TV & FILMKRITIK // ESSAY – Riget Exodus, tredje sæson af Lars von Triers tv-serie, som nu vises på DR, har sneget sig ind på vores filmredaktørs top-3 sammen med værker af David Lynch og Jim Jarmusch: en lille eksklusiv klub af majestætisk mislykkethed.
Jeg bor ude på landet og har kun meget sjældent lejlighed til at se filmselskabernes pressevisninger, som næsten altid foregår kl. 9.30 i en københavnsk biograf. Men den her skulle jeg da se: Tredje sæson af den bedste danske tv-serie nogensinde (i hvert fald 1. sæson og halvdelen af 2.), så selvom jeg dagen før fik gravet en gammel stifttand ud (2+) og derfor havde et hul i perlerækken og var på smertestillende medicin, så kunne det ikke holde mig væk.
Faktisk tænkte jeg, at der var en vis von Triersk retfærdighed i, at det var i den tilstand, jeg skulle se serien. Tag det sure med det søde – eller omvendt: Tag det gode med det onde, som jo var Triers kendte udsagn fra seriens epiloger.
Vi fik kun lov til at se de to første afsnit, hvilket der var så mange, der brokkede sig over, at vi fik tilsendt links til de resterende tre afsnit, men desværre for sent til, at det kunne komme med i min anmeldelse til POV på premieredagen. Som man kunne læse, havde jeg efter den dag stadig et lille håb tilbage, for jeg var ærligt talt lidt undervældet. For ikke at sige meget.
Men kan det have været den foregående dags tandoperations skyld? Eller den kombi af paracetamol og ibuprofen, som væltede rundt i blodet på mig? Det tænkte jeg ikke over, mens jeg skrev, men tanken strejfede mig senere.
Gensynsglæde?
Jeg genså de to første afsnit af Exodus på skærmen, før jeg så resten. Men jeg kunne næsten ikke slæbe mig igennem. Ved gensynet viste det, jeg først med et lyst og smertestillet sind havde opfattet som næsten morsomt, sig ikke at være det. Som i slet ikke. Det var jo ikke, hvad jeg havde håbet, men måske ville det oppe sig. Som jeg hele tiden havde, ja, nærmest ventet, at det ville.
Jeg havde ellers storglædet mig til at komme ind i universet med den elegant-grove magtsatire og den go’e, gamle musik, hvor jeg i sin tid i en lang periode troede, at koret sang ”ding-dong”, hvilket jeg synes var skidesjovt, indtil det gik op for mig, at de bare sang ”kingdom”. Og jeg havde glædet mig til det kig ind i sprækkerne mellem den rationelle og den irrationelle verden og endnu engang være vidne til rationelle og irrationelle karakterers elegante og mindre elegante trafik mellem disse verdener.
Og så havde jeg pludselig en liste: En liste på to film, der er majestætisk mislykkede
Men det oppede sig ikke. Og til sidst gik det op for mig, at Riget Exodus ville komme ind på en liste, jeg fører, og som indtil nu kun indeholdt to andre film. Jeg hader det her, men jeg ser ingen anden udvej. Og det er ikke fordi, jeg er bitter, men man skal jo tage det onde med det gode. Så jeg måtte vende det til noget positivt.
En liste bliver til
Jeg samler på filmoplevelser. Naturligvis allerhelst de gode, der skaber glæde ved gensyn år efter år. Men dem er der ikke ret mange af. Og så er der dem, jeg ikke samler på: Langt de fleste film og tv-serier er jo enten ligegyldige eller bare halvdårlige, og ingen havde forventet noget andet. Og så er de film, der bare ikke er så vellykkede, som man kunne håbe, men hvor man kan ane de gode intentioner bag og alligevel have en vis fornøjelse af.
Men de senere år er jeg ufrivilligt begyndt at samle på oplevelser, der er så eklatant fejlslagne, fordi de kunne være så meget andet, og fordi det involverede talent er så markant, at man sidder lamslået tilbage. Vi taler således kun om, at en filminstruktør, der tidligere har lavet film, der var tæt på at ændre mit liv og mit syn på film, pludselig laver … ja, noget der er så mislykket, at jeg næsten blev vred. Og det sker altså meget sjældent.
Det startede forrige år, da jeg endelig tog mig sammen til at se Dune (1984). Som stor David Lynch-fan havde jeg naturligvis læst om filmen og hans oplevelser med den, så jeg var simpelthen bange for at se den. Jeg var decideret nervøs for at se en forfejlet Lynch-film. Men så så jeg den, og … det skulle jeg ikke have gjort. Der er så meget i vejen med den film, at jeg næsten ikke kunne rumme det, men heldigvis er man jo blevet voksen, så jeg kunne trods alt håndtere det, og mit liv gik videre.
Listen blev først til en liste, da jeg med en vis forventning og helt uden angst satte mig til at se Jim Jarmusch’s The Dead Don’t Die (2019). Flere af hans film har betydet rigtigt meget for mig, men hvad så jeg nu – med åben mund og polypper? En zombie-”komedie”, der ikke bare ikke var sjov, og hvor alle medvirkende (udelukkende topskuespillere og så Tom Waits) vandrede rundt, som var de allerede døde. Det gjorde jeg så også i lænestolen, altså døde, for talentet var ikke bare uudnyttet, men vendt 180 grader.
Og så havde jeg pludselig en liste: En liste på to film, der er så majestætisk mislykkede, at man ikke bare siger, at majestæten ikke har noget tøj på – men hvor man opdager, at ham, der går dér uden tøj, da må være en helt anden. For det er kunstnere, der har leveret alt muligt andet end dette: nemlig mesterværker og rigtigt gode og ligefrem banebrydende film (og ind imellem bare gode forsøg og lidt mere ligegyldige ting, men det er fint nok). Og nu har jeg altså fundet en tredje titel til den lille liste.
Er det tyveri at stjæle fra sig selv?
For Riget Exodus stryger mig virkelig mod hårene. Min bedste beskrivelse af den må være M. Night Shyamalans værste møder Anders Thomas Villum Jensens værste møder Klovn. Ja, og så Riget I og II, naturligvis. Og det er nok først og fremmest, fordi Triers selvironi går fra at være velgørende og selvudslettende til at være en motor, der tiltrækker sig alt for megen opmærksomhed. Ja, hele tredje sæson har ligefrem ordene ”Selvironi kan forekomme” stående i vandmærke gennem hele sæsonen, og så går hele idéen med selvironi altså tabt i mine øjne.
Men kan man ikke bare se den for hvad, den er: en genindspilning af en genial metafysisk soap opera-gyser? Måske, og man tænker, at det måske også er, hvad von Trier selv håbede. ”Alt er stjålet”, siger han selv til allersidst, men det, der var sjovt og uhyggeligt i de forrige sæsoner, er det bare ikke mere. Jo, der er enkelte uforglemmelige billeder og moderat morsomme scener og replikskifter, og jeg skal nok lade være med at spoile handlingen for jer, der har det til gode, men måske skal man så lade være med at se sæson I og II.
Magien er pist borte, sprækkerne mellem de forskellige verdener er ikke længere dragende eller interessante
Problemet med at kopiere og stjæle fra sig selv er jo, at det kommer til at virke selvbevidst på den forkerte måde, hvis ikke man virkelig er en tricktyv. Som jeg troede – og stadig tror – at Lars von Trier er. Men her er det mere en kluntet Bjørne- eller Olsen-bande, der står for ranet, og derfor skal man æde mange urimeligheder, der skal få det hele til at glide ned og både minde en om de gamle afsnit og lave nye referencer. For eksempel har Helmer Jr. åbenbart aldrig hørt om Øresundsbroen før og bærer i øvrigt rundt på sine hjulkapsler i halvdelen af scenerne ligesom sin far, hvilket er morsomt første, og måske anden gang.
Det åndelige bliver bare åndet
For ikke at tale om det metafysiske, hvor man selvfølgelig ikke skal lade logikken være det beærende element, men når åndelig mystik virker på film, så er det som oftest fordi, der balanceres elegant mellem virkelighedsplanet og et eller flere parallelle universer. I Exodus virker ånderiget på en eller anden måde overgearet, hvis ikke ligefrem påklistret.
Allerede i anden sæson rynkede man lidt på næsen af manifesteringen af djævlen i Udo Kiers skikkelse med horn i panden, og nu forekommer alt med Willem Dafoes karakter og den evindelige ugle at være temmelig letkøbt, ligesom dobbeltgænger-motivet bare virker uinspireret. Paternosteren ender i de gamle blegedamme (ligesom ’Lillebror’ gør), og det er lige før, man forventer at se Kirsten Olesen komme gående som ’Medea”, som hun gjorde det i Triers tv-film fra 1988. Og ’Karen’ skal vist nok sove for at kunne kommunikere med ’den anden side’, men åbenbart ikke altid, så det bliver man heldigvis hurtigt uinteresseret i.
Endelig, i det genretypiske klimaks, kan jeg stadig ikke finde ud af, om det, den onde ’Mugge’-dobbeltgænger gør, når han bytter om på øst og vest på en telefon og dermed snyder ’Karen’, ’Krogen’ og ’Bulder v. 2.0’, overhovedet giver mening. Og den slags skal man altså helst ikke sidde og tænke over. Man sidder i stedet og tænker, om det alligevel er meningen, det skal være sjovt? For det er ikke uhyggeligt.
Jeg skrev i min første anmeldelse, at det var en anden tid ved den første sæson, og at det morsomme ved at bruge de kendte skuespillere var en øjenåbnende forfriskning, som senere er blevet normaltilstanden. Når vi taler om den paranormale uhygge, er det også som om, at vi har set for meget i mellemtiden.
Alle streamingtjenester sørger for at have gys og gotik, men Exodus og især dens klimaks virker som et overgearet opkog. Magien er pist borte, sprækkerne mellem de forskellige verdener er ikke længere dragende eller interessante. Der er kun et ekko af forne tider tilbage – et larmende ’ding-dong’.
Men “hey, that’s just like, uh, my opinion” (ja, The Big Lebowski af Brdr. Coen er ikke på denne liste; den er bare irriterende) og i næste måned får jeg forhåbentlig min nye tand, og så bliver jeg god igen. Og det bliver von Trier også.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
