ROBOTTER PÅ FORTOVET – Sandsynligheden for, at din fremtidige online ordre bliver leveret af en robot fremfor en drone, er netop steget. Nyt firma sætter selvkørende robotter på gaden i de større amerikanske byer og udvalgte steder i Europa. Kristin Parello-Plesner fortæller om den, der kører rundt, hvor hun bor i udkanten af USA’s hovedstad
WASHINGTON D.C. – Hvis man slentrer ned ad fortovet i min del af det nordvestlige Washington D.C., skal man tage sig i agt for motoriserede køretøjer.
Først kom Lime cykler og Bird løbehjul, som flittigt bruges til transport mellem møder af jakkesætklædte hipstere, og nu ruller en lille sekshjulet potte med en høj antenne igennem mylderet af fodgængere.
Der er tale om en lille robot, der kører varer ud til kunder, blandt andet frokostbestillinger og dagligvareindkøb.
Se hvordan på denne video:
Ca. 20 meter bag vidunderet, der minder om en flad version af R2D2 fra Star Wars, går en ”human handler” – altså en person, som tager “potten på gåtur”. En human handler er nødvendig for at fjernstyre den lille robot igennem mylderet af fodgængere og storbytrafikken. Men den menneskelige del af robotleverancen er snart overflødig.
Om bare et par uger er den lille fyr så smart, at den kan køre rundt i de stille forstæder selv og levere varer på adressen
Ude i de mindre trafikerede forstæder, hvor jeg ofte holder til, kan man nu også møde robotten.
Den har stadig sin ”human walker” med, men det er kun i introduktionsfasen, fortæller robottens menneske-ven mig.
Om bare et par uger er den lille fyr så smart, at den kan køre rundt i de stille forstæder selv og levere varer på adressen. Konceptet er enkelt. Som bruger bestiller man varer igennem en app og modtager derefter en unik kode til at åbne robotten og tage imod sin bestilling, når den ringer på døren.
Robotter versus droner
Det er firmaet Starship Technologies, som står bag den nye opfindelse, der tilsyneladende har overhalet dronerne som udbringer. Amazon og UPS har ellers længe bebudet droneleverancer, men de flyvende fætre til robotten, har visse ulemper.
Modsat dronerne kører robotten med en hastighed af ca. 7 km i timen på fortovet, overtræder ikke privatsfæren og holder sig til trafikreglerne, og den er mildest talt ikke skræmmende at se på, nærmere akavet og nuttet
De gør folk nervøse, overskrider privatsfæren og kan potentielt misbruges til kriminelle aktiviteter.
Reguleringen for dronernes færden er mildest talt fuld af besværligheder, og der er lang vej endnu før de fuldt accepteres som en del af bybilledet.
”Når jeg ser en drone, får jeg mest lyst til at tage et haglgevær og skyde den ned”, siger min ellers fredsommelige nabo.
Hvis flere føler det samme, kan man godt se, hvorfor der kan blive problemer med droneudleveringen.
Her er sikkerheden for robotten helt anderledes. Hvis nogen skulle få den ide at stjæle den, kan den selv ringe om hjælp og naturligvis spores. Om den er skudsikker vides dog ikke.
Hovedmændene bag robotten og Starship Technologies er Skype stifteren Janus Friis og finnen Ahti Heinla, som grundlagde virksomheden i 2014 og placerede hovedkontoret i Tallin, Estland.
Siden har virksomheden udvidet til London, Hamburg, Sillicon Valley og nu også Washington D.C. Siden 2014 har Starship arbejdet på at udvikle prototypen og introducere den i enkelte storbyer i Europa og i USA.
Robotten er udstyret med kameraer og sensorer, som gør det muligt for den at navigere i trafikken.
Modsat dronerne kører robotten med en hastighed af ca. 7 km i timen på fortovet, overtræder ikke privatsfæren og holder sig til trafikreglerne, og den er mildest talt ikke skræmmende at se på, nærmere akavet nuttet
I Washington D.C. er Postmates – en frokostleverandør – det første firma, der tester robotten til at køre deres varer ud.
Økonomien i at have en elektronisk udbringer er så god, at det også giver mulighed for at bruge bud til mindre forsendelser f.eks. take away, friske dagligvarer, men også medicin.
Det åbner for nye forretningsmuligheder for mindre virksomheder, mener stifterne af Starship Technologies. Ifølge onlinesitet Businessinsider er target prisen for en robotleverance 2,80 dollar – lidt under 20 kr.
Robotten er velkommen i mit nabolag
Før robotten får lov at rulle i en by, skal robotfirmaerne dog forhandle tilladelse til at køre på fortovet hos de lokale myndigheder. På nuværende tidspunkt ser det ud til at lykkes bedre for robotvirksomheden end for dronefirmaerne.
Modsat dronerne kører robotten med en hastighed af ca. 7 km i timen på fortovet, overtræder ikke privatsfæren og holder sig til trafikreglerne, og den er mildest talt ikke skræmmende at se på, nærmere akavet og nuttet.
Det bliver derfor formodentlig ved at tilbyde større hastighed, dække en større distance og mulighed for leverance af større ordrer, at dronerne i sidste ende vinder deres markedsplads. Desuden kan man forvente, at de milliardinvesteringer, der foretages i droneindustrien også er med til at skubbe reguleringen den rigtige vej for Amazon og UPS. Men indtil da, er robotten en velkommen gæst i mit nabolag.
Foto: Forfatteren.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her