Carl Kjersmeier – manden bag masken

af i Afrika/Featured/Kultur

AFRIKANSK KUNST – ”Ved I, hvad I har her?” udbrød en professor ved Iowa State University, da han sidste år besøgte Kjersmeier-udstillingen af afrikansk kunst på Nationalmuseet: en sjælden men lidt overset kunstsamling i verdensklasse. Et rum, der ikke alene er unikt på grund af sagerne fra Afrika, som inspirerede fotografen Man Ray og Cobra-malerne, men også på grund af manden bag. Historiker Jesper Kurt-Nielsen skriver om Carl Kjersmeier – en forsmået digter, der viede sit liv til afrikansk kunst og rejste Afrika tyndt for at samle.

Vejlenseren Carl Ludvig Vilhelm Rømer Nutzhorn Kjersmeier (1889-1961) var en kunstner, hans digte blev ikke den levevej, han drømte om. I stedet blev han kongens foged ved Københavns Byret. Digtningen opgav han nu ikke helt, og i fritiden oversatte han lyrik fra den hele verden.

Senufo-skulptur fra Carl Kjersmeiers samling fotograferet af Man Ray. Nationalmuseet.

I 1918 fik han en åbenbaring. Han købte en afrikansk skulptur hos en buntmager i Købmagergade. Det udløste en livslang besættelse. Åbenbaringen førte til skabelsen af en enestående samling af afrikansk kunst, der ikke alene inspirerede surrealisten Man Ray og Cobrakunstnerne, der alle kom i hans lille lejlighed på Vesterbro, men den fik også betydning for Kjersmeiers livslange arbejde for at gøre afrikansk kunst kendt i Danmark og udlandet.

Kjersmeier var med til at fastslå, at Afrika ikke er et land med en enhedskultur, men et stort kontinent med en rig og varieret materiel kultur. Det ved vi alle i dag

Han argumenterede for, at Afrika var først både med ilden, poesi og skulptur. Kjersmeier satte markant pennen til papiret, og det gjorde ham berømt langt ud over Danmarks grænser. Han var med til at fastslå, at Afrika ikke er et land med en enhedskultur, men et stort kontinent med en rig og varieret materiel kultur. Det ved vi alle i dag.

Afrikanske genstande havde allerede omkring århundredeskiftet udløst begejstring i de franske saloner. Resultatet kender vi fra Matisse, Picasso, Nolde og mange andre. De blev grebet af afrikanske billedskæreres evne til at frasortere det uvæsentlige og nå ind til kernen i en kunstnerisk fortolkning, det såkaldt primitive.

I vor egen tid, hvor alt gemmer på en potentiel fornærmelse (på forhånd undskyld), har udtrykket primitiv kunst fået en odiøs klang. I samtiden var den hyldet som det ypperste, og Kjersmeier blev ypperstepræsten i Danmark.

På fetish-jagt i Afrika

Han prædikede om afrikansk kunst. Hans rastløse energi betød, at missionsarbejdet aldrig lod ham i ro. Han skrev, holdt foredrag, han skabte forbindelser over hele verden – det vil sige den del af verden, hvor man samlede afrikansk kunst, og han samlede ind. Ganske sikkert raffinerede han samlingen, som beskrevet i hans egen oversættelse af yndlingsdigtet af Kobayashi Issa (1763-1827); Snegl, stig langsom op ad Bjerget Fujiyama.

Jobbet som kongens foged gav kun til dagen og vejen, når der var handlet afrikansk; en beskeden lejlighed på Vesterbro Torv kunne ikke ændre dette faktum. Heldigvis havde Kjersmeier i 1917 giftet sig både med Amalie og lidt penge.

I 1931-32 rejste han og fruen til Fransk Vestafrika på ”Fetishjagt”. I bil gennem den afrikanske Brousse kan det nok være, at den københavnske foged blev vækket til live. Det har fået racismejægere til at pege fingre af Kjersmeier.

Men Kjersmeier beundrede afrikanere; ”hvorfor foragte dem som mindreværdige?” ”De har opdaget ilden og skabt en kunst, som er tusindtals år gammel og den mest moderne af alle.” “Deres [afrikanernes] glæde ved livet, deres tilfredshed med deres kår, deres kærlighed til dans og musik, deres udprægede artistiske sans gjorde det til en fornøjelse at færdes blandt dem”.

Kjersmeier rejste i Vestafrika takket være de franske kolonimyndigheders gode vilje. I franskmændenes forsøg på at dominere Vestafrika blev enhver form for opdagelse modtaget med kyshånd

Afrikaneren, der var forurenet af kristendom eller ”muhammedanismen”, var han derimod særdeles hård overfor. De havde solgt ud af forfædrenes arv. Afrika skulle helst forblive uforanderligt på trods af, at afrikansk kultur netop var dynamisk og foranderlig. Men salonkommunisten, det kaldte han sig selv, var ikke racist, som det forstås i ordets oprindelige betydning. Husker nogen den betydning, nu da begrebet er blevet brugt i alle sammenhænge og udvandet? Han skelnede i hvert fald ikke mellem hudfarver, han var også uforskammet over for den såkaldte ”hvide mand”, så snart han kunne slippe afsted med det.

Han endte i øvrigt ifølge ham selv som nationalkonservativ, men småborgerlig blev han nu aldrig. Han elskede at holde salon og at forarge med et proletarisk sprogbrug, og han elskede borgerskabets reaktion på vulgariteterne, som blev slemmere, som aftenen skred frem, samtidigt med at cognacflasken blev tommere. Heldigvis var Amalie flink til at dæmpe hans gemyt.

Systematiserede afrikanske genstande

Kjersmeier rejste i Vestafrika takket være de franske kolonimyndigheders gode vilje. I franskmændenes forsøg på at dominere Vestafrika blev enhver form for opdagelse modtaget med kyshånd. Kolonial dominans og videnskabelig udforskning gik hånd i hånd, særligt efter år 1900.

Carl Kjersmeier i Vestafrika. Fotograf Amalie Kjersmeier.

Desuden kom Kjersmeier fra et så betydningsløst land, i en geostrategisk sammenhæng, at han ikke udgjorde en sikkerhedsrisiko. En engelsk, italiensk eller belgisk ekspedition havde ikke fået adgang til at kigge nærmere på det Franske Imperium og dets afrikanske undersåtter. Tyskerne var jo som bekendt sat skakmat med Versailles-traktaten i 1919 og havde mistet deres afrikanske besiddelser. I dette vakuum boltrede Kjersmeier sig – og andre danske i samtiden med ham, som for eksempel journalisten Knud Holmboe, der i Sahara kørte i bil fra vest mod øst i 1930 som den første, og geografen Ole Olufsen, der rejste ned ad Nigerfloden 1927-28 som den sidste dansker.

Bogen omhandlede kultur og identitet men også undertrykkelse og vrede i et USA, hvor ikke alle mennesker blev behandlet som hverken lands- eller ligemænd

Efter ekspeditionens hjemkomst skrev Kjersmeier det populærvidenskabelige værk På Fetishjagt i Vestafrika, men mere betydningsfuldt var det, at han skrev firebindsværket Centres de style de la sculpture nègre africaine (1935-38). Værket regnes internationalt i dag for et hovedværk inden for systematiseringen af afrikanske genstande og har betydet, at Kjersmeier og hans samling er meget mere berømte i udlandet end i Danmark; spørg selv i New York, Paris og Bruxelles.

Får besøg af Man Ray

Han kritiserede også offentligt danske missionærer for deres kulturelle stormangreb på afrikansk kultur i Vestafrika. Svaret kom prompte i den danske dagspresse: Der var ingen danske missionærer der, hvor Kjersmeier rejste. Nogle gange tog hans raseri over.

Betydningsfuldt var det dog, at verden begyndte at besøge Kjersmeier på Vesterbro, deriblandt surrealisten og dadaisten Man Ray der fotograferede, og i 1934 skrev Kjersmeier kapitlet Bambara Sculpture i Nancy Cunards berømte Negro Antologies med blandt andet forfatteren Samuel Beckett og jazzgeniet Louis Armstrong som medforfattere. Bogen omhandlede kultur og identitet men også undertrykkelse og vrede i et USA, hvor ikke alle mennesker blev behandlet som hverken lands- eller ligemænd. Værket regnes i dag som en demokratisk milepæl i USA og kan ikke opdrives. Heldigvis besidder Nationalmuseet Kjersmeiers personlige eksemplar, med både Cunnards signatur og tak.

Han købte kun genstande, der levede op til hans strenge fordring til autencitet. Genstanden skulle helst være “danset”

I Etnografisk Samlings arkiv på Nationalmuseet noteres også i dag en stigende international interesse for Kjersmeiers person. Ikke så få forskere fra den nye verden forbander indædt, at dansk ikke er et verdenssprog, når de kigger i hans efterladte arkivalier. Kjersmeiers sparsomme efterladte breve har vi derfor indtil videre for os selv.

Kjersmeier var også med til at definere kvalitetskrav til afrikanske kunstgenstande, og enhver, der besøger hans samling i dag, er ikke i tvivl om hans udsøgte smag. Bag de tykke hornbriller plirrede ekspertens argusøjne.

Kaskadefrisurens mester

Luba-skammel indkøbt af Carl Kjersmeier. Fotograf Professor Christer Lindberg, fra fotoserien Copenhagen Portfolio, som består af 250 fotografier.

Han købte kun genstande, der levede op til hans strenge fordring til autencitet. Genstanden skulle helst være “danset”; det vil sige benyttet i den sammenhæng, den var beregnet til og ikke blot skåret som en souvenir til kolonisterne. Han jagtede ”dansede” genstande livet igennem og måske ikke altid med held.

I Nationalmuseets udstilling hænger en maske, en såkaldt Kifvebe (maske) fra Songye-stammen bosiddende i Congobassinet og fra et hemmeligt selskab. Masken er klassisk, velproportioneret og har alder, men den er uden snørehuller til fastgørelse til en dragt og dermed bæreren.

Jeg klør mig ofte i nakken, når jeg ser den; selv den store Kjersmeier måtte gå på kompromis. Men det ændrer ikke ved, at overinspektøren i Etnografisk Samling, Kaj Birket-Schmidt, i 1945 skrev om Kjersmeier, at han utvivlsomt var “Skandinaviens bedste kender af Afrikas kunst”. Birket-Schmidt havde ret, og han gjorde ret i at arbejde for samlingens overførsel til Nationalmuseet; den er enestående og rummer unikke genstande.

En håndfuld nakkeskamler fra Luba-stammen findes på museer i Europa og USA. Skamlerne er i dag bevis for, at afrikanske billedskærere ikke blot var anonyme håndværkere. Skamlerne er skåret af den samme person og har været spredt i Upemba Bassinet (Congos Katanga-provins) på grund af den høje kvalitet. Vi betegner i dag kunstneren med det poetiske navn (franskmændene kan); ”Maître de la coiffure en cascade”, kaskadefrisurens mester. I Kjersmeiers samling gør en enkelt af mesterens skamler væsen af sig. Den er måske den bedste af dem alle. Kjersmeier fandt den i en antikvitetsforretning i Bruxelles, og han slap den ikke før sin tids ende.

Gemt væk for nazisterne

Under krigen var både fruen og samlingen i eksil. Amalie født Edelstein havde med ægteskabet med Carl giftet sig “udenfor ”murene” og måtte som så mange andre af vores livstruede landsmænd smugles over sundet. Samlingen blev opbevaret på Nationalmuseet i tilfælde af, at besættelsesmagten ville forsøge at konfiskere den som jødisk ejendom.

Ved hoveddøren i hans hjem hang en evakueringsliste til brandvæsnet, men hr. og fru Kjersmeier var ikke på listen

Samlingen blev prompte transporteret hjem til privaten og uden beregning og kny, efter at friheden var ankommet til Danmark. Det gør Nationalmuseet ære.

Efter 2. Verdenskrig blev Kjersmeiers betydning udi etnografien mindre, der var nye videnskabelige strømninger og en tidlig pensionering fra byretten grundet et nervesammenbrud; en landssviger havde angiveligt viftet med en skyder under en fogedforretning og så oveni fruens og samlingens eksil. Det betød, at selskabelighed og cognac tog over. Til gengæld begyndte nye himmelstormere at besøge hans lejlighed. Gæstebogen dokumenterer, at Cobra-bevægelsen og Kjersmeier er tæt forbundne kar.

Afrika blev Kjersmeiers skæbne, den fyldte hele hans liv, eller som afdøde museumsinspektør Poul Mørk fortalte: ”Ved hoveddøren i hans hjem hang en evakueringsliste til brandvæsnet, men hr. og fru Kjersmeier var ikke på listen”.

Kjersmeier døde i 1961. Da havde samlingen, som sneglen i Kobayashi Issas digt, endeligt nået tinden. Kjersmeier selv var blevet berømt i udlandet, og hans missionsarbejde for afrikansk kunst i Danmark gennem et helt liv betød, at karikaturtegninger tidligere flere gange var blevet ham til del i dagspressen; så er man også berømt i Danmark.

Ved hustruens død overgik samlingen af verdenskunst på cirka 1400 numre i 1968 til Nationalmuseet.

Jeg noterer mig som sagt et stigende antal internationale henvendelser. I 2017 fik Etnografisk Samling besøg af en professor ved Iowa State University. Han slog ud med armene i Kjersmeierudstillingen og sagde: ”Ved I, hvad I har her?”.

Ja, og nu gør De, læseren, det også. Gør Dem selv den tjeneste at gå på Nationalmuseet og bed om at få vist vejen. Gå ind i udstillingen alene, stå helt stille, gerne en vintereftermiddag når skyggerne bliver lange, når de lystige skolebørn er gået hjem, omvisernes messe er forbi, og opsynet er valset om hjørnet. Afrika danser. Dans med, det gør jeg.

Hovedfoto: Carl Kjersmeier i hjemmet på Vesterbro. Fotograf Ukendt.

Jesper Kurt-Nielsen er historiker MA og har læst på Københavns Universitet på Saxo-instituttet og center for Afrikastudier og er museumsinspektør på Nationalmuseet, med ansvar for arkiver og bibliotek i Etnografiske Samling. Han har været konsulent i Udenrigsministeriet og har været officer i hjemmeværnet, senest i en MFP/Maritime Force Protection enhed. Efter at have rejst ned af Nigerfloden udgav han bogen Olufsens Sidste Rejse omhandlende den danske Nigerekspedition 1927-28 i samarbejde med Gyldendal i 2017. Han er projektleder og medredaktør på det fremtidige 3bindsværk Dansk Ekspeditionshistorie der er et samarbejde mellem Nationalmuseet og det Kongelige Danske Geografiske Selskab. Når han ikke passer sit arbejde på Nationalmuseet rejser han ud hvor telefondækningen er så ringe som muligt.

Seneste artikler om Afrika