
Podcasts er det nye sort, og hvis man går rundt i den vildfarelse at det gode gamle lytte-format er dødt, kan man godt tro om igen. Det er ikke engang et smart København K fænomen, alle mulige og umulige mennesker hører podcasts. Undervejs, i bilen, i toget, på flyet, på cykelturen, i skoven med hunden. Derhjemme på sofaen, under madlavningen og i badet.
De amerikanske podcasts har længe været populære for en mindre skare af nørder, radiostationen 24syv lægger alle deres programmer op som podcasts og flere af dem er mere aflyttede i det format end som almindelig radio.
Podcasts er det nye sort.
Danmarks Radio er også godt med, mange af deres mest populære radioprogrammer lever også et fint liv som podcasts. Derfor er der selvfølgelig også et kommercielt marked for sponsorerede podcasts eller ”lavet i samarbejde med” som det oftere kaldes, det lyder åbenbart ikke så kommercielt.
Endnu er der ikke så mange danske kommercielle podcasts, men Anders Lund Madsen og Anders Breinholt udkommer hver uge med deres podcast Anders&Anders sponsoreret af online filmbutikken Blockbuster.
De to journalist-fætre Henrik og Thomas Qvortrup laver også en ugentlig podcast ”Borgen Unplugged”, der er sponsoreret af interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer.
Falktoft og Bjerre har altid elsket Irma – måske
Highend supermarkedskæden Irma har også indledt et større sponsorsamarbejde med de to hippe mediefyre Peter Falktoft og Esben Bjerre, der brød igennem lydmuren, da de var værter på det populære radioprogram Monte Carlo på P3 for nogle år siden.
Det har længe været en offentlig hemmelighed at Irma er på jagt efter en yngre målgruppe med pengepungen i orden og et behov for sunde og naturlige (og dyre) madvarer.
Det har længe været en offentlig hemmelighed at Irma er på jagt efter en yngre målgruppe med pengepungen i orden og et behov for sunde og naturlige (og dyre) madvarer. Det nye samarbejde går ud på at de to herrers ugentlige Podcast, ”Her går det godt”, sponsoreres af Irma, mod at de to herrer til gengæld agerer levende reklamesøjle for alt fra Irmas kundepanel, konkrete produktanbefalinger til generel blåstempling af Irma som et fedt brand.
Målet er selvfølgelig at de to herrers mange tilhængere og fans begynder at handle i Irma.
Men kommer de så til det? Måske.
Formen er ny i Danmark, så der bruges rigtig meget krudt på at fortælle at Irma altid har været de to herrers foretrukne supermarked – længe før der var noget, der hed sponsorerede podcasts; og det til trods for at de begge er vokset op i Jylland – langt væk fra Irmas arnested, København.
Selve sponsoratet af podcast’en virker faktisk efter hensigten, man kan mene deres rosende omtale af supermarkedskæden er en smule kvalmende. Imidlertid foretrækker langt de fleste i de to herrers målgruppe indhold pakket ind i lidt reklame fremfor selv at skulle betale for det.
“Man har et standpunkt til man får en sponsor”
Men filmen knækker uheldigvis. Nemlig lige der, når det kommer til Irmas egne platforme, hvor Peter Falktoft og Esben Bjerre giver den gas som over-entusiastiske Irma-ambassadører.
Konceptet kommer simpelthen ikke til at virke efter hensigten, faktisk tværtimod.
Den overgearede rosende omtale af Irma, får hele universet af reklamefilm, tilbudsaviser og Facebook posts til at virke kunstigt og opstillet, alt for “villet”, det virker som om de to herrer frygtelig gerne vil forsvare deres kommercielle samarbejde og derfor kommer til at lyde over-ærlige og over-autentiske.
Både stil og tone passer dårligt ind i Falktofts og Bjerres egen sædvanlige satiriske, jokende og hurtig-på-aftrækkeren stil.
Man kan også godt være nervøs for at alle de Falktoft og Bjerre-fans, der elsker de to herrer allermest, slet ikke er oplagte i Irmas målgruppe; især deler Peter Falktoft vandene og mange af hans største fans befinder sig i provinsen, hvor Irma slet ikke har butikker.
Det kan naturligvis godt være at nogle af dem bekender sig til især Falktofts næsten fanatiske sundhedssøgende hippe liv, der mest består af træning og vegetarkost. Men den gruppes indkøb kan nok godt klares med en tur i Netto og et smut forbi den lokale proteinpulver-pusher.
Når Irma ikke bare vælger at sponsorere en podcast, men vil have fuld valuta for pengene og derfor lader dem kommunikere med helt andre målgrupper, herunder Irmas eksisterende kunder, kan worst case scenario potentielt være, at en del af Irmas gode trofaste kunder begynder at kigge mod konkurrenterne Meny og Nemlig.com, hvor man nøjes med god gammeldags reklame for sunde og gode (og dyre) produkter.

Helt skævt bliver det naturligvis, når Peter Falktoft reklamerer for Irmas Urmælk fra Thise (hvad urmælk så end er), samtidig med, at han i lang tid har været heftigt ude med riven efter alle mælkeprodukter på sin egen Facebook profil, hvor han hader mælk og påstår at det er direkte sundhedsskadeligt.
Om ikke andet så har både Peter Falktofts dobbeltmoral, og samarbejdet med Irma generelt fået smilet frem hos andre mediepersonligheder.
Satirefænomenet journalisten Kirsten Birgit Schiøtz har bl.a. lavet sin helt egen podcast ”Jamen det er jo mageløst” åbenbart sponsoreret af vinkæden Skjold Burne. Et samarbejde som jeg ikke tror Skjold Burne har været inde over, men som de helt klart skal være glade for. Formålet er det åbenlyse at gøre grin med de to herrers samarbejde med Irma.
TV2 Zulus nye satire program ”Stjernekigger” har også taget Peter Falktofts samarbejde med Irma under kærlig behandling – hvilket kan ses her.
Som værten Mark Le Fevre ganske præcist siger med et glimt i øje om samarbejdet: ”Man har et standpunkt til man får en sponsor”.
Se hele indslaget her:
https://www.facebook.com/StjernekiggerPaaZULU/videos/254716058323365/
Jeg skal ikke kunne sige om samarbejdet bliver en dundrende succes for Irma, det kan sagtens være at det vælter ind i Irma med nye kunder, unge mennesker, der river urmælk, æg og avocado ned fra hylderne. Men det kan også være at samarbejdet ikke har den ønskede effekt.
Topillustration: Fra TV2 Facebook-side, “Stjernekigger på Zulu”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her