KULTURLISTEN – Inspiration til Spoken Word Festival, virtuose digte, teater-reprise, museal fotoudstilling, TV og biograffilm. POV’s kulturkorps er tilbage efter ferien med håndplukkede omtaler af ny underholdning, kunst og kultur.
Festival: Vildtvoksende poesi, lyd og litteratur
Det er ikke sikkert, du ved det, men festivalsæsonen er kun lige begyndt. I hvert fald i Odense, hvor årets Spoken Word Festival, Spoken, varer fra d. 17. til d. 24. august og fylder byens scener med det talte ord i alle dets kunstneriske udtryk. Med festivaltemaet Vækst byder programmet på forfattere, komikere, musikere og performere, der i dén grad vil verden noget og har fået debatten til at vokse.
Kom fx til Digte & Drinks med Anna Juul og dyk ned i hendes samfundsdystopiske roman Penge og Bacon. Bliv klogere på sammenhængen mellem økonomi, kredsløb og poesi med prisvindende Ursula Andkjær Olsen. Eller træd ind i erindringens og familiens rum – og få fornyende perspektiver med digter og forfatter Søren Ulrik Thomsen og forfatter Glenn Bech.
Også i år samler Spoken lyd og lyrik og præsenterer nye værker fra samarbejder mellem musikere og forfattere. Heraf Hanne Højgaard Viemose i samspil med bandet Singvogel samt musikkollektivet HUN SOLO med Siri Ranva Hjelm Jakobsen og Dy Plambeck.
Er du selv fyldt med ord, vil der under hele festivalen være mulighed for at gribe mikrofonen til open mics eller deltage i skriveværksteder og workshops.
Se programmet her.
Digtsamlingen Farfedt: Hullet, der ikke vil lukke
jeg laver grådpøl med baglæns gulvfald
Jonas Reppel får sproget til at vibrere et sted mellem dødsmetal og grådanfald i Farfedt, udgivet på Antipyrine, 2022.
Jeg har fulgt Jonas Reppel, siden jeg hørte hans oplæsning til et online-lyrik-arrangement, midt i den mørkeste vinter i mands minde: corona-nedlukning II. Jonas Reppel læste/sang sine ”Haiku til min datter” over Zoom, så væggene i mit kælderrum dirrede, og strejf af solskin blændede mine plirrende øjne.
I Farfedt fortæller den udstødte dreng sin historie. Du ved, ham, der havde sit eget hjørne i klassen, ham, der aldrig opførte sig ordentligt, der løj og måske endda lugtede lidt. Det er hans ord.
Vi er i Vordingborg, ved pølsevognen, på stationen, på VUC, i klubværelset, i beskæftigelsestilbud.
Vi bliver trøstet med en movieboks med Karate Kid, når far forudsigeligt udebliver fra samtlige aftaler. Sproget er råt, rytmisk, benhårdt, grumt og åbningen til en uendelig sårbarhed.
Gennem det hele, denne sjælefortærende længsel efter far, efter at høre til hos nogen i verden.
Det er ikke en virkelighed, vi har lyst til at kende – men den findes.
Farfedt fortjener læsere fra alle lag, man går fra mødet ramt og beriget. Læs den!
Teater: Gensyn med en Tatovering
Kan man savne noget, man aldrig har haft, spørger Tatovering? Den fraværende far er ikke nogen fremmed figur i kunsten, men antagelsen er som regel, at det er drengene/mændene, der savner faderfiguren. Psykologisk er det ret indlysende, at den fraværende far også påvirker pigerne/kvinderne.
Det afhænger givetvis af publikums egen referenceramme, hvor rent budskabet rammer. Jo tættere du er på den rodløse unge pige, der nærmest virker maskulin i sin ”rebel without a cause”-holdning, desto stærkere rammer Tatovering følelsesmæssigt.
Pigen nærmest skriger efter at mærke. Vi vil alle sammen gerne være elskede. Eller i hvert fald vide, at vi engang har været elskede. Hun drømmer desperat om et bevis på den kærlighed – eller som titlen siger, at få den tatoveret ind i sig.
Som repertoireteater sætter Mungo Park sig for løbende at genopsætte forestillinger som Tatovering, der har ramt en nerve hos publikum. Grib chancen for et gensyn – måske for at opleve den med et nyt cast – eller for at fange den oplevelse, som vennerne har fortalt om, fordi den har indprentet sig i deres bevidsthed.
Du kan læse premiereanmeldelsen her.
Sidste chance: Fortid og nutid mødes i Peter Ravns billeder på Tegners Museum
Skynd dig op på Tegners Museum i Dronningmølle. Så kan du nå at se maleren Peter Ravns udstilling, Faldet, som er på museet indtil den 14. august. Med i købet får du også den permanente udstilling både inde i museet og ude i skulpturparken af billedhuggeren Rudolph Tegners hundrede år gamle og imponerende, heroiske skulpturer, som Ravn er gået i dialog med i sine nye oliemalerier.
De 12 billeder på Peter Ravns udstilling tager alle udgangspunkt i en af Rudolph Tegners skulpturer. Men hvor vitalisten Tegner i sine værker hylder den heroiske og himmelstræbende mandekrop, så er Ravns oliemalerier en reflekterende tour de force i den moderne mands sårbarhed og dilemmaer. Og iklædt hvad han selv på et tidspunkt i vores samtale kalder ”det psykologiske jakkesæt”.
”Når jeg taler med Tegner, så er hans mænd jo så opadstræbende, så ranke. De skal bare op i lyset. Men for mig ligger faldet indbygget i det. Det må bare knække på et tidspunkt,” sagde Peter Ravn om et af sine værker, da han i forbindelse med åbningen af udstillingen blev interviewet i POV. Du kan læse hele interviewet med Peter Ravn her.
KLOVNs giftige nonchalance fortsætter
Lad mig sige det med det samme: Efterhånden ser jeg kun KLOVN på grund af ’Casper’. Fordi det er hans karakter, der er den sjove. Bevares, mange vil sikkert foretrække ’Franks’ pinligheder og urimelige opførsel, og det er måske lidt sjovt, at han tilsyneladende aldrig lærer noget. Ingen bebrejdelser herfra.
Men serien har altid været slem til at overfabrikere en handling fuld af årsager og konsekvenser, som skal binde den narrative humor sammen, og i denne nye sæson skal man æde nogle urimeligheder for at få glæde af det, der på papiret sikkert var nogle fornøjelige eftersmæk. Alt – også æstetikken – er således ved det gamle.
Næh, det er altså ’Casper’, der en den sjove, hvilket allerede blev tydeligt i den første spillefilm. Det er hans replikker og nonchalante giftigheder, jeg sidder og venter på, og i denne sæsons første fire afsnit bliver jeg ikke skuffet. Det er også gerne ham, der får lov til at præsentere og udleve nogle af tidens tvivlsomme trends – ofte introduceret til ham af hans kæreste Fnug – som han først bakker loyalt op om og senere henkastet tager afstand fra. Dét er sjovt – og det er sæsonens undertitel, Senfølger, også.
Film: Gys med humor i Natten har øjne
Hvis der er noget, der kan lokke mig ud af eremithulen, så er det en ny gyserfilm. Også selvom jeg bliver ængstelig på forhånd, når det er de danske af slagsen, så stepper jeg gerne op og hepper – for hvor ville jeg dog ønske, at vi lavede flere! Jeg gled ned i de bløde sæder sammen med min kæreste til forpremieren i Empire arrangeret i samarbejde med genrefilmfestivalen Blodig Weekend og MIX Film Festival.
Gabriel Bier Gislason har med Natten har øjne begået en rigtig fin dansk gyserfilm. Men hvis han havde solgt den som en mørk komedie, havde han nok haft større held med at vinde min fuldstændige filmgunst. Men ret skal være ret, filmen var (u)hyggelig, godt skrevet – og den var tilmed uhyrlig morsom.
Natten har øjne handler om Maja (Josephine Park), der engang var en lovende skuespillerinde, som falder pladask for britiske Leah (Ellie Kendrick), der bor sammen med sin mor (Sofie Gråbøl) i et jødisk kvarter i London. Tilsæt så lidt Lars H.U.G., jødedom, eksorcisme og LGBTQ+, så har du essensen af filmen.
Og selvom det lyder helt åndssvagt, så fungerede det faktisk. Selv min kæreste, som er en kræsen mand, måtte trække på smilebåndene af David Denciks rolle, som var et finurligt og bærende element gennem hele filmen, ved siden af stærke præstationer fra Josephine Park, Ellie Kendrick og Sofie Gråbøl.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
