SPROG OG VIRKELIGHED // KRONIK – Afrikanere gik med bastskørt og var helt vilde med flødeboller. Og måske var Hitler en stor statsmand? Niels Rohleder opsøger problematiske ideologiske påvirkninger fra en barndom i 1960’erne og 1970’erne. Hvordan modvirker vi bedst racisme hos børn? Og hvad er det egentlig for et ord, vi refererer til, når vi på dansk taler om ”n-ordet”?
I min sønderjyske barndom var jeg udsat for nazipropaganda i sin reneste form.
Mange fredagsaftener i 1970’erne har jeg siddet foran fjernsynet, når vesttysk public service-tv’s program tre i den bedste sendetid og i fuld længde sendte Vor vierzig Jahren (”For 40 år siden”) med de originale Ufa-Tonwoche-ugejournaler fra Nazitysklands biografer.
Hver enkelt udgave af den nazistiske ugejournal blev efterfulgt af en forklarende og pædagogisk lille tale fra en eftertænksom og omhyggeligt antinazistisk historiker, der forklarede, hvad vi lige havde set, satte det i perspektiv og tog afstand fra det
På den måde oplevede jeg partidagene i Nürnberg, OL i Berlin i 1936, hagekorsbannere i gaderne, ekstatiske, førerbegejstrede unge piger fra Bund Deutscher Mädel, strækmarcherende soldater på vej ind i Saarland, Østrig og Sudeterlandet, Førerens taler, heilende masser og alle de andre opbyggelige indslag, som propagandaminister Goebbels fandt seværdige.
Udsendelsen var ikke udtryk for, at det knastørre, pædagogiske tyske program tre, der ellers sendte smalle, udenlandske film med undertekster og skole-tv, var erobret af nazister.
Tværtimod.
Vor vierzig Jahren var vesttysk Vergangenheitsbewältigung – opgøret med og bearbejdelsen af Holocaust og resten af nazitidens rædsler. Hver enkelt udgave af den nazistiske ugejournal blev da også efterfulgt af en forklarende og pædagogisk lille tale fra en eftertænksom og omhyggeligt antinazistisk historiker, der forklarede, hvad vi lige havde set, satte det i perspektiv og tog afstand fra det.
I min egen lille familie hjalp mine forældre, der havde oplevet Anden Verdenskrig som børn, efter udsendelserne med at forklare nazipropagandaen og nazismen. I 1970’erne, da jeg var barn, var mange af både gerningsmændene og ofrene endnu i live, så i Tyskland var der god brug for at tale om nazismens rædsler, så både unge og gamle kunne få et afklaret forhold til dem.
Og det var der såmænd også i betonforstaden uden for Sønderborg, hvor jeg voksede op.
Hjemme hos Heinz
I opgangen ved siden af vores boede min legekammerat Heinz. Hans hjemmetyske far var efter krigen blevet dødsdømt ved en britisk militærdomstol og siden benådet.
Den fireværelses lejlighed, hvor Heinz boede, var ikke, hvad mine bibliotekarforældre ville betegne som et ”bogligt hjem”. Men selv om bogsamlingen savnede kvantitet, var den bemærkelsesværdig. Nazisternes standardværk Mein Kampf indtog en fremtrædende plads på boghylden.
Heinz fortalte om Heinkel, Messerschmitt, Junkers, Stuka og Focke-Wulf og om de dristige og træfsikre tyske piloter
Min ven Heinz havde en forkærlighed for at lime små plasticmodeller af tyske krigsfly sammen, male dem i de rigtige grå, grønne og brune nuancer og klistre relevante, korsformede klistermærker på halen. Han fortalte med indlevelse om Heinkel, Messerschmitt, Junkers, Stuka og Focke-Wulf og om de dristige og træfsikre tyske piloter.
Heinz sagde også, at Hitler ville være blevet husket som en stor statsmand, hvis ikke englænderne og franskmændene havde trukket den modvillige Fører ind i krigen. Tænk bare på alle de motorveje, han byggede, og alle de arbejdsløse, han fik i sving.
I dag kan jeg godt forestille mig, hvad min mor har tænkt, når jeg kom hjem for med glad barnerøst at viderebringe budskabet:
”Mor, Heinz siger, at Hitler…”
Måske var det derfor, at mine forældre fik den helt relevante ide at udsætte min lillebror og mig for en dosis tysk Vergangenheitsbewältigung.
Scenedebut i forsamlingshuset
Tysk nazipropaganda var ikke den eneste problematiske ideologiske påvirkning i min barndom. I august 1969 startede jeg i 1.b på Ulkebøl Skole – formentlig et par år, før jeg for alvor blev konfronteret med de nazistiske ugejournaler.
Vores nyuddannede, elskelige og meget samvittighedsfulde klasselærer, fru Jensen, som vi var dus og på efternavn med fra 1. til 7. klasse, besluttede, at vi skulle opføre stykket N****drengen Bene og Elefantungen Drille.
Jeg stod meget let påklædt på scenen og sang alt, hvad jeg kunne
Jeg blev udset til at spille stykkets vigtigste titelrolle i Ulkebøl Forsamlingshus. Jeg husker ikke meget andet fra premieren, end at jeg stod meget let påklædt på scenen og sang alt, hvad jeg kunne. Så vidt jeg husker iført en form for bastskørt, som vi jo vidste, at alle gik med nede i Afrika.
Det lille stykke dramatik, som er udgivet i 1968 på Musikhøjskolens Forlag, har ikke sat sig de store spor på internettet, så jeg måtte på bibliotek.dk, da jeg for nylig blev nysgerrig efter at vide, hvad det egentlig var, jeg havde sunget foran et veloplagt publikum i slutningen af 1969 eller begyndelsen af 1970.
Og sørme om ikke kommunebiblioteket i Gentofte (hvor de som bekendt værner om konservative værdier) i samlingen havde et eksemplar af værket, som jeg ikke tøvede med at bestille hjem. Forleden hentede jeg bogen på mit lokale bibliotek.
Der er ikke tale om nogen helaftensforestilling. Hele bogen er på 12 sider inklusive replikker, sangtekster, noder og tegninger.
Afrikanere elsker flødeboller
Et kort handlingsresumé: N****mutter Lene skal på arbejde ude i marken og beder sin søn, n****drengen Bene, bygge et hus, mens hun er væk. Til gengæld lover hun at tage bananer og n****kys med til ham. Om n****kyssene vokser på marken, eller hvor n****mutter Lene skal få dem fra, melder historien ikke noget om, men dramatikeren Klari Fredborg, som har skrevet stykket, har sikkert tænkt, at det kunne være morsomt at lade den lille n****dreng være rigtig glad for n****kys.
Fik I den? N**** spiser n****kys. Ha ha.
Nå, men vores hovedperson, Bene, er ikke klogere, end at han bygger huset af de forhåndenværende grene, hvilket har den konsekvens, at elefantungen Drille vælter huset med sin snabel.
Teksten røber ikke, hvilken hudfarve drengen i den røde bil har, men i hvert fald er han noget klogere end Bene
Det får så Bene og det tilhørende børnekor til at bryde ud i stykkets titelsang, som i al enkelhed lyder:
”N****drengen Bene bygged’ hus af grene,
men da elefanten kom, bum, så dejsed’ huset om.”
34 sekunder af sangen (ikke sunget af mig) kan høres her.
Elefanten vælter huset et par gange, før ”drengen fra byen” kommer kørende i sin røde bil. Teksten røber ikke, hvilken hudfarve drengen i den røde bil har, men i hvert fald er han noget klogere end Bene:
”Men hvis du byggede huset af sten, ku’ elefanten ikke vælte huset,” påpeger den kloge dreng fra byen.
Bene og drengen kører ind til byen, samler en masse børn samt sten og ”elefantsikker cement” op, hvorefter de opfører Benes hus i sten og cement og synger:
”N****drengen Bene bygged’ hus af stene,
og da elefanten kom, dejsed’ huset ikke om.”
Det hele ender med andre ord lykkeligt, og alle børnene og elefanten får både aftensmad, bananer og n****kys.
Den såkaldte ”junglekomedie” er i forbløffende grad langt mere fladpandet, end jeg havde opfattet som syvårig. Og mine forældre har jo nok ikke nænnet at kritisere stykket, hvor jeg havde fået hovedrollen og sikkert var stolt af min debut på forsamlingshusets skrå brædder.
Stjernerne
Måske har nogen bemærket stjernerne ovenfor? De gør teksten en anelse sværere at læse, men mon ikke de fleste læsere alligevel har fået et billede af Benes etniske oprindelse?
Muligvis er det overforsigtigt af mig at skrive n****, men de senere år er der sket en markant sprogpolitisk udvikling, som betyder, at visse ord og udtryk ikke må forekomme – heller ikke, når der er tale om citater.
Men at citere n-ordet – selv som et led i tydelig afstandtagen – er så fordømmelsesværdigt, at kanslerkandidaten omgående måtte beklage og bede om forladelse
Annalena Baerbock, grøn kanslerkandidat ved det tyske forbundsdagsvalg 26. september i år, håber i høj grad på stemmer fra vælgere, der definerer sig selv som antiracister. Uheldigvis kom hun forleden under en videooptagelse til at bruge ordet n*****.
Hun var ude i et absolut antiracistisk ærinde, hvor hun tog afstand fra, at en søn til en af hendes bekendte i skolen var blevet bedt om at skrive en historie ud fra en tekst, hvor ordet n***** forekom. Men at citere ordet – selv som et led i tydelig afstandtagen – er så fordømmelsesværdigt, at kanslerkandidaten omgående måtte beklage og bede om forladelse.
Klippet kan nu kun høres på nettet med en høj beep-tone hen over det forbudte ord:
N***** er – også i fede citationstegn – lige så unævneligt et ord, som V******** er det i Harry Potters univers.
Der må nødvendigvis være forskel på, om en person i sin samtid har brugt et groft skældsord eller en gængs betegnelse for en befolkningsgruppe
I mine øjne er der stor forskel på det nedsættende, racistiske skældsord n***** og så n****, der langt op i min barndom var den gængse betegnelse for mennesker med afrikansk oprindelse og dengang ikke et skældsord.
Undskyld, kniber det med læsbarheden? Ja, der er forskel på n***** (n + fem stjerner) og n**** (n + fire stjerner).
Hvad er egentlig det der n-ord?
I den engelsksprogede verden taler man om the N-word, som består af seks bogstaver med en dobbeltkonsonant i midten (n*****). Men i dansk kontekst bruges betegnelsen ”n-ordet” ofte også om betegnelsen n**** (med en enkelt konsonant i midten). Begge ord er altså forbudt på dansk.
Det bliver svært at forholde sig til og forstå fortiden, hvis man i en historisk reference – for eksempel til 1960’erne – bruger betegnelsen ”n-ordet” om både n***** og n****. Der må jo nødvendigvis være forskel på, om en person i sin samtid har brugt et groft skældsord eller en gængs betegnelse for en befolkningsgruppe.
Jeg er glad for, at ingen syvårige i dag bliver sat til at opføre N****drengen Bene. Og jeg går ind for, at elefanten i vuggevisen nu får en kokosnød som rangle, og at Pippis far i nogle år har været ”sydhavskonge” (ikke mindst fordi Astrid Lindgren allerede i et interview i 1970 tog afstand fra sin egen sprogbrug i 1940’erne).
Men ét er, hvad vi udsætter børn for.
Noget andet, hvad vi som voksne mennesker kan sige, når vi tydeligt gør det klart, at der er tale om citater.
Hvis vi ikke kan beskrive, omtale og citere forældede betegnelser, kan vi heller ikke immunisere kommende generationer imod dem og deres konsekvenser
Som journalist synes jeg, det er vigtigt at kunne skildre virkeligheden. Og hvis vi ikke kan beskrive, omtale og citere forældede, racistiske betegnelser, kan vi heller ikke immunisere kommende generationer imod dem og deres konsekvenser.
Jeg tænker på, om mine fredagsaftener med Vor vierzig Jahren ville have givet mig en lige så god vaccination mod at blive racist eller nazist, hvis programmedarbejderne havde tændt for beep-tonen, hver gang der optrådte et nazistisk eller racistisk ord eller slogan – og eventuelt havde forsynet alle hagekors og strakte højrearme med sorte bjælker.
Ville jeg have været klædt lige så godt på til at gennemskue de påstande, som Heinz’ far gennem sin søn kanaliserede videre til mig, hvis jeg var blevet forskånet for visse tabu-ord?
Eller var det egentlig sundt for mig at stifte bekendtskab med racisme og nazipropaganda i sin reneste form og få den sat i perspektiv uden at noget blev tabuiseret og derfor spændende og interessant?
LÆS FLERE TEKSTER AF NIELS ROHLEDER I POV HER
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
