskabet i årevis. Undervejs tilbyder de danske myndigheder hende hjælp til at forlade sit ægteskab, uanset hendes egen families modstand.
Hun får eksempelvis at vide, at hun kan få hjælp til at gå under jorden – et tilbud, der går godt i spænd med en individualiseret forståelse af familieproblemer. Bahija vil dog for alt i verden undgå at bryde helt med sin familie, og der kommer til at gå mange år, før hun endelig lykkes med at forlade sin mand.
Det sker, efter at hun, langt om længe, får sin far over på sin side, bl.a. fordi hun kan dokumentere sin mands længerevarende utroskab.
En anden kvinde, Jawaria, ønsker også skilsmisse kort inde i sit ægteskab. Hendes historie er, at en forelskelse som stor teenager fører hende ned ad et forventet spor til et tidligt ægteskab. Snart bliver hun også mor.
Hun fortæller, at hun ”… prøvede at leve i det her forhold – og med et barn. Jeg skulle indordne mig med at være kvinde og mor, men jeg kunne mærke, at noget var galt. Jeg trivedes ikke”.
Uanset at Jawaria ved, at hun vil møde modstand fra sin egen familie, hvis hun går fra sin mand, vælger hun at forlade ham, og hun tager ophold på et krisecenter. Hun fortæller, at ”…det var en kamp … jeg gik imod [mine forældres] værdier. Hvad ville folk sige? Nu havde de en skilt datter”.
Ud af det blå bliver jeg truet … Min far sagde, ’jeg er en gammel mand, men jeg kan godt tage 16 år i fængsel’
Uanset forældrenes modstand kunne hun dog helt konkret rejse fra sin mand. Ved at tage på krisecenter kunne Jawaria dermed ”… sætte en grænse: Jeg kan godt klare mig selv”.
Modsat Bahija, der bruger år på at opnå sine forældres accept af skilsmisse, før hun endeligt går, vælger Jawaria altså konfrontation.
Det kommer der en del ballade ud af, men hendes skilsmisse står ved magt, og Jawaria lykkedes så nogenlunde med efterfølgende at få klinket skårene med sin familie. Derfor får hun også et chok, da følgende sker til en familiesammenkomst:
”Vi har det sjovt, men ud af det blå bliver jeg truet … Min far sagde, ’jeg er en gammel mand, men jeg kan godt tage 16 år i fængsel’, og mente det på den måde med ’pas-nu-godt-på-med-hvad-du-laver’-agtigt … ’Du skal ikke tro noget. Du skal ikke gøre noget forkert’ – og forkert for dem er ’drenge’. Jeg skal passe på familiens ære.”
Jawarias fars trussel viser noget om, hvor stor vigtighed kvinders adfærd kan have for en hel families status og ære: Med stærke normer om, at sex kun hører til i ægteskabet, kan en fraskilt kvinde opleves som en potentiel trussel imod sin egen familie. Hun er ikke længere jomfru, og hvad kan hun så ikke finde på derude?
Som Jawaria siger, advares hun imod at gøre noget forkert – ”og forkert for dem er ’drenge’”. Samtidig er hun dog lykkedes med at blive skilt, uanset familiens modstand og uden fx at blive udstødt efterfølgende, som andre kvinder i samme situation kan opleve.
Dermed viser både Bahijas og Jawarias erfaringer, hvordan holdninger hos eksempelvis forældre og brødre kan stille sig hindrende i vejen, når de ønsker at forlade dårlige – og også voldelige – ægteskaber, men også, at denne modstand kan tage sig ganske forskelligt ud.
Familier kan også være støttende
Det er dog langtfra alle etniske minoritetskvinder, der oplever pres fra deres familie for ikke at blive skilt. Andre kvinders oplevelser af støtte og hjælp fra deres nærmeste dokumenterer den store mangfoldighed, der er i etniske minoritetsfamilier i Danmark.
En kvinde, som støttes af sin familie i forbindelse med en voldsom skilsmisse, er Mizna. Hun vokser som efterkommer op i Danmark og gifter sig som ung med en lidt ældre mand. Ægteskabet finder sted, uanset at Miznas forældre hellere havde set, at hun ventede med at gifte sig til en lidt mere moden alder.
Ægtemanden viser sig snart at være både kontrollerende og voldelig. Mizna brydes gradvist ned og er til sidst kun en handlingslammet skygge af sig selv. Denne nedbrydende effekt kan betegnes som en ”voldsspiral” og er velbeskrevet i forskning på området (fx Lundgren, 2004). Mizna er dermed ikke selv på vej til at forlade sin mand, da situationen en dag fører til, at:
”… det slog alarm for min far. Hvor han sagde: ’Nej, Mizna. Det er ikke dig. Det er ikke min pige. Og nu er det nok. Hvis du ikke tør, så skal du huske på, at du stadig har en far. Og lige nu er mit barn i kæmpe problemer og i fare, og jeg kan ikke bare sidde der og lade som ingenting’. Så det var faktisk ham, der tog initiativet til, at jeg blev skilt.”
Et andet eksempel på familiestøtte ved afslutningen af et ægteskab kommer fra Hrida. Hun kom til Danmark med sine forældre, som var flygtninge. Hun bliver også gift i en ung alder, og efter adskillige udfordringer i ægteskabet opdager hun, at hendes mand er hende utro.
Hridas mand får udleveret sine ejendele, og kort tid efter er hendes ægteskab med en utro ægtemand en saga blot
Hun bliver rasende og får øjeblikkeligt en låsesmed til at skifte låsene til deres lejlighed. Da manden kommer hjem, kan han ikke komme ind. Han bliver meget vred og står og sparker til den låste dør.
Det får Hrida til at ringe ”til min far og min svoger. Jeg spørger, om de ikke kommer, fordi han står ude foran … min far kommer med det samme”.
Med god opbakning fra Hridas familie kommer der snart styr på gemytterne. Hridas mand får udleveret sine ejendele, og kort tid efter er hendes ægteskab med en utro ægtemand en saga blot.
Stor diversitet i minoritetsfamilier
De fire kvinder – Bahija, Jawaria, Mizna og Hrida – bliver alle skilt. Dermed er der også fire sæt forældre, som må forholde sig til deres døtres ønsker og beslutninger om skilsmisse.
Forældrene reagerer meget forskelligt – en forskellighed, der stemmer overens med den store diversitet, som Anja Bredal også finder i etniske minoritetskvinders voldserfaringer i Norge.
Eksemplerne viser dermed, at uanset at ”ære” betyder meget i en del etniske minoritetsfamilier, er det ikke alle, der forstår det på samme måde
I den ene ende af spektret fastholdes Bahija i et uønsket og voldeligt ægteskab i årevis, fordi hendes far ikke vil have, at hun forlader sin mand.
I den anden del af spektret får Hrida nemt og hurtigt fuld familieopbakning den dag, hun ønsker at gøre sit ægteskab forbi. Tilsvarende har Jawaria en far, der fortæller hende, at det kan få alvorlige konsekvenser, hvis hun ikke er meget påpasselig med, hvordan hun opfører sig, efter at hun egenrådigt har forladt sin mand.
Det ligger langt væk fra Miznas far, der med empati og omsorg er primus motor i at få afsluttet sin datters voldelige ægteskab. Eksemplerne viser dermed, at uanset at ”ære” betyder meget i en del etniske minoritetsfamilier, er det ikke alle, der forstår det på samme måde.
Og lige så vel som at nogle forældre forhindrer deres døtre i at leve det liv, de ønsker sig, er andre forældre en stor støtte i forhold hertil.
Kilder
Bredal, A. (2020). Minoritetsnorske og majoritetsnorske kvinners erfaring med part-nervold. I A. Bredal, H. Eggebø & A.M.A. Eriksen (red.), Vold i nære relationer i et mangfoldigt Norge (s. 47-65). Oslo: Cappelen Damm Akademisk.
Lundgren, E. (2004). Våldets Normaliseringsprocess. Stockholm: ROKS – Riksorganisationen för kvinnojourer och tjejjourer i Sverige.
Stark, E. (2007). Coercive control: How men entrap women in personal life. Oxford: Oxford University Press.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og