TEATER // ANMELDELSE – Kaj Munks skuespil Ordet er et af de mest betydningsfulde stykker dansk litteratur – på flere måder, der ikke alle er lige sådan at få sat i perspektiv. Stykket bliver streamet i dag, 2. påskedag frem til kl. 23.00 på Folketeaterets hjemmeside, og man kan således nå det endnu. Jakob Brønnum har set forestillingen og kalder den smuk og bevægende. Skynd dig!
Inden forestillingen
Kaj Munk blev som bekendt dræbt af den tyske besættelsesmagt i 1944, interessant nok efter i begyndelsen af krigen at have været fascineret af Hitler. Han var præst og skuespilforfatter, og Ordet (1925) rækker ind over begge hans verdener.
Stykket har alletiders mest spektakulære slutscene, særligt i filmatisering af den danske mesterinstruktør Carl Th. Dreyer fra 1955. Jeg skal ikke røbe den endnu, men jeg gør det senere, efter en spoiler alert.
Filmatiseringen af Ordet er interessant på en anden måde, eftersom billeder i begyndelsen af filmen, hvor hovedpersonen Johannes står i klitterne, og vi hører vinden i marehalmen har givet inspiration til to andre af filmhistoriens store instruktører. Man kan genfinde dette træk både hos Kurosawa og Ingmar Bergman.
Kaj Munks Ordet forløses næsten 100 år efter sin urpremiere for et moderne publikum i en smuk og bevægende forestilling
Begge de to momenter, jeg har nævnt, indledningen og slutningen har jeg set frem til at finde ud af, hvordan man formidler i en streamet teaterforestilling. Men mere end det kan man se frem til, hvad i alverden teatret vil gøre ved forestillingens handlingsmæssige fundament, et mærkværdigt provinsielt træk i dansk litteratur, som man også finder hos Pontoppidan og Jakob Knudsen.
I stedet for at interessere sig for den internationale modernitet, som rasede på denne tid, plumper de tre forfattere med vekslende intensitet hovedkulds ned i en lokal dansk, noget altmodisch problemstilling, nemlig forholdet mellem missionsfolk, altså fundamentalistiske højrekristne, og grundtvigianere, altså mere kulturåbne højskolekristne.
Forholdet mellem dem afspejler naturligvis vagt forholdet mellem det konventionelle og det moderne, som den internationale kunst og kultur interesserer sig for i første halvdel af det tyvende århundrede, men dette træk er også en stor del af begrundelsen for, at modernismens gennembrud først skete efter den såkaldte Heretica-bevægelse fra slutningen af 1940’erne med Klaus Rifbjerg i midten af 1950’erne og nogle år frem – 50 år efter den skete internationalt.
Det spændende er, hvordan teatret vil få dynamikken mellem indre mission og grundtvigianismen til at fremstå relevant for det streamende publikum i dag.
Lad tæppet gå
En forestilling som Folketeatrets opsætning af Kaj Munks skuespil vil altid stå i skyggen af Dreyers film, men den står rigtig fint der. Det er en helt igennem anbefalelsesværdig forestilling med kun to små svagheder, som ubarmhjertigt ikke kan rettes til til i morgen, eftersom teaterforestillingen kun spiller i dag pga. coronarestriktionerne. Men Kaj Munks Ordet forløses næsten 100 år efter sin urpremiere for et moderne publikum i en smuk og bevægende forestilling.
Instruktøren har valgt at køre forestillingen uden adaptationer, så vi må altså acceptere, at omdrejningspunktet i indledningen, ja helt frem til kort før slutningen, er konflikten mellem indre mission og grundtvigianismen.
Også klitterne står centralt i forestillingen, hvor scenografien, reelt i højere grad end hos Dreyer, lader dem blive et sted, hvor himmel og jord mødes på så at sige flere planer. Det sted, hvor menneskelivets går over i spiritualitet, og hvor man kan gå med sin afgrundsdybe tvivl eller sorg.
En del af det meget vellykkede i Moqi Simon Trolins opsætning er, at Johannes er den, hvis diktion er mest nutidig, mest naturlig i vore øren
Selvom han ikke har den mest betydningsfulde rolle, overstråler Preben Kristensen de øvrige skuespillere i forestillingen som Peter Skrædder, missionsmanden, hvis datter (den grundtvigske hovedrolle) Gamle Mikkel Borgens yngste søn er forelsket i.
Han formår at lægge den stærke blanding af dårlig teologi og inderlig tro, som Kaj Munk lader være missionsfolkets vartegn, ind i sin rollefigur, så både den dybe vrede og en form for bonert magtspil træder uforglemmeligt stærkt frem.
Den ene lille svaghed er, at Gamle Mikkel Borgens rolle, der er næsten overmenneskelig stor, med en lang række af følelser og forestillingens mest krævende spektrum af karakterudvikling i Waage Sandøs figur bliver præget af en lige lovlig skriftlig diktion.
Hvor Preben Kristensens figur netop taler i floskler, lykkedes det først for alvor til sidst Waage Sandø at lade figuren frisættes helt – men det er også parallelt med, at karakteren Gamle Mikkel Borgen finder en eksistentiel frihed, og man må være åben for, at det ikke kan gøres bedre end som så i en streamet forestilling.
Kaj Munk og Dostojevskij
Megen interesse samler sig om Esben Dalgaards Johannes, der for år tilbage har mistet forstanden efter at have mistet sin forlovede. Nu går han rundt og taler i nytestamentlige brokker og tror, at han er Jesus.
En del af genialiteten hos Kaj Munk er, at Johannes – som Dostojevskij 60 år forinden havde vist med fyrst Mysjkin i Idioten – menneskeligt set er den sundeste af alle de tilstedeværende. En del af det meget vellykkede i Moqi Simon Trolins opsætning er, at Johannes er den, hvis diktion er mest nutidig, mest naturlig i vore øren.
Forestillingen åbner som sagt i et spil mellem slægter af hver sin tro, næsten som Romeo og Julie hos Shakespeare. Mod slutningen bliver det ikke et spil mellem trosretninger, men netop som jeg antydede i indledningen et spil mellem naturvidenskab og gudstro, når lægen, strålende og kraftfuldt spillet af Peter Holm Johansen, får en central rolle, da svigerdatteren på Borgen-gården, Inger, præcist tegnet med mange rige nuancer og stort overskud af Amalie Dollerup, dør i barsel.
Spoiler alert
Den anden lille svaghed i den ellers som sagt særdeles vellykkede forestilling ligger hos præsten, den nye præst på egnen, der har en overraskende fremtrædende rolle, i hvert fald hvis man kender filmen bedre end skuespilteksten som undertegnede. Han bliver spillet med al klarhed af Michael Slepsager og fremstår provokerende uden tro på mirakler, men samtidig konfliktsky som den, der gerne vil ind i landbosamfundet som ny på egnen.
Men – og nu er der alvorlig spoiler alert – optakten til filmhistoriens mest spektakulære scene, som også skal foregå på den streamede teaterscene i Nørregade, nemlig Johannes genopvækkelse af Inger, bliver forstyrret af præstens protestudbrud umiddelbart inden. Det er for kraftigt. Instruktøren har meget fint balanceret forestillingens store og dybe følelsesbølger, som nagler en fast til skærmen, og han har balanceret ensemblet i slutscenen til perfektion, når hver rolle, hver figur repræsenterer et følelsesregister og en magt- eller afmagtsposition, der ses i et panorama af et eksistentielt verdensbillede.
Men der skulle være skruet en anelse ned for Esben Dalgaard lige til sidst. Se den ikke desto mindre – du kan nå det endnu. Og husk: Guds rige tilhører børnene – det vil sige, dem, der endnu ikke tror på døden, men helt og fuldt på livet.
Kaj Munk: Ordet
Iscenesættelse: Moqi Simon Trolin
Scenografi: Palle Steen Christensen
Filmproduktion: Torben Skjødt Jensen
Streames på teatrets hjemmeside frem til kl. 23 i dag
LÆS FLERE ARTIKLER AF JAKOB BRØNNUM HER
Topillustration: Folketeatret/Gudmund Thai
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse. For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik. Tilmed dig her POV Overblik