Peer Gynt vender hjem fra sin rejse

i Kultur/Scenekunst af

TEATER // ANMELDELSE – “Peer Gynt” – både figuren og forestillingen – vender hjem fra sin rejse/turné og spiller nu på Hippodromen på Folketeatret. Måske skærper det ligefrem kreativiteten, at scenografien og fortællingen skal skabes, så den kan pakkes ned og sættes op et nyt sted næste uge, skriver Steen Blendstrup i sin anmeldelse. 

I sin substans er Henrik Ibsens Peer Gynt en Faust-variation tilsat lidt lokalkolorit og nordisk sagnskat. Han forskriver sig til Djævlen – eller i dette tilfælde Dovregubbens filosofi – og må trods overfladisk succes flakke rodløst omkring, fordi han ikke tør se sine synder i øjnene. Og dermed heller ikke muligheden for tilgivelse.

Egennytte og spin

Set med moderne øjne – i lyset af Danske Banks hvidvaskning, forsvundne satspuljemidler og europæisk skattesvig i milliardklassen – kræver Peer Gynts ryggesløse udnyttelse af andre i sin jagt på profit og magt måske ikke ligefrem nogen overjordisk forklaring (eller underjordisk).

Egennytten lever og har det godt.

Peer Gynt fortæller sin døende mor eventyr på den sidste rejse – og hvem kan sige, hvad der er sandt?

Sagen er bare, at Peer egentlig er et godt menneske. Folketeatrets modernisering sender fantasten Peer Gynt på terapeutens briks med en traumatisk barndom med forældresvigt og mobning og en stærk moderbinding. Det sidste giver dog også anledning til en rørende scene, der viser potentialet i Peers magt over ordene. Nogle gange kan det være nådigt at vælge fantasien, den gode historie, frem for de barske kendsgerninger.

Det er som en floskel hevet ud af en selvhjælpsbog. Det handler om at skelne mellem at være sig selv og at være sig selv nok

Peer er vel en af verdens naturlige skuespillere. Hans evne til at spinde en historie hyldes fra barnsben af naboer og venner som god underholdning, men han hånes, når han begynder at tage sine egne eventyr alvorligt.

Så hans frie fabuleren bliver også en flugt – i den verden kan han være en prins. Eller den bliver et middel til at narre og forlede andre eller på moderne dansk: spin.

At være sig selv

Og så er det han vælger den nemme vej. Han går udenom. Han flygter fra ansvaret og lægger moral og empati bag sig. Og får succes – hvilket efter dramaturgiens love nødvendigvis må have en omkostning og må indebære et regnskab der skal gøres op.

Det er som en floskel hevet ud af en moderne selvhjælpsbog. Det handler om at skelne mellem at være sig selv og at være sig selv nok.

Iscenesat fantasi

Peer Gynt er skabt som turnéforestilling. Scenografien er enkel, nærmest stiliseret. Det betyder bestemt ikke, at den er fattig på effekter. Drejescenen forvandles hele tiden til nye steder – fra norsk fjeldhytte til Nordafrikas ørken til et skib i havsnød – og røgmaskinen kommer på overarbejde med at lægge stemningsfulde tåger over scenen.

Det klassiske og det moderne blandes – ikke mindst i kraft af musikledsagelsen, der har droppet enhver tilknytning til Grieg

Nogle tricks – ”se, det er bare teater” – balancerer mellem komisk verfremdung og netop en hyldest til Gynts fabulerende fantasi, hvor tingene er det, han siger, at de er.

Peer Gynts livsrejse bliver i bogstavelig forstand en ørkenvandring, da han bliver anerkendt som profet under Saharas sol. Foto Thomas Petri

De seks skuespillere skifter ofte kostume midt på scenen og deles nogle gange om den samme rolle. Mest elegant når Preben Kristensen spiller Dovregubben over for Cyron Melville som den unge Gynt, mens Cyron trækker i troldekostumet, når Preben Kristensen træder ind i rollen som den aldrende Gynt. Det kan man bestemt også læse en pointe ind i. De to supplerer i øvrigt hinanden smukt, så vi tror på dem begge som Peer.

Røverhistorier

Anette Støvelbæk er både en charmerende mor Åse, en kærlig, overbeskyttende, evigt bekymret lillemor, og nogle af de frække piger, der spiller op til Peer og falder for hans åbenlyse charme, mens Mathilde Norholt både er hans dydige og evigt tro hjertenskær … og en troløs slavinde under Saharas sol. Også denne dobbelthed kan vi læse en pointe ind i.

I bund og grund af Peer Gynt en herlig røverhistorie. Der fortælles og spilles med humor. Dobbeltmoral er nu engang dobbeltmoral – så på en og samme gang kan Gynt optræde som den succesfulde rigmand med privat disco party på sin lystyacht og vende hjem til sit Norge ombord på en fuldrigger. Det klassiske og det moderne blandes – ikke mindst i kraft af musikledsagelsen, der har droppet enhver tilknytning til Grieg.

Det hele ender, som det begyndte. Vi starter med Peers hjemvenden, så cirklen sluttes – cirklen som genfindes i scenografien – men scenen spilles først til ende, når forestillingen slutter.

Måske vender Peer Gynt styrket hjem til Hippodromen, fordi skuespillerne har arbejdet sig så godt ind på hinanden under turneen. Det er i hvert fald firestjernet underholdning med stof til eftertanke.

Alle fotos: Thomas Petri

Peer Gynt spiler på Hippodromen til 22. december
Forfatter: Henrik Ibsen – bearbejdet af Moqi Simon Trolin & Henriette Vedel
Instruktion: Moqi Simon Trolin
Scenografi: Eilev Skinnarmo
Komposition/musikere: Julie Hjetland & Anna Lidell
Med: Preben Kristensen, Cyron Melville, Anette Støvelbæk, Mads Knarreborg, Michael Brostrup, Mathilde Norholt.

Steen Blendstrup er freelance journalist og sexolog. Inden for journalistikken fylder kulturen meget – også i specielle tekstopgaver som manuskript til en reklamefilm for Skønheden og Udyret på Det Ny Teater. Det med sexologien kan du læse mere om på www.flirtmedlivet.dk.

Seneste artikler om Kultur

Møde med jobcentret

ESSAY // ARBEJDSLØSHED – Jobcentret er som et janushoved. Med den ene