KULTURPOLITIK // KOMMENTAR – Så kom Kulturpasset med stor fanfare på Christiansborg. Et frikort på 2.000 kroner til omkring 43.000 unge, der ”står uden for fællesskabet”, som kan bruges på alt fra sport til kunstmuseer. Men penge alene gør det ikke, så det står tilbage at se, hvordan såkaldte partnerskaber med aktører i kultur-, forenings- og idrætslivet kommer til at guide målgruppen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Regeringen og en række partier til venstre i folketingssalen har indgået en aftale om Kulturpasset, der vil give cirka 43.000 unge mulighed for at bruge 2.000 kroner årligt på ”kultur”. Foreløbig i de kommende to år. Yderligere bevilges der penge til kulturaktører, der skal række ud til målgruppen.
Lige så løst defineret som begrebet kultur er, lige så forskellige lyder ordførernes begrundelser for at bakke op om Kulturpasset. Det strækker sig fra en kamp mod ”kulturel ulighed” til at bruge ordningen til at motivere de unge, som netop ikke er under uddannelse eller i arbejde, i retning af uddannelse og beskæftigelse.
Det sidste er et udtrykkeligt mål for 15 mindre projekter under Kulturpasset. Når de unge kan blive en det af et kulturelt fællesskab, så kan de nok også blive del af et uddannelses- eller arbejdsfællesskab, synes ræsonnementet at lyde.
Kulturel ulighed handler ikke kun om penge
Hvad den kulturelle ulighed angår, så kommer de ekstra 65 millioner kroner årligt til Kulturpasset i 2025 og 2026 oven i de millioner, som kulturen allerede får i offentlig støtte og fra private fonde. Det er næppe galt gættet, at de 43.000 unge mellem 15 og 24 år ikke er de flittigste brugere af den støttede kultur.
Men det er der masser af danskere i alle aldersgrupper – også i arbejde og under uddannelse – der heller ikke er. Det gælder også kulturtilbud, som er gratis og dermed kan sidestilles med, hvad Kulturpasset giver adgang til. De lader sig tydeligvis ikke påvirke af markedsføringen. Eller af gratis adgang.
Så der skal altså helt nye og anderledes initiativer til – ikke mindst fordi de unge, der får Kulturpasset, netop ikke har en lærer, nok heller ikke forældre og i mange tilfælde heller ikke venner, der kan introducere dem til kulturens fællesskaber. Pengene er måske den mindste hindring. Udfordringen ligger i formidlingen af det nye tilbud.
Kulturen kan godt gribe sårbare unge
Det er egentlig sympatisk, at man starter i den tunge ende – blandt de unge, der har de dårligste forudsætninger for at benytte de eksisterende kulturtilbud. Med de rette ressourcer kan kulturen faktisk nå ud til både psykisk sårbare og marginaliserede grupper. Det viser teaterprojekter som C:ntact og Dansedrømme, der ligefrem får deres målgruppe med op på scenen, og som gerne taler ind i de unges livssituation.
Ja, tænker man, lad dem finde et rum, hvor de kan nyde skønhed, drama, nye indtryk, måske dybe rødder – uden at der stilles andre krav end et åbent sind. Gerne i et fællesskab med andre, der gør det samme. Måske det kan skabe mening i deres liv. Og det kan selvfølgelig godt motivere dem til at åbne sindet for mere hverdagsagtige ting som skole eller job.
På den anden side er det voldsomt ambitiøst at tro, at Kulturpasset – i hvert fald gaven på 2.000 kroner – kan udrette, hvad skolen og diverse institutioner ikke har været i stand til i de første 15-20 år af de unges liv. At stå uden for et fællesskab gør det ekstra svært at finde vej ind i et nyt og fremmed fællesskab. De meget bredt definerede kulturaktører har en stor opgave foran sig.
Vil Kulturpasset give nye vaner?
At bruge kultur, og hvilken kultur vi bruger, handler om vane. Alene, at kultur bliver så bredt defineret, rejser spørgsmålet, om Kulturpasset ikke kan komme til at skabe en kulturel ulighed alt efter, hvilke tilbud brugerne bliver lokket med i. Der er forskel på at være medlem af en idrætsforening og at gå på kunstmuseum eller i teatret. Der er i hvert fald forskel på, hvor stor andel af de samlede kulturmidler, de forskellige dele modtager.
Kulturpassets 2.000 kroner fjerner nok en økonomisk barriere. Det fjerner ikke i sig selv den mentale modstand mod at tage del i noget, som man ikke føler sig som en del af. Verdenslitteraturen – inklusive Jussi Adler-Olsens krimier – er gratis tilgængelig på bibliotekerne. Det betyder ikke, at alle læser.
Der er indbygget en evaluering i hele projektet, så om et par år vil vi kunne se, hvor Kulturpassets millioner er gået hen og dermed, hvilke kulturelle vaner det har grundlagt i målgruppen.
I en serie POVcast’ ‘Kultur for alle – fælles kultur’ mødte Steen Blendstrup diverse aktører og brugere af de danske teatre.
Her stillede han blandt andet spørgsmålet: Vil et kulturpas være en løsning, især med henblik på at få flere unge til at få øjnene op for de mange oplevelser, der venter i de danske teatre?
Her har du altså en mulighed for at høre en lang række danskeres holdning til ideen om et kultur-, specifikt et teaterpas.
Lyt med her:
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
