KUNST – I disse år bygges der hospitaler i Danmark som aldrig før, og flere af de nye supersygehuse vil afsætte midler til nye kunstværker, skriver kunsthistoriker Ulla Rønberg. Dermed er der netop nu en unik mulighed for at sætte fokus på kunst på hospitaler. KØS museet for kunst i det offentlige rum viser med en ny udstilling danske og internationale hospitalsprojekter og stiller samtidig spørgsmålet: Hvad gør kunst på hospitaler? Det rungende svar på dét spørgsmål lyder: Det gør godt!
Siden 1800-tallets romantiske naturforståelse er naturen blevet anskuet som stedet, hvor man kan søge heling, lindring og åndelighed. I og for sig kan man sige, at såkaldt primitive naturfolk altid har levet efter forestillingen om naturen som kraftfuld og spirituel, men i den vestlige verden blev forbindelsen til naturens åndelige kræfter først genetableret med romantikkens forestilling om den besjælede natur.
I kunsten blev naturen fremstillet som guddommelig og helende for det moderne menneske, der i det fortravlede og åndløse byliv søgte tilbage mod en oprindelig enhed med Alt. Denne forestilling om naturen som et helle, hvor vi kan genoplade og finde tilbage til en oprindelighed eller spiritualitet, er stærk og ligger den dag i dag som en subtekst, vi alle forstår eller i hvert fald accepterer. Særligt i kunsten.
Det er derfor ikke så underligt, at denne forestilling i særdeleshed afspejles i kunst på hospitaler, selv i det 21. århundrede. Naturens kræfter som helende tilbyder – særligt for dem i sorg, i smerte – en bekræftelse på en form for universalitet og måske endda spiritualitet.
Der er opstået en unik mulighed for at fokusere på netop udviklingen og modtagelsen af kunst på hospitaler, stille de centrale spørgsmål og undersøge brugerens (patient, pårørende, ansat) mening om kunsten
Natur er da også ét af de markante spor i udstillingen Hvad gør kunst på hospitaler? på kunstmuseet KØS. Udstillingen er struktureret omkring fem spor, som museet har inddelt hospitalskunsten efter. Natur er ét, de øvrige fire er farver, rejse & erindring, identifikation & brugerinddragelse, liv & død. Grundlaget for KØS’ udstilling er et forskningsprojekt, initieret af museet selv, om kunst og hospitaler – et emne, der er meget lidt viden om, både i Danmark og internationalt.
Med det byggeboom indenfor hospitalssektoren vi ser i Danmark disse år, er der opstået en unik mulighed for at fokusere på netop udviklingen og modtagelsen af kunst på hospitaler, stille de centrale spørgsmål og undersøge brugerens (patient, pårørende, ansat) mening om kunsten.
Til det formål har museet allieret sig med en sociolog, der har foretaget 400 kvalitative interviews af brugerens opfattelse af kunsten på hospitalerne. Empiri og metode er derfor på plads, og for første gang har vi derfor et forskningsbaseret grundlag at vurdere ud fra, når der spørges: Hvad gør kunst på hospitaler?
En and i en skovsø
Tilbage til naturen: Hvad er det ved en afbildning af natur, der kan virke helende? Et er jo at bevæge sig ud i naturen, føle lysets varme, mærke vinden og høre havet, noget andet er at se en afbildning af natur, når man ligger i en hospitalsseng.
I udstillingens katalog antager amerikaneren Roger S. Ulrich, en af pionererne indenfor feltet ”kunst på hospitaler”, at vi som mennesker er genetisk kodet til at føle behag ved at være i og se på naturen. Vi er hermed næsten tilbage ved romantikkens forestilling om naturens iboende kraft hos Roger S. Ulrich, blot er ånd erstattet af DNA, når den oprindelige samhørighed mellem natur og menneske forklares.
Kunne man så ikke bare sætte et par fotostater op af rindende vand og skovbryn? Som der foreslås i debatindlægget Den dyre kunst på de nye supersygehuse (Jyllands-Posten, 13. nov. 2016): “ (…) få en eller flere fotografer til at fotografere naturen (skove, strand, blomster, dyr og andet), landsbyer (herunder smukke gamle købstæders huse) eller børn, der leger ved en strand. Altså rolige billeder, der ville give betragteren en smuk erindring om egen opvækst eller en glæde blot ved at se på disse rolige billeder af f.eks. en and, der svømmer i en skovsø”.
Hospitalet er et sted, hvor de fleste er folk er tvunget hen – derfor må kunsten gerne kunne hjælpe med at skabe samtaler, der ikke kun kredser om indlæggelse. Hvis jeg ville skabe feel-good kunst kunne jeg have lavet et vandfald, men det er ikke dér, det interessante møde finder sted. Det er at skabe så spændende en historie, at den bliver genstand for nye samtaler
Uden at bevæge os unødigt langt ind i en debat om kunstens berettigelse, så giver udstillingen på KØS netop mulighed for at betragte den kunstneriske proces, der går forud for indvielsen af et værk tiltænkt hospitaler: Research og dialog med såvel sygehus som lokale aktører, dialog med bygherre og arkitekter, overvejelser om brugerens modtagelse af kunsten m.m.
Det interessante møde
Som den unge danske kunstner Camilla Reyman, der i disse dage er i gang med at skabe en installation til Horsens Sygehus, siger: ”Mit udgangspunkt var at skabe noget, som folk i lokalområdet kan være stolte af, noget der tager afsæt i deres lokale historie, som folk, der kommer på hospitalet kan identificere sig med.”
Hun arbejder derfor med et kendt fossil af en kæmpehaj, der levede for 23 mio. år siden, fundet i lokalområdet. Hendes værk, en skulptur i beton og stål, placeres i en atriumgård og kan betragtes fra vinduer, der vender ind mod gården.
”Det er en vildt spændende opgave at lave kunst til et hospital, jeg skal tænke på en anden måde end jeg plejer, da min kunst skal kunne ses og opleves af alle – ikke kun dem, der har en interesse for kunst. Hospitalet er et sted, hvor de fleste er folk er tvunget hen – derfor må kunsten gerne kunne hjælpe med at skabe samtaler, der ikke kun kredser om indlæggelse. Hvis jeg ville skabe feel-good kunst kunne jeg have lavet et vandfald, men det er ikke dér, det interessante møde finder sted. Det er at skabe så spændende en historie, at den bliver genstand for nye samtaler.”
Kunsten vil altid være mere end blot dekoration. Det er hele forskellen på Reymans installation og en and i en skovsø.
En anden tilgang til, hvorfor kunst, og ikke dekoration, påvirker os, er den fænomenologiske.
Fænomenologien påpeger, at det er de æstetiske kvaliteter ved kunst såsom sammensætningen af farver, formernes indbyrdes afhængighed eller kontrast, som vi umiddelbart sanser og fornemmer. Alle, der har været indlagt på Herlev Hospital og oplevet Poul Gernes’ symfoniske farveværk, vil have en mening om det synspunkt. Har man for eksempel været i fødsel på stuen med lilla-blåt tema (som nærværende skribent) vil farven for altid være en umiddelbar og meget sanselig påmindelse om stærke følelser, smerte og lykkerus.
Derudover vil naturligvis fortællinger, historier og stemninger formidlet gennem kunsten vække resonans eller ligefrem bevæge os. Motiver med død og lidelse finder næppe vej til hospitalerne, og det er derfor et modigt valg af Akershus Universitetssykehus i Norge, når den danske kunstner Julie Nord, der konstant kredser om aksen hygge/uhygge i sine værker, bliver valgt til at skabe monumentale væg-tegninger til børneafdelingen.
Måske netop for at skabe spændende historier, der bliver genstand for nye samtaler, som Reyman påpeger.
Hvorfor kunst på hospitaler
Udover spørgsmålet, hvad gør kunst på hospitaler, så kan man jo også stille det næste spørgsmål: Hvorfor har vi kunst på hospitaler?
Der er, som i debatindlægget ovenfor, ofte advokeret for det urimelige i at afsætte midler til kunst, når det diskuteres, hvorvidt der skal skæres i sundhedsfagligt arbejde på hospitalet.
Hvad enten kunsten afbilder naturen, former og farver eller viser fortællinger, vi kan relatere os til, så gør kunsten indtryk, den påvirker os. I særdeleshed på et hospital, hvor man kun kommer, hvis man har et særligt ærinde: Kroppens eller sindets restituering
Undersøgelser viser imidlertid meget klart, at kunsten gør godt – helt bogstaveligt. Indlæggelsestiden forkortes for patienter, og ansatte føler mindre stress, får færre sygedage og oplever i det hele taget større arbejdsglæde. Det fremgår bl.a. af udstillingens katalog, hvor der redegøres for adskillige forskningsresultater.
Sammenfattende, så er vinklen i de artikler og forskningsprojekter, der beskriver feltet, ofte, at kunst har ’potentiale’ i et hospitalsregi, altså kunst som katalysator for noget – nemlig bedring, heling, lindring. Hvad enten kunsten afbilder naturen, former og farver eller viser fortællinger, vi kan relatere os til, så gør kunsten indtryk, den påvirker os. I særdeleshed på et hospital, hvor man kun kommer, hvis man har et særligt ærinde: Kroppens eller sindets restituering.
Det må siges at være en ikke uvæsentlig pointe i ligningen kunst-hospitaler-ressourcer. Ud fra et samfundsøkonomisk synspunkt er det god fornuft.
Kunsten er det første, der skæres væk
Desværre viser regionernes prioritering af midler til de nye supersygehuse, at kunsten er det første, der skæres væk, når budgettet strammes, som en tidligere overkirurg på Aarhus Amtssygehus skriver i kronikken Sygehusene behøver kunst (Jyllands-Posten, 7. nov. 2016): ”I statens byggerier er reglen, at der i projektet skal afsættes penge til kunstnerisk udsmykning svarende til 1,5 pct. af håndværkerudgifterne (…) I regionerne, som får pengene fra staten, er der ingen regler. Alligevel har der i de fleste af sygehusprojekterne været afsat omkring 0,5 pct. Dette beløb er nu overalt reduceret så stærkt, at 0,1-0,2 pct. er realistisk for mange af de kommende storsygehuse”.
Billedkunstnernes forbund (BKF) arbejder aktivt for at vende denne udvikling og håber at kunne få 1.5%-reglen til at omfatte ikke bare regionerne, men også kommunerne. Akademirådet anbefaler ligeledes en udvidelse af 1.5% reglen til at omfatte regionerne.
Udstillingen på KØS burde derfor være et must for alle, der sidder med planlægning og budgettering af de nye supersygehuse. Så de med egne øjne kan se, hvad forskning allerede viser: Kunsten gør godt
Lene Bøgh Rønberg, samlings- og forskningschef på KØS og ledende kurator på udstillingen, har igennem hele sin research været i dialog med mange forskellige parter i sygehusprojekterne – kunstnere og brugere, bygherrer, kommuner og regioner.
”Det er jo regionerne, der er bygherrer på det nye hospitalsbyggeri, og her er der ganske rigtigt ingen lov for, hvor mange midler, der skal afsættes til kunst. I reglen tilstræber regionerne at følge statens regler,” siger hun. ”Det, vi som museum er optagede af, er, at der skabes mange meget interessante og forskelligartede kunstprojekter på sygehusene i de her år. Dét vores forskning viser er, at i rigtig mange tilfælde så gør kunsten på sygehusene en forskel! Det er det helt centrale budskab.”
Udstillingen på KØS burde derfor være et must for alle, der sidder med planlægning og budgettering af de nye supersygehuse. Så de med egne øjne kan se, hvad forskning allerede viser: Kunsten gør godt.
FAKTA:
Udstillingen Hvad gør kunst på hospitaler? vises på KØS Museum for kunst i det offentlige rum i Køge frem til d. 1. april 2018. Der er udgivet et katalog med dels museets forskningsresultater, dels lægefaglige bidrag og kunsthistoriske artikler. I begyndelsen af 2018 inviterer KØS til en politisk debat om, hvilken forskel kunst på hospitaler kan gøre med deltagelse af politikere, kunstkonsulenter m.fl. Information om dato vil kunne findes på museets hjemmeside: wwws.koes.dk
Når hospitalskunst debatteres, henvises der i dansk sammenhæng ofte til et omfattende forskningsprojekt på Ålborg Universitetscenter, Helende arkitektur (2009). Studiet omfatter såvel design, arkitektur og kunst.
Topillustration: Poul Gernes, udsmykning og farvesætning af Herlev Hospital, 1968-76. Foto: Finn Thybo Andersen.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
