KULTURLISTEN – I denne uge anbefaler Kulturlisten TV-dokumentarer om den amerikanske maler Edward Hopper og om den spanske stenbibel La Sagrada Familia i Barcelona, foruden Wim Wenders filmen Perfect Days og Netflixserien Parasyte: The Grey. Som ugens litterære lækkerbidsken byder vi på Malte Tellerups autobiografiske roman, Mestrene. I denne uge er kulturlisten skrevet af Connie Bork, Malou Wedel Bruun, Niels Olsen og Claus Ankersen.
Fanget i pausen – Maleren Edward Hopper som amerikansk ikon
Et af de første Hopper-billeder, jeg husker, er ”Mennesker i solen” fra 1960 – med folk i liggestole og med udsigt til solen og gule marker. De er fuldt påklædte i jakkesæt og kjoler og der er ingen kontakt mellem dem. De er ikke ensomme, men rolige og i kontrol på en tilbagelænet måde.
Dokumentaren om Hopper fortæller om hans liv og billeder. En barndom i Nyack/New York med udsigt til floden, så lyset var der fra start. Han fremhæver solskin som et meget stærkt motiv og en selvstændig tilskyndelse for ham. Samtidig maler han langsomt. Motivet skal engagere ham, uden at han helt ved hvorfor. Konfronteret med at han skildrer det moderne menneskes isolation, siger han, at det både kan være sandt og ikke sandt.
I privatlivet var Hopper gift med Josephine Nivison, som også var maler. Deres ægteskab beskrives som ”skrøbeligt” – præget af rivalisering, men også et langvarigt samarbejde, hvor hun styrede hans professionelle liv. Dokumentaren er ret direkte. Jo siger selv, at ægteskabet slider på hende, men det slider hende ikke ned. Og til allersidst fortæller hun, at det især er kvinder, som viser taknemmelighed i forhold til de store og små ting. Det siges med stolthed. Så dokumentaren har to spor, vi ser hvordan Hoppers gennemkomponerede værker folder sig ud, men også det menneske – hans kone og kollega – som gjorde en forskel for hans udvikling.
Perfect Days – Kristus anno 2024?
Hvis du gerne vil se en film, der bliver siddende i sindet, skal du gå ind at se Wim Wenders’ mesterlige Perfect Days.
Handlingen er enkel: En mand lever alene med sine planteskud og sine engelske romaner i en japansk storby. Hver dag står han op, folder sin simple madras sammen, klæder sig på, barberer sig, finder nøgler og penge – men lader en enkelt mønt ligge. Så kører han på arbejde, mens han hører gamle kassettebånd med amerikansk musik – Lou Reed, Patti Smith, den slags. Er han arkitekt? Reklamemand? Gartner? Nej, han renser toiletter. For hvor moderne og teknisk, livet end er blevet, skal mennesket stadig på toilettet. Og han udfører sin gerning med en omhu og en glæde og en respekt, som er smittende.
I løbet af dagen nikker han som ordløs hilsen til forskellige, som han altid møder på samme tid og samme sted; de er fremmede, men en del af hinandens koordinatsystem. Tilsvarende om aftenen. Og i weekenden. Den enlige mand er ikke ensom. Han cykler rundt i byen i et (cool!) næsten uniformlignende antræk, når han har fri. Han tager dagligt billeder med et filmkamera af det samme træs krone. Han redder træernes vildskud, det er dem, han nænsomt tager med hjem og giver bedre vækstbetingelser. Det samme gør han med de mennesker, der kommer til ham – børn, unge, syge, svage. Er han en munk? Eller en moderne Jesus, der tager vores synder på sig og lader de små børn komme til sig? Jeg tror det næsten.
Der er tilmed en gammeltestamentlig far, som lurer i baggrunden bag dette liv med alle de dage, som hver især er perfekte, fordi de er nok. Og langtfra gået i stå; hver dag har sin lille variation. Ganske enkelt en uhyre elegant film, i øvrigt med et forrygende godt soundtrack.
En bibel af sten
La Sagrada Familia (eller: Den Hellige Familie – Josef, Maria og Jesusbarnet) er Barcelonas vilde og fascinerende kirkebyggeri: Dragende arkitektonisk mysterium og verdenskendt turistattraktion med 3-4 millioner årlige besøgende.
Arkitekten Antoni Gaudís fortsat ufærdige hovedværk portrætteres overbevisende i den spanske dokumentar af samme navn, som p.t. kan ses på DR-TV. Det er én af den slags korte, skarpe TV-fortællinger, som evner at skære al unødvendig sludrevornhed bort og alene fokusere på kernehistorien: Den arkitektoniske vision, Gaudís særlige og til lejligheden udviklede byggesystem tilsat allehånde kristne narrativer.
Byens vartegn befinder sig et sjovt sted mellem nygotisk, kubistisk og art nouveau-stil kombineret i en selvunderstøttende struktur. Kirketårnenes udformning siges at have hentet inspiration i bjergtinderne ved klosteret Montserrat godt 50 km væk. Det er et byggeri, hvis manglende evne til at afslutte sig selv er en del af attraktionsværdien, og hvor videnskab og religiøsitet, funktionalitet og æstetik går op i en højere enhed.
Kirken er på mange måder en gåde – en vision, som er søgt overleveret til de næste generationer via Gaudís tegninger og modeller, hvor af en del gik tabt under borgerkrigen. Her godt 140 år efter projektets start arbejder nutidens arkitekter og ingeniører stadigvæk på at forstå, helt præcist hvad ophavsmanden tænkte.
Hvis ikke du har oplevet kirken in situ allerede, er der i La Sagrada Familia rig mulighed for at hente viden og inspiration til et besøg. Optagelserne er rolige og smukke, formidlingen i øjenhøjde og den catalanske stolthed ikke til at skyde igennem.
Tentaklerne danser lystigt i ny koreansk actiongyser
Hvis du er skuffet over, at apokalypsen ikke indtraf med sidste uges solformørkelse over det nordamerikanske kontinent, kan du altid gøre dig til gode med en ny Netflixserie om kødædende parasitter fra rummet.
Parasyte: The Grey er en slags koreansk udgave af gyserklassikeren Invasion of The Body Snatchers. Helt konkret er Netflix’ manga-gyser bygget på en japansk original. Til gengæld er den skabt af manden bag action-horror-zombie hittet, Train to Busan, nemlig instruktøren Yeon Sang-ho.
Sæson 1 består af seks afsnit af en times varighed, og er du nede med genren, er der dømt parasitpollen fra rummet med lange dræbende kødtentakler fra første sekund. Et lille grønt pigæble af en spore dratter ned midt i en K-pop koncert, indtager sin første vært og så begynder blodbadet.
Seriens hovedperson er den smukke, men kronisk uheldige Jeong Su-in, mesmerisende spillet af Jeon So-nee, som fusionerer med parasitten Heidi efter et knivoverfald og bliver en slags mutant i stil med Venom. Som hybrid bliver hun bindeleddet mellem en menneskehed, som vil udrydde parasitterne, og parasitterne, som bare gerne vil dræbe og spise mennesker, for hvilken anden eksistensberettigelse skulle de ellers have? Seriens første sæson er lynhurtigt set.
Præstationssamfundet set fra en håndboldhal
Nu er sportstalentjægere ude efter børn ned til 5-6 år. Det sætter fokus på en konkurrencementalitet, der på mange måder er gået over gevind. Noget, man kan tale med Malte Tellerup (f. 1989) om.
I hans autobiografiske roman Mestrene fra efteråret hører man om hans liv før det prisbelønnede forfatterskab: Han var håndboldspiller. Endda på eliteniveau. Valget af sportsgren skyldtes forældrene, som begge spillede, og hvor ikke mindst faren bakkede op om klublivet med alt fra klargøring af banen til afholdelse af sommerlejre. Tellerup og hans bror valgte dog en anden klub end forældrenes, ligesom de valgte at blive målmænd i stedet for markspillere, ifølge Tellerup en outsiderposition inden for fællesskabet, hvilket harmonerer godt med hans selvopfattelse i øvrigt.
Han spiller i 90’erne og 00’erne, som er Ulrik Wilbek-æraen; der, hvor man går fra hygge til præstation. Den unge Tellerup er vild med det – han kan slet ikke få nok af at vinde. Så på trods af at deres hjerter banker for det samme, kommer det til et brud med faren, der synes, man skal kunne sige pyt. Et ord, der ikke findes i sønnens bog. Vi ved fra s. 1, at Tellerup stopper med håndbolden, men nu hjemsøges af den i sine drømme. Skal han genoptage spillet? Vil han overhovedet kunne hygge sig med det, eller er det stadig enten-eller for ham?
Tellerups store idol, boldgeniet Anja Andersen, som Wilbek havde så svært ved at komme overens med, fordi hun ikke passede ned i hans kasse, men som han var afhængig af for at vinde kampe, har tilsyneladende fundet fred med sporten og træner i dag “bare” et par pigehold. Men hun nåede jo også helt til tops først, så er det vel lettere at trække sig? Eller? En situation, Mikkel Hansen står i netop nu – det bliver interessant at følge hans videre færd. For både ham og Tellerup har der næppe været nogen tvivl: De var vilde med, at klubber og trænere omkring dem var drevet af vindermentalitet.
Men de har også det nødvendige tunnelsyn, der kræves. Det har ikke alle børn, alligevel er det den tilgang, klubberne går ud fra. Læs Mestrene som et velskrevet, vildtvoksende, vigtigt debatindlæg om en højaktuel vinkel på hele vores konkurrencesamfund.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
