KULTURLISTEN – Ny lyrik, kunstudstilling, teater, tv og litteratur. I denne uge om og med bl.a. Lucia Odoom, Birgit Bjerre, Alex Mørch, Solvej Balle, Katrine Falkenberg, Zizzel Mohr, Silja Henderson, Per Petterson, Siri Ranva Hjelm Jacobsen og Rakel Haslund-Gjerrild.
Lyrikkens mange rum: Enkle og smukke digte fra Lucia Odoom
Jeg har en faible for den enkle, realistiske lyrik, den uprætentiøse og direkte hverdagspoesi, som flyder fra erindring og bevidsthed ud gennem pennen og videre ned på papiret. Tekst, hvor maskerne falder og sandheden bliver konkret.
Sådan en slags lyrik er Lucia Odooms Sange fra andre rum. På ydersiden ligner digtene netop sange, eller: en samling festsange – foldet, sirligt bundet med snor i ryggen og pakket ind i karton på vej til at vandre rundt om bordet. Hverdagens sange. Øjeblikkets sange.
Indeni undersøger forfatteren sangenes rum. Stemmernes rum. Lyrikkens rum – og dem er der mange af: Bowie, som for længst er strøget til Mars, og som i 1999 udgav albummet Hours, der stadig klinger sprødt i erindringen. Botanisk Have, hvor hun går hen med sin ensomme hjertesorg, mens aftenens Stones-koncert trækker den anden vej. En lejlighed i Kreuzberg med dens særlige dufte og nabostøj. Mormorens postordrekatalog og alle de gamle relationer, der løber ud som sandet gennem timeglasset. Der er CNN og Medova te, Dawson Creek og MTV, gryder og vaser og morfar og sange til universet. Og til sidst: Et lille nyt liv, der sparker og vil ud. Kort. Smukt. Sandt.
Sange fra andre rum er livsbekræftende og gennemlyst af en egen stille sørgmodighed.
Midten af kortet er ustabil grund
De ligger der, med en egen uforsonlighed. Fra min barndom mindes jeg synet af de grå og rustende cementblokke, besynderlige øer i al Vesterhavets grønne fråden. Der var en underlighed over dem, noget skræmmende, der hele tiden gemte sig som et mørke i øjenkrogen, selv om det var på familiens årlige stranddag ved Vestkysten.
Bunkers. Ordet i sig selv smagte fremmed, og den måde, det blev udtalt af de voksne, lod en forstå, at her var der en hel historie, der kun blev fortalt halvt. At det ikke var en historie for børn.
Nu 45 år senere ligger de der stadig. De er indtegnet på google-maps.
Engang under 2. verdenskrig var Hanstholm centrum af kortet. Her ligger Nordeuropas største bunkeranlæg. Det er lykkedes mig at fare vild i de kuldslåede tunneler, der selv på sommerens varmeste dag får en til at ryste under tøjet.
Man kan i øjeblikket opleve udstillingen Lieber feind/Kære fjende med værker af Birgit Bjerre og Alex Mørch, en udstilling, der undersøger mødet mellem mennesker på tværs af nationalitet og krig. Birgit Bjerres værker er baseret på hendes far, Christian Bjerres erindringer som en stor dreng i Vigsø under besættelsen. Den udstilling vil jeg ud og se, inden museet lukker for vinteren.
Solvej Balle vandt Nordisk Råds Litteraturpris 2022 – og nu kommer bind fire
Solvej Balle vandt Nordisk Råds Litteraturpris 2022. Det gjorde hun for de tre første, fuldstændig fantastiske, spekulative romaner i Om udregning af rumfang-serien, og i dag, d. 18. november, udkommer det fjerde bind. Det er med andre ord på høje tid at komme i gang med det første bind, hvis du ikke allerede har læst – og læg vej forbi din lokale bogpusher efter det nye bind.
Bind fire udkommer som de tre foregående på Balles skønne mikroforlag Pelegraf, som hun driver fra Marstal, hvor hun bor. Efter at have været en af halvfemsernes store litterære stjerne – sammen med navne som Helle Helle og Kirsten Hammann – trak hun sig tilbage og har siden levet stille og tilbagetrukket. Måske for at skrive rumfang-serien.
Pludselig en dag går tiden itu for den kvindelige hovedperson, og d. 18. november (ja, netop d. 18. november) gentages igen, igen og én gang til. For det fleste er ideen kafkask, absurd, ligefrem mareridtsagtig – og det er den også lidt i Balles sanselige, fine og sært beroligende prosa, der ser detaljer, som ikke er os andre forundt.
Der er ikke andre end Balle, der kan skrive den bog – fra sit Marstal-eksil – og du skal læse med.
Who Killed Don Calzone – ikke alt er ved det gamle
Den 39. Crazy Christmas Cabaret er selvfølgelig fyldt med traditioner, men ikke alt er ved det gamle. Fornyelserne er det, der virker bedst. Som altid er det imidlertid truppens energi og åbenlyse glæde ved at underholde, der smitter ud over stolerækkerne i Who Killed Don Calzone.
At vende tilbage til universet og persongalleriet fra sidste års covid-plagede forestilling virker lidt som en spændetrøje. Der skal forklares og bindes sløjfer, hvilket hæmmer løjerne i første akt. Det sjove er, når de enkelte sketches, sangnumre, jokes stikker ud ad en tangent. Det gør de så i anden akt.
Formelt finder vi naturligvis ud af, Who Killed Don Calzone, men det er bare en undskyldning. De let omskrevne versioner af 80’erhits, anakronismer og satiriske stikpiller til nutiden, f.eks. David Batesons Trump-parodi, er sagen.
Velfungerende ny på holdet er Mikkel Hoé Knudsen, der får en hurtig lektion i engelsk og amerikansk brug af ass og shit, men også har en god stemme … og en pæn torso. Begge dele effektivt præsenteret over for Katrine Falkenberg i Kate Bush-hittet ”Running Up That Hill”. Et fænomen, vi takket være Stranger Things ikke behøver forklare de yngre i publikum.
Åh jo, og så har forestillingen fået en intimacy coach.
Ørnedræberne – Gode intentioner i lunken indpakning på DR
Tv-vært Zissel Mohr har allieret sig med tidligere drabschef Jens Møller, og ideen er rigtig: Undersøg forbrydelser mod naturen, som var de rettet direkte mod mennesker. Nogle havørne er blevet gift-myrdet, og der lægges op til, at vi skal følge opklaringsprocessen og politimandens evne til efterforskning. Tv-værten er der mest til at erstatte en voice-over og til at samtale med Møller om sagen.
Der undersøges spor, vises uendelige dronebilleder af landskabet, mens der tales sammen i bilen, og der er de obligatoriske dramatiske pauser, snigende musik og sigende ansigter, når et vidne har sagt noget, der er lidt kontroversielt. Det er true-crime-genrens svøbe: at skabe drama, også når det ikke er der.
Hvad værre er, så svigter serien sin egen ånd og bryder med det tidslige aspekt og den fortløbende efterforskning. Vi tilbageholdes oplysninger, som de to ”detektiver” havde på det givne tidspunkt, idet det virker vigtigere at få os til at hænge på end til at følge opklaringens deduktioner.
Point for at tage emnet op – omend vi ikke hører meget om hverken ørne eller natur – minuspoint for at kopiere genrens dårlige vaner.
Også efter valget – Klima og hav
Du har måske fået nok af valgflæsk, TIKTOK og prognoser? Litteraturen er din medicin. Også efter valget er Anne Katrine Bagais personlige litteraturliste over værker, der belyser Danmarks samfundsmæssige problematikker. Denne gang om klimaet, der naturligvis inddeles i flere kategorier. Vi starter til søs.
I Havbrevene (2018) lader Siri Ranva Hjelm Jacobsen Atlanterhavet og Middelhavet tale for sig selv, i en søsterlig og åben samtale om tiden, drømmen om at samles og mennesket motivation for at slå havet ihjel.
Samme oversvømmede sprog kan også findes i Daniel Boysens digtsamling Står på tæer under vand (2020), hvor klimaforandringernes trussel ligger og lurer under fundamentet som en sanselig allestedsnærværende faktor.
Havet er alles, ingens, vores og dit. Måske er havet et kor? I Silja Hendersons Zonen (2022) bølger ord og billede, udsagn og citat frem og tilbage, diffunderer mellem egenrådig kropslighed, hyperfokus og katastrofalt fugleperspektiv. En bog, der med sine ritualer og kor tager Lars Skinnebachs klimaklassiker Øvelser og rituelle tekster (2011) op til revision.
I Rakel Haslund-Gjerrilds roman Alle himlens fugle (2020) er ulykken sket. Fortælleren er efterladt på en ø, udelukkende i selskab havet og fuglene. Alligevel pibler håbet om en anden fremtid frem og skinner i horisontlinjen.
Tiden er til Petterson
Per Pettersons nye udgivelse, Mit Abruzzo, er en journal eller dagbog fra knap et halvt år i 2021, hvor corona havde magt. Og sikken en bog. Petterson kombinerer det store med det mindre, det små og helt petit i hverdagen. Forskellen skaber en spænding i værket, fordi han skriver så ufatteligt frit. Vi hører om hans tidlige og omfattende læsning, vi hører om forfatterne, familiens barske historie, vennerne, gården, jeepen og mere om jeepen.
Han har et mindre forfatterskab, men det brænder igennem med sin nerve og er oversat til over 50 sprog. Romanen Ud og stjæle heste (2003, da. 2004) bliver en international og prisbelønnet succes. Et sted taler han om sin yngre bror Odd, som kommer til at dø – og han fortæller samtidig om 1970’erne. Et årti hvor der skete noget nyt hver anden uge. Det er et helt liv, han maner frem, fordi han på én gang kan være så beskeden og godt reflekterende.
Om sig selv siger han, at han aldrig blev høj og mørk, bare lille og mørk. Læseren kommer tæt på ham og sagen, men også helt tæt på sig selv. Han er meddelsom og det smitter. Hans værker er fuldendte, fordi læseren føler sig draget ind.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
