BØGER // FORFATTERINTERVIEW – “Vi kan ikke klandre børn og unge for at være apatiske, angste eller deprimerede. Alt viser, at de reagerer på noget, vi voksne giver dem. Eller ikke giver dem.” POV International har talt med Kristian Leth om hans nye bog, Fremtiden er der også i morgen. En ”brugsbog”, skrevet til de 12-18-årige, der gerne skal udskifte håbløshed med håb.
Kristian Leth er produktiv som få. Han har senest udgivet to fremragende erindringsbøger – En vej ud af tågen og En tid med mirakler, der er poetiske bøger med fokus på fortid, følelser og sansninger. Hans nye bog, Fremtiden er der også i morgen, handler derimod om fremtiden og fakta.
“Det er rigtigt. Men den handler altså også om følelser, psykologi og håb”, protesterer en smilende Kristian Leth. Han har efterladt familien hjemme i Brooklyn og er i København i forbindelse med lanceringen af sin nye bog. Og det er rigtigt, at den ikke kun formidler naturvidenskab. Kristian Leth får også sneget bl.a. Gilgamesh, Biblen og zombier ind mellem de naturvidenskabelige fakta.
POV International møder ham over en kop the på en bogcafé centralt i København, hvilket virker som de helt rette omgivelser for multikunstneren (Leth udgiver også musik og laver radio), for han har selv fire nyindkøbte bøger under armen med til interviewet, selvom han konstaterer, at “vi egentlig har ikke plads til flere derhjemme”.
– Det er din første bog til børn og unge?
“Ja. Jeg er normalt optaget af, hvorfor vi tænker, som vi gør. Det er et tema, der bliver ved med at vende tilbage. Vores tanker kommer et sted fra. Vores kultur og historier former os. Og hvis vi ikke forstår dét, så formes vi langt mere, end hvis vi forstår det. Men denne her bog er anderledes. Først sagde jeg nej. For jeg tænkte, at jeg ikke kan skrive til børn og unge. Det er altså svært.
Så der gik lang tid. Men vi har jo tre børn på 11, 16 og 19 år nu, og jeg oplevede, at jeg måtte til at stå på mål for mine holdninger mere aktivt. Jeg syntes, at det blev nødvendigt at forestille mig og tale om en fremtid. Det gik op for mig, at vi ikke rigtigt gør det længere. Der er en fornemmelse af, at fremtiden er så farlig, at vi helst undgår at tale om den. Vi voksne taler måske om den med hinanden, dét hører børnene, men så er det tit rigtigt dystert, kynisk og nihilistisk. Vi taler sjældent positivt om fremtiden.”
– Det er altså helt bevidst en optimistisk bog?
“Ja. Tanken er jo netop aktivt at forestille sig fremtiden. Inspirere til, at læserne kan være kreative og forestille sig verden engang i fremtiden. Det gjorde man jo, dengang vi var børn. Dengang talte man om det 21. århundrede. I dag taler ingen om det 22. århundrede, som William Gibson (amerikansk-canadisk forfatter kendt for sine visionære fiktionsbøger om bl.a. teknologi og cyberkultur, red.) har sagt det. Så det er altså ikke endnu en faktabog, men et forsøg på at prøve at forestille os fremtiden.”
– Det er nok tiltrængt. Mine drenge fylder 11 og 17. Jeg synes altså, jeg har svært ved at være optimistisk på deres vegne… Er du simpelthen optimistisk, Kristian?
“Ja. Det er jeg helt klart. Jeg glæder mig til fremtiden. Men det er ikke noget, der er kommet af sig selv. Jeg har selv været lammet af frygt og angst. Men med arbejdet til en tidligere bog, Håb – et forsvar for fremtiden, som jeg nok begyndte på for 10 år siden, fik jeg bevæget mig i en anden retning. Dels har jeg siden fulgt med i klimaforskningen og statistikkerne, og dels fik jeg undersøgt, hvorfor vores retorik om fremtiden egentlig ligner en religiøs retorik. Hvorfor vi taler i moralske terminologier, og hvad gør det ved vores forståelse af det, vi står overfor?”
Han fortsætter:
“Krigen i Ukraine er et eksempel. Det er blevet en nødvendighed for os at formulere den som en moralsk strid, så vi kan forstå den. Det kan gøre, at vi får svært ved at se historien for, hvad den er. Det moralske skygger. Det bliver dermed kategorisk, de gode imod de onde, og svært at overskue. Især for de unge. Det bliver meget voldsomt. Vi voksne kan godt bruge termerne, vide at vi gør det og måske også tage afstand fra dem. Men jeg kan huske fra mig selv som barn, at når man overhører de voksnes samtaler, så bliver man hunderæd.”
– Ja, atomtruslen var virkelig, da vi var små.
“Det var vi netop ikke i tvivl om. Den historie, jeg fortæller i bogen om Barsebäck, er god nok. “Når Barsebäck smelter ned, og vinden står den forkerte vej, så er det for sent”. Dengang kunne jeg jo som barn ikke vurdere sandsynligheder.
– Men nu kommer du så – selvom du er optaget af religioner, mysticisme og William Blake – og trækker os ud i det videnskabelige lys for at tale positivt om fremtiden til de unge?
“Der er altså også en romantik i at tro på håbet og mene, at håbet faktisk er transformativt i sig selv. Ikke at det er nok eller det hele. Men at vi bliver nødt til også at arbejde med det. Bogen er en øvelse i at forestille sig fremtiden. Det er også derfor, at der er så forskellige kapitler i den. Et om opfindelser. Et om science fiction. Et om mennesker, der har gjort en forskel. Jeg vil gerne aktivere forestillingsevnen. Den bliver slet ikke brugt lige nu i den måde, vi taler til børnene på. Vi taler kun om fremtiden som noget, vi frygter.”
– Altså en opbyggelig bog, der skal inspirere til at forestille sig muligheder?
“Ja. På den måde er der noget meget gammeldags ved den. Det kan i øvrigt være, at vi forestiller os noget forskelligt, hvilket er fint. Det handler mere om at skabe luft til at tænke over muligheder. Det er der noget gammeldags didaktisk i, ja. Det, tror jeg, er en vigtig ting.
For tendensen lige nu er jo, at vi siger, at vi har fucked op, og at de unge har svarene og skal overtage. Vi har internaliseret myten om ungdomsoprøret til en grad, hvor vi voksne faktisk hopper oprøret over og giver de unge tøjlerne med det samme. Vi tænker, at det er positivt at give de unge den frihed. Men jeg tror, at det er det modsatte. Det er uhyggeligt som barn at få at vide, at man skal styre hestevognen, for det gør de voksne ikke. Nogle unge kan tage det på sig. De træder frem og bliver aktivistiske. Men som vi kan se, så er der virkelig mange unge, der tænker ‘hvad fanden er meningen’ og har det svært.”
Vi må være specifikke. Glæde os over forbedringerne og forsøge at håndtere udfordringerne
– Du lyder helt konservativ – de voksne har abdiceret og overladt de unge til en uoverskuelig frihed?
“Måske mere gammeldags end konservativ. Der ligger i det at indtage rollen som en, der har en mening om, hvordan verden hænger sammen, at de unge vil forkaste det. Det bliver vi nødt til at acceptere. Det virker bare som om, at vi slet ikke har lyst til at være dem, der skal forkastes. Vi vil helst ikke være dem, der står frem og siger noget upassende. Det ser vi i kønspolitik, værdipolitik og den måde, vi taler om minoriteter.
Men vi bliver nødt til at stå fast på, at vi har en udlægning af verden, at der er værdier, vi står på mål for. Jeg mener ikke, at det er de unges skyld. Vi kan ikke klandre børn og unge for at være apatiske, angste eller deprimerede. Alt viser os, at de reagerer på noget, vi giver dem. Eller ikke giver dem. I vores fetichering af friheden tænker vi, at det har de unge sikkert mere styr på end os. Faktisk er det sådan, at dem på vores alder jo stadig har travlt med at være unge selv. De er stadig ved at finde sig selv og har svært ved at være den kedelige far eller mor, der mener noget.”
– Svært ved at være en autoritet?
“Ja. Men vi bliver nødt til at turde stå på mål for vores verden.”
– Nu kommer du jo med en bog, der er fuld af håb. Så mere end en modstand mod, så er det måske mere noget at tage afsæt fra?
“Ja. Helt sikkert. Det er præcis tanken, at den skal hjælpe til at åbne hjernen op.”
– Og egentlig er den jo også romantisk, for den bærer jo en grundlæggende tro på mennesket?
“I høj grad. Fuldstændig. Det nægter jeg at give afkald på. Det er måske en svaghed for den venstrefløj, jeg regner mig selv for at tilhøre, at der altid har været en skepsis over for det menneskelige projekt. Lige dér er jeg nok apolitisk. Vi skal have reformer, strukturelle forandringer og aktivisme, men vi skal også have drømmerne og énerne, der gør en forskel. Vi kan ikke på forhånd skille en bestemt version af håbet ud.”
– Vi sidder her i København i 2023. Hvor er vi i 2030?
“Verden er sikkert som nu. Meget forskellig. Den eneste måde fornuftige at bruge ordet ’fremskridt’ eller ’tilbageskridt’ på er lokalt, uanset om det er geografisk, ideologisk eller politisk. Børnedødeligheden for børn under fem år er fx globalt faldet fra 44 procent til blot fire procent. Dét fremskridt kan jo ikke diskuteres. Befolkningstilvæksten kommer til at falde. I Indien er den fx nede på 2,2 barn pr. kvinde. Det er også et fremskridt. Men det gør jo ikke fremskridtet til en naturlov. På samme måde med tilbageskridtene. Sidste år havde vi en rekordstor fældning af træer i Amazonas. Det betyder jo ikke, at alt er på vej ad helvede til eller ikke kan ændres.”
– En advarsel mod generaliseringer og et forsvar for nuanceringer?
“Altid. Vi må være specifikke. Glæde os over forbedringerne og forsøge at håndtere udfordringerne. Efter min mening er der masser af fremskridt at glæde sig over. Også her i Vesten.”
De unge må jo afgøre, om det fungerer. Jeg har stor respekt for dem. Deres ’bull-shit-meter’ er virkelig udviklet
– Du tager i bogen fat i naturvidenskaben, men har jo en stor interesse for det religiøse og det mystiske. Og hvad med kultur og værdier? Du bor i USA, der er ved at brække over i to. Og de fleste vestlige lande slås med modsætninger mellem storbyer og landområder, den rigeste ene procent løber med alle pengene, og den eneste måde, man kan tjene penge på, er på ejendomsmarkedet … Kan vi redde os selv via naturvidenskaben?
”Det er et stort spørgsmål. Men igen – retorikken. Hvem er vi, hvem skal vi redde og hvorhenne? Det er jo et helt kristent spørgsmål. Kan vi frelses? Det er ikke for at svare udenom, men lad os være konkrete. Det ser ud til, at vi kan blive ved med at forlænge levealderen. Vi kan vist fortsætte den gode spiral med, at flere kvinder får uddannelser og færre børn. Vi kan blive ved med at innovere og opfinde nye teknologier. I Japan er udfordringen, at fødselsraterne styrtdykker. Herhjemme diskuterer vi Store Bededag.
Og samtidig kan noget jo gå galt. Et land kan godt blive overrendt af en populistisk præsident. Der kunne åbenbart godt opstå krig i Europa igen. Der er ingen forkromet fortælling. I den kristne eskatologi fortolker nogle undergangen som, at verden går under hver dag ét eller andet sted. Altså lokalt. Det kan jeg meget godt lide. Vi bliver måske også frelst lokalt.”
Kristian Leth tager en tår the og tænker sig om, inden han fortsætter:
“Én af grundene til, at vi har svært ved at tale med børn om kriser, er, at vi taler om dem, som om de altid er universelle og eksistentielle. Det fungerer ikke for børn. Hvad kan de stille op med det? Det er destruktivt kun at tale om de helt store linjer. Og det er uhåndgribeligt. Vi skal ned i de lokale problemer og det lokale engagement. Det vil også, tror jeg, gøre noget ved angst og apati, når vi begynder at gøre vores egen verden til et bedre sted. Det er godt at handle. Vi må ikke tænke, at det ikke nytter og stoppe med at handle lokalt.”
– Mine drenge fylder som sagt 11 og 17 år. Altså begge oplagte læsere til “Fremtiden er der også i morgen”?
”Det vil jeg være glad for. Vi har arbejdet med netop den målgruppe. En umulig målgruppe, for de er så forskellige.”
– Men den vil også fungere som “læs højt-bog”. Du nævnte, at du var i tvivl om, hvorvidt du egentlig kan skrive til de unge. Synes du, at du har “brudt koden”?
”Det er jeg lidt nervøs for. Jeg har brugt min mellemste på 16 år til at prøve nogle ting af. Det værste er jo at blive talt ned til. Det kan jeg selv huske. Til gengæld må det ikke blive for komplekst med en masse henvisninger til alt muligt. Så jeg har prøvet at skrive, som jeg ville fortælle det. Med et mix af fakta og fortælling. De unge må jo afgøre, om det fungerer. Jeg har stor respekt for dem. Deres ’bull-shit-meter’ er virkelig udviklet. Jeg håber meget, at de vil læse bogen, og at deres forældre vil bruge den. Den er tænkt som en brugsbog. Jeg har følt den som et opdrag. Jeg var lige ved at sige pligt. Men i hvert fald et opdrag.
Jeg har ikke svar på alt, men jeg tror på fremtiden. Jeg vil gerne være én af de voksne, der står frem. Jeg savner voksne mennesker, der tør sige, at jeg står her med nogle tanker! Det tror jeg også, at de unge gør. Det har vores forældres generation ikke rigtigt gjort. Jeg kan huske, hvor ensomt det var.”
– Overfortolker jeg, eller har det næsten været et direkte moralsk opdrag for dig selv?
”Nej, det tror jeg egentlig, at det har været”.
Vi går i stå sammen her, nikker lidt til hinanden. Usagt når vi i denne lille pause frem til, at det vist var en god slutning. Kristian Leth smiler igen, takker og samler sine bøger sammen. Han er snart tilbage hos familien i Brooklyn. Tilbage ved tastaturet. Sidste del af hans erindringstriologi skal efter planen udkomme i 2024. Men det er jo fremtid.
Læs også debatindlægget “Fremtiden er kommet for at blive, men hvad bringer den”.
Læs om Kristian Leths erindringsbøger, bind 1 og 2, i Rasmus Lund Nielsens anmeldelser her og her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
