KULTURLISTEN – I denne påskeliste anbefaler vi biografpremiere om emigrantliv i New York, remake-film om flybrudne i Andes, svensk-instrueret klassisk komedie på Det Kongelige, belgisk kunst på Brandts i Odense, podcastserie om Faderhuset og et gensyn med Ole Bornedals Charlot & Charlotte på DR. Ugens kulturelle påskeæg er begået af Connie Bork, Niels Olsen, Ole Blegvad, Anders Stubkjær og Steen Blendstrup. Redaktion: Anne Juliette Ladegaard & Claus Ankersen.
Det store møde – Nærværende og flot instrueret film om emigrationens pris
Past Lives er en enkel film med en klar konflikt. Den handler om det vigtigste i menneskers liv: de nære relationer i en hurtig verden. Na Young og Hae Sung er 12 år gamle og har et spontant venskab, da de begge bor i Seoul. Kort efter emigrerer Na Young og kalder sig for Nora i sit nye liv.
Tiden går, og 24 år senere mødes de igen i New York, hvor Nora nu bor med sin jødiske mand. Hun lever som forfatter og er assimileret i den amerikanske kultur. Hun fortæller åbent sin mand om gensynet med Hae Sung (Teo Yoo), der ikke er amerikansk-koreansk, men koreansk-koreansk. Han er også meget mandig og på en koreansk måde.
Sproget står i flammer, og de er begge midt i trediverne, da de ses igen. De er åbne, spontane, især Nora (Greta Lee). Hae Sung har gjort den lange rejse, men filmen lever især på at vise hendes intense følelser og lysende ansigt. I indledningsscenen skal vi først til at lære personerne at kende. Vi ser en kvinde og to mænd og må gætte os til deres indbyrdes relation. Nora løfter sit blik og ser i vores retning med vågen opmærksomhed.
Filmen er fra start tunet sikkert ind på sin historie. For den aften i baren, forstår vi senere, sidder hun ansigt til ansigt med det bedste fra to verdener. De to mænd, som har berørt hende mest.
Past Lives er en ærlig og kærlig film, som bakkes op af stærke fotos fra vældige New York. Uforglemmeligt.
Læs også filmkritiker Frederik Bojer Bovés fulde filmanmeldelse her.
Snefællesskabets psykologi
Flyet letter fra Uruguays hovedstad Montevideo med kurs mod Santiago i Chile den 12. oktober 1972. Med ombord er bl.a. et rugbyhold af unge mænd på tur med deres sport. Historien bag filmen er autentisk og undersøgt til bunds: Flyet styrter ned i en øde del af Andesbjergene. De overlevende må begrave de døde og i deres nye, improviserede snefællesskab udvikle løsninger for at finde tilbage til civilisationen, som ligger på den anden side af de høje, vinterhvide bjergtinder.
Lad det være sagt med det samme: Alle midler tages i brug for at overleve, og Snefællesskabet skildrer fornemt de etiske dilemmaer, de nødstedte er tvunget til at håndtere og forholde sig til. Ved siden af overlevelseskampen i den bidende andinske kulde, sulten, tørsten og den voksende desperation får vi også indblik i den enkeltfaktor, der betyder mest for mennesker, som står på grænsen til deres egen udslettelse: fællesskabet.
Det er nemlig gruppens indre sammenhængskraft, individernes rummelighed over for hinanden og deres evne til at samarbejde, hjælpe, støtte og tilgive hinanden, der sikrer overlevelsen. De taler med hinanden om, hvad de oplever, erindrer fortiden sammen, plejer hinandens sår, deler maden, holder kulden fra døren sammen og bruger humor og ironi til at perspektivere den fælles rædselstilstand.
Ingen af de overlevende modtager efterfølgende psykologbistand eller terapi. Det kan undre i en tid som vores, hvor offentlig psykologhjælp står på spring i snart sagt enhver krisesituation. De overlevende rugbyspillere blev dengang ikke set som ofre, men som helte, der kollektivt var gået sejrrigt ud af deres livs med afstand største udfordring.
Hylende morsom Tjener for to Herrer på Det Kongelige
Er det sjovt, at to folk drikker tis, som var det vin? Ja, det er! Er det sjovt, når en herre i 2024 hellere vil kaldes en kunde af sin tjener end for herre? Ja, det er!
Der bliver grint meget på Det Kongelige Teater i disse dage. På Skuespilhuset spiller nemlig Carlo Goldonis 1746-komedie Tjener for to Herrer. Denne kendte forvekslingskomedie om tjeneren Truffaldino, der tager job for to herrer – herefter går det løs med mord, kærlighedsforviklinger og intriger.
Den svenske instruktør og dramatiker Viktor Tjerneld har givet stykket et vellykket lag af samfundskritik, som gør forestillingen aktuel og vedkommende. Sproget er nutidigt, og stykkets konflikter er genkendeligt hentet fra tidens arbejdsliv, hvor prekariatet bliver mere og mere synligt, ligesom kærlighedshistorierne er twistet med tidens kønsdiversitet.
Hele holdet med Andreas Jebro i den altoverskyggende hovedrolle som tjeneren Truffaldino spiller til perfektion helt 2024-agtigt.
Tjener for to Herrer har fået spark, så den fremstår hylende morsom, men har samtidig politiske undertoner i tekst og spil. Nogle vil måske synes, at det bliver for meget falde-på-halen undervejs, men hellere meget for meget end lidt for lidt. Største anbefalinger til en morsom aften.
Bowlerhatten i kunsten – Brandt på belgisk
Det der billede, hvor der er en bowlerhat. Kunstneren René Magrittes navn er ikke kendt af alle, men billederne med bowlerhatte er kendt af flere. Brandts har skabt en fornem udstilling om belgisk kunst, hvor flere af Magrittes værker indgår som hovedattraktionen.
Udstillingen er en indføring i belgisk kunst. Publikum bliver taget ved hånden og med en lethed ført gennem Belgiens kunsthistoriske perioder. Der er ganske få velvalgte billeder fra hver periode, så man på intet tidspunkt mister overblikket, men kan følge forandringen i kunsten.
Det bliver i udstillingen også gjort klart, hvor betydningsfuld koloni-relationen til Congo har været. Der er også flere interessante kunstneriske bud på, hvordan fortiden stadig spiller en rolle i nutidens kulturelt sammensatte Belgien.
Ruth er Trump i miniformat
Podcastmestrene fra Third Ear har gang i en vanvittig spændende serie om Ruth Kristiansen (tidligere Evensen) og den kristne sekt, der engang gik under navnet Faderhuset. Mange kan sikkert huske Faderhuset fra halvfemsernes Nørrebro, købet af Ungdomshuset på Jagtvej 69, konflikterne med de unge og al den ballade, der i en periode bragte Ruth – eller Ruthemor, som hun kaldes – på forsiden af alle medier.
Podcasten følger i Ruth og Faderhusets fodspor – fra rømningen af Ungdomshuset, købet og istandsættelsen af det gamle Bandholm Hotel på Nordlolland, den lokale modstand mod stedet og sektens videre liv i en landsby nord for Prag. Ruth og menigheden rykker åbenbart altid teltpælene op, når kritikken kommer for tæt på …
Afhoppere fortæller barske historier om både fysisk, psykisk og social afstraffelse – særligt af sektens børn. Faderhuset fremstår i podcasten som et religiøst parallelsamfund ledet af en narcissistisk diktator, som pakker sin vilje til magt ind i forloren salmesang og kvalmende, aggressiv prædikantvirksomhed. Hun slår brutalt ned på enhver opposition, udfolder et klassisk del-og-hersk-regime, belønner medløbere, straffer kritikere og er selv så følelsesmæssigt afstumpet, at hun kun kan være varm eller kold; i troen som i relationen til andre mennesker. I Ruths Hus findes ingen lunkne nuancer.
Derved afspejler fortællingen en bekymrende tendens i tiden: Genkomsten af karismatiske, autoritative ledere, som lader hånt om ytringsfrihed, kritisk samtale og basale demokratiske spilleregler, hvor man rummer hinandens forskelligheder. Lyt til Ruths Hus og forestil dig et kort øjeblik trumpismens menighed af fanatiske MAGA-proselytter, der vinder præsidentvalget til november og sætter en personlighedsforstyrret megaloman i spidsen – ikke for en marginaliseret landsbysekt, men for Guds Eget Land.
Gensyn med Charlot og Charlotte
Det er ikke alle Gensyn, som DR’s nye åbning af arkiverne hedder, der holder. Noget er bedaget. Noget minder bare om, hvor gammel man selv er blevet. Ole Bornedals Charlot og Charlotte (1996) er imidlertid stadig lige herlig med sin deadpan humor og sine utallige meta-vittigheder.
Hvor selvmodsigende det end er i et lille land som Danmark, så er Charlot & Charlotte en roadmovie (i fire – lange – afsnit). Det giver tid til herlige digressioner, som ikke har så meget med plottet at gøre. Det er bare sjovt.
Ellers handler de om diametrale modsætninger, der mødes. Den fandenivoldske Manhattan-moderne Charlot, der er blevet snydt for alle sine penge af sin elsker og skal have et lift ind fra lufthavnen i Kastrup. Det er her, den introverte og kuede indremissionske og tidligere kult-tilhørende Charlotte, som også er blevet brændt af, kommer ind i billedet.
Ad en del omveje går kursen derefter over Fyn, hvor de arver en eksklusiv Mercedes coupé efter en senil Ove Sprogøe, der udånder og bliver deres skytsengel, via Preben Kristensen som psykopatisk transvestit-bankrøver, over Tommy Kenter som Orson Welles-lignende kriminalkommissær og endelig i mål i Skagen, hvor sankthansaften står som en skæbnesvanger deadline for Charlot og Charlotte, Ellen Hillingsø og Helle Dolleris.
Find tidligere udgaver af Kulturlisten her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
