KULTURLISTEN – Ugens bedste anbefalinger i kortform af POV’s kulturskribenter.
Skal Bastarden til Oscarbal i englenes by? – Arcels nye storfilm officielt nomineret som dansk Oscar-kandidat
Efter at have fået strålende modtagelse på tre af årets store filmfestivaler, ved verdenspremieren i Venedig og på de filmisk toneangivende festivaler i Toronto og Telluride, er instruktøren Nikolaj Arcels film Bastarden nu nomineret som officiel dansk kandidat til en Oscar for bedste internationale spillefilm. Det blev offentliggjort i tirsdags, og med Bastarden mener Oscar-juryen at have fundet en særdeles stærk kandidat til den eftertragtede filmpris.
Filmen foregår i 1755 på den jyske hede og er båret af hele Danmarks Mads Mikkelsen i hovedrollen som fattig, ambitiøs og retsindig ex-soldat, nu hedebonde, som hurtigt kommer i nådesløs karambolage med egnens samvittighedsløse svin af en godsejer.
Bastarden er – som de fleste gode (men også enkelte vildt dårlige) film – bygget på et litterært forlæg. I dette tilfælde er det forfatteren Ida Jessens Kaptajnen og Ann Barbara, som danner forlæg for Arcels filmiske fortolkning.
Nu hvor Bastarden er nomineret, er resten op til amerikanerne. Først den 21. december offentliggøres en 15 film lang kandidatliste, som så endeligt, til januar, reduceres til de fem film, der skal kæmpe om titlen som årets bedste internationale spillefilm.
Hold øje med Bo Green Jensens filmanmeldelse, som POV bringer i forbindelse med premieren.
Vi betaler ikke: Ubetalelig og skarp humor
Nørrebro Teaters opsætning af Vi betaler ikke kan stå som et skoleeksempel på, hvordan man opdaterer ældre dramatik. Timingen oven på den seneste inflationsbølge er perfekt. Forestillingen blev skabt af Dario Fo og Franca Rame i 1974. Vel også et kriseår. Men i Joy-Maria Frederiksens opsætning på Nørrebro Teater placeres vi imidlertid i Danmark og i 2023.
Man mærker den store humorist og klovn-af-hjertet bag oplægget. Alle spiller forrygende gakket i slapstickstil. Prisen må dog gå til Mikkel Becker Hilgart, der spiller fire roller, hvilket ikke går ubemærket hen blandt de øvrige figurer. Den fysiske lighed kommenteres hele tiden.
Men ellers er det alvorligt nok. En gruppe kvinder har i protest mod prisstigninger, der langt overhaler lønstigningerne, valgt at tage selv: Hvis vi ikke bliver ordentligt betalt, så betaler vi ikke. Men det vil Annette helst ikke afsløre over for sin regelrytter af en mand, Michael.
Tilføj Michaels knap så regelrette kollega, dennes kone samt politiet, der skal opretholde ordenen. Og en meget alternativ teori om pludselig graviditet, fødsler og surrogatmødre. Vi betaler ikke er mest humor, men på seriøs baggrund.
Man skulle nok have været der: Thomas Korsgaards morsomste roman som intenst ungdomsteater
Forfatteren Thomas Korsgaards tre romaner om Tue – Hvis der kommer et menneske forbi, En dag vil vi grine af det og Man skulle nok have været der – blev fra 2017-2021 tidens ungdomsromaner, der endte med at udløse De Gyldne Laurbær.
Det er derfor ikke verdens største satsning – ej heller specielt modigt – at Det Kongelige Teater omsætter Man skulle nok have været der til teater. Hvis man har læst bøgerne, er det heller ikke en forestilling fyldt med overraskelser. For historien om den unge Tue, der oprindeligt er fra en dysfunktionel familie i Midtjylland, men nu er flyttet til København, følger punktligt bogens fortællekurver.
Det er en skam, at Det Kongelige Teater med deres budget ikke tør lave nye fortællinger til ungdommen, skrevet af landets uddannede scenekunstdramatikere, i stedet for at reproducere i forvejen tilgængeligt stof.
Når det er sagt, så er skuespillerne Kasper Dalsgaard (Tue) og Patrick Baurichter (fortæller og andre personer) aftenens store, lysende stjerner på scenen. De sparker liv, energi og intensitet i fortællingen, så man griner, græder, græmmes og forundres, når Tue vinker farvel til sin fortid og bevæger sig ind i det københavnske borgerskab.
Forestillingen er udsolgt i København, men drager på turné rundt i landet.
Se også videointerviewet “Humoren kommer af sig selv” med Thomas Korsgaard her.
The Dumb Waiter: Mens vi venter på Lars Mikkelsen
Når Lars Mikkelsen kaster sig ud i at spille på solidt arbejderengelsk, så sidder vi selvfølgelig og venter på, om det er troværdigt. Ligesom de to lejemordere i The Dumb Waiter sidder i en skummel kælder og venter på deres næste ”kunde”.
Lighederne med Beckett er til at få øje på. Selvom jobbet er usædvanligt, er de to lejemordere bare et par arbejdere. Med to ugers ferie om året. De gør, hvad de får besked på. Ofte først i sidste øjeblik, og det er det, der er problemet.
Sidste gang gik det ikke efter planen. Offeret var en kvinde. Gus sidder på nåle. Han har lige noget, han vil spørge Ben om. Ben bliver irriteret. Rutinen er, at han bare påpeger et par saftige overskrifter fra Daily Mirror, mens Gus måske laver en kop te.
Men der er ingen gas, og pludselig kommer der mærkelige bestillinger ned med The Dumb Waiter – en køkkenelevator, ikke en stumtjener. Begge er nervøse. Rutinen er brudt. De mærker, at de er ude på dybt vand.
Harold Pinters enakter er overraskende morsom. Plottet er gentaget mange gange siden, men holder. Og ja, Lars kan sagtens ramme sprogtonen. Det kan du diskutere med ham i baren efter The Dumb Waiter.
Stenalderpigen Lola bygger bro til nutiden
Lola kigger på dig som noget af det første i udstillingen på Stiftsmuseet i Maribo. Blikket er fast og klart. Hun betragter dig på en afstand af små 6.000 år – fra jæger-/bondestenalderen til i dag. Lola levede sit korte stenalderliv på Syltholm på Lollands sydkyst lige øst for Rødbyhavn. Da man gravede ud til Femern-forbindelsen, piblede stenalderfundene frem, og Museum Lolland-Falsters arkæologer trak i arbejdstøjet.
Lola er fortællingen om en fiktiv stenalderpige, hendes tid og miljø, men baseret på hårdt DNA-materiale, som museets forskere og formidlere har fundet, analyseret og fortolket. En lille klump beg, Lolas tyggegummi, er det fysiske afsæt for en række DNA-analyser. De fortæller bl.a., at Lola havde mørk hud, mørkt hår og blå øjne, at hun var laktoseintolerant og både bar rundt på en herpesvirus og en streptokokbakterie. Det sidste, hun spiste i denne verden, var gråand og hasselnødder.
I dag er Lolland et tæt opdyrket landbrugssamfund. På Lolas tid var naturen vild og mangfoldig med vige, småøer, strandenge og tæt urskov. Havet var fyldt med fisk og skaldyr. I skovene levede kronvildt, rådyr og vildsvin. Det vrimlede med bær, nødder, frugter, urter. Et overflødighedshorn og ditto kontrast til nutidens ensrettede natur.
Museet er lykkedes med at skabe en kompakt, velformidlet udstilling, som tager sit publikum på en fascinerende rejse i tid og rum til et meget anderledes natur- og kulturmiljø. Udstillingen bygger bro mellem fortid og nutid. Den peger på, at der ikke er så langt mellem Lolas verden og vores, og at nutidens Produktionsdanmark deler en række universelle, eksistentielle vilkår med stenalderfolket om bl.a. produktionsmåder, brug af naturressourcer og behovet for stærke, lokale fællesskaber.
Når fællesskabet banker på – Guldagers enkle og kraftfulde nye roman henvender sig til enhver
Katrine Marie Guldager kan noget med tempoet i sin nye roman. Den er enkel og kraftfuld, samtidig har forfatteren fuldt overblik over sin historie og føjer lag på lag til sin karakteristik ikke mindst af sin hovedperson Lotte. Det gør bogen både lettilgængelig og fuld af indsigt. Endnu en dag i Guds skaberværk er slagfærdig.
Lotte er lige blevet fyret fra sit job som socialrådgiver og kommer snart under endnu større pres, da ekskæresten findes død under mistænkelige omstændigheder. Som person er Lotte rimelig utilpasset, på grænsen til det rasende: ”Mit hår stritter jo for helvede i alle retninger”. Hun blander sig gerne – og hendes netværk, både professionelt og privat, går jo heller ikke lige væk. Det har både fordele og ulemper at bo i en stuelejlighed på Nørrebro. Ikke kun katten bruger vinduet. Lotte tager også den direkte vej, hvis situationen kræver det.
Lotte har hjertet på rette sted og ved, hvad der er værd at vide om både raseri og ensomhed, for det er virkelig træls at leve i udkanten af andre menneskers fællesskaber. Titlen opstår i samspil med en flok svaner ved Planetariet. Den poetiske nerve sætter sig igennem side om side med hverdagens hårde linje i Danmark. Hvis du føler dig som dansker med stort D, så læs med her. Guldagers Lotte kender vort land og vores måde at omgås på.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
