POV BUSINESS // DAGENS POV – For nylig endte den danske influenter og tidligere ‘Paradise Hotel’-vinder Lenny Pihl i en shitstorm. Han havde ikke gjort noget ulovligt; han havde reklameret – og udtryk en stærk begejstring for kviklån. Hvad er det med dette hurtige, nye lån, der bevæger danskerne, og hvem har ansvaret for dets helt enorme vækst i omsætning såvel som omtale de senere år?
Kviklån er et fænomen i vækst både hvad angår omtale og omsætning. Personligt har jeg svært ved at åbne mine nyhedsfeeds uden at se en ny sag eller debat, der er relateret til kviklån, og i 2018 blev der udstedt 78 pct. flere kviklån end i 2017, skriver Børsen og uddyber:
I samme periode har 13 udbydere i gennemsnit øget bruttofortjenesten med 58 pct.
Umiddelbart tegner der sig en solstrålehistorie for diverse firmaer knyttet til kviklån, men sagen er ikke så ligetil og udbyderne modtager i disse dage megen kritik.
Kviklånsudbydere markedsfører sig mod økonomisk svage
Lenny Pihl reklamerede for Turbolån, der udbyder kviklån med en rente på op mod 761,54 pct. om året. Det er en høj sats – til sammenligning udbyder banker typisk en kassekredit med en rente mellem 10 og 15 pct. og en kassekredit kan i mange tilfælde erstatte et kviklån.
Udover Lenny Pihls shirtstorm er flere konkrete kviklånsudbydere netop blevet politianmeldt for misledende markedsføring. Det drejer sig om 4finance (står bag Vivus.dk og Zaplo.dk), Capitolia (Kronelaan.dk og Simbo.dk), Lendon, Kassekreditten.dk, Ferratum og Gokredit.
Forbrugerombudsmanden udtrykker desuden kritik af firmaernes vurderinger af kunderne; firmaerne låner bevidst til kunder, som har svært ved at betale tilbage, hedder det.
Hvem er så disse kunder?
En relativ trist undersøgelse af YouGov for Nordea har vist, at omkring halvdelen af danskerne ikke ved, hvad ÅOP står for. Hvordan mon tallet ser ud for den gruppe, der er genstand for kviklånudbydernes fristende markedsføring?
Det er naturligvis de økonomisk svage og altså i høj grad de unge. 40 pct. af alle kviklån i 2018 blev optaget af unge mellem 18 og 29 år, viser forskning foretaget af erhvervs-ph.d Emil Toft Hansen, som er blevet publiceret i Danske Banks “Danskernes Økonomiske Tryghed 2019”.
En anden undersøgelse foretaget af Forbrugerrådet Tænk og TrygFonden viser, at hver fjerde ung mellem 18 og 30 år har et forbrugslån i form at enten kviklån, banklån eller køb på afbetaling.
Derudover ses det ofte, at de mest profitable kviklånskunder kommer ind i virksomhedens varme med et forbrugslån i bagagen. De er så at sige allerede fanget i den onde spiral.
Det er ikke ualmindeligt, at en kviklånskunde har haft svært ved at få det hele til at gå op sidst på måneden, og udbydernes målgruppe står med andre ord med en udfordring. Dels bliver de udsat for aggressiv markedsføring, der bevidst udnytter impulsivitet og begær med henblik på at sælge et lån, dels bliver de accepteret til lån, de har svært ved at tilbagebetale qua deres økonomiske situation.
Forbrugeren har også et ansvar
Det kan være fristende at tillægge de kyniske, beregnende kviklånsudbydere al ansvaret, men jeg vil alligevel opfordre til at huske på nuancerne. Vi skal passe på med ikke at sætte debatten op som værende sort/hvid med mørke ågerkarle på den ene side og hjælpeløse individer på den anden. Et sådant standpunkt fører til stigmatisering af begge sider, og løser ingenting.
Efter min mening ligger der nemlig også et ansvar hos forbrugeren, der i en fri markedsøkonomi altid har et personligt ansvar for sine køb – særlig i form af de valg, der leder op til købet, hvor det er op til forbrugeren selv at sørge for at have sat sig ind i tingene, inden et lån erhverves.
Men netop her ligger problemet:
Når man husker præmissen om, at et kviklån næsten aldrig er den bedste løsning ud af økonomisk uføre, samt at forbrugeren stort set altid har mulighed for at vælge et mere rentabelt alternativ, træffer forbrugeren sit valg om køb af kviklån på baggrund af ignorance.
I 2014 lavede Megafon en undersøgelse på vegne af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Undersøgelsen viste at 40 pct. af dem, der havde taget et kviklån, fortrød at have optaget lånet. Hovedårsagen for dette var, at lånet blev dyrere end forventet
Ignorancen hos forbrugeren kan skyldes to ting: Det kan være et bevidst valg om ikke at sætte sig ind i tingene eller der kan være tale om mentale udfordringer.
En forbruger med svære mentale udfordringer bør som led i en kreditvurdering slet ikke kunne accepteres til et lån, hvis ikke forbrugeren har været ledsaget af en stedfortræder.
Forbrugeren, der ikke har sat sig ind i stoffet, har imidlertid brug for hjælp i form af uddannelse, f.eks. via øget digital dannelse og øget fokus på privatøkonomi i skolen.
Øget digital dannelse, fordi fremtidens finansielle ydelser som konsekvens af forbrugeres efterspørgsel i høj grad drives digitalt. De første kviklån kom til Danmark omkring 2007 og formidles primært digitalt (på Google er en af de dyreste termer at annoncere på ‘Kviklån’). Meget symptomatisk er kviklånsudbyderne samlet i brancheorganisationen Digitale Långivere.
Alting foregår meget hurtigere digitalt pga. automatiserede processer, mere brugervenligt design og større tilgængelighed. Og det er både en fordel og en faldgrube. Vi forbrugere har svært ved at omstille vores begær og impulsive købelyst til denne fagre nye verden, hvor både et taskekøb og en kreditvurdering kan tage et enkelt minut.
Ved online lån bliver der nemlig ikke foretaget en kreditvurdering i den traditionelle forstand. I stedet vil statistiske beregninger danne grundlag for risikovurderingen. Det er hurtigere, men kan misse de kvalitative tegn på en god/dårlig låner, der opstår under en face-to-face samtale.
Det er derfor vigtigt, at unge – de såkaldte “digitale indfødte” – bliver uddannet digitalt, så de har redskaberne til at skelne usikre hjemmesider fra sikre, og til at forstå sig på deres personlige data med mere.
Øget fokus på privatøkonomi i skolen, da uvidenhed om økonomiske termer kan få dårlige lån til at se gode ud.
I 2014 lavede Megafon en undersøgelse på vegne af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Undersøgelsen viste at 40 pct. af dem, der havde taget et kviklån, fortrød at have optaget lånet. Hovedårsagen for dette var, at lånet blev dyrere end forventet.
I min optik burde forståelsen for økonomi – særligt den private af slagsen – indgå som led i den almene dannelse, men det er ikke på skoleskemaet i den danske gymnasieskole. Det, synes jeg er synd, for det er så tydeligt, at mange unge har brug for hjælp til at håndtere deres økonomi.
En relativ trist undersøgelse af YouGov for Nordea har vist, at omkring halvdelen af danskerne ikke ved, hvad ÅOP står for. Hvordan mon tallet ser ud for den gruppe, der er genstand for kviklånudbydernes fristende markedsføring?
Uddannelse bør prioriteres højere end regulering
Foruden uddannelse af forbrugerne, som jeg ser som en vigtig brik i puslespillet om et bedre låneklima i Danmark, spekuleres der meget i regulering og lovgivning på området.
I 2017 blev en 48-timers betænkningspause indført, og i fremtiden vil Finansdanmark lægge et loft over, hvor høje renter udbyderne kan kræve.
Socialistisk Folkeparti har foreslået et loft på 15 pct. – det gik ikke igennem. Partiets erhvervsordfører Lisbeth Poulsen kalder kviklånsmarkedet “wild west” og udtaler herom, at “30 pct. af selskabernes indtjening ligger i opkrævning af strafrenter og gebyrer fra dårlige betalere”. Forbrugerrådet Tænks formand Anja Philip mener, man skal sætte restriktioner på reklamer som i tobaksindustrien.
Selv går Dansk Kredit Råd, forening for danske kreditgivere, ind for et offentligt netværk af gældsoplysninger til gavn for kreditvurderingsprocessen samt et forbud mod lånudstedelse til forbrugere med gældsanmærkninger.
Regulering er positivt ment, men der ligger en betydelig risiko for at forvride konkurrencen, ramme forkert eller ramme for vagt.
For bred regulering har allerede fundet sted i form af betænkningstiden på 48 timer, der udelukkende havde fokus på kviklån med løbetider under 3 måneder. Det påvirkede ikke mange udbydere, og dem, der blev ramt, skruede blot op for løbetiden.
Andre har ændret deres kviklån til en form for kassekredit, så lånene stadig ligger på under 3 måneder og stadig kan udbetales uden en betænkningstid på 48 timer.
Et loft på ÅOP kommer formentlig med en fin intention, men man må huske på, at ÅOP i sin essens ikke forklarer den egentlige pris på kviklån særligt godt.
ÅOP betegner netop de årlige omkostninger i procent ved et lån, hvor nøgleordet er “årlige”.
Med den rette viden og de rette værktøjer er det nemlig pærenemt at skelne gode lån fra dårlige og dermed træffe den rette beslutning for sin økonomi. Det er sund fornuft
Et kviklån tilbagebetales typisk på en måned eller to, hvorfor ÅOP som indikator kan synes misvisende, da den udtrykker lånets omkostninger over et år. For eksempel vil et lån på 10 kr., der tilbagebetales som 11 kr. dagen efter, have en ÅOP på 128.000.000.000.000.000 pct.
Lovgivning er fint, og jeg kan godt forstå folks frustrationer over udbydernes meget bevidste valg af målgruppe. Men alle virksomheder opererer med specifikke målgrupper.
I stedet for stærk lovgivning foretrækker jeg, at man investerer massivt i at uddanne unge i digital og (privat)økonomisk forståelse.
Det gør instanser såsom Pengeugen (Finans Danmark), Digital Finanspris (FinansWatch / Wilke) og digitale services som budgetappen Spiir, sammenligningstjenesten Samlino.dk, hvor jeg selv er ansat. Men der skal mere til. Med den rette viden og de rette værktøjer er det nemlig pærenemt at skelne gode lån fra dårlige og dermed træffe den rette beslutning for sin økonomi.
Det er sund fornuft.
Foto: Pexels.com
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
