KULTURLISTEN – I denne uge har Kulturlistens anmelderkorps set den danske Netflixpremiere, Sygeplejersken, den prisbelønnede biograffilm Close og Bille Augustfilmen Kysset, ligesom vi har læst satirisk bekendelseslitteratur i Tina Franks Indrømmelser og Jeppe Krogsgaard Christensens roman om en løgnagtig litterat. Også Kristian Leths podcast, Anna Malzers samtidsteater 16:29 og en ny interaktiv udgave af Peer Gynt, hvor publikum selv kan deltage. I denne uge skrives listen af Claus Ankersen, Connie Bork, Inger Tejlgaard Olesen Ravn, Anne Katrine Bagai, Niels Olsen og Steen Blendstrup.
Mord på hospitalet i ny Netflixpremiere
Der er dømt mord på hospitalet, når den danskproducerede serie Sygeplejersken har premiere på Netflix. Sygeplejersken er streamingtjenestens nye truecrime dramaserie om historien om den danske sygeplejerske Christina Aistrup Hansen, som i 2017 blev dømt for fire tilfælde af forsøg på manddrab.
Serien er baseret på Kristian Corfixens bog af samme navn og tager seeren med til Nykøbing Falster Sygehus, hvor der hverken er prop i de lokales ølflasker, eller i hospitalets medicinrum, som sygeplejerskerne har fri adgang til. Det udnytter intensivafdelingens stjernesygeplejerske på diabolsk vis til at gøre det af med ellers raske patienter, indtil hun bliver afsløret og fældet af en nyuddannet kollega, der som den eneste aner uråd.
I hovedrollerne som den onde og den gode sygeplejerske, brillerer den mangestedsnærværende Josephine Park og den mindre kendte – men også vildt gode – Fanny Louise Bernth, som hele tiden minder mig om litteraten Mette Høeg. Også Dick Kaysø er dybt troværdig i rollen som Kenny, bror til et af den syge sygeplejerskes mange ofre.
I det hele taget er serien forfriskende godt skruet sammen, dialogen holder og falder ikke så unaturligt, som det ellers alt for ofte er tilfældet i danske produktioner – hvorfor?
Sygeplejersken er uhyggelig god underholdning og desværre også en alt for timelig påmindelse om, at det virkeligt grusomme foregår ude i den virkelige virkelighed, hvoraf skærmens verden – indtil videre – kun er et genskin, så længe det varer.
Close – og venskabets nære nuancer i suveræn film
Filmen starter og slutter i blomstermarkerne. Lukas Dhonts Oscar-nominerede film Close gør stort indtryk, fordi filmen indrømmer tvetydigheden i de tidlige teenagevenskaber. De to trettenårige Léo og Rémi har et tæt venskab, men er måske også latent homoseksuelle? Filmen giver plads til tvetydigheden, men den giver også plads til, at de to drenge er forskellige og håndterer omgivelsernes forventninger på hver deres måde. Blufærdigheden bliver større, men det gør trangen til at bestemme over egen historie også.
Filmen rummer et væld af nuancer, fordi drengenes ansigter kan udtrykke en nærmest forklaret stolthed, som det sker for Léo (Eden Dambrine), når han hører Rémi (Gustav De Waele) spille obo til koncert. Kameraet fanger så mange stærke følelsesudtryk, vrede, heftighed, kamp for udholdenhed, men også sorg, sorg og atter sorg, fordi filmen har et fatalt vendepunkt. Og det er her Léos forældres blomsterfarm kommer ind, fordi den ikke kun er skønhed, men også hårdt fysisk arbejde, hvor Léo kommer til at tage sin tørn.
Filmen blander med vilje uskylden med de sivende krav fra det voksne liv om at skærpe sin styrke. Og fordi filmen er så sikker i sit nærstudie af drengenes ansigter, så bliver det et fuldt tonende drama, hvor empatien kan ende med at gå på tværs af generationer. På den led får mildheden en til chance.
Det mest barske kys i dansk film
I Bille Augusts film Kysset spilles Anton af Esben Smed. Anton er en pæn ung mand, som vover en social opstigning kort før Første Verdenskrig. Han søger ind på officersuddannelsen til kavaleriet, selv om det kræver uniformer, sabel mv. Så han må besnakke en rig tante. Det kan hurtigt blive en farlig rejse, især da han bliver inviteret op på slottet og havner i selskab med de fine, som han er meget ærbødig overfor.
Til gengæld er der den lamme Edith, som han kan blive gift med. Han er bare ikke rigtigt tiltrukket, selv om hun har de kanter, han mangler. Mens han går tilpasningens vej, så er hun noget mere temperamentsfuld og forfølger sine længsler. Portrættet af hende er sikkert mere radikalt, fordi vi hører nogle af de groveste kommentarer om hende og også ser, hvordan hun er pakket ind i medlidenhed. På hver deres vis er de stækket, han på grund af fattigdom, hun fysisk.
Litteraturen lige nu har et fokus på den unge mands sociale opstigning fra beskedne kår: Franske Édouard Louis og herhjemme Glenn Bech. Vi er igen blevet opmærksomme på, at Danmark også er et klassesamfund, hvor ulighed hersker. Kysset er en del af denne dagsorden. Ære og fattigdom er en sjælden kombination.
En direkte film. Slutningen er overraskende – og starten med kavaleriets mange heste er flot. Bille August varierer sine virkemidler.
Female Fight Club? Tina Franks Indrømmelser
“We’ve all been raised on television to believe that one day we’d all be millionaires, and movie gods, and rock stars. But we won’t. And we’re slowly learning that fact.” – Tyler Durden, Fight Club.
I sin seneste bog Indrømmelser bekender Tina Frank “alt”, men tager ingen konsekvenser af sine utallige First World-problemer. Hun er bogen igennem jævnt utilfreds, jævnt frustreret, jævnt uinspireret og fuldkommen til salgs for taler, trends og store tal på bundlinjen.
Det er netop dét, der er pointen.
Der er intet epokegørende, intet bemærkelsesværdigt, intet grænseoverskridende. Der er en flittig, meget artig og korrekt kvinde, der får sine kicks af energidrik, materielt frås og vellykkede salgspitches, og så er der en rungende mangel på meningsfylde i livet.
Endnu er den kvindelige overforbruger af kunstigt skabt behovstilfredstillelse ikke nået til noget vendepunkt. Tanken om at holde op med at træde rundt i hamsterhjulet er simpelthen for skræmmende, for hun har jo haft succes, sådan relativt talt – og alt er jo alligevel relativt.
Er det ikke? Hvad andet er der? Hvem er hun ellers? Hun kender jo ikke andet.
Er dagens hårdtarbejdende kvinder ved at udvikle sig til terrorkunstnere? Er Tina Frank?
Løgnen er forbilledlig triviel i Krogsgaards nye roman
Magnus Saxtorph lever et stilfærdigt liv i Valby med sin kone Inger og katten Vergil. Hver dag spiser han et kogt æg, fylder termokanden og tager toget til indre København, hvor han har været litteraturkritiker på et stort dagblad i årtier. Og selvom brødristeren tændes, kaffen sættes over, og konen Inger stiger ud af sengen præcist det samme tidspunkt hver dag, er intet, som det plejer.
For Magnus Saxtorph er en løgner, der har løjet så meget, at løgnen er blevet forbilledlig triviel. På hans vej gennem indre København og på hans rituelle siddeplads på biblioteket følger vi detaljeret med i livets langsomme men stabile nedsmeltning. En vidunderligt langsom nedsmeltning, der – fortalt i Krogsgaards nuancerede sprog – ikke ses i Saxtorphs sindstilstand, men nærmere i hvordan ægteparrets vaner, der på grund af løgnen én for én bliver komplet umulige at opretholde, og til sidst er der kun et lille stykke tapet og bitter kulisse tilbage.
Romanens kompakte 151 sider er et solidt og brutalt karakterarbejde, der dog efterlader både æg, Magnus og termo en smule fladt. For hvem er Saxtorph efter afsløringen, og hvor meget af ham var blot hans arbejde?
Læs også Bo Heimanns dybdegående anmeldelse af bogen her: Stilsikker begrædelse af litteraturkritikkens deroute • POV
Det bliver hele tiden bedre!
Sidste uges liste bød bl.a. på undertegnedes anmeldelse af DR’s podcastserie Biblen Leth Fortalt. Og sørme om ikke selvsamme Kristian Leth er omdrejningspunkt for denne uges nedslag i kulturlandskabet med et optimistisk ”opråb til en bekymret ungdom” – og alle os gamle hoveder, som tror, at verden er af lave. Tænk blot på klima- og biodiversitetskrisen, den politiske tillidskrise, flygtningekrisen, Ukraine-krisen, energikrisen, demografikrisen, arbejdsudbudskrisen, hospitalskrisen og coronakrisen.
Men tag det roligt. Leth og Zetland maner til besindelse i podcasten af 21. april: Det går meget bedre, end vi tror. Alle undersøgelser og statistikker peger nemlig i samme retning: At det globalt set i det store billede aldrig er gået bedre for verden – en pointe, som udfoldes i Leths seneste bog Fremtiden er der også i morgen.
For eksempel falder antallet af ekstremt fattige mennesker globalt set angiveligt med ca. en kvart mio. mennesker – om dagen! For 200 år siden døde halvdelen af alle børn før femårsalderen. I dag er tallet nede på 1 ud af 25. Vi lever længere og sundere liv. Færre mennesker henrettes, og færre dør i krige. Ozonlaget har vi fået reetableret, og selv klimaudfordringerne har vi som menneskehed gode svar på med elektriske biler, grøn energiproduktion, omlægning af marker til vild natur etc.
Mange steder på kloden er der fortsat store udfordringer. Ruslands overfald på Ukraine er et godt eksempel. Vi kæmper stadig med et alt for højt CO2-udslip, og hver dag uddør dyre- og plantearter i hidtil uset omfang. Men vi mennesker handler også, og trods lokale udsving tager vi fat om mange problemer og udvikler nye løsninger. Der er al mulig grund til at se håbefuldt på fremtiden i samme konstruktive og løsningsorienterede ånd, der driver værket hos Leth – og på Zetland. For uden håb kan vi ikke leve.
Læs også Bo Heimanns store interview med Kristian Leth i POV her: I morgen er der også en dag • POV
16:29 – veltimet gensyn med Océane
Er du ensom, når du har 3.000 følgere på de sociale medier? Søger Océane opmærksomhed med sit sidste stunt, et livestreamet selvmord, eller er det den tragiske konklusion på seksuel udskamning på de sociale medier? Anna Malzers debutdrama 16:29 fra 2019, der blev sat op på Momentum i Odense, tåler absolut gensyn.
Hvad angår skammen over at få intimt materiale delt på de sociale medier, har vi som dansk eksempel Umbrella-sagen, som blev skildret i Klædt af. Emnet er højaktuelt.
Samtidig taler 16:29 ind i skildringen af et klasseopdelt Frankrig med sociale og etniske spændinger på bristepunktet. Hovedpersonen har en tyrkisk far (der driver en stripklub) og en polsk-jødisk mor. Et giftigt krydsfelt i skyggen af religiøst motiveret terror.
Men først og fremmest er Océane en ung kvinde, der lige præcis har en plads i samfundet med et arbejde på et plejehjem og en identitet som håbefuld influencer. Når hun lægger perfekt skygge på næsen, kan hun næsten ligne Taylor Swift.
Med de sociale mediers invasion af hendes privatliv både med og mod hendes vilje vælger hun at bruge sin platform. Konsekvent. Til døden. Tilbage står det rystende indtryk af virkelige udsagn fra kommentarsporet.
Måske er Océane psykisk og socialt sårbar. Men enestående er hendes historie desværre ikke.
Peer Gynt rider igen
Man føler sig hensat til en Otto Leisner quiz, hvor man skal gætte, hvem der taler sandt, hvem der lyver. Peer Gynt gør begge dele. På den ene side er Henrik Ibsens langdigt en klassisk tall tale en fornøjelig overdrivelse, på den anden side en retfærdiggørelse af digteren selv – hævder i hvert fald denne stærkt underholdende version.
Sammenligningen med quizshowet falder også let, når man som publikum har en cirka 20% chance/risiko for at blive involveret på scenen. Man kan sige nej tak, men ellers bliver man med et headset dirigeret til at komme med udråb, løbe på scenen og interagere med Morten Burian
Og apropos det selvbiografiske i Peer Gynt, så leger forestillingen også med en fiktiv skuespiller, der blander sit liv ind i Henrik Ibsens/Peer Gynts. Det kan vi heller ikke stole på. Ligesom vi indlysende ikke kan stole på, at vores medpublikummer på scenen handler af egen vilje.
Man kan miste overblikket, hvis man deltager, men det er sjovt. Og som Henrik siger: så kan du også skrive Peer Gynt på CV’et.
Derudover handler det om en viljestærk nordmand, der gør op med sin fortid, men stadig hænger fast i den. Om det er sandt? Det må du selv afgøre … eller google.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
