KULTURLISTEN – Stor kunst på lille museum i Heerings Gaard, solopianisten Ramez Mhaanna fortolker mesterligt Niels Viggo Bentzon, Per Chr. Frost brillerer på nyt album, Halfdan E & Co. spiller Dan Turèll teaterkoncert, Husets Teater leverer skræmmende udgave af Elektra, der er stumfilm på portalen, storfilm og litteraturanbefalinger. I denne uge om og med bl.a. Jens-Peter Brask, Banksy, Ryan Schneider, Ramez Mhaana, Niels Viggo Bentzon, Gnags, Per Frost Band, Mads Wille, Halfdan E., Dan Turèll, Lotte Andersen, Asta August, Lars von Trier, August Blom, Martin McDonagh, Colin Farrell, Anna Rieder og Eva Maria Lund.
Hvem sætter prisen på kunst?
Hvad er god kunst? Hvordan finder man frem til kunstnerisk kvalitet og værdi? Hvem bestemmer egentlig prisen på kunst – hvad den skal sælges og købes for? Hvorfor vurderes visse kunstværker pludselig skyhøjt, for derefter (måske) at falde i værdi?
Disse og mange andre spørgsmål kan man få svar på i en spændende, kompakt særudstilling på en af Københavns mindste og samtidig mest attraktive museale adresser: Bank- og Sparekassemuseet i Heerings Gaard på Christianshavn.
Passionerede kunstsamlere har udlånt værker til en udstilling tilrettelagt af Kunst og Historie (aka det gamle bymuseum) i samarbejde med kunstsamler og kurator Jens-Peter Brask, der undersøger treenigheden af kunstnere, samlere og eksperter; kunstens synlighed, kunstneriske strømninger og kunstens ofte flydende kvalitetsbegreb.
Udstillingen handler ikke så meget om samtidskunstens egenværdi, men om dens kulturelle sider og kommercielle egenskaber; kunsten som en sært passioneret handelsvare i det moderne samfund, et investeringsobjekt på linje med aktier og obligationer, men med det særlige kendetegn, at mange investeringer drives af lyst og engagement, nysgerrighed og kærlighed til netop dét altid unikke kunstværk, der lægges penge i.
Særudstillingen, med i alt 40 værker af bl.a. Banksy, Ryan Schneider og Danielle Orchard, kan opleves til primo december og suppleres af 12 dialogbaserede talks med eksperter, hvor publikum en gang om måneden inviteres til at blive klogere på emnet.
Den unge pianist Ramez Mhaanna giver Niels Viggo Bentzon nyt liv
På et nyt album med fire klaverværker skrevet af Danmarks store komponist Niels Viggo Bentzon, kort efter Anden Verdenskrig, sætter den 31-årige pianist Ramez Mhaanna nu de virtuose værker ind i en moderne 21-århundrede kontekst.
”Jeg har haft fokus på at gøre Niels Viggo Bentzons værker levende, idet jeg prøver at skabe nyt liv med en mere brusende, lidt mere kontrastfyldt fortolkning. Det er spændende at finde og udforske noget musik, som er sjældent spillet. Det giver mulighed for at dykke ned og skabe sine egne fortolkninger,” siger Ramez Mhaanna til POV.
Niels Viggo Bentzons klaverværker er ofte teknisk og kreativt svære at udføre, fordi de indeholder mange improvisationer, men det er en disciplin, Ramez Mhaanna mestrer.
”Jeg kan godt lide forskelligheden i det repertoire, der findes for soloklaver.
Udforske de ukendte værker, som har noget guld i sig”, siger Ramez Mhaanna.
På det nye album spiller Ramez Mhaanna værkerne Toccata, Partita, Passacaglia og Træsnit, men den opmærksomme musikinteresserede vil kende den unge pianists store klassiske repertoire med Rachmaninov, Beethoven og Mozart. De teaterinteresserede vil have opdaget Ramez Mhaannas humoristiske og musikalske talent i Kinky Classics sammen med Betty Bitchslap.
Den venligt smilende guitar
For flere generationer er Per Chr. Frost sikkert kendt som bassist og guitarist i Gnags. Næsten lige så længe som sine 50 år inde og ude af denne gruppe har han plejet en solokarriere. Nu udsender han albummet Per Frost Band Live, optaget under en turne for et år siden.
Som guitarist har Frost oprindelig rod i den tidlige heavy rock, Jimi Hendrix, Clapton, Santana og Peter Green, hvis ”Albatros” åbner Frosts nye livealbum.
Ekvilibristiske guitar gunslingere som Joe Satriani og Steve Vai overbelaster mine gabemuskler. Uden tilnærmelsesvis at være ekspert mener jeg til gengæld, at Frosts super melodiøse spil med flittig brug af ekko og virkelig lang sustain har sin helt egen lyse, venligt smilende tone som hos den tidlige Santana og groove som J.J. Cale, hvis “Don’t Cry Sister” er med på albummet.
Strakt ud over 13 numre på albummet er det en ren fornøjelse at lytte til Frosts overlegent selvfølgelige spil.
Selvom udtrykket her ligger langt fra Gnags, hvori Frost i dag er en slags musikchef, minder albummet Per Frost Band Live om, at Gnags caribisk-aarhusianske signaturgroove af gode grunde har samme rødder som solisten Frost.
Det er masser af solrig, laidback vellyd her – jeg bliver vist nødt til at booke en rejse for at kunne lytte til albummet i nærheden af en strandbar. Eller nok mere realistisk se bandet på den aktuelle turne. Læs mere herom og om pladen på Frost facebookprofil.
Dan Turèll-koncert: Melankolikeren og nostalgikeren
”Hvad Fanden er det, jeg laver”, spørger Dan Turèll selv i et af sine digte. Halfdan E stiller samme spørgsmål til Dan Turèll + Halfdan E – Live. Er det en teaterkoncert? Spoken Word? Teater … koncert? Det er i hvert fald underholdende og meget i Onkel Dannys ånd.
Dan Turèll turede selv landet rundt og læste op af sine digte. De fungerer bedst sådan. Præcis som antikkens græske digtning blev skrevet til mundtligt foredrag.
At digtene fungerer endnu bedre med funky jazzakkompagnement, viser forestillingen på Folketeatret … selv om det nok ville have fungeret endnu bedre på Montmartre eller et brunt værtshus. Selv som inkarneret ikkeryger savner man lidt den bølgende cigaretrøg.
Dan Turèll + Halfdan E – Live er sampling. Lidt greatest hits. Et erkendt forsøg på at skabe en forbindelse til den afdøde digter. Til en svunden tid. Halfdan E runder selv af med at opfordre til at tænke på ”dem, der ikke er her længere”. Og foreslår Irma-pigen. Den ikoniske neonreklame figurerer da også i den nostalgiske billedbaggrund.
Samplingen viser Dan Turèll som humoristisk melankoliker. For et – nok lidt gråhåret – publikum er det også en nostalgisk tidsrejse til fattigfirserne.
Dans svar var: ”Jeg snakker”. Vi lytter. Stadig.
Elektra: Fars pige fanget i hævnens logik
Du slog min datter ihjel. Derfor slår jeg dig ihjel. Du slog min far ihjel, derfor … Og således drejer hævnens hjul ubønhørligt. Terrorens logik. I Elektra er vi tilbage i slægtsfejdernes Grækenland i en fortælling, der gav Freud inspiration til den kvindelige pendant til Ødipuskomplekset.
I det tavse forspil snører Lotte Andersen Søren Poppel ind i kinbaku-reb. Et offerdyr klar til at blive slagtet. Agamemnon fanget i sin dronning Klytaimnestras fælde.
Ind på scenen træder Asta August som Elektra, deres datter, der nu skal skære sin myrdede far ned og for altid vil begræde den skændige handling. Men det var jo hendes mor, der gjorde det, og hendes søster, der blev ofret af Agamemnon?
”Den, der ikke elsker sin mor, kan ikke elske livet”, siger dronningen et sted.
Det ligger i Elektras magt at sætte en stopper for hævnen. Det gør hun så i en meget radikal handling, der samtidig er den mest ubehagelige scene, jeg nogensinde har set på teatret. I hvert fald indtil jeg lukkede øjnene.
Rutinerede Lotte Andersen giver Asta August plads til at folde sig ud fra sårbar pige til en af de furier, der er den samlende overskrift på den græske trilogi på Husets Teater.
Talefilm er sølv, stumfilm er guld
”Alt er stjålet” siger Lars von Trier i Riget Exodus, og det skal jeg da lige love for. Det er jo en kendt sag, at store kunstnere netop stjæler fra andre, men er al ny film, musik, litteratur og kunst i virkeligheden bare gentagelser og lavet før?
I vores nyhedsfikserede tid er det ikke altid nemt at dykke ned i kulturhistorien og især med gamle film kan det være svært. Men der findes ét uvurderligt skatkammer, for på Filminstituttets stumfilm.dk kan man se og læse om over 400 danske film fra en periode, hvor filmen udviklede sig som kunstart, og hvor danske filmfolk var blandt de førende.
Siden har netop vundet en pris som verdens bedste stumfilm-streamingsite, og det er bare med at komme i gang med at tjekke den ud. Man vil blive overrasket over, hvor mange detaljer og greb, som allerede dengang var en del af filmsproget. Der er også sket meget siden, men det har ikke altid været til det bedre.
Mange genrer blev desuden født i 1900-tallets første årtier, også katastrofefilmen. Se f.eks. August Bloms Verdens Undergang fra 1916, som handler om en komet, der er på vej mod jorden. Det er jo til at få Melancholia af.
Læs også Mikkel Stolts nye essay om Riget Exodus her.
Når der er allerlængst mellem gode venner
Martin McDonaghs film The Banshees of Inisherin foregår på en irsk ø i 1923, hvor der er langt mellem menneskene og endnu længere mellem ordene og allerlængst mellem gode venner. Så hvad gør man, hvis ens bedste ven slår hånden af en, og den rarhed, som før var en selvfølge, pludselig er forbi?
Bonden Pádraic spilles af Colin Farrell med al mulig urolig ængstelse, da han ikke længere må se sin ældre ven Colm, der spilles af Brendan Gleason. Colm ønsker en forandring. Et drama af den anden verden er i sin vorden, for begge mænd har stejlheden i sig. Det er så sørgeligt og samtidig så morsomt i dialogen. Disse øboere rutter ikke med ordene, alligevel når de rundt om tilværelsens dybder, for hvornår er man egentlig venner, og hvad er en god nyhed (læs bare ordentlig sladder). Er det en dyd at være en af livets flinke fyre? Og kan rarhed egentlig noget i forhold til fortvivlelsen?
Filmen indleder med prægtige landskabsbilleder fra øen og slutter med lige så mægtige panoramaer, men derimellem udfolder en fantastisk film sig om ensomhed og fællesskab og især om, hvornår mennesker rammer kanten i sig selv og må gøre noget nyt. Og hele tiden bliver man fulgt på vej af den gnistrende dialog.
Også efter valget – Psykiatri og sanser
Mens debatten om store bededag fortsætter, og vi kigger på elpriser, kan valget virke som en fjern fortid. Men vi har ikke glemt det! Også Efter valget fortsætter. En personlig litteraturliste af Anne Katrine Bagai, der belyser samfundsmæssige problematikker. I dag om psykiatrien og sindets sanser.
jeg taber / vintersolen og
hospitalstæpper som kapper
Sådan ser indlæggelsen ud i Hindebæger af Anna Rieder. Her fortælles fra en afdeling, mens alt spirer og kæmper om pladsen. Lægen findes på lige fod med det flagrende karamelpapir, gangens stemmer, grønne racercykler og vintergækkerne på Amager Fælled. En lilla, euforisk nedsmeltning.
I kortromanen Purt (2018) af Eva Maria Lund foregår det ikke på en afdeling, men i stedet til fest, i lejlighed eller til middag. Vi følger et jeg, der, i skrukhed, symbiotisk sex med boy, møder væsner, ingen andre ser. Snart står et kid foran brusekabinen, rynkerne pibler, og en hval begynder at omslutte lejligheden. Tekstens spænd mellem engelsk, dansk, skaber en privatmytologi, der redder os fra at dømme tingenes tilstand. Alt er der bare. Befriende, ikke?
hvalen suger i boobs. hvorfor ka boy ik mærke det, de nedadvendte vorter,
solen fra oven, lys cremer hud.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
